Se Henrik Stamer Hedins nye blogindlæg og kommentarerne om DKP´s forhold til venstrekræfterne.
Log ind for at svareIndledning
Som en analyse i Arbejderen slog fast tilbage i juli:
“Den vestlige imperialismes absolutte dominans er ved at nå et slutpunkt – både ideologisk, økonomisk og militært. Det er ikke noget, som de monopoliserede vestlige mainstreammedier fortæller om. Vi lever i en medie-osteklokke, der fremhæver Vestens ideologi og værdier som universelle og efterstræbelsesværdige.”
Verden forandres for øjnene af os – enten bidrager vi til at forandre den til det bedre, eller vi lader katastrofen akkumulere ud af kontrol.
Ikke mindst i kølvandet på Ruslands angreb ind i Ukraine 24. februar har propagandaen, fortielserne og censuren været massiv. Men helt tilbage til tvillingetårnenes fald i 2001 har ytringsfriheden – og andre demokratiske frihedsrettigheder – været under et stadigt pres.
Også derfor er det i dag vigtigere end nogensinde før med stærke marxistiske medier, som kan skære igennem og troværdigt præsentere et mere farverigt billede af den utroligt sort-hvide verden, vi til dagligt præsenteres for i vestlige mainstreammedier.
Udviklingen i verden, de hastige forskydninger, naturkriserne og faren for atom-holocaust stiller venstrefløjen overfor helt nye udfordringer, hvor tidsligheden spiller en anden rolle end tidligere.
Vi har ganske enkelt ikke råd til at spilde tiden: Verden forandres for øjnene af os – enten bidrager vi til at forandre den til det bedre, eller vi lader katastrofen akkumulere ud af kontrol.
Globale forskydninger
Den interimperialistiske kamp om adgang til naturressourcer, nye markeder og investeringsobjekter har ført verden ind i en ekstremt usikker tid for klodens store flertal.
En ny kold krig og en stadig mere antagonistisk, polariseret og konfliktfyldt verden truer menneskeheden med en altødelæggende atomkrig – med langvarige globale konsekvenser.
Coronapandemien uddybede den internationale kapitalismes systemiske og mangefacetterede krise.
Siden 24. februar har proxykrigen, som for nuværende udkæmpes på ukrainsk jord, tilføjet krisen nye dimensioner og accelererer den hastige forandring, som verden undergår for øjnene af os.
Nu forsøger USA som en rasende, forkrøblet gigant så at åbne en anden front i sin krig for globalt overherredømme – meget tyder på, at provokationer skal presse Kina til at levere en casus belli for endnu et imperialistisk overfald.
Klimakrise
At menneskeskabte klimaforandringer truer selve menneskehedens fremtid er heldigvis ikke længere til debat. Det har FN’s klimapanel IPCC en stor del af æren for. Panelet har (trods politiske forsøg på censur) uigendriveligt påpeget konsekvenserne af fortsatte ukontrollerede udledninger af drivhusgasser og nødvendigheden af grundlæggende forandringer.
Ligesom klimakrisen i dag er blevet en kendsgerning, er bevidstheden om, at klimakrisen ikke kan løses indenfor kapitalismens rammer, voksende. Menneskets stofskifte med naturen vil forblive iturevet, så længe profitmotivet får lov at sætte dagsorden.
Vi i det globale nord må huske os selv og hinanden på, at klimaforandringer allerede i dag koster liv.
Det borgerlige demokratis rammer har grundlæggende begrænsede muligheder for at sætte ind overfor kapitalens aktiviteter på klimaområdet.
Heldigvis har vi set den kapitalistiske stats uformåen slå om i en forholdsvis bred aktivering af den del af befolkningen, som ikke lever af at udbytte deres medmennesker.
Brede klimabevægelser vokser, og radikal kritik af det bestående samfund vinder indpas i stadigt bredere dele af bevægelserne. Det giver håb for fremtiden.
Men situationen er ekstremt alvorlig, og vi i det globale nord må huske os selv og hinanden på, at klimaforandringer allerede i dag koster liv i det globale syd.
Krigens sorte skygge
NATO’s topmøde i Madrid i juni gjorde det klart, at proxykrigen i Ukraine langtfra nærmer sig sin afslutning. Tværtimod.
På trods af umådelige lidelser blandt ikke mindst den ukrainske befolkning lægger den aggressive vestlige alliance op til en langvarig krig, som truer med at eskalere til en egentlig landkrig mellem NATO og Rusland.
En sådan udvikling vil få fatale konsekvenser for millioner af mennesker fra dag ét og risikerer at kaste verden ud i en katastrofe af historiske dimensioner.
Den slags petitesser holdt dog ikke NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg fra i forbindelse med topmødet at fastslå krigens tidshorisont, at “vi må forberede os på, at det kan tage år”.
På samme måde er USA-imperialismens optrapning af den kolde krig en trussel mod Kinas suverænitet, såvel som mod verdensfreden.
Imperialisternes krigeriske adfærd kræver internationale modsvar fra helt almindelige mennesker, som ikke har interesser i krig og ødelæggelse.
