STARK bryder sympatikonflikt
Denne sommer (sommeren 2019), 50 år efter månelandingen, ser et rød-rød-grønt flertal for første gang dagens lys i det tidligere Vesttyskland, mere specifikt i bystaten Bremen i det nordlige Tyskland. Landets mindste delstat vil blive styret af en koalition mellem SPD (Tysklands socialdemokratiske parti), De Grønne og Die Linke. Ved afstemningen i Die Linkes Bremen-afdeling stemte 78,5 procent for regeringsdeltagelsen. Ud af de i alt 84 pladser i delstatsregeringen fik SPD 23, De Grønne fik 17, og Die Linke 11, det vil sige tilsammen mere end majoriteten på 43 pladser. Foruden Finansministeriet har partiet fået yderligere et ministerium i det nyetablerede delstatsparlament. De Grønne har fået tre ministerposter, og SPD har fået fire.
Forbundsdagsvalget 26. september 2021 gav følgende resultat:
- SPD: 25,7 procent. (+ 5,2)
- CDU/CSU: 24,1 procent. (- 8,8)
- De Grønne: 14,8 procent. (+ 5,9)
- FDP: 11,5 procent. (+ 0,8)
- AfD: 10,3 procent.(- 2,3)
- Die Linke: 4,9 procent. (- 4,4)
- I alt kommer det nye parlament til at bestå af 735 medlemmer, det højeste antal nogensinde.
- Valgdeltagelsen var 76,6 procent.
- 46,3 millioner stemte.
Kilder: ZDF
Tydeligt inspireret af den amerikanske astronaut Niel Armstrong tøvede Dietmar Bartsch, lederen af Die Linkes fraktion i Forbundsdagen, ikke med at udtale: “Det er et lille skridt for Bremens indbyggere, men et stort skridt for hele den tyske magtstruktur”. Han ser koalitionen i Bremen som en model til efterfølgelse inden for forbundspolitik, og han er overbevist om, at SPD, De Grønne og Die Linke vil være i stand til at regere i fællesskab: “Flertal uden om den Kristelig-Demokratiske Union er mulige”.
Dilemmaet for Die Linke
Det faktum, at Die Linke er et regeringsparti, har utvivlsomt ændret det politiske klima i Tyskland. Det åbner op for den mulighed, at en marxistisk venstrefløj kan eksistere side om side med socialdemokraterne og De Grønne. Det har gjort det lidt nemmere igen at trække vejret frit i et land, hvor Kommunistpartiet blev erklæret ulovligt i 1956. Et land hvor en socialdemokratisk regering i 1972 indførte Berufsverbot-dekretet, som gjorde det muligt at forbyde kommunister og andre “forfatningsfjendtlige” at arbejde i offentlige stillinger, især inden for uddannelse – herunder alle der havde rejst i Østtyskland. Ansættelsesforbuddet blev også taget i anvendelse af private virksomheder, kirker, aviser og endda nogle fagforeninger.
Glansbilledet af en venstrefløjsregering, der hurtigt og reelt vil kunne skabe en “politisk U-vending” i retning af social retfærdighed og demokrati, er simpelthen ukorrekt.
Die Linke har gjort det muligt at gøre op med denne blytunge atmosfære, blandt andet inden for fagforeningerne, samt at sætte sociale spørgsmål, antifascisme, antiracisme og kampen for fred på dagsordenen. Der er således skabt et spillerum for fagforeningerne og for venstrefløjens ideologi.
Die Linke har ikke været i regering undtagen i stater beliggende i det tidligere DDR. Partiledelsen har gjort en stor indsats for at overbevise skeptikere inden for partiet om, at koalitionsaftalen i Bremen “klart har venstrefløjens signatur”. Man henviser dermed til planerne om at stoppe kulminedrift i senest 2023, at øge indsatsen af byggeri af sociale boliger samt at udforske mulighederne for at indføre huslejeloft.
