Må følge med udviklingen
Det er vanskeligt at føre kampen for socialistisk befrielse i det enogtyvende århundrede med det 20. århundredes redskaber.
Vi lever i en tid, hvor algoritmerne dominerer. Digitaliseringens og den kunstige intelligens’ indflydelse breder sig ind i medier, kultur, uddannelse, arbejde og hverdagsliv. Politiske og økonomiske strategier formes i stigende grad gennem analyse af enorme datamængder og databehandlede beslutninger.
Dermed står venstrefløjen over for et eksistentielt spørgsmål: Hvordan kan bevægelser, der stadig arbejder og organiserer sig efter traditionel logik, stå imod en digital kapitalisme, der har nået et hidtil uset niveau af teknologisk udvikling?
Når venstreorienterede organisationer fortsat holder fast i traditionelle metoder i deres retorik, organisering og arbejde, står de over for en stor udfordring i konfrontationen med kapitalismen.
Modstanderen råder nemlig over et avanceret arsenal af digitale, økonomiske, politiske, militære og mediemæssige redskaber. Den udvikler sig time for time på alle områder, tilpasser sig sine kriser til trods for deres dybde og indgår klassealliancer på tværs af sine egne indre konflikter.
Alligevel hælder en ikke ubetydelig del af venstrefløjen stadig til gamle metoder og midler, som ikke længere kan følge med kravene i denne fornyede konfrontation. Det er den virkelighed, vi oplever i dag, og det gør behovet for at udvikle og forny disse metoder mere presserende end nogensinde før.
I tidligere artikler har jeg beskrevet den store digitale kløft med billedet af elefanten og myren. Men efter den hastige og enorme udvikling, som den digitale kapitalisme har gennemgået, og fordi der stadig kun findes få venstreorienterede og progressive digitale alternativer med reel indflydelse, ser jeg nu, på baggrund af mit professionelle arbejde med algoritmer og digital styring, at kløften er blevet endnu bredere.
Det er en hård og bitter virkelighed, som vi må erkende åbent. Kun derfra kan vi begynde en seriøs overvejelse af de mulige alternativer.
Marx og Engels: Videnskab og teknologi som et tveægget sværd
Videnskab og teknologi var et centralt omdrejningspunkt i Karl Marx og Friedrich Engels’ tænkning. De så redskaber, der kunne bruges enten til befrielse eller til at styrke klasseherredømmet.
Under kapitalismen bruges den videnskabelige og teknologiske udvikling til at maksimere borgerskabets profit og til at udbytte manuelle og intellektuelle arbejdere, hvilket forværrer fremmedgørelsen og den klassemæssige ulighed.
Marx og Engels erkendte imidlertid, at disse modsætninger rummer revolutionære muligheder, som kan bidrage til at opbygge et mere retfærdigt socialistisk system.
I dag fremstår deres syn endnu mere presserende i den digitale kapitalismes tidsalder, hvor teknologien er blevet et nyt redskab til kontrol, men samtidig også rummer muligheder for menneskehedens befrielse.
Marx og Engels’ dybe forståelse af historiens og samfundets dialektiske natur fik dem til at se den videnskabelige udvikling som en materiel og social kraft, der afspejler klassernes magtforhold. Den er et tveægget sværd: Den rummer enorme frigørende muligheder, men bruges samtidig til at uddybe udbytningen og befæste det kapitalistiske herredømme.
Deres tænkning viste, hvordan den materielle analyse kan forene videnskaben med klassekampen, så viden bliver en drivkraft for at forandre verden og ikke blot et middel til at forstå den. Marx og Engels’ intellektuelle projekt opfordrer klart til at overskride den kapitalistiske ordens grænser hen imod en mere menneskelig fremtid, med udgangspunkt i de frigørende muligheder, som den teknologiske udvikling åbner.
At investere i videnskabelige redskaber er ikke det samme som at tilslutte sig kapitalismens værdier.
