En væbnet afkolonisering
Kan du huske, da diesel kostede 1,20 euro pr. liter? Da et brød hos bageren kostede under to euro, eller da man kunne købe en god portion pommes frites med andalusisk sovs for fire euro? Eller da du brugte omkring 150 euro om måneden på gas og elektricitet og forhåbentlig fik nogle penge tilbage, når den årlige regning kom? Det virker som om, det er længe siden, men det var priserne i sommeren 2020. Det er faktisk for godt to år siden.
Siden da er priserne på mange forbrugsgoder steget med lynets hast. Det har vi ikke set siden 1970’erne. Det ændrer vores måde at leve på, den måde, økonomien fungerer på, og naturligvis de spørgsmål, der er på spil i kampen for højere lønninger og købekraft. For når priserne stiger med mere end 12 procent om året, løser en lønstigning på få procent ikke meget.
Lønninger og priser er en del af klassekampen. I begge tilfælde er det en kamp om, hvor stor en profit kapitalisten kan opnå.
Når vi taler om skyhøje priser, tænker vi straks på det økonomiske begreb “inflation”. Inflationen er høj, når priserne på mange produkter og tjenesteydelser stiger hurtigt. Økonomer følger meget nøje disse priser.
De gennemgår supermarkedernes og grossisternes kasseboner, sporer priserne på nye energiaftaler, huslejer, telefonabonnementer og følger endda salgspriserne på nye og brugte biler. Det gør de hver måned. På denne måde kan de sammenligne dem med priserne fra det foregående år. Hvis priserne i gennemsnit er steget med 2 procent i løbet af et år, er der tale om en inflation på 2 procent.
Men tag ikke fejl: Inflationen måler kun stigningen i varepriserne i forhold til året før. Hvis priserne forbliver høje i mere end et år, men ikke stiger yderligere, som det i øjeblikket er tilfældet med energipriserne, falder inflationen, men det betyder ikke, at energiregningen pludselig er blevet overkommelig.
Inflationen har været lav i det seneste årti og har svinget mellem nul procent og fire procent. I 2015 var den endda negativ i et stykke tid, hvilket betyder, at priserne var faldet det år. Men i oktober 2022 steg inflationen kraftigt til et hidtil uset niveau på over 12 procent. Så høje inflationsrater er kun set én gang siden Anden Verdenskrig, nemlig i sommeren 1974, da oliekrisen var på sit højeste. Men selv om inflationen er lige så høj som i 1970’erne, er årsagerne helt anderledes.
I dag er det især energi-, fødevare- og transportpriserne, der er årsag til den høje inflation. På et år er prisen på elektricitet steget med 80 procent og på naturgas med 65 procent, men også fødevarer som for eksempel olier og fedtstoffer er blevet 40 procent dyrere og korn mere end 30 procent dyrere. Alle disse prisstigninger rammer arbejderklassen hårdt, fordi mad, energi og transport er ting, man ikke kan leve uden.
Økonomer er usikre på, hvordan priserne vil udvikle sig i den nærmeste fremtid. I et år har de forudsagt, at den høje inflation ikke vil vare længe. I et år har de også måttet indse, at deres modeller ikke længere fungerer, og at de er nødt til at revidere deres prognoser opad hver måned.
Det er derfor vanskeligt at vurdere, hvor længe denne særlige situation vil vare ved, og hvilke virkninger de voldsomme prisstigninger vil få på økonomiens funktion. I 2023 kan den europæiske økonomi gå i stagnation, hvilket vil medføre en recession i euroområdet. Føj hertil høj inflation, og cocktailen vil være eksplosiv.
Men vi er ikke nået dertil endnu. I disse usædvanlige tider er det vigtigt, at vi som arbejderklasse fortsætter kampen for mere købekraft og ikke lader os narre af økonomer med tilknytning til arbejdsgiverne, som for eksempel økonomerne fra FEB (Belgisk virksomhedssammenslutning – o.a.) eller VOKA (virksomhedsnetværk i Flandern – o.a.), der altid holder med storkapitalen. I lyset af den galoperende inflation skal vi holde hovedet koldt, siger de. Vi må ikke kræve “urealistiske” lønstigninger, for ifølge FEB og VOKA ville det føre til en ukontrollabel inflation. Med en faldende inflation, som vi så det i december 2022, ser det ud til, at det værste er overstået, og at vi ikke længere behøver at kæmpe for at få priserne ned. Systemet vil selv klare det.
