Boykot Teva er en del af Palæstina-solidaritetsbevægelsen. Vi er en uafhængig gruppe mennesker, der har fundet sammen, fordi vi ikke passivt vil se til, mens Israel begår folkemord.
Vi kan huske, da sydafrikanerne kæmpede mod apartheid, og hvordan den internationale boykotkampagne havde en effekt – apartheidregimet blev presset økonomisk, og Sydafrika blev efterhånden mere og mere isoleret internationalt. Den erfaring kan bruges i forhold til den israelske apartheidstat.
Da Israel startede angrebet på Gaza, bakkede Tevas ledelse straks op.
Det mest effektive ville selvfølgelig være, hvis lande som Danmark begyndte at indføre sanktioner og stoppe handel med Israel, ligesom man har gjort mod Rusland. Det ville selvfølgelig også have en enorm effekt, hvis mange lande totalt stoppede for salg og transport af våben til Israel.
Men når det ikke sker, må befolkningen handle. Og der er forbrugerboykot et af de steder, man kan sætte ind.
Vi har derfor valgt at lave boykotkampagne mod et af de store israelske firmaer, der er massivt til stede i Danmark, nemlig medicinalfirmaet Teva og dets datterselskaber Actavis og Rathiopharm.
For at en boykotkampagne skal have en effekt, er det vigtigt, at den er målrettet og international. Den internationale BDS-bevægelse, der arbejder for boykot, afinvestering og sanktioner, har Teva på deres liste over prioriterede boykotmål. Det betyder, at der er kampagner mod Teva i rigtig mange lande – så det er ikke bare os her i Danmark, der boykotter.
Måske har du oplevet på apoteket, at de altid spørger: ”Skal du have det billigste?” Apotekerne har nemlig en fælles indkøbsaftale, hvor medicinalfirmaerne regelmæssigt byder ind med deres priser på forskellige typer medicin. Dem, der er billigst, er dem, som apotekerne er forpligtet til at tilbyde kunden. Og det er rigtig tit et produkt fra Teva.
Derfor står vi og andre grupper foran apotekerne med løbesedler og snakker med de mennesker, der skal på apoteket eller kommer forbi. Vi fortæller, at de har et valg og kan sige på apoteket, at de ikke ønsker et produkt fra et israelsk firma.
Siger vi så, at folk skal lade være med at tage deres medicin? Nej, de fleste af Tevas produkter er kopimedicin. Det betyder, at der stort set altid er et alternativ, hvis man spørger efter det, og nogle gange er prisforskellen lille.
Men hvis man ikke har råd til det andet produkt, eller man ikke kan tåle det – så skal man selvfølgelig prioritere sit helbred. Så er vi mange andre, der kan boykotte.
Generelt bliver vi taget rigtig godt imod og får snakket med mange, der gerne vil boykotte, men som ikke kendte til Teva. På den måde er vi med til at inspirere andre til handling.
Men hvad er Teva for et firma? Teva er et multinationalt firma, oprettet i og med base i Israel. De er et af Israels største firmaer og er en af verdens største producenter af kopimedicin. De betaler skat i Israel af deres milliardindtægter og bidrager dermed til den israelske økonomi, herunder hæren, som daglig begår overgreb mod palæstinensere i Vestbredden og Gaza.
Teva er holdningsmæssigt tæt på den israelske stat og hær. Da Israel startede angrebet på Gaza, bakkede Tevas ledelse straks op. Flere nuværende og tidligere ledere i Teva har haft højtstående poster i det israelske militær. Teva har også støttet op om ansatte, der gør tjeneste i den israelske hær under folkemordet i Gaza. Og de støtter militæret gennem forskellige donationer og programmer.
Sammen med andre medicinalfirmaer i Israel, nyder Teva også godt af de privilegier, de har som en del af en apartheidstat. For eksempel må hospitaler i Østjerusalem ikke benytte palæstinensisk produceret medicin.
I det hele taget er palæstinensiske medicinalfirmaer underlagt en lang række restriktioner i forhold til import, logistik og salg, der gør, at israelske firmaer som Teva bliver dominerende, også på det palæstinensiske marked. Hvis du vil være med til at gøre noget, så kan du:
– Vælge medicin, der ikke er fra Teva, Actavis, Rathiopharm og andre israelske selskaber.
– Sige til din læge og på apoteket, at du ikke ønsker medicin fra israelske firmaer.
– Være med til at sprede boykotten ved at fortælle om det til andre.
Denne tale blev holdt på Amager den 8. september til antiimperialistisk solidaritetsmarked til støtte for Palæstina, Grønland, Cuba og Venezuela. Arrangører af markedet var: Amager Støtter Palæstina, Dansk-Cubansk Forening, Patria Grande og Nordatlantisk Solidaritetsnetværk.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