Det er endnu uvist, hvorvidt partiet vil være i stand til at skabe reelle politiske forandringer. Det økonomiske spillerum er i sandhed begrænset. Den tidligere leder af Die Linkes parlamentsgruppe i Bremens delstatsregering, Peter Erlanson, udtaler, at ”koalitionsaftalen er endnu værre, end jeg havde frygtet. Intet sted i aftalen fremgår det, hvordan man vil finansiere programmet. Aftaleteksten indeholder måske nok dele af, hvad vi forgæves har efterspurgt i de sidste 12 år, men alt, hvad der ikke er sat tal på, kan vi ikke bruge til noget, og Hermann Kuhn fra De Grønne har allerede indrømmet, at budgetforhandlingerne kommer til at blive en form for anden runde af koalitionsforhandlingerne. Dette vil afgøre, hvad der virkeligt bliver prioriteret, og hvad der ryger direkte i makulatoren”.
Delstaten Bremen består af byerne Bremen og Bremerhaven, som er dybt forgældede og iblandt de fattigste områder af landet. Næsten en tredjedel af børn og unge i Bremen bor i husholdninger, der er afhængige af sociale ydelser. Siden 2010 har Bremen været nødsaget til at reducere sine udgifter med 125 millioner euro om året i forsøget på at dække et underskud på 1 milliard euro (ud af et samlet budget på 5,5 milliarder). Denne politik førte til drakoniske besparelser, især inden for offentlige investeringer og tjenesteydelser. Det gik hårdt ud over infrastrukturen, især hospitalerne.
Ifølge Die Linkes venstrefløj i Bremen burde forhandlingerne have været indledt med at definere, hvad de absolut ufravigelige punkter er: En bindende vurdering af personalebehov på hospitaler og børneinstitutioner, betalt uddannelse til alle pædagoger, renovering af skoler, ansættelse af hundredvis af lærere, byggeri af 5000 almene boliger til lav husleje, ophævelse af sanktionerne imod modtagere af velfærdsydelser, forbud mod udsættelse af lejere, lukning af kulkraftværkerne i Bremen med erstatningsjobs til de ansatte og et program for offentlige investeringer i nye bæredygtige energiformer. Derudover ville det have været nødvendigt at diskutere virkeliggørelsen af disse tiltag og finansieringen af dem.
Erlanson peger på problemets kerne, “gældsloftet” som er indskrevet i forfatningen og pålagt af EU (den tyske implementering af Finanspagten, red.): “Staten må ikke længere låne til investeringer. Dette er et problem for børneinstitutioner, skoler og sundhedsklinikker. Ifølge vores valgprogram må gældsloftet fjernes, men med koalitionsaftalen accepterer vi det, præcis som SPD og De Grønne ønsker. Derudover er det nødvendigt at kræve, at de rige betaler mere i skat. Men det har vi ikke engang modet til at gøre”.
Erlanson lader sig ikke skræmme, når tilhængere af regeringssamarbejdet siger, at hvis Die Linke nægter at deltage som regeringspartner, vil alternativet blive en “Jamaica-koalition” (CDU, De Grønne og det liberale FDP). “Hvad er problemet?” spørger Erlanson. “Jeg tror ikke, at det vil være ret meget værre. CDU vil blive konfronteret med de samme problemer. De vil være nødt til at bygge børnehaver og skoler, men vil ikke være i stand til det på grund af gældsloftet. De kommunale klinikker drives efter kapitalismens økonomiske principper – dette var tilfældet med SPD og med de Grønne, og det vil også være tilfældet med CDU. Intet vil ændre sig. Jeg ønsker forandring. Hvis vi, Die Linke, ikke i regering kan realisere vores kernepunkter, ved jeg faktisk ikke, hvorfor vi skulle være vandbærere for et nedslidt SPD. Det smerter mig at se, at mit parti ønsker at tilslutte sig en koalition, der støtter nyliberal politik”.
Ved et regeringssamarbejde under de givne omstændigheder risikerer Die Linke at miste sin troværdighed som venstreorienteret alternativ. Og vigtigst af alt risikerer de, at de ikke længere vil spille nogen rolle som motor for folkelig mobilisering. Spillerummet for et venstrefløjsparti, især i regional politik, er snævert i dagens Tyskland, fordi 97 procent af delstatens økonomi bliver reguleret af føderale love. Hvis man så ovenikøbet accepterer “gældsloftet” og “låneforbuddet”, (igen implementering af Finanspagten), er det ensbetydende med fuldstændigt at overgive sig til sparepolitikken.