En fredelig verden skal bygges nedefra i respekt for forskellighed, forståelse for kulturelle og historiske særegenheder.
Vi må derfor ikke lade frygten og propagandaen ødelægge muligheden for at opbygge en bred, folkelig bevægelse for en deeskalering af den nuværende situation og imod en storkrig – såvel i Europa som i Asien.
Her spiller venstrekræfternes publikationer en nøglerolle.
Økonomisk krise
I kølvandet på Putins angreb ind i Ukraine gik et stort set enigt Vesten i gang med en økonomisk krig, som gennem sanktioner stræber efter at inddæmme Rusland og for al fremtid forvise den russiske stat til den yderste periferi af det imperialistiske verdenssystem.
Sanktionerne rammer nu Vesten som en boomerang, og det er som altid arbejderklassen og de folkelige lag, der står alene tilbage, når regningerne efter de store drenges udskejelser skal betales.
Varegørelsen af selve naturen tager kapitalens fetichkarakter til nye højder.
Det er ikke muligt at få et komplet overblik over skadevirkningerne ved den økonomiske krig, men blandt de mest dramatiske kan nævnes:
· kraftig stigning i fødevare- og energipriser
· alvorlige forstyrrelser i globale forsyningskæder
· en alvorlig nedtur i den globale økonomi
· stærkt øget fødevaremangel og udbrud af sultkatastrofer – som på Afrikas Horn
Samtidigt søger finanskapitalen at løse såvel problemet med de manglende profitable investeringsmuligheder som den fremskredne naturkrise ved en finansialisering af den sparsomme rest af urørt vild natur.
New York Stock Exchange og Intrinsic Exchange Group har således annonceret oprettelsen af en ny aktiekategori kaldet Natural Asset Companies, der skal fungere som finansielle instrumenter for kapitalisering af verdens “naturkapitalaktiver”.
Det erklærede formål er at “udnytte naturens iboende og produktive værdi og skabe en værdiopbevaring baseret på de vitale aktiver, der er grundlaget for hele vores økonomi og gør livet på Jorden muligt.”
Et uhyggeligt perspektiv, ikke mindst for de oprindelige folk som lever i de områder, som nu skal gøres til genstand for spekulation. Varegørelsen af selve naturen tager kapitalens fetichkarakter til nye højder og understreger den uløselige modsætning mellem kapitalisme og et bæredygtigt stofskifte mellem mennesker og natur.
Logistisk krise
Siden starten af 2020 har kapitalismens internationale forsyningskæder været i krise – udløst af covid-19-pandemien. Proxykrigen, som for tiden udkæmpes i Ukraine, har uddybet krisen, Vestens økonomiske krigsførelse har gjort den eksistentiel.
Containere hober sig op på havne, hylder står tomme i vestlige supermarkeder, tysk industri står overfor et muligt kollaps.
Krisen afslører, hvor sårbare de internationale forsyningskæder er blevet efter årtiers nyliberalisme, globalisering, udflytning af produktion til lavtlønslande, lean-effektiviseringer; kort sagt: Jagten på maksimal profit uden skelen til samfundsmæssige, menneskelige og miljømæssige konsekvenser.
Kapitalismens logistiske krise åbner op for vigtige forskydninger, som bør følges nøje. Den danske marxolog og kommunistiske filosof Søren Mau opridser i værket ‘Stum Tvang’ tre dimensioner, hvor den logistiske revolution har styrket kapitalens magt:
· “Kapitalens magt over arbejdere bliver stærkere, når kapitalen får nemmere ved at flytte produktionen eller udskifte underleverandører”
· “Øget rumlig fleksibilitet fusionerer og udvider markeder, og intensiverer dermed også konkurrencen mellem kapitaler såvel som mellem arbejdere”
· “Ved at omstrukturere den internationale arbejdsdeling graver kapitalen sig endnu længere ned i den sociale reproduktions trandenscentale niveau … (fordi) betingelserne for samfundets overlevelse på lokalt eller regionalt niveau spredes ud over hele verden, mens midlerne til deres forbindelse er under kapitalens kontrol”
Det er disse magtgreb, der nu smuldrer og omskabes for øjnene af os.
Den politiske situation i Danmark
Også i Danmark er det politiske billede blevet forrykket efter 24. februar. Ligesom 11. september 2001 satte nye grænser for det politisk spiselige, oplever vi i den nuværende situation en parlamentarisk venstrefløj, som er gået over til NATO-støtte og er på vej til at fuldende rejsen væk fra den progressive EU-modstand.
Den socialdemokratiske regering var ikke sen til sammen med det reformistiske Socialistisk Folkeparti og højrefløjen at udnytte befolkningens angst maksimalt.
Også økonomisk rammes Danmark af proxykrigen og Vestens økonomiske krigsførelse.
I et såkaldt “historisk nationalt kompromis” blev krigsbudgetterne sat voldsomt op, og en hasteafstemning skulle få integreret Danmark i EU’s militære opbygning. Planen lykkedes, som bekendt.
Også økonomisk rammes Danmark af proxykrigen og Vestens økonomiske krigsførelse. I juni opgjordes inflationen på årsbasis således til 8,2 procent (tal fra Danmarks Statistik). Det er en langt større stigning, end hvad lønningerne – endsige arbejdsløshedsunderstøttelsen og pensionerne – kan præstere.
