Fejring
I weekenden blev det højreekstreme parti Alternative für Deutschland (AfD) størst ved lokalvalget i den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Med hele 44 procent af stemmerne blev partiet mere end dobbelt så stort som CDU, der kom på andenpladsen med 18 procent af stemmerne.
Det er ikke nok til et absolut flertal, og eftersom de andre partier i staten har afvist at pege på en ministerpræsident fra AfD, kan mulighederne for en ministerpræsident fra det højreekstreme parti se svære ud. Men selv hvis det ender i et nyvalg i delstaten, er resultatet af de seneste valg stadig ikke til at tage fejl af – AfD har ramt en nerve i den østtyske delstat.
Meget fokus har været på, hvor ekstreme AfD er på særligt spørgsmålet om immigration. Og det er ikke nogen hemmelighed, at partiet længe har agiteret for den nyfascistiske politik “remigration” samt krævet et totalt asylstop i Tyskland.
Partiet har endda haft møder med nynazister og andre fra det ekstreme højre om, hvordan remigrationsplanerne konkret skal udmøntes, hvis partiet får magten på det føderale niveau.
Men Sachsen-Anhalt som stat har en utroligt lille mængde etniske minoriteter og har ikke modtaget synderligt mange asylansøgere eller immigranter de sidste mange år. Så hvordan har et parti som AfD, der slår sig så meget op på udlændingepolitik, formået at blive det største parti?
Højredrejningen tager fart i de her år, men den kan bekæmpes, hvis alle progressive stemmer formår at formulere konkrete løsninger til befolkningens udfordringer.
Det kan der være mange forklaringer på, men det er relevant at se på, hvordan genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland i start 90’erne stadig påvirker befolkningerne i dag. Sachsen-Anhalt lå i det gamle DDR og har været særligt hårdt ramt af deindustrialiseringen, der fandt sted efter genforeningen.
Særligt statens energiproduktion, som tidligere bestod i udvindingen af brunkul og bearbejdelsen af det, en sektor som alene stod for 80.000 arbejdspladser i 1989, er fuldstændig væk.
Mange af de fabrikker og jobs, som plejede at holde liv i staten, er forsvundet. I dag er befolkningen i Sachsen-Anhalt blevet ældre, og de unge flytter ud af staten for at finde jobs i andre dele af Tyskland. For dele af befolkningen, der havde jobsikkerhed, uddannelse og velfærdsgoder i DDR, har genforeningen i høj grad føltes som en invasion fra Vest, som har taget alle de ting fra dem.
Den følelse af, at “de politiske eliter” i CDU eller SPD har glemt dem, har taget deres levegrundlag fra dem og efterladt dem uden et sikkerhedsnet, taler AfD direkte ind i. Mange tyskere lever i fattigdom, arbejdsløsheden er fortsat meget høj, og den føderale regering under Friedrich Merz har skåret enormt i sociale ydelser, særligt arbejdsløshedsunderstøttelsen, hvilket blot øger utrygheden blandt de fattigste dele af befolkningen.
Det er reelle bekymringer, som driver befolkningen lige i de højreekstremes arme. AfD har under valgkampen nemlig talt meget om særligt energiproduktion, hvor de vil have mere brunkul og mindre vedvarende energi – og sælger det som en plan for at skabe arbejde i staten igen.
Så selv om selve partiet AfD er på det yderste højre og i stor stil flirter med deciderede fascister, ville det være en fejl at sige, at alle dets vælgere er fascister. Ofte er det folk, der ser de etablerede partier som værende nogle, der ikke har deres interesser for øje, og at de højreekstreme derimod taler om de ting, som bekymrer dem.
At den progressive venstrefløj ikke har formået at organisere den utilfredshed hos dem selv, bør kalde på refleksion. AfD har formået at italesætte utilfredsheden, men deres løsninger vil kun lede til mere had og armod for arbejderklassen.
Og den modsætning bør venstrefløjen være særligt opmærksom på i disse dage. Højredrejningen tager fart i de her år, men den kan bekæmpes, hvis alle progressive stemmer formår at formulere konkrete løsninger på befolkningens udfordringer.
Formås det ikke, så bliver det højrefløjen, som får eneret på at “tale folkets sag”, og det ville være intet mindre end en katastrofe.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