(…)
Dårlige argumenter for at danne en koalition
Argumenterne fremført af tilhængere af Die Linkes regeringsdeltagelse er mange.
For det første er der de “vælgertaktiske argumenter”: “Folk ønsker, at vi skal være i regeringen. Hvis vi på forhånd udelukker denne mulighed, mister vi 5-10 procent af vælgerne. For at opnå politisk forandring er det nødvendigt med et nyt politisk flertal. Givetvis ønsker folk ikke, at vi skal samarbejde for enhver pris – de ønsker forbedringer, og hvis disse forbedringer ikke er på dagsordenen, skal vi ikke samarbejde”. Men, som vi har set i virkeligheden, var det efter det første regeringssamarbejde i Berlin, at Die Linke kollapsede ved valget og gik tilbage fra 22,3 procent til 11,5 procent. Ved regionalvalget 1. september 2019 fik partiet øretæver i Brandenburg og Sachsen og opnåede henholdsvis 8,5 procent i Sachsen og 7,9 procent i Brandenburg. De repræsenterer ikke længere den folkelige modstand, og partiet anses ikke længere for at være et radikalt parti, men ses derimod som en støttepille for staten og mere og mere som ethvert andet parti.
Dernæst er der de “antifascistiske” argumenter: “Den ekstreme højrefløjs fremmarch præsenterer os for nye udfordringer. Det spørgsmål, der rejser sig, er ikke længere spørgsmålet om at overvinde kapitalismen eller om at introducere demokratisk socialisme, men derimod spørgsmålet om at forsvare selve demokratiet og politiske ændringer i retning mod mere retfærdighed og solidaritet. Og de ændringer kræver brede alliancer. Staten er en klassestat, men den marxistiske teori om staten har udviklet sig – staten er en kampplads og et konfrontationssted imellem klasser. Nok er det kapitalisme, men kapitalisme med sundhedsforsikring er noget andet end kapitalisme uden”.
Sådanne antikapitalistiske argumenter står heller ikke mål med virkeligheden. Die Linkes regeringsdeltagelser har ikke haft held med at bremse det ekstreme højre. Alternative für Deutschland (AfD) fordoblede deres valgresultat i delstatsvalget i Brandenburg i september 2019 fra 12 procent til 24,5 procent. I Thüringen opnåede de også en god fjerdedel af pladserne i oktober 2019. I lidt mere end et halvt årti har det ekstreme højre været til stede med anseelig styrke i alle delstatsparlamenterne og i Forbundsregeringen.
I det forhenværende DDR blev PDS/Die Linke længe betragtet som repræsentanter for de underprivilegerede østtyskere; uskyldige ofre for en “samfundsuretfærdighed”. I det lys fremstod Die Linke som eneste seriøse repræsentanter, især hos de ældre, de mest fattige og de mest udsatte, som var overgået fra fastansættelse til periodevis arbejdsløshed eller ansættelse i prekære jobs. Men siden sin regeringsdeltagelse forbindes partiet i stigende grad med den dominerende magtstruktur. Vælgerne vender sig derfor til AfD, der opfattes som mere kritisk overfor magthaverne, og som ved valget i 2017 tog 400.000 stemmer fra Die Linke.
Endeligt er der de mere “sociologiske” argumenter. “Verden har ændret sig, og det 20. århundredes argumenter dur ikke længere i dag, folk har andre forventninger, og derfor har demokratiet brug for kompromisvilje. Hvis vi ikke er parate til dét, er det formålsløst at være med i parlamenterne. Vi er gået hen og blevet et konservativt parti, et parti med gamle svar. Vi reagerer defensivt på de nye samfundsproblemer og ikke med viljen til at favne nye muligheder for udvikling af demokratisk socialisme. Det er nu, at vi skal gøre vore idéer til virkelighed. Og et vendepunkt er kun muligt at nå med parlamentarisk flertal. Imellem SPD, De Grønne og Die Linke er der fælles fodslag omkring emner som flygtninge, demokrati og civilsamfund, og det samarbejde skal vi styrke”.
