Hvor demokratisk er EU's parlament egentligt
Den globale kapitalistiske økonomi er nået til en historisk korsvej. Den globale økonomiske omstrukturering, der begyndte for omkring 40 år siden – og som oftest forbindes med begrebet neoliberalisme – er nået til vejs ende.
Med udgangspunkt i de amerikansk-britiske økonomier sidst i 1970’erne – og siden i større eller mindre grad spredt til de øvrige fremskredne kapitalistiske økonomier – var den neoliberale omstrukturering et svar på 1970’ernes globale økonomiske krise.
I takt med at det globale kapitalistiske system er blevet mere økonomisk stabilt, er politisk ustabilitet fulgt efter.
Den neoliberale omstrukturering søgte – og det lykkedes i vid udstrækning – at omlægge de økonomiske relationer mellem kapital og arbejdskraft inden for de avancerede kapitalistiske økonomier – især USA og Storbritannien – og mellem de nationale kapitalistiske klasser på verdensplan, hvilket også lykkedes. Nyliberalismen genetablerede således kapitalens dominans over arbejdstagerne og de folkelige bevægelser i hjemlandet, samtidig med at den amerikanske kapitals hegemoni over de kapitalistiske konkurrenter i udlandet blev styrket.
Disse relative klasseforhold udvidede og uddybede sig i løbet af de næste tre årtier fra 1979 til 2008, hovedsagelig til fordel for de amerikanske kapitalister. Den neoliberale omstrukturering kan således bedst forstås som en klassebaseret form for imperialisme – og ikke som en form for “globalisering”, et begreb, der slører den væsentlige klassebaserede (intra- og inter-) imperialistiske karakter af det neoliberale regime og dets unikke nye historiske blanding af skatte-, penge-, industri- og udenrigspolitik (handel/valuta).
Imidlertid blev uenigheder om den førte politik og neoliberalismens klasserelationer styrket under denne udvidelse. Modsigelserne blev yderligere styrket efter 2000, hvor det kom til et åbenlyst udbrud i form af den globale finansielle og økonomiske krise (finanskrisen) i 2008-10 i USA, 2008-15 i EU og Japan og andre fremskredne kapitalistiske økonomier på forskellige tidspunkter i 2008-15. De ti år, der fulgte efter krisens udbrud i 2008, var præget af kronisk lav realvækst i forhold til de foregående tiår; stigende gældsætning (både statsgæld, virksomheders og husholdningers gæld) og problemer med at betale gælden; et voksende skifte fra real-investeringer til finansielle; globale handelskrige og konkurrence mellem kapitalistiske lande; stigende indkomst- og formueulighed mellem klasserne; øget udbytning af de arbejdende klasser og en svækkelse af arbejderbevægelse og -partier; samt faldende effekt af traditionel pengepolitik, finanspolitik og andre økonomiske værktøjer, der skulle stabilisere og styrke økonomierne.
Den efterfølgende globale covid-krise og den dybe recession i 2020-21 standsede den svage og ujævnt fordelte økonomiske bedring og skabte i sig selv yderligere modsætninger. Og så, netop som en ustabil genåbning og begyndende vækst var på vej sidst i 2021, gav USA/NATO et nyt stød i form af den fremprovokerede krig i Ukraine og de dermed forbundne sanktioner fra USA’s/G7’s side mod Rusland og landets økonomiske partnere samtidigt med en større omflytning af de globale forsyningskæder, varehandelen og de monetære kapitalstrømme.
Den globale kapitalistiske økonomi har endnu ikke set de fulde konsekvenser af den langsomme genopretning efter 2010, det umiddelbart efterfølgende økonomiske krak i covid og det chok for de globale kapitalistiske handels- og finansrelationer, der indtraf i 2022 i form af krig og sanktioner.
Nogle vigtige økonomiske tendenser på længere sigt
For at sætte denne korsvej for den globale kapitalistiske økonomi i perspektiv må man forstå nogle af de vigtigste tendenser og forhold i kapitalismen gennem de seneste fire årtier. Disse tendenser omfatter:
1) Den globale kapitalisme kom sig aldrig helt efter den recession, der fulgte finanskrisen i 2008. Navnlig i de fremskredne kapitalistiske økonomier var den årlige BNP-realvækst godt halvdelen af gennemsnittet i de foregående 25 år. Væksten siden 2008 var præget af gentagne korte mindre recessioner, efterfulgt af svag, ujævn vækst.
