Tale
I en tid, hvor nogle fremmer had og vold, hvor de søger at påtvinge os en fremmedfjendsk og racistisk dagsorden, hvor de ønsker, at vi skal være splittede, ligeglade med andres lidelser og give dem, der er anderledes, skylden for vores vanskelige situation, hvor de ønsker, at ungdommen skal marchere ud i krig, hvor de ønsker, at vi skal resignere, være håbløse og tynget af uretfærdigheder og uligheder – i den tid står vi her på Avante!Festival med en enorm kraft, der genopretter solidaritet, broderskab, venskab og fred.
Udfordringerne er mange. Denne vej banes ikke på én dag, men gennem den daglige kamp – en kamp, der er indsatsen værd. Ryst tingene op! Kæmp for jeres liv!
Her mærkes tilliden til fremtiden, den kollektive indsats, idealet og projektet, drømmen, der er blevet til virkelighed, håbet, der ikke venter. Her er modet og glæden ved at leve og kæmpe.
Her står vi, og vi fejrer 50-året for en enestående festival, som gennem årtierne har formet og fortsat former landet og den ene generation efter den anden med kultur, kunst, bekræftelsen af april-revolutionens værdier, og hvad der er vigtigt for menneskeheden.
Det er ikke en fejring med fokus på fortiden. Det er en bekræftelse af fremtiden, den fremtid, vi ønsker, og som vi vil opbygge.
(…)
Her står vi, for menneskehedens skyld, side om side med jer alle i den revolutionære kamp for at overvinde kapitalismen, som er vor tids største udfordring.
Her står vi og konfronterer krigens udyr og det kapitalistiske system, der fremmer det og lever af det – dette system af udnyttelse, undertrykkelse, aggression, sult, elendighed, korruption, fascisme og miljøødelæggelse.
I en tid, hvor videnskab og teknologi udvikler sig med lysets hastighed, hvor kunstig intelligens og andre teknologier kommer til deres ret, selv om de i vid udstrækning er hæmmet af den kapitalistiske produktionsmåde, og hvor der opnås et hidtil uset produktionsniveau – i denne tid accepterer vi en forstærket udbytning af arbejdere eller voksende uretfærdigheder og uligheder. Vi accepterer ikke, at millioner af mennesker skal lide og dø af sygdomme, der både kan forebygges og helbredes. Vi accepterer ikke, at 8.000 børn dagligt lever i sult, mens et dusin store kapitalister sidder på mere rigdom, end der nogensinde er blevet opbygget.
Krig er ødelæggelse; det er ikke vejen frem for folkeslagene.
Der tages ikke et eneste skridt, en eneste indsats eller en eneste foranstaltning for fred og en afslutning på krigen i Østeuropa. Tværtimod. Ikke alene søger de at gennemtvinge, at der bruges stadig flere offentlige midler på våbenhandel. De er også, som vi har set meget tydeligt i de seneste dage, i stigende grad fast besluttet på at eskalere en konflikt, der allerede har varet i 12 år, og som, hvis den ikke standses, vil få uoverskuelige konsekvenser.
De er måske meget magtfulde, men de kan ikke bringe solidariteten til tavshed eller standse den.
Herfra siger vi til dem: Hold jer væk fra Venezuela og frigiv præsident Nicolás Maduro.
Herfra hylder vi det sahrawiske folks kamp og kampen for alle de folk, der modstår imperialistisk aggression og kæmper for deres suverænitet og rettigheder i Mellemøsten, i Afrika og i Latinamerika.
Vi afviser presset fra dem, der søger at forbyde og kriminalisere solidaritet. Vi fordømmer og afslører dem, der gør sig til talerør for rædslerne. Her står vi sammen med Palæstina, dets folk og dets suveræne og uafhængige stat.
Vi fordømmer og vil ikke forholde os tavse over for besættelsen og folkemordet samt den politik med statsterrorisme, som Israel fører med støtte fra USA, Den Europæiske Unions hykleri og alle dem, der er medskyldige i denne afskyelige forbrydelse.