Danske Bank har for mediet Finans udarbejdet en beregning, der viser, at prisstigningerne i øjeblikket løber fra lønningerne “i et tempo, der er så højt, at danskerne er blevet ramt af en historisk stor tilbagegang i deres realløn”.
Ifølge beregningen betyder prisstigningerne et fald i reallønnen på 3,9 procent – det største fald i den tid, der er udarbejdet kvartalsdata.
Det skaber naturligvis stor usikkerhed. En Gallup-undersøgelse fra juni viste, at knap 43 procent af de adspurgte danskere var bekymrede for, om de kan spare op til uforudsete udgifter.
32 procent “udtrykker endda bekymringer for, om de fremadrettet får råd til helt almindelige dagligvarer som mad, hygiejnevarer med mere”.
Svækket fagbevægelse
Den store usikkerhed med en inflation, der overhaler lønudviklingen, kommer efter en lang årrække, hvor fagbevægelsen har mistet medlemmer.
En organiseringsgrad på omkring 70 procent i 2000 var faldet til 53 procent i 2018.
Alene i 2020 havde Danmarks største faglige hovedorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation, en samlet tilbagegang på 27.100 medlemmer, svarende til et fald på 2 procent.
Organiseringsgraden blandt arbejderklassen er af afgørende betydning i Danmark, hvor vores lange tradition for en stærk enhedsfagbevægelse har skabt unikke resultater.
Hele vores arbejdsmarkedsmodel baserer sig på kollektive overenskomster mellem arbejdsgivere og fagbevægelsen.
Derfor ser vi også, hvordan et gråt arbejdsmarked – som konsekvens af medlemsflugten fra fagbevægelsen – vinder frem. Især indenfor hotel- og restaurationsbranchen og blandt bude og chauffører – for slet ikke at nævne landbruget og de store gartnerier – er der løn- og arbejdsforhold, som er meget langt fra det glansbillede, som den danske arbejdsmarkedsmodel normalt udmales som.
Samtidigt har presset på arbejdsløse og syge gjort det til en social og økonomisk katastrofe at miste sit job eller blive ramt af langvarig sygdom.
Vi ser i stadigt højere grad et arbejdsmarked, der reelt er blevet delt op i et A- og et B-hold, hvor den ene gruppe er dækket af kollektivt forhandlede overenskomster på baggrund af kollektiv organisering, og den anden står udenfor fagbevægelsens syns- og rækkevidde.
Man skal ikke være atomfysiker for at forstå, at den udvikling skaber yderligere pres på organiseringsgraden.
Enhedsfagbevægelsen og den massive organiseringsgrad blandt arbejderklassen har ikke bare afgørende betydning for hovedparten af arbejderklassens løn- og arbejdsforhold i Danmark, men bærer også en latent strategisk udfordring for den revolutionære bevægelse.
Som et sted hvor arbejdere har været organiseret fra vugge til grav, en alternativ magtfaktor baseret på demokratiske og aktivistiske kollektiver, hvor det fælles bedste har været på dagsordenen siden slutningen af 1800-tallet, har fagforeningerne længe udgjort et vigtigt strategisk element for revolutionære i Danmark, hvor det har været målet at gøre fagforeningerne til kamporganisationer for grundlæggende sociale og politiske forandringer.
Udhules organiseringsgraden i arbejderklassen, forsvinder altså også en vigtig platform for arbejderklassens kamp for fælles interesser.
EU-mindsteløn
Samtidigt har EU besluttet at indføre et direktiv om en fælles lovbestemt mindsteløn. Det på trods af at EU-traktaten slår fast, at Unionen ikke må blande sig i medlemslandenes arbejdsmarkedspolitik.
Det står ikke direkte indskrevet i direktivet, at Danmark vil blive tvunget til at indføre en lovbestemt mindsteløn. Men der åbnes for, at Danmark kan blive hevet for EU-domstolen og dér blive tvunget til at følge trop.
Der er brug for en samlet modstand mod monopolernes EU.
Set i det lys er direktivet et angreb på danske arbejderes rettigheder, det kollektive aftalesystem og arbejderklassens konfliktret – ligesom direktivet kommer til at undergrave kampen for kollektive aftaler i hele Europa.
Direktivet ligger i direkte forlængelse af EU’s årtier lange udvikling mod et indre marked uden regulerende barrierer for kapitalens og arbejdskraftens bevægelser på tværs af nationalstaternes grænser.
Direktivet underminerer ikke alene den danske aftalemodel, men også den kollektive, skattefinansierede velfærd, som i forvejen er under voldsomt pres – efter årtier med liberaliseringer, skatterabatter til de øverste lag, nedskæringer og et stadigt mere kynisk menneskesyn. Og nu også på grund af prisstigninger og massiv krigsoprustning.
EU forsøger at maskere direktivet som solidarisk – det er det ikke!
