Vækker forargelse
Over 70 delegerede fra 43 organisationer i 17 lande samledes i Colombo fra den 16. til den 18. juli til konferencen “Hands Off Asia”, arrangeret af International Peoples’ Assembly og Tricontinental: Institute for Social Research. Valget af mødested var ikke tilfældigt.
For fire år siden blev Colombo et advarselssignal for hele verden: Statsbankerot, køer ved tankstationerne, et præsidentpalads besat af borgerne.
Men Sri Lankas krise var aldrig udelukkende et srilankansk fænomen; den var en koncentreret oplevelse af det, som store dele af Asien gennemlever i slowmotion: Produktionsstrukturer designet under kolonialismen til at tjene magtcentrene, gæld, der lægger bånd på ethvert budget – fra det nationale til den enkelte husstand – og en international orden, der straffer ethvert forsøg på at undslippe den.
Pushpa Kamal Dahal “Prachanda”, Nepals tidligere premierminister, beskrev dette øjeblik som et “forfaldende unipolært monopol, der viger pladsen for en multipolær åbning, som landene i det globale syd længe har ønsket sig”, men han fortsatte med at være forsigtig og tilføjede, at “direkte politisk dominans måske er trådt i baggrunden, men dominansmekanismerne er der stadig.”
“Hands Off Asia”-kampagnen gør det klart, at USA’s militærinstallationer, der er bygget for at omringe Kina, ikke forsvarer de samfund, der lever side om side med dem.
Han beskrev en teknologisk imperialisme, der er karakteristisk for den fjerde industrielle revolution: Kontrol udøvet gennem finansiel og strukturel afhængighed, militære alliancer og i stigende grad gennem data, digitale økosystemer og algoritmisk tilegnelse.
Han insisterede på, at suverænitet skal være “ligeligt integreret”, hvilket ikke blot betyder at have sin egen regering, men også uafhængighed på det økonomiske område, frihed fra gæld og kontrol over nationale ressourcer, opnået gennem befolkningernes aktive demokratiske deltagelse.
Dr. Dammika Patabendi, Sri Lankas miljøminister, fastslog rammerne ud fra sit lands brud med fortiden. Den lære, Asien fortsat giver os, er, at politisk uafhængighed ikke skaber uafhængighed. Strukturel afhængighed overlever den politiske magtoverdragelse.
En suveræn vej betyder friheden til at formulere en uafhængig økonomisk politik, til at rette nationale ressourcer mod national udvikling og til at give befolkningen anstændigt arbejde. Vijay Prashad præsenterede dagsordenen klart: “Hands off Asia handler om mere end blot at lukke militærbaser; det betyder at give Asiens befolkninger mulighed for at bestemme deres egen skæbne. Hands Off Asia betyder socialisme i dag”.
Konferencen beskæftigede sig med de sammenhængende systemer for imperialistisk kontrol: Militære, økonomiske, politiske og ideologiske. Taimur Rahman fra Pakistan satte tal på udbyttelsen: Mellem 1960 og i dag er der anslået trukket 152 billioner amerikanske dollar ud af det globale syd.
Jeff Xiong fra Kina bød på håb og forklarede, hvordan USA’s blokade af halvledere er slået fejl, idet kinesiske virksomheder udvikler AI-modeller til kun én procent af omkostningerne i Silicon Valley. Han opfordrede til at demokratisere AI gennem millioner af “barfodede AI-udviklere“, hvilket vil åbne døre og dyrke nye produktive og intellektuelle evner, der engang var forbeholdt den imperiale kerne.
Et blik fra Pakistan: IMF, militærstyre og venstrefløjen
Siden delingen (oprindeligt bestod Pakistan af et Øst- og et Vestpakistan, i 1971 løsrev Østpakistan sig og oprettede Bangladesh, red.) har Pakistan i gennemsnit oplevet militærdiktaturer hvert andet årti. Fra 1970 til 2024 er det blevet reglen snarere end undtagelsen i landets politiske landskab at styrte demokratisk valgte regeringer med magt.
Militærledere er notorisk kendt for at tjene USA’s imperialistiske interesser i regionen, lige fra krigen i Afghanistan under Zia-Ul-Haq til krigen mod terror under Pervez Musharraf.