Det er de samme kræfter, der angriber Libanon og som fører krig mod Iran – og dét med den portugisiske regerings skammelige medvirken, ved at den har åbnet portene til Lajes-luftbasen for den amerikanske krigsmaskine.
Og uanset hvor meget det smerter imperialismens vasaller, så står vi her med vores dybeste og mest rodfæstede solidaritet med Cuba. Her står vi med det heroiske cubanske folks værdighed og modstand. Her står vi med den cubanske revolution.
Cuba står over for enorme vanskeligheder, da landet er udsat for blokaden, belejringen og en veritabel krigserklæring fra USA’s side.
Tænk blot på, hvad 67 års blokade – som nu er endnu strengere – betyder, idet den påfører det cubanske folk mangel på energi, medicin og fødevarer. Forestil jer blot, hvad ti måneder uden brændstofimport betyder, når 7.000 containere med fødevarer, medicin og andre varer er blokeret og forhindret i at nå frem til Cuba.
Det bemærkelsesværdige er, at Cuba – Fidel Castros hjemland – under disse omstændigheder holder stand med værdighed og beslutsomhed.
Cuba skylder ingen nogen forklaring. Men USA må til gengæld forklare, hvordan verdens største økonomiske og militære magt, der truer og angriber alle og ikke skyr noget for at nå sine skumle mål, er ude af stand til at løse de dramatiske sociale problemer med fattigdom, uretfærdighed, underernæring, sygdom, vold og stofmisbrug, som det amerikanske folk er udsat for.
Cubas kamp er vores kamp, en kamp, der deles af alle dem, der værner om værdierne sandhed, frihed, retfærdighed, suverænitet, demokrati og fred; en kamp, som ingen demokrat, ingen antifascist, ingen antikolonialist kan undlade at deltage i.
Kammerat Miguel Díaz-Canel, vi glæder os over den hilsen, De har rettet til os, og herfra, fra vores festival, overbringer jeg vores alles solidaritet, dette folks solidaritet, til det cubanske folk.
Cuba er ikke alene – Cuba vil sejre.
Folk har ikke brug for blokader, sanktioner, bortførelser, indblanding eller aggression.
Det, Portugals befolkning og ungdom har brug for, er bedre lønninger og pensioner, adgang til sundhedspleje, hospitaler, boliger at bo i, skoler. De har brug for vuggestuer, plejehjem, transport, offentlige tjenester, kultur, videnskab, forskning, produktion og udvikling.
Hvad Portugal har brug for, er suverænitet, ikke at fortsætte med at bøje sig for Den Europæiske Unions ordrer, holdt som gidsel af NATO’s og USA’s interesser og i hænderne på dem, der tror, de ejer alt, dem, der opbygger astronomiske overskud på bekostning af udnyttelse, spekulation, korruption, privatiseringer og andre økonomiske forbrydelser, på bekostning af den brutale stigning i leveomkostningerne.
Premierministeren taler ganske vist om stigende indkomster, men hans propaganda står i skarp kontrast til virkeligheden i hverdagen, hvor lønninger og pensioner udhules af de stigende leveomkostninger.
Vi betaler mere og mere for brændstof, mad og bolig for at fylde lommerne på et lille udvalg af mennesker.
Set fra de økonomiske grupper, som regeringen tjener, har landet aldrig haft det bedre – og det er ikke så mærkeligt: Deres overskud og rigdom vokser som aldrig før, og de kan regne med en regering, der forvandler ethvert strukturelt problem til en påskud for at kanalisere offentlige midler ind i deres kasser.
En regering, der er mester i propaganda og bedrag – spørg blot ofrene for stormene, for hvem hjælpen enten ankom for sent eller, syv måneder senere, stadig ikke er ankommet.