Erfaringer med politisk bestemt mindsteløn i lande som Storbritannien og Tyskland viser med al ønskelig tydelighed, at mindstelønnen ikke sikrede en bund under levevilkårene, men tværtimod indsatte en øvre barre over normallønnen for en stor del af arbejderklassen.
Samtidig underbydes mindstelønnen konstant af det wild west-arbejdsmarked, som med nye jobtyper, nultimerskontrakter og falske “selvstændige” skaber arbejdende fattige og en endnu lavere faglig organiseringsgrad.
For EU er mindstelønsdirektivet et naturligt skridt frem mod en fuldstændig harmonisering, så virksomheder let og uhindret kan flytte kapital og arbejdskraft rundt uden at skulle forholde sig til forskellige kollektive aftaler eller faglige og politiske rettigheder.
Der er brug for en samlet modstand mod monopolernes EU og Unionens undergravning og udhuling af de nationale borgerlige demokratier.
Danmark i NATO
Hver eneste dansker betaler hvert år 6000 kroner til militæret. Dermed indtager Danmark en fjerdeplads blandt de NATO-lande, der bruger flest penge på militæret per indbygger – kun overgået af USA, Storbritannien og Norge.
Ifølge NATO’s opgørelse brugte Danmark i 2014 22,7 milliarder kroner på militæret. I 2022 bruger Danmark 37,7 milliarder kroner.
I marts i år indgik den danske socialdemokratiske regering sammen med et flertal af Folketingets partier et såkaldt “nationalt kompromis” om dansk sikkerhedspolitik.
Kompromiset øger Danmarks udgifter til militæret, så de varigt kommer op på to procent af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP), sådan som kravet lyder fra NATO.
Ifølge beregninger fra Finansministeriet svarer det til, at de årlige militære udgifter i 2033 vil være steget til 53,4 milliarder kroner.
Selvom den øgede oprustning har taget ny fart efter 24. februar, er væksten i statens bevæbning ikke noget nyt fænomen.
På få år er den danske stats indkøb af militært materiel eksploderet: Hvor der i 2014 blev brugt cirka ti procent af de samlede militærudgifter på at købe militært udstyr, går 30 procent af de samlede udgifter til militæret i 2022 til indkøb af militært udstyr som eksempelvis nye kampfly, missiler og krigsskibe.
Dansk militær har blandt andet indkøbt 54 SM2-missiler i USA, der skal installeres på tre danske krigsskibe i 2026.
Der er afsat ikke mindre end én milliard kroner til at indkøbe de nye missiler, opdatere de eksisterende missilsystemer og oprette et nyt “missilværksted” i Nordjylland.
Missilerne er ifølge Forsvarsministeriet indkøbt, fordi de er “en efterspurgt kapacitet i NATO”.
Danmarks nuværende missilsystem er beregnet til selvforsvar og har en rækkevidde på 25 kilometer.
De nye SM2-missiler har en rækkevidde på næsten 400 kilometer – og kan bruges til at angribe såvel andre skibe som mål på land.
USA-baser på dansk jord
Den danske regering og USA’s forsvarsministerium forhandler i øjeblikket i dybeste hemmelighed om en ny militær aftale, der kan give USA ret til at udstationere amerikanske soldater på dansk jord.
Mens vi venter på resultatet af forhandlingerne, kan vi se, hvordan dansk infrastruktur allerede nu militariseres.
I maj udsendte det danske forsvarsministerium en pressemeddelelse, hvor det gjordes klart, at Esbjerg Havn har en god beliggenhed og størrelse, nærhed til logistisk infrastruktur og flere store kaserner med dertilhørende muligheder for indkvartering.
Derfor havde USA ifølge meddelelsen vist interesse for at bruge havnen som muligt knudepunkt for “deployering af allierede styrker til Østersøområdet og Baltikum”.
Det fik hurtigt Danmarks forsvarsminister Morten Bødskov til at springe op og logre med halen. I pressemeddelelsen, hvor vi hører, at ministeren er taget til Esbjerg for med egne øjne at bese havnen, siger han således:
”Ruslands forfærdelige angreb på Ukraine gør det helt klart, at Danmark skal leve op til forventningen om, at vi kan yde værtsnationsstøtte for allierede, der gerne vil igennem Danmark. Her kommer Esbjerg ind i billedet. Esbjerg Havn har en attraktiv beliggenhed i forhold til at kunne støtte vores allierede i NATO – og i særdeleshed USA, med deployering af blandt andet materiel til Østersøregionen. Det er en god mulighed for Danmark til at levere støtte til de lande, som sender forstærkninger til at varetage vores allesammens sikkerhed”.
Det er forventningen, at havnen kan stå klar til de nye militære formål med udgangen af 2023.
Såvel udstationering af USA’s tropper på dansk jord som åbning af dansk infrastruktur for transit for NATO-bevægelser kan ikke bare få vidtrækkende konsekvenser for Danmarks muligheder for selv at bestemme over brug af væbnet magt fra dansk grund, men vil også gøre Danmark til et mål i en eventuel storkrig.
Det samme gør den stadige strøm af våben, den danske stat sender til Ukraine – og i det hele taget den blinde loyalitet den danske regering viser USA.
