STARK bryder sympatikonflikt
Med den ændrede politiske situation efter Anden Verdenskrig – hvor imperiemagterne havde været tvunget til at afgive deres kolonier på sigt – var det blandt liberale statsvidenskabsmænd og teoretikere en anerkendt opfattelse, at imperialismen eller kolonialismen var erklæret død. De havde en forestilling om, at verden efter krigsafslutningen skulle være opdelt i selvstændige stater, og at kolonitiden og udbytningen af befolkningen ville være ved sin afslutning.
De tidligere kolonier havde fået deres frihed, men blev straks lænket til de imperialistiske landes kapitalisme anført af USA. Den tredje verden fandt sig selv spundet ind i et økonomisk net uden kapital og militær til at frigøre sig. Kort efter fredsaftalerne var Den Kolde Krig brudt ud.
De socialistiske idéer blev lagt for had.
Vietnam
En bevægelse mod krigen i Vietnam rejste sig i begyndelsen af 1960’erne. Frankrig, den tidligere kolonimagt, var slået ved Dien Bien Phu og derefter tvunget ud af Vietnam. USA stod parat til at afløse franskmændene, både økonomisk og magtpolitisk. Den amerikanske invasion i Vietnam i 1964 var en direkte forlængelse af de franske imperialisters koloniherredømme. USA’s hensigt var at inddæmme og forhindre flere socialistiske økonomier i Asien. Krigen var vendt mod ”de gule” og var ikke mindst et ideologisk korstog vendt mod kommunismen. USA led deres endelige sviende nederlag i 1975, både militært og politisk.
De tidligere kolonier havde fået deres frihed, men blev straks lænket til de imperialistiske landes kapitalisme anført af USA.
Vietnamesernes kamp havde givet næring til oprør blandt de tidligere kolonier. Et lille land overfor verdens største militærmagt. En krig hvor alle regler var brudt. USA havde truet med at anvende atombomber, de havde forgiftet den vietnamesiske jord, sendt napalm ned over befolkningen, brugt Vietnam som laboratorium for afprøvning af bestialske våben som fragmentationsbomber og napalm samt sendt over en million amerikanske soldater i krig i Vietnam. Vietnams kamp havde også ansporet mange arbejdere og studerende i Vesteuropa til at gå med i demonstrationer og aktioner for Vietnams frihed, også i Danmark.
Demos blev den danske Vietnambevægelses forlag og et antiimperialistisk center i årtier.
Efter Vietnam-krigen stod den amerikansk kontrollerede verdensøkonomi på randen af sammenbrud og havde mødt en folkelig modstand, der tvang verdens største krigsmaskine i knæ. I Paris i 1975 måtte USA underskrive en fredstraktat og trække alle tropper hjem. Næsten i et årti måtte USA slikke sine sår og forsøge at genoprette sin position som Vestens supermagt.
Imperialismeteoriens betydning
Med Vietnam-krigen som bagtæppe opstod et behov for fornyet analyse af imperialismens voksende magt og dens daværende fremtrædelsesformer. Mange gik i gang med at læse eller genlæse V.I. Lenins analyse af imperialismen som kapitalismens monopolistiske stadium. Marxisme og imperialisme blev en del af pensum på en række uddannelsessteder. Vi læste, at da ”styrkeforholdet nødvendigvis må veksle, er tvungne genopdelinger uundgåelige”, og de interimperialistiske eller superimperialistiske alliancer bliver blot et ”pusterum” mellem slagene og giver ikke nogen form for ”en fredfyldt superimperialisme”.
Den imperialisme, vi så udspille sig, var overvejende den amerikanske, der efter Vietnam-krigen måtte se styrkeforhold veksle og genopdelinger blive uundgåelige.
I Demos udgav vi i 1973 den amerikanske marxist Harry Magdoffs analyse, der gav os uundværlig viden om USA’s militærindustrielle kompleks, dets opståen, de multinationale virksomheders vækst og deres stigende gennemslag i tredjeverdenslande samt den vægt, som de havde fået indenfor statens anliggender.
Han skrev, at nogle af hans studerende ofte spurgte, ”om imperialismen er nødvendig”. Hans svar var: ”Imperialismen er ikke noget, et kapitalistisk samfund kan vælge eller lade være med at vælge, den er selve det kapitalistiske samfunds livsform.”
Ud over at læse bøger fortsatte vi solidaritetsarbejdet med den tredje verden. Vi arbejdede med dokumentation og afsløring af USA-imperialismens aggressioner og dominans i internationalt samarbejde. Vi arbejdede for 1970’ernes oprør og revolutioner kloden over. Et frihedens årti.