Venstrefløjens rolle i at lede massebevægelser blandt arbejdere, bønder, studerende og undertrykte nationaliteter er imidlertid stadig stort set ukendt. Det var netop dette historiske perspektiv og denne analyse af den aktuelle situation, der blev præsenteret på konferencen af Progressive Students Federation (PrSF) og Mazdoor Kissan Party (MKP).
Konferencen “Hands Off Asia: A People’s Call for Sovereignty and Solidarity”, var arrangeret af International Peoples’ Assembly (Asia) og støttet af Tricontinental: Institute for Social Research. Konferencen vedtog Colombo-erklæringen.
Hands Off Asia, hvilket betyder:
Militært
- Fingrene væk fra vores have. Fingrene væk fra vores landområder. Fingrene væk fra vores luftrum.
- Ingen amerikanske eller allierede militærbaser på vores suveræne territorium. Intet AUKUS. Intet Quad. Ingen krig mod Iran. Intet folkemord i Palæstina.
- Stop for omringningen af Asien.
Økonomisk
- Fingrene væk fra vores økonomier. Fingrene væk fra vores ressourcer. Fingrene væk fra vores levebrød.
- Ingen statsgældsslaveri. Ingen betingelser fra IMF. Ingen toldtvang. Ingen teknologiblokader.
- De asiatiske folks ret til at opbygge økonomier efter eget valg.
Politisk
- Fingrene væk fra vores politik. Fingrene væk fra vores valg. Fingrene væk fra vores bevægelser.
- Ingen regimeskift eller højreekstreme stedfortrædere.
- De asiatiske folks ret til at bestemme vores egen politiske fremtid.
Ideologisk og kulturelt
- Fingrene væk fra vores historie. Fingrene væk fra vores medier. Fingrene væk fra vores forestillingsverden.
- Ingen kolonisering af den måde, vi opfatter os selv og hinanden på.
- De asiatiske folks ret til at fortælle vores egen historie og opbygge vores egen folkekultur.
- Fjenden er én og udelelig. Det samme må vores svar være. Vi forpligter os til folkelig solidaritet på tværs af kontinentet – frem mod den suverænitet, fred og socialistiske horisont, som vores folk altid har kæmpet for.
- Asiens fremtid vil blive bestemt af dets folk. Hold jer væk fra Asien!
Blot otte år efter sin dannelse blev Pakistans Kommunistiske Parti forbudt af staten. Tre år senere, i 1958, indgik Pakistan sit første IMF-program under general Ayub Khans regime.
Til i dag er antallet steget til 25 strukturtilpasningsprogrammer fra IMF. Gældsbetjening udgør den næststørste del af de årlige bevillinger i statsbudgettet.
På trods af hård undertrykkelse forblev venstrefløjen en magtfaktor, man måtte regne med, indtil 1980’erne, hvor den opbyggede folkets magt og prægede landets politik.
Arbejdere i byerne var organiseret i fagforeninger, der overtog fabrikker og tvang regeringen til at gennemføre en omfattende nationalisering af industrisektoren. Bønderne gjorde oprør på landet fra Hashtnagar til Tandojam og besejrede i nogle tilfælde godsejerne og omfordelte jorden.
Venstreorienterede studenterorganisationer vandt studenterforeningsvalgene på alle universiteterne i Pakistan, hvor de krævede gratis uddannelse og kæmpede for en antikrigspolitik.
Det var disse bevægelser, som den herskende klasse frygtede, og de blev knust gennem brutale militæroperationer, fængslinger og forbud for at bane vejen for imperialistiske krige og privatisering.
Forbuddet mod studenterforeninger i 1984 udgjorde et dødeligt slag ikke blot mod studenterbevægelserne, men mod venstrefløjens organisering som helhed.
Den nuværende generation er vokset op uden erindringen om et demokratisk campus og uden begrebet offentlig uddannelse. En systemisk afpolitisering gennem en fuldstændig afkobling af studenterpolitikken og udslettelsen af folkets historie fra læseplanerne har berøvet de unge deres kritiske tænkning og endda deres håb.
Ligesom i andre lande i Sydasien oplever de unge i Pakistan den værste arbejdsløshedskrise og fremvæksten af højreekstrem nationalisme.