2) Tiåret 2010-19 blev hurtigt efterfulgt af de globale økonomiske nedlukninger på grund af covid – mellem marts 2020 til april 2022 i G7-landene og frem til december 2022 i Kina. Den økonomiske covid-krise skabte så store strukturelle ændringer på verdens vare- og arbejdsmarkeder, hvad der yderligere hæmmede en langsigtet økonomisk genopretning, samtidig med at det skabte et inflationspres, der ikke er set siden slutningen af 1970’ernes krise.
3) I årene siden 2008 er det blevet stadig tydeligere, at kapitalismens traditionelle økonomiske værktøjer til at stabilisere konjunkturudsving og sikre finansiel stabilitet (finanspolitik, pengepolitik, valutapolitik) er blevet stadig mindre effektive i forhold til at nå de officielle mål. Der skal altså en større finansiel-monetær stimulus til for at skabe et mindre opsving, og modsætningsvis skal der en større finansiel-monetær reduktion til for at bremse inflationen. Covid-krisen og recessionen 2020-21 har altså yderligere forringet anvendeligheden af disse værktøjer. Det samme gælder det følgende chok fra krigen og sanktionerne og USA’s/G7-landenes åbenbare bestræbelser på at opdele verdensøkonomiens vare- og pengestrømme.
4) Kapitalismen er blevet mere og mere finansialiseret i løbet af den neoliberale æra (1979-2022), idet den relativt set er blevet flyttet i retning af investering i finansielle aktiver – det vil sige skabelse af profit på pengekapital – på bekostning af investering i reale aktiver, der skaber varer og tjenesteydelser, som skaber arbejdspladser, realindkomst og profit fra ikke-finansielle aktiviteter. Finansialiseringen af den globale kapital har affødt en hurtigt voksende række af nye finansielle instrumenter, nye finansielle institutioner til at købe og sælge disse instrumenter og en ny økonomisk og politisk magtfuld global finanskapitalelite som agenter bag dette. Finansialiseringen resulterer i en fortrængning af reelle investeringer i varer og tjenesteydelser ved at omdirigere pengekapital til markederne for finansielle aktiver (aktier, obligationer, forex, derivater og så videre).
5) Teknologiske ændringer er ved at blive den fremtrædende “produktivkraft” i kapitalismen i slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede. Den har muliggjort den globale finansialisering, lanceret nye produktlinjer, er begyndt at erstatte håndgribelige penge med digitale og har radikalt ændret de økonomiske relationer på arbejdspladsen til skade for de arbejdende klasser ved at muliggøre udbredt prekære ansættelser, falske selvstændige og senest det, der vil fortrænge snesevis af millioner af arbejdstagere, der har været beskæftiget med simpel sagsbehandling. Software, der kan vedligeholde sig selv, oplære sig selv, kommunikere på naturligt sprog og reproducere sig selv, vil fortrænge menneskelige medarbejderes beslutningstagning. I 2030 vil ikke mindre end 30 procent af alle erhverv på verdensplan blive negativt påvirket.
6) Den kapitalistiske udbytning af arbejderklassen er blevet intensiveret, ved at både traditionelle og nye former for udbytning af arbejdskraft er blevet udvidede. De traditionelle udbytningsformer er blevet mere intensive. Det samme gælder formerne for sekundær udbytning; efterhånden som kapitalisterne udvikler nye måder at kræve og tage tidligere udbetalte lønninger tilbage på. Reallønnen presses over tid, og den gennemsnitlige levestandard reduceres. Størrelsen af den indkomst, der overføres fra arbejde til kapital alene i USA, afspejles i Fortune 500-selskabernes tilbagebetaling til deres aktionærer fra 2010 til 2019 på ikke mindre end 15 billioner dollars i aktietilbagekøb og udbyttebetalinger.