Efter nederlaget i Vietnam …
… var USA tvunget til at ændre strategi. Det militærindustrielle kompleks fik en central rolle. Imperialisterne blev konfronteret med, at den politik, de havde ført i de tidligere kolonilande, ikke var en farbar vej. De traditionelle midler – invasion og anvendelse af militærmagt – stod stadig til rådighed. Men der var brug for andre metoder anvendt mere målrettet: Militærhjælp for at styrke ”pålidelige” regeringer mod revolution i sammenhæng med økonomisk indsats for at fremkalde et miljø, der ville være gunstigt for udenlandsk kapital og import. Desuden – og ikke mindst – det allestedsnærværende CIA med overvågning og kontrol.
Den udvikling skabte til stadighed større modsætninger i flere af de tidligere kolonilande.
Solidaritet over grænser
I de enkelte vestlige lande groede solidariteten med den tredje verden frem til en international solidaritetsbevægelse. Det gav plads til et grænseløst klassesamarbejde mellem nationer rettet mod de kapitalistiske udbyttere. Parolen om at ”bekæmpe fjenden i eget land” vandt indpas, både hos arbejdere og hos studerende. På arbejdsmarkedet steg antallet af arbejdskonflikter, de studerende indledte et oprør, hvor de ville have indflydelse på forskning og uddannelsesplaner og skabe plads til arbejderklassens børn.
Protester mod EEC-medlemskabet og den voksende monopolkapital, mod Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, der holdt de tidligere kolonier og arbejderklassen i industrilandene som gidsler, blev stærkere.
Tiden kaldte på mod og oprør. Befrielsesbevægelser blev et politisk udtryk, der favnede klassekamp, kvindekamp og kønskamp såvel som miljøkamp, konkrete arbejdskampe og kampen mod EF (i dag: EU). Dokumentation, debatbøger, LP’er og plakater om det hele blev produceret af oprørske politiske bevægelser og udgivet hos os eller andre grupper og forlag.
Counterinsurgency – oprørsbekæmpelse
Kapitalismen var under pres og søgte nye strategier.
I Europa gik kapitalen i sidste halvdel af 70’erne til angreb på arbejderklassen og på den regulering, som hidtil havde lagt bånd på international handel og investering. Nye hemmelige tiltag, der skulle forhindre oprør på ”hjemmefronten”, blev afsløret. Hemmelige ”manualer til bekæmpelse af oprør”. Overvågning af studenter og arbejdere via efterretningstjenester både nationalt, men også internationalt, med hjælp fra USA, blev afdækket og offentliggjort.
CIA og det militærindustrielle kompleks assisterede med deres udvikling af nye ”våben” og metoder til at imødegå og nedkæmpe de mange oprør både på ”hjemmefronten” og i den tredje verden.
I Sydøstasien havde USA og Vesteuropas indtrængen fra midten af 1970’erne haft til hensigt at isolere Vietnam ved at tvinge de øvrige lande ind i andre markedsaftaler, indføre sanktioner og blokader og sørge for fravær af krigsskadeerstatning til vietnameserne. Desuden fravær af hjælp til afgiftning af de mange jordarealer, der vedvarende var ufrugtbare og uanvendelige i årevis efter krigen, og som skulle have givet vietnameserne deres daglige ris.
I de latinamerikanske og afrikanske lande gjorde befolkningerne modstand mod efterkrigstidens udbytning, der var fortsat trods beslutningen om ”frigivelsen”. De blev også konfronteret med den nye globale strategi counterinsurgency, en undercoverstrategi. Den imperialistiske undertrykkelse rejste sig efter sine nederlag, ændrede strategi fra åbne konflikter om territorieudvidelser til øget og ændret økonomisk dominans kombineret med militær og teknologisk magt. De fortsatte udbytningen.
Klassekamp bag kulisserne
I Danmark fik Politiets Efterretningstjeneste, PET, til opgave at overvåge protestbevægelserne, godt understøttet af USA og af NATO’s kontrol og ”opfordring” til de nationale efterretningstjenesters årvågenhed.
I 1977 udgav vi ”Klassekamp bag kulisserne”. Bogen byggede på amerikanske kilder og hemmelige dokumenter, der afslørede imperialismens hemmelige krige, skjulte operationer, CIA’s rolle og ansvar i den skjulte krigsførelse mod befrielsesbevægelser og revolutionære. Den beskrev, hvordan kuppet i Chile var sat i system med USA som dirigent, så den socialistiske stat brød sammen. Den viste, hvordan det var lykkedes at vælte en folkevalgt, socialistisk regering, der kunne udgøre en trussel overfor de imperialistiske interesser.