Tilhængere af regeringsdeltagelsen har alle hævdet, at de vil kunne “skubbe magtbalancen mod venstre”. Men hvad er der sket i næsten hver eneste forsøg, inklusiv de seneste? Siden midten af 1930’erne har 19 partier til venstre for Socialdemokratiet deltaget i 31 regeringer i 11 forskellige europæiske lande.
Økonom Paul Glier har analyseret erfaringerne (Was bringt es, wenn Linke mitregieren? Erfahrungen aus acht Jahrzehnten. Gedanken zur Neuorientierung). Han kommer frem til følgende konklusion: “Partierne har ikke levet op til vælgernes forventninger, fordi de ikke opnåede de resultater, de havde annonceret. Vælgerne forventede en politik, der varetager arbejdernes interesser og fører til konkrete forbedringer i arbejdsforhold og levevilkår. Eller demokratiske reformer eller en afslutning på militæreventyrene. Ind imellem har nogle af disse partier været i stand til at opnå resultater, der var progressive eller til fordel for arbejderne, især i begyndelsen af en regeringsperiode. Men ofte har dette dog primært drejet sig om tilbagerulninger af sociale forringelser gennemført af tidligere regeringer eller om sociale tiltag, som det lykkedes at få igennem med øjeblikkelig virkning i koalitionsforhandlingerne. Disse fremskridt var dog kun midlertidige. Modsatrettede tendenser og påvirkninger fejede dem af bordet igen, og det førte til udviklingen og måske endda styrkelsen af politik, der er i modstrid med arbejdernes interesser”.
Man kunne fremhæve, at der unægteligt findes en undtagelse: Kommunisterne i de antikoloniale og antifascistiske regeringer i Portugal i 1974-75 formåede at lave ændringer i forfatningen. Men det varede kun så længe, som disse regeringer var båret af en udenomsparlamentarisk revolutionær bevægelse – derfor kategoriserer forfatteren også disse erfaringer som fiaskoer i lyset af “slutresultatet”.
Det politiske spillerum indsnævres af faktorer, der er langt mere afgørende end partiernes “vilje” eller “venstreorienterede indstilling” hos regeringspolitikere: Pengemagten; magten hos statens administrationsapparat, der i hvert fald på øverste niveau er tæt forbundet med “den økonomiske elite”; den retslige orden, som i bred forstand tjener de økonomiske betingelser (Karl Marx) og fremmer det eksisterende politiske system; de økonomiske begrænsninger for politisk handlerum, som finanslovene fastsætter, og de generelle begrænsninger for politisk handling inden for koalitionsregeringer, der som regel bliver kompromiser mellem partiplatforme. Hvis venstrefløjen satser på, at staten skal transformere samfundet, bliver man afhængige af embedsmænd og bureaukratiske eksperter. Men i virkeligheden modarbejder dette “statsbourgeoisi” sociale reformer og skjuler sin politiske modstand bag påtaget teknisk neutralitet – administrationens inerti er ofte tilstrækkeligt til, at politiske initiativer går på grund.
Ifølge Glier er hovedårsagerne til de fiaskoer, som har været forbundet med regeringsdeltagelse, den globale finansmagts overordnede sociale indflydelse, big business og de herskende politiske strukturer. Konteksten er en finanskrise og presset fra EU og deres budgetkriterier. Ofte bliver de progressive fremskridt, der blev opnået i begyndelsen af en valgperiode, rullet tilbage igen i løbet ad perioden, og de pågældende regeringer vender tilbage til en neoliberal politik. Og hvad der eventuelt består, afskaffes af den næstfølgende regering, ofte med socialdemokratisk deltagelse.
Skuffelse og lammelse af de sociale bevægelser
I parlamentet bliver partierne fra det yderste venstre set som repræsentanter for arbejderne, fordi de som oppositionspartier viderebringer kravene fra de sociale og demokratiske bevægelser. De øger derved presset på regeringen og opnår en vis succes, selvom de står i opposition. Når de går i regering, forventer deres vælgere, at de vil fortsætte denne kamp med samme gejst, og de forventer håndgribelige resultater. Hvis sådanne resultater ikke opnås, eller hvis den førte politik ikke er bedre end før, vil den skuffelse, der følger, føre til indignation og endda afsky. I så fald rettes vælgernes kritik ifølge Glier nok “imod regeringen, men den rettes med endnu større styrke imod den radikale venstrefløj inden for regeringen, som stilles til ansvar for hele regeringens politik frem for blot den, venstrefløjsministrene har ført”.