I Marx’ analyse af kapitalismen indtog teknologien en central plads i afdækningen af systemets grundlæggende modsætninger. Han så, at maskinerne, som repræsenterede toppen af den videnskabelige udvikling i hans tid, ikke forbedrede menneskers liv eller befriede dem fra det hårde arbejdes byrder. I stedet blev maskinerne effektive midler til at øge kapitalisternes profit og udbytningen af arbejderne.
Denne brug af teknologien skabte merværdi ved at reducere behovet for menneskeligt arbejde og efterlod proletariatet i en tilstand af fremmedgørelse, hvor arbejderen adskilles fra både produktionsprocessen og resultatet af sit eget arbejde.
Denne modsætning var ifølge Marx ikke tilfældig. Den var en grundlæggende del af kapitalismens mekanismer, som gør videnskab og teknologi til redskaber for klasseherredømme.
Engels så derimod videnskaben som et redskab til at forstå den sociale konflikt i dybden. Hans interesse for videnskabelige opdagelser fik ham til at mene, at konflikten ikke er begrænset til det menneskelige samfund, men også findes i naturen.
Engels afviste dog den biologiske determinisme og understregede, at naturens love adskiller sig fra de sociale love, som påvirkes af bevidst menneskelig handling. Engels tilføjede dermed en videnskabelig dimension til den dialektiske materialisme: Han viste, at dialektikkens love gælder for både naturen og samfundet, hvilket styrker forståelsen af de historiske forandringer som en del af en samlet udviklingsbevægelse.
Denne tilgang, hvor teorien revideres i lyset af de historiske forandringer, var heller ikke fremmed for Marx. Han og Engels anerkendte det udtrykkeligt i deres fælles forord til den tyske udgave af Det Kommunistiske Manifest (udgivet i London i 1872, altså 24 år efter det oprindelige manifest).
De skrev, at manifestets generelle principper i det store hele stadig var korrekte, men at nogle af de praktiske detaljer, især det revolutionære program i slutningen af andet kapitel, var forældede og krævede en helt anden formulering. Det skyldtes den enorme industrielle udvikling, verden havde gennemgået siden 1848, udvidelsen af arbejderklassens politiske organisering samt erfaringerne fra Pariserkommunen i 1871.
Hvis Marx havde levet i dag, ville han med samme logik have peget på, at den digitale kapitalisme er et avanceret stadie af de samme udbytningsdynamikker, han beskrev i det nittende århundrede, blot med mere intelligente, skjulte og dybtgående metoder.
Dens herredømme er ikke længere begrænset til at eje fabrikker og råstoffer. Herredømmet omfatter nu også kontrol med datastrømme samt styring af menneskelig adfærd og bevidsthed, helt frem til digital vold, undertrykkelse og militarisering gennem algoritmer, og er i mange tilfælde, gennem sin alliance med den yderste højrefløj, blevet en digital fascisme i ordets fulde forstand.
De forandringer, den digitale tidsalder har medført, kan åbne for nye former for socialistisk kamp og organisering, forudsat at vi udnytter dem og forholder os til dem videnskabeligt præcist.
Dette er et direkte krav, som virkeligheden pålægger arbejdere verden over. Ud over sin traditionelle udbyttende karakter praktiserer den digitale kapitalisme sin magt gennem algoritmer, der i dag ikke blot organiserer informationsstrømmen men er endt med at kontrollere de fleste aspekter af hverdagslivet.
Algoritmerne afgør også, hvilke idéer der når frem til offentlighedens bevidsthed, og hvilke der udviskes eller marginaliseres. Denne dybe forandring i den klassemæssige magtstruktur tvinger venstrefløjen til at genoverveje både sine analytiske redskaber og sine organisatoriske former fra bunden.
Teknologi som kapitalismens redskab til at overvinde sine kriser
Kampen om teknologien er ikke rettet mod videnskaben i sig selv. Den er rettet mod de herskende kræfters monopol på den.
Kunstig intelligens og teknologien i det hele taget bør ikke ses som en trussel i sig selv, men som en arena, hvis konturer bestemmes af den sociale, politiske og økonomiske magtbalance.
