Mindretal af modstand
Bekymring for udvidelsen af Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) mod den russiske grænse er en af årsagerne til den nuværende krig i Ukraine. Men det er ikke det eneste forsøg på ekspansion fra NATO, en traktatfæstet organisation, der blev oprettet i 1949 af USA for at projicere sin militære og politiske magt over Europa.
I 2001 gennemførte NATO en militær operation “uden for eget område” i Afghanistan, som varede i 20 år, og i 2011 bombede NATO – efter opfordring fra Frankrig – Libyen og væltede landets regering.
NATO’s militære operationer i Afghanistan og Libyen var optakten til drøftelser om et “globalt NATO”, et projekt om at bruge NATO’s militæralliance ud over sine egne traktatmæssige forpligtelser fra Det Sydkinesiske Hav til Det Caribiske Hav.
Ingen konstellation af stater bør i hvert fald tro, at de kan genskabe hegemoni over Afrika.
Dr. Ruhakana Rugunda, Ugandas daværende faste repræsentant ved FN
NATO’s krig i Libyen var NATO’s første større militære operation i Afrika, men det var ikke det første europæiske militære fodaftryk på kontinentet. Efter århundreder med europæiske kolonikrige i Afrika opstod der i kølvandet på Anden Verdenskrig nye stater, som forsøgte at hævde deres suverænitet.
Mange af disse stater – fra Ghana til Tanzania – nægtede at lade de europæiske militærstyrker komme ind på kontinentet igen, og derfor måtte de europæiske magter ty til mord og militærkup for at udpege provestlige regeringer i regionen. Dette gjorde det muligt at oprette vestlige militærbaser i Afrika og gav vestlige virksomheder frihed til at udnytte kontinentets naturressourcer.
De tidlige NATO-operationer holdt sig i udkanten af Afrika med Middelhavet som den vigtigste frontlinje. NATO oprettede Allied Forces Southern Europe (AFSOUTH) i Napoli i 1951 og derefter Allied Forces Mediterranean (AFMED) i Malta i 1952.
De vestlige regeringer oprettede disse militære formationer for at sikre Middelhavet mod den sovjetiske flåde og for at skabe platforme, hvorfra de kunne gribe militært ind på det afrikanske kontinent.
Efter seksdageskrigen i 1967 (krigen mellem Israel og en række arabiske stater, red.) oprettede NATO’s forsvarsplanlægningskomité, der blev opløst i 2010, Naval On-Call Force Mediterranean (NOCFORMED) for at lægge pres på prosovjetiske stater – som Egypten – og for at forsvare monarkierne i det nordlige Afrika (NATO var ikke i stand til at forhindre det antiimperialistiske kup i 1969, der væltede monarkiet i Libyen og bragte oberst Muammar Gaddafi til magten; Gaddafis regering lukkede kort efter amerikanske militærbaser i landet).
Kaos i Libyen satte en række katastrofale konflikter i gang i Mali, det sydlige Algeriet og dele af Niger.
Samtaler i NATO’s hovedkvarter om “out of area”-operationer fandt sted med stigende hyppighed, efter at NATO sluttede sig til USA’s krig mod Afghanistan. En højtstående embedsmand i NATO fortalte mig i 2003, at USA havde “udviklet en appetit for at bruge NATO” i sit forsøg på at projicere magt mod mulige modstandere.
To år senere, i 2005, begyndte NATO i Addis Abeba i Etiopien at indlede et tæt samarbejde med Den Afrikanske Union (AU). AU, som blev dannet i 2002 og var “efterfølgeren” til Organisationen for Afrikansk Enhed, kæmpede for at opbygge en uafhængig sikkerhedsstruktur. Manglen på en levedygtig militærstyrke betød, at AU ofte henvendte sig til Vesten for at få hjælp og bad NATO om hjælp med logistik og lufttransportstøtte til sin fredsbevarende mission i Sudan.
Sideløbende med NATO ledte USA sin militære kapacitet gennem sin europæiske kommando (EUCOM), som førte tilsyn med landets operationer i Afrika fra 1952 til 2007. Derefter dannede general James Jones, chef for EUCOM fra 2003 til 2006, i 2008 den amerikanske Afrikakommando (AFRICOM). Den har hovedkvarter i Stuttgart i Tyskland, fordi ingen af de 54 afrikanske nationer er villige til at give den et hjemsted. NATO begyndte at operere på det afrikanske kontinent gennem AFRICOM.
Libyen og NATO’s rammer for Afrika
NATO’s krig mod Libyen ændrede dynamikken i forholdet mellem de afrikanske lande og Vesten. Den Afrikanske Union var betænkelig ved vestlig militær intervention i regionen.