Lad os ikke narre os selv. I begge tilfælde forsøger de at forhindre arbejderklassen i at kræve mere købekraft for at beskytte de store virksomheders profit. Og når de virkelig er løbet tør for argumenter, siger de, at de høje priser kun skyldes Putin og krigen i Ukraine og i hvert fald ikke de store virksomheders grådighed.
For at komme mere til klarhed over dette må vi gå tilbage til kilden og spørge, hvem der egentlig bestemmer priserne.
Både lønninger og priser er en del af klassekampen
Priserne på varerne stiger, det ser vi. Men har du nogensinde spekuleret på, hvem der fastsætter dem? Hvem har for eksempel besluttet, at et glas mayonnaise i de sidste par måneder har kostet mere end to euro? Slet ikke de ansatte i butikken. Der er ikke nogen lov, der pålægger dem det. Det er cheferne, der bestemmer. Cheferne på de fabrikker, hvor arbejderne fremstiller glasset med mayonnaise, og cheferne i de supermarkeder, hvor du køber det.
På et frit marked er prisen på et produkt altid lig med det, som forbrugeren er villig til at betale. Men det forklarer naturligvis ikke alt. Så hvor kommer den nuværende brutale stigning i priserne fra? Prisen på et produkt består af tre elementer: prisen på input (råvarer, energiomkostninger, slid på maskiner og så videre), lønninger og profit.
Så hvad gør chefen, når energipriserne pludselig begynder at stige? Der er tre muligheder. For det første kan han beholde den gamle pris. Stigningen i energipriserne modsvares her af lavere lønninger eller profit. For det andet kan han hæve prisen på sine produkter i takt med stigningen i energipriserne. Her opkræver han kun penge svarende til prisstigningerne. Det vil naturligvis føre til højere priser generelt og skabe inflation. For det tredje kan han, hvis han står stærkt inden for branchen og ikke har mange konkurrenter, hæve sine priser mere, end det er nødvendigt, for at imødegå de stigende energiomkostninger. Således udnytter han situationen og tilegner sig “superprofit”.
De tre muligheder, han har til rådighed, sætter alle kapitalisten i total modsætning til arbejderklassens interesser. Med det første valg lægger han pres på lønningerne for at sikre sin profit. Med de to andre valgmuligheder angriber han arbejderklassen ikke på dens lønninger, men på dens købekraft. Da vi i sidste ende altid ender med at betale de priser, som kapitalisterne har fastsat, har vi også en interesse i lavere priser. De ønsker højere priser for at opretholde eller endda øge deres fortjeneste.
Det er derfor, at lønninger og priser er en del af klassekampen. I begge tilfælde er det en kamp om, hvor stor en profit kapitalisten kan opnå. På denne måde står både lønninger og priser i modsætning til profitter.
Ideen om, at vi som arbejderklasse i fællesskab kan kæmpe sammen for lavere priser, er blevet opgivet i de sidste 50 år. Da de store fagforeninger i den amerikanske bilindustri i 1960’erne forhandlede med cheferne, var diskussionen ikke begrænset til arbejdernes løn- og arbejdsvilkår, men omfattede også prisen på de biler, som arbejderne producerede. De var godt klar over, at bilerne ville blive købt af arbejderne, og de ville undgå, at lønstigningen blev kompenseret af en stigning i bilernes pris.
I dag er vi nødt til at genoplive denne tankegang og kæmpe såvel for højere lønninger som imod overdrevne prisstigninger. Uanset om det drejer sig om energiregninger eller høje fødevarepriser, er det i sidste ende arbejderklassen, der betaler regningen. Både lønninger og priser er altså en del af klassekampen. Det er vigtigt, fordi den fri prisdannelse i dag betyder, at nogle virksomheder drager stor fordel af den stigende inflation.
Multinationale selskabers overdrevne profitter fremskynder inflationen
Ifølge tænketanken Minerva har de belgiske virksomheder i årevis haft store overskud. Men med den voksende inflation er disse steget endnu hurtigere. For at finde ud af hvor alle de overskud kommer fra, har forskerne beregnet, hvor stor en del af den høje inflation der skyldes stigende importomkostninger, stigende profit og stigende lønninger, der (i beregningsmodellen o.a.) følger leveomkostningerne. Det viser, at langt den største del af inflationen skyldes, at virksomhederne forsøger at øge deres fortjeneste ved at hæve priserne mere end nødvendigt for at dække de stigende energiomkostninger. For hver euro, vi betaler mere på grund af den høje inflation, går 63 cent til store udenlandske multinationale selskaber og 18 cent til at øge belgiske virksomheders profit. Lønningerne udgør kun 11 cent pr. euro. Denne andel er altså langt mindre end andelen for de belgiske og multinationale virksomheders superprofit.