De seneste år har set en hidtil uset koncentration af digital magt hos et begrænset antal store kapitalistiske stater og gigantiske monopolvirksomheder, der kontrollerer infrastrukturen for kunstig intelligens, cloud computing og globale data. Det har givet dem enorm økonomisk, politisk og kulturel indflydelse på menneskehedens fremtid.
Kapitalismen griber altid i kriseøjeblikke til at genskabe sig selv gennem avancerede videnskabelige redskaber, som gør det muligt for den at overvinde udfordringerne uden at røre ved sin udbyttende kerne. Det ses i flere sammenhænge.
Jeg opfordrer kammerater, lokalt som globalt, til at danne fælles digitale arbejdsgrupper.
Under krisen i 2008 brugte man teknologi og videnskabelige metoder til at redde det finansielle system, mens de arbejdende klasser blev pålagt tabenes omkostninger.
Under coronapandemien overvandt kapitalismen krisen ved at styrke automatisering, kunstig intelligens og fjernarbejde, hvilket sikrede fortsat produktion gennem nye mekanismer. Det reducerede afhængigheden af menneskelig arbejdskraft og øgede virksomhedernes profit på bekostning af usikre arbejdsvilkår for millioner.
Siden 2023 har det brede gennembrud for kunstig intelligens åbnet en ny fase af omstrukturering af arbejdsmarkedet. Automatisering og intelligente systemer breder sig i talrige sektorer, og bekymringen for tabet af millioner af jobs vokser, samtidig med at teknologivirksomhederne opnår enorme profitter som følge af deres monopol på den nye digitale og vidensbaserede infrastruktur.
Disse eksempler viser tilsammen, hvordan kapitalismen bruger videnskaben som redskab til at strukturere systemet og sikre dets fortsatte beståen. De viser også, hvordan den til tider låner socialistiske idéer, som statslig indgriben, som midlertidige foranstaltninger for at sikre stabilitet for derefter at trække sig fra dem, når krisen er overstået og genskabe udbytningen med mere avancerede mekanismer.
I lyset af disse udfordringer må venstrefløjen udnytte den videnskabelige udvikling ved metodisk og præcist at omformulere sin retorik og sine redskaber. Det kræver moderne midler til at analysere sociale spørgsmål og en realistisk videnskabelig retorik, der tager udgangspunkt i, hvad der er muligt, snarere end i, hvad der blot er ønskeligt.
Det kræver også fleksible organisatoriske og ledelsesmæssige mekanismer, der kan tiltrække de unge, som er vokset op i en verden domineret af teknologi. At investere i videnskabelige redskaber er ikke det samme som at tilslutte sig kapitalismens værdier. Det er en strategi for at bruge dem i den sociale retfærdigheds tjeneste og for at mindske den klassemæssige ulighed, som et skridt hen imod det socialistiske alternativ.
Tidligere industrielle revolutioner ændrede produktionens vilkår gennem maskinen og dampen, og siden gennem elektriciteten og databehandlingen. Den nuværende fase, der bygger på kunstig intelligens, big data og digitale platforme, omformer produktionen, arbejdet, viden og den menneskelige kommunikation på en endnu dybere og mere omfattende måde.
I denne tidsalder er data, algoritmer og systemer for kunstig intelligens blevet centrale redskaber til at bevare herredømmet på relativt usynlige måder: Gennem påvirkning af den offentlige mening, styring af individuel og kollektiv adfærd samt kontrol med adgangen til viden og information.
At bryde igennem fæstningen og frigøre redskaberne
Venstrefløjens tilstedeværelse trækker sig i disse år tilbage i en af nutidens vigtigste kampe, fordi den har en tendens til at behandle teknologien som et sekundært redskab.
Men kampen er endnu ikke afgjort. Sejren kræver, at visionen omsættes til konkrete handlingsprogrammer, der bygger på en bevidst brug af teknologien. Venstrefløjen kan ikke forblive i en defensiv position. Den må i stedet være en aktiv part i at forme teknologiens fremtid og gøre den til en del af sit befrielsesprojekt.