Den 10. marts 2011 nedsatte AU’s Freds- og Sikkerhedsråd Ad hoc-udvalget på højt niveau om Libyen. Medlemmerne af denne komité omfattede Dr. Jean Ping, den daværende formand for AU, og statsoverhovederne fra fem afrikanske nationer – Mauretaniens tidligere præsident Mohamed Ould Abdel Aziz, Republikken Congos præsident Denis Sassou Nguesso, Malis tidligere præsident Amadou Toumani Touré, Sydafrikas tidligere præsident Jacob Zuma og Ugandas præsident Yoweri Museveni. De skulle flyve til Tripoli i Libyen og forhandle mellem de to parter i den libyske borgerkrig kort efter komitéens nedsættelse. FN’s Sikkerhedsråd forhindrede imidlertid denne mission i at komme ind i landet.
På et møde mellem Ad hoc-udvalget på højt niveau om Libyen og FN i juni 2011 sagde Ugandas daværende faste repræsentant ved FN, Dr. Ruhakana Rugunda:
– Det er uklogt, at visse aktører lader sig beruse af teknologisk overlegenhed og begynder at tro, at de alene kan ændre menneskehedens historie i retning af frihed for hele menneskeheden. Ingen konstellation af stater bør i hvert fald tro, at de kan genskabe hegemoni over Afrika.
Men det er netop, hvad NATO-landene begyndte at forestille sig.
Kaos i Libyen satte en række katastrofale konflikter i gang i Mali, det sydlige Algeriet og dele af Niger. Den franske militære intervention i Mali i 2013 blev efterfulgt af oprettelsen af G5 Sahel, en politisk platform for de fem Sahelstater – Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger – og en militær alliance mellem dem.
NATO’s krig mod Libyen ændrede dynamikken i forholdet mellem de afrikanske lande og Vesten. Den Afrikanske Union var betænkelig ved vestlig militær intervention i regionen.
I maj 2014 åbnede NATO et forbindelseskontor i AU’s hovedkvarter i Addis Abeba. På NATO’s topmøde i Wales i september 2014 diskuterede alliancepartnerne problemerne i Sahel, der indgik i alliancens beredskabshandlingsplan. Den fungerede som “[drivkraft bag] NATO’s militære tilpasning til det ændrede sikkerhedsmiljø, der stadig er udvikler sig”.
I december 2014 gennemgik NATO’s udenrigsministre planens gennemførelse og fokuserede på de “trusler, der udgår fra vores sydlige nabolande, Mellemøsten og Nordafrika”, og etablerede en ramme for at imødegå de trusler og udfordringer, som syd står over for, ifølge en rapport fra den tidligere formand for NATO’s Parlamentariske Forsamling, Michael R. Turner.
To år senere, på NATO’s topmøde i Warszawa i 2016, besluttede NATO’s ledere at øge deres samarbejde med Den Afrikanske Union. De “[hilste] det robuste militære engagement fra de allierede i Sahel-Sahara-regionen velkommen”. For at uddybe dette engagement oprettede NATO en afrikansk beredskabsstyrke og indledte processen med at uddanne officerer i afrikanske militærstyrker.
I mellemtiden har den nylige beslutning om at smide det franske militær ud af landet sin rod i en generel følelse, der vokser på kontinentet mod vestlig militær aggression. Det er derfor ikke underligt, at mange af de større afrikanske lande nægtede at følge Washingtons holdning til krigen mod Ukraine, idet halvdelen af landene enten undlod at stemme eller stemte imod FN-resolutionen om fordømmelse af Rusland (det omfatter lande som Algeriet, Sydafrika, Angola og Etiopien).
Det er sigende, at Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa sagde, at hans land “er forpligtet til at fremme menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, ikke kun for vores eget folk, men også for folkene i Palæstina, Vestsahara, Afghanistan, Syrien og i hele Afrika og verden”.
Skamløsheden i Vestens – og NATO’s – tåbeligheder, herunder våbenaftaler med Marokko for at overlevere Vestsahara til kongedømmet og diplomatisk opbakning til Israel, mens det fortsætter sin apartheidbehandling af palæstinenserne, står i skarp kontrast til den vestlige forargelse over de begivenheder, der finder sted i Ukraine.
Beviset på dette hykleri tjener som en advarsel, når man læser det velvillige sprog, som Vesten bruger, når det drejer sig om NATO’s ekspansion i Afrika.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bog er Washington Bullets, med en introduktion af Evo Morales Ayma.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