Selv om der er opstået bevægelser omkring spørgsmål om militarisering, demokrati og politiske rettigheder, og disse i øjeblikket også udsættes for kriminalisering, har de ikke været i stand til at overvinde splittelsen og forene de forskellige undertrykte grupper blandt masserne.
Det er under disse forhold, at venstrefløjen stadig kæmper, ikke blot for at genopbygge vores organisationer, men også for at vinde den ideologiske kamp og genvinde vores historie, der har rod i den antikoloniale og revolutionære tradition, der søger at bryde neokolonialismens lænker og udvikle socialismen.
Udsigten fra Thailand: ved imperiets skillevej
Thailand var repræsenteret i Colombo af tidsskriftet DinDeng, Thailands Sydlige Bondeforbund (SPFT) og De Fattiges Forsamling. Kongeriget har historisk set ligget i hjertet af USA’s militære arkitektur i Sydøstasien og huser nogle af regionens mest betydningsfulde økonomiske, militære og politiske infrastrukturer.
“Hands Off Asia”-kampagnen gør det klart, at USA’s militærinstallationer, der er bygget for at omringe Kina, ikke forsvarer de samfund, der lever side om side med dem, men snarere udsætter disse samfund for fare.
Thailand kender dette på nærmeste hold. Vores jord har længe været brugt som udgangspunkt for den amerikanske imperialisme, fra dens grusomheder i Vietnam til de hemmelige bombninger af Laos og Cambodja.
I dag er der stadig amerikanske officerer stationeret i landets kommandocentre, mens vores befolkning bærer omkostningerne: Miljøødelæggelse, fordrivelse og tyveri af håbet for vores kommende generationer.
Thailands venstrefløjsbevægelse er gentagne gange blevet knust af dette militær med 13 kup siden 1932, hvoraf de to seneste blev gennemført mod den populistisk-venstreorienterede regering fra Pheu Thai-partiet.
Yngre thailændere, der engang blev betragtet som en dynamisk pro-demokratisk kraft, bevæger sig i stigende grad mod højreorienteret nationalisme, ikke fordi de afviser politik, men snarere fordi de er blevet tilbudt netop det, som Colombo-konferencen identificerede som problemet: En liberal politik, der nægter at udfordre den fastgroede reaktionære status quo, nægter at konfrontere militærets dominans og nægter at formulere et ægte socialistisk alternativ.
Pheu Thai/Red Shirt-massebevægelsen repræsenterer noget helt andet – en tilgang, der har gjort en ende på den politiske naivitet og omfavnet en kynisk materialistisk forståelse af kampen i det 21. århundrede.
Den erkender, at reformer uden modstand blot er midlertidige. Kampen for suverænitet kan og må ikke adskilles fra kampen mod fattigdom, udnyttelse og de to grene af militær og økonomisk dominans.
Thailand og Pakistan står over for det samme valg som resten af Asien: At underkaste sig denne dominans både eksternt og internt eller at opbygge ægte folkemagt.
Som konferencen fastslog, er suverænitet i det 21. århundrede en sammenhængende tilstand, der omfatter økonomi, teknologi, data og forsvar. Asien, hvor verdens økonomiske tyngdepunkt er ved at flytte til, er det sted, hvor denne kamp vil blive afgjort.
Den generation, der arver Asiens historie om modstand, må vise, at en anden vej er mulig. Socialismen i dag handler ikke blot om en bedre verden, den er en socialistisk verden, opbygget på kampens røde jord.
Denne artikel er udarbejdet af Globetrotter.
Om forfatterne: Benyasiri Eimviriyapong er redaktør, oversætter og propagandist hos Dindeng, et tidsskrift og forlagskollektiv, der søger at afkode det halvfeudale, det halvkapitalistiske og det halvkoloniale i Thailand. Hendes faglige fokus ligger på økologi, statsmagt og anvendelsen af revolutionær feministisk politik i dagligdagen. Fatima Shahzad er generalsekretær for Progressive Students Federation (PrSF) i Pakistan. Hun er desuden kunstner og redaktør ved Surkh Sawera samt organisator af Socialist Reading Group.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