Teknologien kan dog ikke erstatte den bevidste menneskelige organisering. Den reelle styrke ligger i det organiserede menneske, der er i stand til at bruge disse midler til at nå sine mål.
Kunstig intelligens og teknologien i det hele taget er effektive redskaber til mobilisering, organisering og analyse, men de kan ikke erstatte solidariteten og det praktiske arbejde på jorden, som fortsat er forandringens vigtigste drivkraft.
Som venstrefløj er det historisk lykkedes os at fremlægge alternativer inden for økonomi, retfærdighed, politik, rettigheder og andre områder. Vi har altid holdt fast i kravet om intellektuel, politisk, organisatorisk og mediemæssig uafhængighed. I dag står vi imidlertid over for en skæbnesvanger udfordring, der rammer selve dette princip: Vi mangler stadig en omfattende, uafhængig og alternativ digital vision, der kan bryde det kapitalistiske teknologiske åg.
Vi har brug for folkelig kunstig intelligens og folkelige algoritmer.
Vi er stadig underlagt kapitalismens egne anvendelser, hvilket gør venstrefløjen og dens tilhængere sårbare over for indskrænkning, marginalisering, undertrykkelse og infiltration. Som nævnt tidligere er den vigtigste dialektiske lektie, vi må forstå, at teknologien ikke er neutral, men tværtimod en arena for klassekamp i fuld forstand.
Det grundlæggende problem ligger ikke i kunstig intelligens’ eller automatiseringens væsen, men i de ejerskabsforhold, der styrer dem, det vil sige i deres monopolisering hos en håndfuld gigantiske virksomheder og store kapitalistiske stater. Det uddyber klassekløften og udvider overvågningen af masserne og standardiseringen af den menneskelige bevidsthed, alt sammen i tjeneste for profitakkumulationen og den intellektuelle og politiske dominans.
På denne baggrund er det ikke længere tilstrækkeligt for venstrefløjen at nøjes med kritikerens eller tilskuerens rolle stående uden for denne teknologi og blot kritisere dens udnyttelse. Det alene skaber ikke den ønskede forandring. Det kan tværtimod holde venstrefløjen fanget i snævre intellektuelle og folkelige kredse, langt fra den faktiske kamps udvikling.
Det, der kræves, er at træde ind i selve den teknologiske proces og forstå algoritmernes logik for at afkode og genopbygge dem i en frigørende ånd, gennem nye og dristige mekanismer for brugen af teknologien inden for demokratiske, deltagelsesorienterede og gennemsigtige systemer.
Vi har brug for folkelig kunstig intelligens og folkelige algoritmer, der fungerer under samfundsmæssig kontrol og globale og lokale love. De skal udvikle sig gennem digitale kooperativer med socialistisk orientering, være gennemsigtige og kunne revideres af alle. Målet skal være at fordele rigdommen, organisere produktionen, bekæmpe sygdom og fattigdom og skabe social retfærdighed, til gavn for reelle menneskelige behov frem for markedets luner og styrkelsen af herredømme og militarisme.
Vi har også brug for open source-modeller og progressive open source-platforme, hvad enten det drejer sig om sociale medier, søgemaskiner eller andet, samt teknologiske samarbejdsinitiativer, der ikke er underlagt den kommercielle monopollogik, og som lader samfund og masser deltage i forvaltningen af viden og data og i udviklingen af nye teknologier.
Marx og Engels forvandlede i deres samtid den økonomiske og filosofiske videnskab fra et redskab, der retfærdiggjorde den bestående orden, til et teoretisk og praktisk våben i hænderne på manuelle og intellektuelle arbejdere. På samme måde må venstrefløjen i dag være en aktiv aktør på denne arena. Den må bevæge sig fra kategorien “den passive bruger”, underlagt de kapitalistiske platformes betingelser, til kategorien “den alternative producent”, der skaber åbne og frigjorte fælles teknologiske alternativer.