En regering, der sværger højt og helligt, at den ikke vil gøre det, men som, hvis den får lejlighed til det, vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at sikre, at kapitalen får fat i arbejdstagernes penge og plyndrer det sociale sikringssystem.
Lad ingen gøre sig nogen illusioner: De vil kun blive stoppet, hvis arbejdstagere, pensionister og unge, som de gør nu, sender et stærkt stopsignal over for dette vedvarende angreb.
(…)
Over 100.000 mennesker deltog i weekenden den 4.-6. september 2026 i den årlige Avante!-festival i Portugals hovedstad Lissabon.
Igennem 50 år har Portugals Kommunistiske Parti organiseret denne festival, der er den største politisk-kulturelle begivenhed i landet.
På et område, der svarer til omkring det halve af Fælledparken i København, afholdes der to døgns folkefest med politik, kultur og gastronomi.
Fra Danmark deltog i år også Kommunistisk Partis forperson Lotte Rørtoft-Madsen, som var blandt de mere end 40 partier, organisationer, solidaritetsbevægelser og befrielsesorganisationer, der udgjorde det internationale islæt.
Læs mere om festivalen her
Tiden er ikke til eksperimenter uden en klar retning eller fremtid, endsige til illusioner, der forvandles til desillusion ved den første forhindring. Tiden er ikke til at falde i fælden med det ”mindste onde”, som lader alt forblive, som det er, og yderligere styrker reaktionære kræfter og ideologier.
Tiden er til klart at udstikke den nye kurs, som Portugal har brug for. Det er tid til mod, til mobilisering og til at kæmpe for et alternativ, der ikke giver afkald på landets og dets befolknings ret til at udstikke sin egen kurs, og hvor arbejdstagernes rettigheder står i centrum for den politiske indsats.
Et alternativ, der afviser krigens vej, som ikke svigter de nationale interesser, og som søger at genvinde de grundlæggende redskaber til suverænitet og uafhængighed.
Det er tid for arbejderne, folket og ungdommen til at tage styringen over deres egne liv.
Det er dette projekt for brud og forandring, patriotisk og venstreorienteret, det er denne bevægelse, denne nye kurs, som vi opfordrer alle dem, der nægter at give efter, at samles om.
Der er styrke og kræfter til at stå imod og sejre.
For et år siden erklærede vi her på denne festival, at vi ikke ville give op, og at arbejderne og deres kamp kunne og ville få arbejdsmarkedsreformen væltet – og den blev da også væltet.
Det er på tide at hylde alle dem, der har givet stemme til en af de største kampe, der nogensinde er ført i vores land.
Vi hylder de unge og arbejderne. Vi hylder CGTP-IN, den store og anerkendte fagforeningscentral, som altid har stået på arbejdernes side og for deres rettigheder. Vi hylder den samlede fagbevægelse og alle de fagforeninger og organisationer, der gik sammen og ikke vaklede i denne kamp.
330 dages kamp, tusindvis af plenarmøder, aktioner, oplysningskampagner, demonstrationer – i kulde, i regn, i varme, om natten, om dagen, ved daggry, to generalstrejker, mod, beslutsomhed, organisation, værdighed – det var denne kamp, og kun denne kamp, der besejrede arbejdsmarkedsreformen.
Et år senere står vi her og erklærer stolt: Denne store sejr for arbejderne er også en sejr for PCP, partiet, der aldrig gav op, der aldrig vaklede, tillidens og troens parti, der aldrig svigtede.
Vi fejrer arbejderne og den samfundsmæssige sejr det var at stoppe den regressive dagsorden. Vi fejrer den politiske sejr det var at påføre regeringen et nederlag og den ideologiske sejr det var at bekræfte, at med arbejdernes organiserede styrke er det muligt at vinde, selv under ugunstige forhold, og uanset hvor store samfundsinstitutionernes flertal måtte være.
Kampen er vejen til sejr.