7) Den kronisk svage vækst siden 2008, anfald af ustabilitet på de finansielle markeder og de mange recessioner – moderate som alvorlige – har svækket USA-imperialismens hegemoni. I takt med at flere nationale økonomier søger selvstændighed eller vover at udfordre hegemoniet, har den amerikanske elite reageret stadig mere aggressivt og voldeligt – man kaster sig ud i politisk destabilisering af landenes regeringer, indefryser deres aktiver, pålægger økonomiske eller andre sanktioner og indleder krige, enten direkte eller ved stedfortræder. Disse reaktioner fra de amerikanske imperialister holder den globale økonomiske vækst yderligere tilbage og destabiliserer de globale handels- og pengestrømme.
8) I takt med at det globale kapitalistiske system er blevet mere økonomisk ustabilt, er politisk ustabilitet fulgt efter – både inden for og mellem kapitalistiske nationalstater. Der sker et skift til højre i politiske partier, bevægelser, medier og kapitalistiske staters regeringer i flere lande verden over. De demokratiske politiske forhold forringes. Former for selv begrænset kapitalistisk demokrati tolereres stadig mindre og mindre af eliterne og bliver neutraliseret eller fjernet. I takt med at den neoliberale økonomiske orden opløses, opløses også de sociale og politiske relationer, der er baseret på den.
Økonomisk øjebliksbillede af den globale økonomi i 2022-2023
De nævnte væsentlige langsigtede forandringer i kapitalismen har alle påvirket den nuværende økonomiske situation på utallige måder. Men skulle man tage et “økonomisk øjebliksbillede” af den nuværende globale økonomi – i USA såvel som andre store økonomier i Europa, Japan, Kina og udvalgte nye markedsøkonomier som Indien, Mellemøsten, Latinamerika med flere – ville nogle af de særlige træk ved økonomien ved den nuværende korsvej være disse:
Inflation: Udbudssiden og geopolitik vil fortsat drive priserne op.
Verdensøkonomien oplevede et hop i den globale inflation i 2021-22. De relativt høje inflationstal vil fortsætte indtil videre, fordi inflationen primært drives af markedets forsyningsside, ikke at over-efterspørgsel.
En væsentlig politisk fløj i det kapitalistiske system har hævdet, at inflationen skyldes over-efterspørgsel på grund af for store økonomiske hjælpepakker til borgerne. Men støttechecken til borgerne var hovedsageligt brugt op i starten af 2022, og midt i 2022 var opsparingskvoten faldet til 2,5 procent i USA, halvdelen af hvad den var før covid. Så det kan ikke passe, at for rigelige tilskud til lønindkomsterne sendte efterspørgsel og priser i vejret. Den samme falske logik anvendes om arbejdslønnens størrelse. Det var ikke lønstigninger, men genåbningen af den amerikanske økonomi i det tidlige forår 2022, der bidrog til efterspørgselsinflationen.
Uanset hvad genåbningen og hjælpepakkerne under covid har bidraget med, så skyldes højst en god tredjedel, allerhøjst 40 procent af de samlede prisstigninger efterspørgselsinflation. Dette gælder særligt den amerikanske økonomi. I Europa har efterspørgselspresset formentlig betydet endnu mindre for inflationen og udbudssiden endnu mere – i de nye markedsøkonomier gælder dette i endnu højere grad.
Den mest synlige kraft bag de stigende priser i 2022 er effekten af Ukraine-krigen og USA’s/G7’s sanktioner mod russisk olie, naturgas og andre kemiske eksportvarer. Europa er særlig hårdt ramt af de stigende energipriser, i modsætning til USA, hvis økonomi står med en overflod af råolie. Hvor Rusland er blevet drevet ud af de europæiske energi- og varemarkeder, har USA leveret meget af det manglende – men med væsentligt højere omkostninger og derfor højere priser.
Effekterne af krig og sanktioner er så blevet forværret af kapitalistiske spekulanter, som har presset energipriserne op via markedet for olie- og gas-futures, allerede inden der reelt var mangel på olie og gas.