EU-militær
I de stormfulde uger efter proxykrigens udbrud på ukrainsk jord skulle danskerne pludselig til stemmeboksen for i al hast at stemme om afskaffelsen af det særlige danske forsvarsforbehold, som har holdt dansk forsvarspolitik fri af EU’s overnationale lovgivning siden 1993.
Ikke overraskende var situationen – med en truende storkrig – præcis så gunstig for projektet, som det politiske flertal havde håbet.
Nu er også væsentlige elementer af Danmarks forsvarspolitik lagt i hænderne på lobbyisterne i Brussel.
66,9 procent af danskerne satte kryds ved ja til afskaffelsen af forbeholdet, mens 33,1 procent stemte nej. I alle landets valgkredse var der markant ja-flertal.
Stemmeprocenten var på 65,8 procent. Den næstlaveste stemmeprocent ved en EU-afstemning i Danmark.
Nu er også væsentlige elementer af Danmarks forsvarspolitik lagt i hænderne på lobbyisterne i Brussel.
Racistisk marginalisering
Danmark er blevet kendt som et af islamofobiens kernelande. Den racistiske tone i såvel medier som Folketinget er ekstrem, og igennem en lang årrække er danskerne blevet tilvænnet en voldsom hverdagsracisme, som har marginaliseret især muslimer og såkaldt “ikke-vestlige” – en ny distinktion, som bruges til at legitimere særlovgivning og diskrimination.
I marts i år udgav Institut for Menneskerettigheder rapporten Etnisk Profilering. Her dokumenteres brugen af etnisk profilering i det danske politis praksis.
Analysen er den hidtil mest omfattende i en dansk kontekst og undersøger, hvem politiet sigter, og hvad udfaldet af sigtelserne er. For som forfatterne skriver i rapporten:
“Som borger kan man forvente, at politiet kun sigter personer for forhold, som de kan blive dømt for. En sigtet persons etniske baggrund burde således ikke have betydning for, om en sigtelse ender med en fældende dom eller ej. Hvis politiet i systematisk højere grad sigter minoritetsetniske borgere for forhold, de ikke findes skyldige i, kan det indikere, at politiet anvender en lavere standard for, hvornår de sigter minoritetsetniske borgere sammenlignet med borgere med dansk oprindelse.”
Og man må sige, at indikationen er til at få øje på: Indvandrere har 27 procent højere risiko for at blive sigtet uden at blive dømt end “personer med dansk oprindelse” – for efterkommere af indvandrere er risikoen for, at politiet beskylder dig for en forbrydelse, du ikke bliver dømt for, hele 45 procent højere, end hvis du ligner den gennemsnitlige hvide dansker.
Den strukturelle racismes dybe forgreninger har i Danmark viklet sig stramt om det borgerlige demokratis rødder.
Særligt mennesker med rødder i Mellemøsten og Østafrika udsættes for politiets forskelsbehandling. Således er sandsynligheden for at blive sigtet uden fældende dom 73 procent større for personer med libanesisk oprindelse og 45 procent større for personer med somalisk oprindelse sammenlignet med personer med “dansk oprindelse”.
Hvor vi med lys hud og “vestlig kultur” lysende ud af vores påklædning kan bevæge os uhindret rundt i det offentlige rum, bliver mennesker med mørkere hud eller med eksempelvis mellemøstlige eller afrikanske kulturelle udtryk altså reduceret til deres etnicitet, hudfarve eller religion – de bliver racialiserede, racegjorte.
Mens hvide majoritetsdanskere kan føle sig hjemme og ikke skal tænke over at skulle legitimere sig i det daglige, bliver racegjorte mennesker stoppet af politiet, ydmyget, visiteret, afkrævet identitetspapirer og i alt behandlet som noget udgrænset – noget fremmed, som ikke hører til. Noget uønsket.
Behandler man mennesker sådan, er det lige så sikkert som amen i kirken, at nogle vil søge alternativer til det omgivende samfund. Truslen om parallelsamfund kommer således ikke fra de mennesker, som har valgt at rejse mange tusinde kilometer for at bosætte sig i Danmark, men fra det samfund, som dømmer dig ude på forhånd på baggrund af din hudfarve. Det samfund som latterliggør din kultur, udskammer dine forældres religion og møder dig som en fjende.
Den strukturelle racismes dybe forgreninger har i Danmark viklet sig stramt om det borgerlige demokratis rødder og truer enheden i arbejderklassen.
Ghettolove – et boligpolitisk angreb
Samme tendens ser man i de af FN kritiserede ghettolove, som et bredt politisk flertal har indført og nidkært vedligeholder.
I november 2021 var den danske regering til “eksamen” hos FN’s Racediskriminationskomité (CERD). Det førte til skarp kritik af den danske ghettolovgivning samt en række anbefalinger til den danske regering.
Ghettoloven er sat i verden for at undgå høj koncentration af “ikke-vestlige” beboere i almene boligområder – som er områder med boliger, der ikke må generere profit, og som derfor er billigere end markedsgjorte boliger.
FN-komitéen påpegede blandt andet, at ghettolovgivningen har en “diskriminerende indvirkning på etniske minoriteter”.