Projekter, initiativer, forslag: Det er PCP’s løfte for en kamp, der vil fortsætte på alle fronter, nu med endnu større og nye kræfter.
Lad alle arbejdere kræve højere lønninger, en ende på usikre ansættelsesforhold og falske ordninger for selvstændige. Lad dem kræve faste ansættelseskontrakter, en værdisætning af deres karrierer og erhverv, værdighed for skifteholdsarbejde og en nedsættelse af arbejdstiden til 35 timer.
Lad os sætte en stopper for angrebet på den sociale sikring, angrebet på pensionerne og forhøjelsen af pensionsalderen. Lad os kæmpe for en midlertidig forhøjelse på 50 euro af pensioner og aldersydelser med tilbagevirkende kraft fra juli. Lad os gå videre med det retfærdige krav om retten til at gå på pension uden straf efter 40 år på arbejdsmarkedet.
Lad os skabe forudsætningerne for, at landet igen kan byde dem velkommen, der var nødt til at rejse til udlandet på jagt efter et bedre liv, og som vi savner så dybt her.
Lad alle unge, der ønsker at studere og arbejde her, få adgang til en bolig at bo i, stabile lejekontrakter og blive skånet for byrden af renter og bankgebyrer.
Lad hver eneste far og mor ikke have ret til at have tid til at være sammen med deres børn, til at se alle børns rettigheder realiseret og til at have adgang til det stadig mere pressede offentlige netværk af vuggestuer samt gratis lærebøger og skolemad.
Vi er alle kaldet og forpligtet til at redde det nationale sundhedsvæsen.
Lad ingen acceptere manglen på læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.
Lad alle handle for at genåbne de sundhedstjenester, der er blevet lukket.
Lad alle stipendiemodtagere og forskere kræve en ansættelseskontrakt; deres levebrød afhænger af det, ligesom det nationale videnskabelige system gør.
Lad alle studerende kæmpe for løbende evaluering, for en styrkelse af ordningerne for social støtte i skolen, for en afskaffelse af studieafgifter samt for offentlige skoler og et offentligt uddannelsessystem, der er gratis, demokratisk og af høj kvalitet.
Lad kulturen gøre sig gældende. Lad dens arbejdstagere opnå stabilitet i deres ansættelsesforhold og i deres liv.
Lad os kæmpe mod splittelse. Lad os sætte en stopper for den fremmedfjendske og racistiske dagsorden. Migrantarbejdere fortjener respekt, værdighed og rettigheder.
Vi må handle, og vi må handle beslutsomt. Vi kan ikke længere tolerere de store detailkæders konstante afpresning af landmænd, fiskere samt mikro-, små og mellemstore iværksættere.
Lad os alle mobilisere os. Lad ingen krybe sammen over for tyveri og den brutale stigning i leveomkostningerne. Lad os kæmpe for regulering af priserne på fødevarer, energi og brændstof, for at prisen på gasflasker fastsættes til højst 20 euro, og for at momsen på energi og telekommunikation nedsættes til seks procent.
Lad ingen undlade at kræve en udvidelse af udbuddet af offentlig transport med henblik på at gøre den gratis.
Vi er her for at fremsætte forslag, stille krav og kæmpe. Her har vi et projekt. Her er der ingen, der giver op.
Portugal er ikke dømt til at være et turiststed.
Vi kan og skal producere mere mad, medicin, tog, skibe, varer og teknologisk udstyr. Portugal kan, skal og er godt rustet til at producere mere og erstatte importen, til at investere i videnskab og teknologi, til at værdsætte arbejde og arbejdstagere samt til at støtte små og mellemstore virksomheder, industrien, landbruget og fiskeriet.
Udfordringerne er mange. Denne vej banes ikke på én dag, men gennem den daglige kamp – en kamp, der er indsatsen værd.
Ryst tingene op! Kæmp for jeres liv!
Link til billedgalleri fra festivalen
Talen er forkortet af Arbejderens redaktion. Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