Kampen om algoritmernes magt handler ikke længere kun om teknologiens fremtid. Den handler også om fremtiden for arbejdet, demokratiet, kulturen og den sociale retfærdighed.
Afslutning
Disse kritiske bemærkninger skal ikke forstås som en nedgørelse af venstrefløjen og dens anerkendte historie i vores lande. De skal snarere ses som et forsøg på at styrke en debat, der stadig er svag i vores kredse, om det ønskede digitale alternativ.
Det er sandt, at opgaven ikke er let, at kløften er stor, og at den digitale kapitalisme dominerer i høj grad. Men historien lærer os, at intet forbliver umuligt over for en vedvarende kamp.
Arbejdstiden oversteg tidligere 70 timer om ugen. I dag er den i visse lande ikke mere end 37 timer eller mindre, som resultat af vedvarende kampe, der engang syntes som fjerne drømme. For et århundrede siden havde kvinden ingen ret til at stemme, uddanne sig eller arbejde uden for hjemmet. I dag står hun i mange lande i spidsen for regeringer, parlamenter og universiteter, takket være en vedvarende feministisk og venstreorienteret kamp, der aldrig gav efter, selv da magtbalancen i begyndelsen var ujævn og hård.
I lyset af disse enorme forandringer og den meget avancerede fase, kapitalismen har nået, må vi møde den med dens egne dødbringende våben. Det kræver, at vi udnytter den moderne videnskab, den digitale revolution og en vedvarende fornyelse på alle områder, med det mål til sidst at overgå kapitalismen.
I den forstand kommer bevægelsen hen imod den digitale venstrefløj som en intellektuel og organisatorisk strømning, der er en direkte reaktion på disse store forandringer og på den voksende retsbevidsthed og erkendelse. Den søger at rette denne bevidsthed mod en radikal og omfattende socialistisk forandring i de sociale, politiske og økonomiske strukturer, samtidig med at den bevarer de grundlæggende værdier, der har udgjort kernen i den marxistiske og venstreorienterede tænkning gennem historien.
Virkeligheden har vist, at de venstreorienterede organisationer, der løbende fornyer og udvikler deres retorik, redskaber, arbejde og organisering, klarer sig bedst. De forener sig, følger med de fornyede udfordringer og med den videnskabelige og erkendelsesmæssige udvikling, og de er derfor bedst i stand til at bevare deres rolle og indflydelse.
De strømninger, der holder fast i deres gamle metoder, som vi har drøftet i begyndelsen af denne artikel, mister derimod gradvist deres medlemmer og folkelige opbakning, og deres roller svækkes markant. Det er en hård virkelighed, vi ser i de fleste lande i verden. Men der findes venstreorienterede og progressive erfaringer, som giver håb og fremlægger modeller, man kan bygge videre på.
Uden en aktiv venstreorienteret tilstedeværelse og et fælles arbejde med international koordinering på dette område vil den digitale kapitalisme fortsætte med at bestemme retningen for den teknologiske udvikling til gavn for sine egne interesser og kontrollere menneskehedens fremtid.
Venstrefløjens reelle styrke ligger i sidste ende i dens evne til at forene den praktiske menneskelige organisering med den digitale overlegenhed, så det digitale rum bliver en støttende og effektiv arena, ikke en erstatning for kampen, men en vinge, den flyver med hen imod en mere menneskelig og retfærdig socialistisk fremtid.
Denne internationale dimension i konfrontationen vil være emnet for en kommende artikel om den digitale venstreorienterede internationalisme. Denne artikel er kun begyndelsen på en åben dialog.
Jeg opfordrer kammerater, lokalt som globalt, til at danne fælles digitale arbejdsgrupper, der undersøger mulighederne for at opbygge venstreorienterede og progressive teknologiske alternativer, og som lægger de praktiske grundsten for den digitale internationalisme, vores kommende kamp har brug for.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