FN-komitéen udtrykte også bekymring for, at ghettolovgivningens opdeling af borgere i “vestlige” og “ikke-vestlige” kan føre til “marginalisering og stigmatisering af dem, der bliver klassificeret som ‘ikke-vestlige’, og det kan føre til en skelnen mellem dem, der bliver betragtet som ‘rigtige danskere’, og ‘de andre’”.
Komitéen er også bekymret for, at ghettolovgivningens stempling af almene boligområder som “parallelsamfund” kan føre til, at beboerne vil blive stigmatiseret, når det gælder eksempelvis arbejde og adgang til en bolig.
FN-komitéen opfordrer på den baggrund den danske regering til at “ophøre med brugen af begrebet ‘vestlige’ og ‘ikke-vestlige’ i politikker og love”.
FN’s kritik har dog ikke gjort det store indtryk i Danmark. Senest har Østre Landsret denne sommer godkendt opsigelsen af “ikke-vestlige” beboere i et alment boligområde i Nordsjælland.
Målet med at opsige lejerne var at bringe andelen af beboere med “ikke-vestlig” baggrund i boligområdet ned til under 50 procent – og dermed undgå, at boligområdet blev stemplet som en hård ghetto, der kan føre til, at boligforeningen bliver tvunget til at nedrive boliger eller sælge 60 procent af sine almene familieboliger til private.
Ud over de racistiske overtoner i de såkaldte ghettolove er angrebet også rettet mod arbejderklassen og en række af dens tilkæmpede demokratiske rettigheder.
De almene boliger er nemlig i høj grad frigjort fra markedet og er historisk blevet drevet demokratisk af beboerne. Alt det angriber krigen mod den såkaldte ghettodannelse.
Natur og jordbrug
Naturen i Danmark har det historisk skidt. Danmark ligger i bund i EU, når det gælder om at beskytte naturen, og kvaliteten af levesteder for dyr og planter i Danmark er også blandt de ringeste i EU.
54 procent af arterne er i tilbagegang, har et hold forskere vurderet efter at have gennemgået et repræsentativt udsnit af de mere end 13.000 arter, der findes i Danmark.
Tilbagegangen skyldes især, at arternes levesteder er under hårdt pres. Kun 19 procent af levestederne er stabile eller i fremgang.
Det intensive, industrialiserede og i høj grad kemisk-afhængige landbrug spiller en hovedrolle i presset på biodiversiteten.
Landbrugsjord er en sparsom ressource af strategisk betydning. I Danmark udgør 61 procent af det samlede areal landbrugsjord. Derfor er det af stor betydning, at en liberal lovændring i 2014 har gjort dansk landbrugsjord til et investeringsobjekt for ikke mindst udenlandske spekulanter.
Loven åbnede op for, at danske og udenlandske kapitalfonde, aktie- og anpartsselskaber og udenlandske rigmænd frit kan opkøbe landbrugsjord i Danmark.
Med et pennestrøg fjernede man krav om, at produktionen skal styres af en jordbruger, der er tilknyttet stedet. Man fjernede også mindre lokale jordbrugeres fortrinsret til at købe jord op.
Skal fremtidens madproduktion sikres, og det på en måde som ikke nedbryder, men derimod genopbygger jordens frugtbarhed, er der brug for demokratisk kontrol.
Den danske lovgivning på området er blandt EU’s mest liberale. Og konsekvenserne er til at få øje på.
I alt 2,9 procent af dansk landbrugsjord – svarende til i alt 81.940 hektar dansk landbrugsjord – var i 2020 på udenlandske hænder, viser en opgørelse fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO).
Det er en stigning på over 2000 hektarer på bare ét år.
Samtidigt er der ingen krav om at registrere sig som ejer af landbrugsjord, og der er derfor ikke et samlet overblik over, hvem der ejer jorden.
Men en af de udenlandske investorer, vi kender til, er det tyske spekulationsselskab Munich Re, der – via det danske datterselskab Dansk Demetra – i 2021 ejede dansk landbrugsjord for 578 millioner kroner.
Det er en stigning på over 100 millioner kroner i forhold til 2020, hvor selskabet ejede dansk landbrugsjord for 460 millioner kroner.
Et andet af de firmaer, der har udnyttet liberaliseringen og opkøbt danske landbrug, er den globale investeringsvirksomhed FarmCompany. FarmCompany ejer i øjeblikket fem store landbrug i Jylland med i alt 1645 hektar jord.
Investeringsselskabets formulerede mål er at investere i og drive 10-15 landbrug med i alt 5000 hektar jord i Danmark.
På FarmCompanys hjemmeside får udenlandske pengemænd ti gode grunde til, hvorfor det er smart at opkøbe dansk jord.
Det er den engelske rigmand David John Hughes, som ejer aktiemajoriteten i FarmCompany, men konsortiet tæller også investorer fra Hongkong og Holland.
Efterspørgslen fra de udenlandske pengestærke spekulanter er med til at drive prisen på landbrugsjord op.
Ifølge ejendomsmæglerfirmaet EDC steg prisen på landbrugsjord i Danmark med 13 procent alene i 2021.
Et gennemsnitligt fuldtidslandbrug koster således i dag nemt 50 millioner kroner.