De samme krig+sanktioner+futures-markedsspekulationseffekter er set i forhold til russiske industri- og landbrugsprodukter. Metaller som nikkel og palladium, der bruges i bilindustrien, samt gødning og korn, der også produceres i Rusland, er nu sværere at komme til, hvilket skaber udbudsdrevet inflation på markederne for industri- og landbrugsprodukter.
De sammenbrud i de globale forsyningskæder, der skyldtes covid-nedlukningerne, skaber fortsat inflation på grund af varemangel, selv om presset ikke er så kraftigt som i 2021-22. Langsigtede effekter af nedlukningerne har også bidraget til forsyningskædeproblemer inden for de enkelte økonomier, særligt på transport- og arbejdsmarkederne – disse effekter fortsætter, selv om det er lettet noget.
Sammen med krig, sanktioner, afbrudte forsyningskæder og varespekulation, har endnu et væsentligt bidrag til den udbudsdrevne inflation været monopolistiske virksomheder, der simpelt hen har udnyttet situationen groft. Gemt bag narrativer om inflation af andre grunde har store virksomheder i brancher med få udbydere – det vil sige monopolistiske virksomheder – grebet øjeblikket og skruet priserne i vejret, simpelthen fordi de kan. Olie- og energivirksomheder, fødevare- og forædlingsbranchen og udlejere af erhvervsejendomme har været særligt aggressive her.
Endnu en faktor, der driver priserne yderligere op, har været et sammenbrud i produktivitetsudviklingen og en tilsvarende stigning i virksomhedernes enhedslønomkostninger. Når enhedslønomkostningerne stiger som følge af den faldende produktivitet, har mange virksomheder ingen anden mulighed end at vælte omkostningerne over i højere priser på deres varer og tjenesteydelser – uanset om de har monopolistisk prismagt eller ej.
Disse udbudskræfter, der driver inflationen, har været endnu mere udpræget i Europa, Storbritannien og andre økonomier. Energikrisen har ikke kun spillet en relativt større rolle for inflationen i Europa og de nye markedsøkonomier set i forhold til USA: En kraftig devaluering af deres valutaer over for dollaren i 2022 har skubbet yderligere bag på prisstigningerne.
Valutakurserne er en af de væsentligste årsager til de relativt højere priser i Europa, Japan og andre steder set i forhold til USA. Mens den stigende dollarkurs faktisk begrænser inflationen fra importvarer i USA’s økonomi, så øger den importinflationen – og dermed den generelle inflation – i Europa og resten af verden. På et tidspunkt faldt euroen 20 procent i forhold til US-dollars, ligesom det britiske pund og japanske yen. Så i samme omfang som dollarkursen steg kraftigt i 2021-22, så blev valutaerne som euro, yen, pund og de nye markedsøkonomiers valutaer kraftigt devalueret og faldt. Som direkte konsekvens heraf steg importpriserne og øgede det generelle prisniveau. Med andre ord skyldtes en stor del af inflationen uden for USA stigningen i den amerikanske dollars’ kurs – og den skyldtes igen i høj grad, at den amerikanske centralbanks pengepolitik har hævet renterne. Mere om dette om lidt.
Kombinationen af USA’s sanktionspolitik og opskrivning af dollarkursen har i praksis gjort, at USA har eksporteret sin inflation til Europa. Den samme dynamik gør sig gældende med hensyn til Japan og de nye markedsøkonomier. Dollarens kursstigning er en direkte konsekvens af USA’s monetære politik, og af at USA’s centralbank, Federal Reserve Bank, har øget renterne i USA.
(…)
Den globale økonomi driver tættere på en recession
Den globale økonomi går støt og roligt imod en recession. Officielle prognoser fra IMF, Verdensbanken, erhvervs- og finanstænketanke, centralbanker og andre kilder forudser nu næsten alle en recession i 2023, selv om de undgik at indrømme det i 2022.