Dette er et internationalt fænomen. En håndfuld multinationale selskaber, herunder belgiske virksomheder, har gennem de sidste halvandet år misbrugt de høje priser til at skabe superprofitter, hvilket kun har øget inflationen.
Fra nedlukning til inflation
Inflationen begyndte at stige for halvandet år siden, da økonomien kom i gang igen, efter der var kommet styr på covidpandemien. Dette globale økonomiske opsving fik imidlertid en skæv start, der var præget af varemangel og forsyningsproblemer. I bilsektoren blev mange produktionslinjer, for eksempel Volvos i Gent, midlertidigt lukket ned på grund af den globale mangel på computerchips. Uden computerchips ingen biler. Som følge heraf steg priserne på nye og brugte biler.
Samtidig blev den globale transport af varer meget vanskeligere. Da mange havnearbejdere blev afskediget under pandemien, måtte skibene vente i ugevis på at blive losset. Priserne for containertransport steg med mere end 500 procent. Dette fik også priserne på de færdige produkter til at stige. Priserne på råvarer steg, fordi deres produktion også blev delvist standset under kampen mod covid’en. Priserne på metaller og landbrugsprodukter steg til hidtil usete højder, prisen på brændstof steg med 150 procent, hvilket vi straks kunne se ved besøg på benzintanken. Sidst, men ikke mindst, er prisen på naturgas eksploderet. På et år blev den femdoblet, hvilket gav startskuddet til den energikrise, som vi nu står overfor. Det var før den russiske invasion af Ukraine.
Alle disse prisstigninger førte naturligvis til en stigning i inflationen, fire procent ifølge de daværende beregninger. Energipriserne var helt klart den store synder. Da Putin invaderede Ukraine i februar, steg gaspriserne igen. Usikkerhed om udbuddet og geopolitiske sanktioner og modsanktioner fik prisen på naturgas til at stige otte til ti gange højere end normalt. Da det europæiske energisystem er så skrøbeligt og afhængigt af markedsprisen på gas, blev denne stigning straks væltet over på borgerne, hvilket igen påvirkede inflationen.
Men krigen i Europas brødkurv, som kamppladsen nogle gange kaldes, har også skabt stor usikkerhed på markederne for korn og majs, for eksempel. Krigen forstyrrer landbrugsproduktionen i regionen og skaber usikkerhed på verdens fødevaremarkeder på grund af frygt for tab af afgrøder og mulig mangel på fødevarer. Den russiske blokade af havne på Ukraines sydlige kyst gør denne frygt endnu mere reel.
De multinationale fødevaremonopoler profiterer
Det er på baggrund af den geopolitiske usikkerhed og de pludselige prisstigninger, at andre virksomheder uden for energisektoren også ser mulighederne for at opnå superprofitter. For eksempel de store fødevaremonopoler ADM, Bunge, Cargill og Louis Dreyfus. Selv om disse navne ikke er velkendte i offentligheden, har denne gruppe, der kaldes ABCD, næsten monopol på fødevaremarkedet. Disse virksomheder kontrollerer for eksempel 70-90 procent af verdens kornhandel. Og de elsker usikre tider. Greg Page, administrerende direktør for Cargill, verdens største familieejede virksomhed, siger meget ligefremt: “Vi er ikke en filantropisk organisation. Lad os ikke lade som om, at vi gør noget altruistisk. […] Det er klart, at et ustabilt marked giver muligheder.”
Disse virksomheder drager fordel af de hurtigt stigende fødevarepriser. For eksempel blev lasten på et skib, Priscilla, der fragter majs rundt i verden for Cargill, pludselig solgt for over 4 millioner euro mere en uge efter invasionen af Ukraine. Ikke på grund af en reel mangel på majs, men fordi man kunne forudse en sådan mangel.
Disse giganter udnytter deres monopolstilling maksimalt for at øge deres profit så meget som muligt. Da de stort set er de eneste opkøbere hos de landmænd, der dyrker majs, kan de opnå faste og lave priser. På den anden side fastsætter de også den pris, som resten af verden skal betale for majsen. Og da de er aktive i hele fødevaresektoren, fastsætter de priserne på næsten alle fødevarer. Tider med usikkerhed er derfor en gave for dem, da de har en undskyldning for at hæve deres priser langt over de reelle ekstraomkostninger.
I 2021 havde Cargill det største overskud i sin 156-årige historie, over 5 milliarder dollars, og i 2022 forventer virksomheden, at dette stiger yderligere 25 procent. Den samme historie kan vi se for de tre andre medlemmer af ABCD-gruppen. Oxfam har beregnet, at de milliardærer i landbrugsindustrien, der ejer disse virksomheder, er blevet mere end 380 milliarder dollars rigere siden begyndelsen af covidkrisen i 2020. I samme periode har de høje fødevarepriser, som de påtvinger verden, drevet mere end 150 millioner mennesker i syd ud i sult.