De skyhøje priser gør det svært for nye, unge jordbrugere at starte deres egne brug op og giver medvind for den industrielle stordrift på bekostning af småbrug.
Det er med til at koncentrere mere og mere landbrugsjord på færre og færre hænder – og til at fjerne jordejeren fra produktionen.
Det er ikke bare et demokratisk problem, men også et økologisk. Det er nemlig ikke ligegyldigt for naturen, klimaet og lokalområdet, hvem der ejer jorden.
Udenlandske investorer er ikke en del af lokalsamfundet. For dem handler investeringen om at tjene penge på intensiv stordrift, mens mindre, lokale jordbrugere, der er en del af lokalsamfundet, er langt mere tilbøjelige til at passe på jorden, fordi de selv og deres børn skal leve af jorden i mange år fremover.
Skal fremtidens madproduktion sikres, og det på en måde, som ikke nedbryder, men derimod genopbygger jordens frugtbarhed, er der brug for demokratisk kontrol med hvem, der ejer jorden, og hvad den bruges til.
Psykisk sundhed blandt unge
Det kapitalistiske Danmark er ikke bare en trussel mod naturen, men også mod menneskene, som lever i det danske samfund. Det ses især, når man tager et kig på den psykiske sundhed blandt danske børn og unge.
Gør man det, ser man, at cirka 15 procent af børn og unge under 18 år har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år. (Tal fra 2019).
Blandt unge kvinder mellem 16-24 år oplever 34,4 procent at have dårligt mentalt helbred. (Sundhedsstyrelsen 2022).
11 procent af skoleelever i alderen 11-15 år angiver, at de har en lav livstilfredshed. (SIF 2019).
I alt havde 57.100 danske børn og unge i 2019 en psykisk sygdom. Det svarer til 5 procent af alle 0-17-årige. (Socialministeriet 2020).
Omkring 11.000 børn og unge starter i behandling i psykiatrien hvert år. Det svarer til en stigning på knap 50 procent siden 2008. (SIMB 2021).
Mindst 16 procent af alle danske børn oplever at få mentale helbredsproblemer eller psykisk sygdom, inden de fylder ti år. (Vidensråd, 2021).
Det er en tragedie, som har massive samfundsmæssige konsekvenser.
Splittelsen på venstrefløjen
Og imens de ovenfor nævnte udviklingstendenser nedbryder samfundet og håbet om en bedre fremtid, står den danske venstrefløj splittet.
Dette gælder ikke mindst i den revolutionære bevægelse, hvor smågruppevæsen, sekterisme og personlige modsætninger er med til at opretholde splittelsen af kommunisterne i ikke mindre end fire erklærede kommunistiske partier. I et land med en befolkning på blot 5,8 millioner, vel at mærke.
Splittelsen bunder i en historisk situation, hvor endnu flere organisationer baserede deres virke på forsvar for og inspiration fra forsøget med at opbygge socialisme i en række forskellige lande.
I dagens politiske landskab er splittelsen uden reelt ideologisk indhold. Det viser stiftelsen af Kommunistisk Parti i 2006 da også.
I de senere år har marxismen oplevet en genoplivning – ikke mindst på danske universiteter.
Kommunistisk Parti, som udgiver Arbejderen, er resultatet af en enestående fusion mellem to historisk fjendtligt indstillede hovedstrømninger indenfor den danske kommunistiske bevægelse og viser, at kampen i det 21. århundrede ikke længere handler om at importere socialistiske modelsamfund i fjerne lande og tilpasse dem danske forhold, men om hvad vi ønsker os af fremtiden dér, hvor vi lever og kæmper.
Det 21. århundredes kriseakkumulation stiller spørgsmålet mere presserende end nogensinde før: Hvordan nedbryder vi kapitalens magt og opbygger alternativer under de særlige vilkår, som vi kæmper under i Danmark, Skandinavien og Europa – på et grundlag af international solidaritet og økologisk bæredygtighed.
Der er også lyspunkter. I de senere år har marxismen oplevet en genoplivning – ikke mindst på danske universiteter.
Der forskes i marxologi og diskuteres strategi og taktik i kampen mod kapitalismen, selv i borgerlige medier.
Den klassiske reformist Pelle Dragsted har udfordret definitionen af socialisme og sat samfundsforandringer på dagsordenen i de borgerlige medier, ligesom den kommunistiske filosof Søren Mau har skabt panik blandt store dele af det politiske spektrum. Hans udgivelse af Stum Tvang er, med sin undersøgelse af kapitalens magtmekanismer, ikke bare et unikt bidrag til den kommunistiske bevægelse, men har skabt en bemærkelsesværdig opmærksomhed om revolutionære spørgsmål.
I et radioprogram på en konventionel radiostation har to revolutionære fået sendetid to timer om ugen til at undersøge, hvordan en kommunisme for det 21. århundrede kunne se ud.
Der debatteres utopier, strategier og økonomiske og organisatoriske problemer i tænkte scenarier for et kommunistisk samfund blandt især unge intellektuelle.