I USA viser tal fra nøglesektorer som boligmarkedet, teknologi og nu også fremstillingsindustri, at USA’s økonomi enten allerede er i eller bevæger sig imod en recession. Bilfabrikker og andre fremstillingssektorer følger snart bolig- og techmarkederne i tilbagegangen. Dagligvarehandelen står stille. Eksportproduktion og -salg er på vej ned. Kun statens udgifter til forsvar og til at støtte udvalgte erhvervsbrancher stiger endnu. I Europa har Tyskland netop oplevet et af de største tilbageslag i nyere tid i vareproduktion og antallet af nye bestillinger. Storbritanniens økonomi gik i recession sidst i 2022. Andre europæiske økonomier vil formentlig snart følge efter. I Asien forventes Japans økonomiske vækst i bedste fald at stå stille i 2023 – hvis ikke renten hæves. Hæver Japan renten, ventes en fortsat recession.
Der har været mange spekulationer om, hvorvidt Kinas ophævelse af covid-restriktioner vil resultere i fornyet økonomisk vækst.
(…)
Nogle generelle konklusioner
Det samlede billede, de foregående langtidstendenser og de aktuelle betingelser danner, viser, at den globale økonomi vil opleve yderligere økonomisk og politisk ustabilitet i 2023-24. Ingen af de nuværende problemer må forventes at gå væk på kort sigt. Nogle kan svækkes, men alle vil de fortsat destabilisere den globale økonomi og den politiske situation i mange lande.
De modsigelser, der knytter sig til den neoliberale ordens sene stadier, vil fortsat intensiveres. På kort sigt vil inflationen mindskes, men den vil forblive høj. Den globale økonomi vil fortsat glide imod en recession. De effekter og forstyrrelser, der fulgte covid-sundhedskrisen, vil blive hængende. Endelig vil krigen i Ukraine intensiveres og udvikle sig til en endnu grimmere konflikt, hvor USA/NATO vil komme stadig tættere på en direkte konflikt med Rusland, hvis Rusland har succes med sin forårsoffensiv. De næste fem til syv år vil blive en turbulent rejse.
Efter at have set på den globale kapitalistiske økonomis langsigtede hovedtendenser og nogle af de umiddelbare forhold i disse afgørende år, vil det måske være passende at afslutte med nogle korte bemærkninger om nogle af de meget langsigtede modsigelser, systemet står overfor.
Tre store udfordringer for det globale kapitalistiske system vil fortsat udvikle sig under disse langfristede tendenser og umiddelbare forhold. Disse tre eksistentielle udfordringer er:
1) En accelererende klimakrise. Det ser ikke ud til, at systemet vil kunne hindre klimaet i at nå et vendepunkt, som synes at rykke stadig nærmere.
2) Den anden store udfordring er den store stigning i arbejdsløsheden, der kan ventes omkring 2030 som følge af de nye teknologier, som allerede er på vej, og som vil ramme 30 procent af verdens erhverv. Disse teknologier vil skabe arbejdsløshed og et fald i beskæftigelsen, større end noget der tidligere er set under kapitalismen.
3) Det amerikanske imperium fortsætter med at udvikle sig mere aggressivt og voldsomt, i takt med at det bliver stedse mere udfordret af Kina, Rusland og andre økonomier, der vil bryde med imperiet og forfølge en mere selvstændig kurs. Begivenhederne i Ukraine i dag er måske kun et forvarsel om mere risikable eventyr fra USA-imperiets politiske elite. Og med disse eventyr følger muligheden for en nuklear krig.
Den globale kapitalisme vil sandsynligvis ikke overleve disse tre udfordringer. Derfor forventer jeg ikke, at den globale kapitalisme, som vi kender den i dag, vil findes efter midten af det 21. århundrede.
Jack Rasmus underviser i amerikansk økonomisk politik, økonomisk historie og økonomisk tankegang på St. Mary’s College i Moraga, Californien. Han er forfatter til flere bøger om den globale økonomi, senest “Alexander Hamilton and the Origins of the Fed”, der udkom i 2019. Han udgiver regelmæssigt artikler for blandt andre Telesur og Counterpunch og driver en blog på jackrasmus.com. Indlægget er fra Rosa Luxemburg-konferencen, som blev afholdt den 14. januar 2023 i Berlin, og er forkortet med forfatterens tilladelse. Hele indlægget kan læses på junge Welt. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2023.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