Glier konkluderer, at venstrefløjspartier i regering altid vil fejle, hvis kapitalens dominans ikke i det mindste modvirkes af de udenomsparlamentariske sociale bevægelsers modstand. “I et samfund, der er styret af kapitalen og inden for rammerne af de eksisterende politiske strukturer med deres integrerende funktioner, kommer politik ikke før økonomi. De, der tror på, at venstrefløjens regeringsdeltagelse kan gøre, at politik igen får primat over økonomi, får en påmindelse fra de hidtidige erfaringer”.
Ultimativt bliver det, der står tilbage efter de radikale venstrepartiers regeringssamarbejder, fiaskoen med realisering af indholdet af deres program og politik. Konsekvenserne kan føles på lang sigt, for partierne mister hermed deres vælgeres tillid og deres troværdighed, og de straffes hårdere for det end de etablerede partier. De anklages for “at bryde deres løfter ligesom de andre partier”. Med tal, der underbygger påstanden, viser Glier, at siden 1946 har trenden været, at partierne efter regeringsdeltagelse mister gennemsnitligt 26 procent af stemmerne sammenlignet med tidligere valg. I Italien, Frankrig og Sverige var tilbagegangen på mere end 50 procent. I absolutte tal betyder det millioner af vælgere. “Jo flere valgperioder i regering, jo mere varige tab af troværdighed og vælgertillid”, konkluderer Glier.
Mange af de engagerede i de sociale bevægelser føler sig forrådt og forfalder til apati. De korte perioder, hvor venstrefløjen har siddet i regering, har for mange arbejdere og aktivister blot været en demonstration af, at man bliver nødt til at bøje sig for de kapitalistiske markedslove og overgive sig til kapløbet om konkurrenceevne og profit.
Kan man omforme samfundet sammen med socialdemokratiet?
I de diskrete opfordringer, som visse venstrefløjspartier retter til Socialdemokratiet og De Grønne, er der en undervurdering af Socialdemokratiets sande karakter og strategi. Flere gange er det forekommet, at socialdemokraterne har formet koalitioner med det yderste venstre med det specifikke formål at kompromittere dem: De inddrog dem som vigtigste oppositionsparti i massive sociale nedskæringer for at få dem til at miste indflydelse (til tider flertallet) i den progressive lejr. I 2003 udtalte Oskar Lafontaine, som dengang stadig var formand for SPD, om Berlins rød-røde regering: “En regering i bystaten Berlin, der vil kræve ofre af befolkningen, må ikke have et skuffet CDU og et socialpopulistisk PDS som modstandere. Den, der ønsker budgetnedskæringer, gør klogt i at have PDS med ombord”. (Tagesspiegel 20. juni 2001).
I realiteten vil en deltagelse af det radikale venstre i en regering, som er domineret af de socialdemokratiske partier, svække de antikapitalistiske kræfter. Med venstrefløjen ved magten mister de sociale bevægelser noget af deres dynamik. Regeringsdeltagelsen fører til folkelig resignation og en vent-og-se-attitude hos de sociale bevægelser, og det forstærker illusionerne omkring repræsentativ politik: Ingen grund til at mobilisere eller organisere [non]udenoms-parlamentarisk modstand; vores parti i regeringen skal nok realisere vores krav.
Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede understregede Rosa Luxemburg, at en magtovertagelse for den yderste venstrefløj under ugunstige forhold i det sociale styrkeforhold uundgåeligt vil komme til at ligge under for den følgende logik: “Vildtet blev ikke nedlagt, og nu er geværet kaput”.