Også Arbejderen og Kommunistisk Parti oplever større interesse, selvom det karakteristiske ved al denne aktivitet er, at den primært foregår uden for partierne og de revolutionære organisationer.
Alligevel er denne udvikling meget opløftende, og vi som kommunister ser det som vores opgave at udnytte vores medieplatform til at forsøge at danne bro mellem de venstreintellektuelle og den bevidste del af arbejderklassen.
Hvordan forandrer vi verden?
Med de ovenfor nævnte forhold in mente er der al grund til at konkludere, at forandringer sker om ørerne på os, om vi vil det eller ej.
Katastrofen lurer i form af fascisme, atomkrig og klimakatastrofe. Tidsligheden for revolutionære forandringer har dermed antaget en ny og central position i klassekampen.
Det handler ikke længere alene om, hvor længe de besiddelsesløse vil finde sig i at være adskilt fra forudsætningerne til at opretholde livet, eller hvor længe de, som har tilranet sig produktionsmidlerne, kan opretholde deres magt.
Det handler om, at de menneskelige samfund må forandres radikalt, før skaderne på natur, biodiversitet og klima bliver uoprettelige og med dominoeffekt fører mod de menneskelige samfunds ophør.
Ligesom forandringer er nødvendige, før der bliver trykket på den store røde knap, og atommissilerne hvisler igennem atmosfæren mod deres mål – med millioner af akutte ofre som konsekvens, efterfulgt af massedød under en ødelæggende atomvinter.
I en sådan situation må den langvarige kævlen og splid blandt revolutionære lægges på hylden: Der er vigtigere ting at tage sig til.
Alle marxister har en pligt til at fokusere på det, som samler, og på det som skaber fremdrift i arbejderklassen.
Vi kan ikke tillade os at pege fingre ad andre, som kæmper for forandringer, men må alle kæmpe på den måde vi finder bedst – og forsvare retten til at kæmpe for forandringer i en verden, der bevæger sig på en knivsæg.
Enhed og kammeratlig kritik
Arbejderklassen har alle hudfarver, alle køn og intet køn, er homoseksuel, heteroseksuel, aseksuel og biseksuel. Arbejderklassen tilbeder alle guder og tror slet ikke på skabende entiteter.
Arbejderklassen er lige så spraglet som selve livet, og vil vi vinde kampen for menneskehedens fremtid, gælder det om, at vi ikke lader os splitte.
Borgerskabet ser os hellere end gerne kæmpe med hinanden.
Vi må bruge vores forskelligheder og forskellige udgangspunkter for at kæmpe som den styrke det er. Solidaritet kræver ikke, at vi er enige, men om at vi anerkender hinandens kampe som legitime.
Lad os derfor forholde os solidarisk til andre, der kæmper fra andre positioner end vi selv, og ellers fokusere på at føre vores egne kampe det bedste vi kan.
Det betyder ikke, at vi ikke må diskutere og blive klogere i fællesskab gennem kammeratlig debat. Tværtimod! Båndene på tværs af grænser, positioner og kulturer må knyttes stadigt tættere, og vi skal lære at holde kritik kammeratlig og konstruktiv – og først og fremmest ikke lade de borgerlige medier drive kiler ind imellem os.
Danske LSE Fellow ved London School of Economics and Political Science Lukas Slothuus identificerer i forskningsartiklen ‘Comradely Critique’, hvad han finder er nøgleelementer i en definition af kammeratlig kritik som: God tro, lige menneskelighed, ligeværdighed, solidaritet, samarbejde, fælles mål og afværgelse af fatalisme.
Jeg mener, at der er noget meget grundlæggende at hente ved at huske på disse elementer, når vi debatterer teori eller kritiserer hinandens praksis.
Så mange særinteresser er viklet ind i klasseinteresserne. Klasseinteresser udviskes af propaganda eller camoufleres af systemiske strukturer.
Som publikationer, der har som mål at forandre verden, har vi en central rolle i skabelsen af en konstruktiv kultur i og på tværs af revolutionære partier og bevægelser.
Så mange særinteresser er viklet ind i klasseinteresserne. Klasseinteresser udviskes af propaganda eller camoufleres af systemiske strukturer.
Vi bør derfor efter min mening gå nysgerrigt til værks og huske på, at ingen gider at lytte til nogen, som ikke gider at lytte til andre.
Vi skal lytte, ikke altid til hvordan folk ytrer sig, men i højere grad lede efter de bagvedliggende årsager til for os uforståelige ytringer eller holdninger. For kun på den måde kan vi få øje på, hvordan alle dele af arbejderklassen kan sættes i spil for revolutionen.
Forandringer føres ikke igennem af enkeltstående, brillante individer, men af massernes brogede skarer, som vi skal lytte til, aflæse og guide i en retning, som fører væk fra fascisme og krig, mod socialisme og befrielse.
Det kræver gejst at forandre samfundet, derfor skal marxistiske publikationer ikke bare beskrive verdens tilstand, men finde de gode eksempler og fremstille ofrene for imperialismen, ikke bare som undertrykte, men også som kæmpende individer – finde ind til gnisten og forsøge at starte den steppebrand, der kan forandre verden.
Jeg mener, at dette er essentielt for sejr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