Også i vores eget land påvirker denne stigning i fødevarepriserne hele vores økonomi. Når prisen på råvarer stiger, må den lokale grillbar eller bager også hæve sine priser. Men til forskel fra de multinationale ABCD-koncerner kan de ikke gøre det, som de vil. Faktisk vælger de ofte ikke at videregive alle prisstigninger. Det skyldes, at de ikke har en stærk position og skal konkurrere med alle de andre bagerier og grillbarer i området. De multinationale selskabers profitbegær betales derfor kontant af forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder.
De monopolistiske virksomheder er vindere
Det er et fænomen, som vi ser i mange andre sektorer end blot landbrugssektoren. Næsten alle de kendte multinationale selskaber, fra hvilke som næsten alle produkterne i supermarkedet kommer – så som Coca-Cola og Pepsico, Procter & Gamble, der blandt andet producerer Head & Shoulders-shampoo, Always og Oral-B, slikgiganten Mondelez, Heinz og Nestlé – har hævet deres priser voldsomt for at opnå lige så voldsomme fortjenester. Det har den amerikanske forskningsgruppe The Groundwork Collaborative afsløret. Selv om disse virksomheder ikke markedsfører produkter, der kan forventes at blive påvirket af krigen i Ukraine, som det kræver usædvanligt meget energi at producere, eller som ikke så let kan fremskaffes, på grund af at økonomien er ved at komme i gang igen, hæver de hver især priserne med 10-20 procent, simpelthen fordi de kan.
Men monopoler øger også deres fortjeneste i den farmaceutiske og kemiske industri. Den tyske kemigigant Lanxess hævede for eksempel sine priser med 35 procent i begyndelsen af energikrisen “som en sikkerhedsforanstaltning”. Senere blev det konstateret, at dens indtægter også var steget med cirka 35 procent, mens energiomkostningerne ikke var steget i samme grad. Denne overskydende fortjeneste gik derfor i den multinationale virksomheds lommer.
Og det er helt klart også det, der sker i energisektoren. På et frit marked, uanset om det drejer sig om kornprodukter, sodavand eller energi, er prisen det, der kan opnås. Men når det drejer sig om basale fornødenheder som mad og varme, er der alt for ofte ikke noget frit valg. Selv om der ikke er nogen reel mangel på benzin, selv om det ikke koster mere at pumpe olien op, selv om alt kornet i skibet blev høstet for måneder siden, hæver monopolerne deres priser ved den mindste usikkerhed. Resultatet er rekordstore profitter og en ukontrolleret inflation.
Nu er det op til os
Vi kan altså ikke bare sige, at krigen er helt og holdent ansvarlig for den høje inflation, som partiformand Conner Rousseau fra partiet Vooruit hævder. Det er især de store virksomheder, der udnytter situationen til at ophobe superprofitter, som arbejderklassen betaler kontant for.
Inflationen har indtil nu resulteret i en overførsel af dusinvis af milliarder fra den belgiske arbejderklasse til de store virksomheder. De gør nu alt, hvad de kan, for at forhindre os i at få disse penge tilbage, hvad enten det er i form af højere lønninger eller lavere priser. Arbejdsgiverorganisationerne FEB og VOKA angriber dyrtidsreguleringen, som i øvrigt kommer forsinket og er for lav. Derefter råber de i kor: “Stop sneboldeffekten af lønstigningerne”, “vi må forhindre en omkostningsspiral” og “automatisk dyrtidsregulering er uholdbar”. Som om arbejderklassen kunne gøre noget ved den høje inflation. De glemmer at nævne, at denne stigning er meget mindre end de meget højere priser, som vi som arbejderklasse må betale. I virkeligheden er vores købekraft, det vil sige det, vi kan købe for vores løn, faldet med mere end 2 procent i 2022.
Så det er altså nu, vi skal kæmpe for højere lønninger, mere end den stigning på 0 procent i 2023 og 2024, som regeringen nu foreslår, såvel som for lavere priser. Det er den eneste måde, arbejderklassen kan komme igennem købekraftskrisen på. Nu er det os, der skal tage initiativet.
Denne artikel er oversat fra fransk af Anders Bjerre Mikkelsen. Den blev bragt i det belgiske tidsskrift Solidaire den 4. januar 2023. Solidaire udgives af Belgiens Arbejderparti, PTB. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 1, 2023.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