Glansbilledet af en venstrefløjsregering, der hurtigt og reelt vil kunne skabe en “politisk U-vending” i retning af social retfærdighed og demokrati, er simpelthen ukorrekt, hvis forudsætningerne ikke er på plads; hvis styrkeforholdene ikke er på plads for at gennemføre et veritabelt brud. Venstrefløjspartier i parlamentarisk opposition vil i samarbejde med udenomsparlamentariske organisationer altid opnå mere for folket, end de er i stand til som juniorpartnere i regeringen. I løbet ad fem år i opposition i Berlin opnåede Die Linke større sejre og større støtte igennem deres engagement sammen med sociale bevægelser, end de var i stand til at få igennem i regeringskoalitionen – for eksempel opnåede de via en folkeafstemning at få vandforsyningsselskaberne tilbage til den offentlige sektor. Når et parti ikke er stærkt nok til at kunne opnå reelle forandringer i regering, er partiet mere effektivt i opposition, både i parlamentet og i gaderne, end det kan være, bundet på hænder og fødder, handlingslammet i en regering, der kun giver sig ud for at være venstreorienteret. (Dette udelukker dog ikke opbakning til visse love fra sag til sag, hvor det er oplagt).
At hævde, at vi kan fremme arbejdernes sag uden at gøre op med EU’s Finanspagt, er en vrangforestilling. Frygten for at gøre op med denne politik ligger til grund for fiaskoerne for Mitterrand, Die Linke, Syriza … Regeringssamarbejde er kun muligt, hvis vi tør stille spørgsmålstegn ved alt dette; hvis alle deltagere indser, at konfrontationen med den europæiske elite bliver meget vanskelig, og de dog alligevel er klar til at gå til kamp. Og for at overvinde modstanden fra de etablerede magthavere må en sand venstrefløjsregering ligeledes organisere arbejdernes støtte og formå at mobilisere dem og sætte dem i bevægelse.
En ny politisk kultur
Reelle politiske forandringer vil kun være mulige, hvis den repræsentative politik og diskursen omkring, at “vi ordner det for dig”, erstattes med en politisk kultur, der er rettet imod at få folk til at tage skæbnen i egne hænder, organisere sig, lade sig informere og mobilisere. Nogle partimedlemmer fra radikale venstrepartier protesterer over fremkomsten af et lag af funktionærer, talsmænd og medarbejdere, lønnet af partiet, personer, som ønsker at bygge bro til andre partier og er indstillede på i stadig højere grad at tilslutte sig statens logik og acceptere sparepolitikken. Tilblivelsen af dette lag i den politiske verden sker primært i skjul og foregår især igennem regeringssamarbejder, og fænomenet er tiltagende. Partiledelsen holder ganske vist stadig fine taler, men ordene har ingen konsekvens. Til partikongresser er vedtagelsen af tekster ikke længere vedtagelse af konkret partipolitik, men derimod blot af tomme taler og løfter.
Spørgsmålet om det radikale venstres regeringsdeltagelse er ikke bare et spørgsmål om taktik med hensyn til gennemførligheden af bestemte reformer. Det er også tæt forbundet med det strategiske spørgsmål om et alternativ til det kapitalistiske system: Det er ikke nok kun at bestyre det eksisterende; det drejer sig om at ændre tingene strukturelt. Og kun ved at opbygge en samlet styrke af dem, der udsættes for udbytning og undertrykkelse, kan vi udvikle den nødvendige modmagt til at indføre dette alternativ.
Det yderste venstre står i den bedste position til at organisere kampen imod den kapitalistiske logik. Men de har ikke de samme magtinstrumenter som kapitalen, ingen forbindelser til arbejdsgiverlobbyer, ingen massemedier og ingen forankring i administrationen eller statsapparatet. Det eneste magtmiddel er mobilisering: Sociale kampe, uddannelsesarbejde, solidaritetskultur og organisering. En sand venstrepolitik er en, der i praksis beviser, at det betaler sig at kæmpe, og som når ud til flere befolkningslag, åbner deres øjne politisk og skaber den sammenhæng mellem bevægelserne, som er nødvendig for at skabe dybere forandringer.
Herwig Lerouge er født i 1946. Han er medlem af Belgiens Arbejderpartis (PTB’s) landsledelse og af partiets analyseafdeling. Han har tidligere været redaktør for partiets ugeavis Solidaire og for det teoretiske tidsskrift Etudes Marxistes.
Denne artikel er oversat fra fransk af Karoline Enevold og er forkortet efter aftale med forfatteren. Kan læses i sin fulde længde her. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2021.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