Angrebet på Chiles regering og drabet på præsident Salvador Allende var første del af en sammenhængende politisk plan til imødegåelse af ”nedbrydende oprørsvirksomhed” overalt, hvor den kunne vise sig. Kuppet blev foretaget i 1973, samme år som USA’s militære strategi i Vietnam-krigen viste sig at være totalt fejlslagen.
Der gik en lige linje gennem USA’s søgen efter mere succesrige strategier: Fra Vietnam, der havde fungeret som et forsøgslaboratorium for våbenudvikling og strategi og taktik, til de lande, hvor borgerlige regeringer var ved at miste grebet om deres statsapparat, og hvor USA så sine interesser truet. Strategien med ”skjulte operationer” bestod i at intervenere og gøde jorden, inden en venstreopposition voksede sig stor og udgjorde en virkelig trussel.
Oprørsbekæmpelse er ikke en militær strategi i gængs forstand, men inkluderer hele det samfundsmæssige spektrum af økonomiske, politiske og kulturelle aktiviteter. Den kræver udvalgte regeringsorganers medvirken og nøje analyse af det pågældende lands økonomiske, politiske og sociale strukturer. Den kræver nøje planlægning for, hvorledes de skjulte operationer bedst kan indsættes, og hvordan man kan indkredse eventuelle allierede til bekæmpelsen. Den nye strategi counterinsurgency var oprørsbekæmpelse kombineret med katastrofekapitalisme.
I Danmark var vi vidner til, hvordan efterretningstjenesternes villighed og samarbejde gav plads til udenlandsk overvågning og kontrol af borgere i Danmark.
I 1978 udgav vi ”Under Dække”. Bogen dokumenterede samspillet mellem NATO-politikere, efterretningsvæsener og rabiate højreekstremistiske smågrupperinger. Samtidig bragte den de første håndfaste beviser på CIA’s virke i Danmark. Den gav en nøje beskrivelse af overvågningens karakter og hensigt og påviste med tydelighed demokratiets svigefuldhed i dét Danmark, der havde støttet USA’s imperialisme generelt og specifikt deres krig i Vietnam. Bogen bidrog til bevidstgørelse af rækkevidden af USA’s indblanding i Danmarks interne forhold. Det stod klart, at regeringen havde haft et alt for tæt samarbejde med den ekstreme højrefløj og havde lukket øjnene for USA’s krigsforbrydelser.
Kontrol og overvågning af politiske modstandere havde nået et niveau, som offentligheden hidtil havde benægtet.
Neoliberalismen – rå katastrofekapitalisme
Efter det endelige nederlag i Vietnam i 1976 indfandt der sig en afmatning af den imperialistiske supermagt.
Det internationale valutariske samarbejde, som havde eksisteret siden Anden Verdenskrig med dollar som ankervaluta, gik i opløsning i begyndelsen af det årti. Dollaren var blevet devalueret og kursen gjort flydende over for andre valutaer. Det betød forrygende lavkonjunktur, hvor jobs styrtdykkede. USA måtte sætte gang i en ny økonomisk politik.
I USA og England blev det Reagan i 1981 og Thatcher i 1979, der gennemførte den nye økonomiske politik udviklet af Chicago-skolen og grundlagt af neoliberalisten og økonomen Milton Friedman.
Friedmann var inspirator for indførelsen af det deregulerede marked. Ideologien var kort fortalt:
”Kun en krise – reel eller opfattet som sådan – udløser virkelig forandring”. ”Når krisen indtræffer, afhænger de valgte handlinger af, hvilke idéer der ligger klar. Det er efter min mening vores grundlæggende opgave; at udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem levende og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige”, skrev Friedmann i 1962 i bogen ”Capitalism and Freedom”. Han ”udpegede krisen som øjeblikket for omvæltning”. Han blev nyliberalismens chefideolog.
Nyliberalismens begyndelse tidsfæstes typisk til 1970’erne, medens 1990’erne kan ses som dens storhedstid. Chile var, som nævnt, det første offer. General Pinochet gennemførte ”chokterapien” understøttet af USA, Friedman og hans ”Chicago-boys”. Hans økonomiske politik betød masseprivatiseringer, underminering af de sociale systemer, afvikling af strukturer til regulering af de frie markedskræfter, bekæmpelse af fagforeninger både ideologisk og militært, fuldstændig fri handel, en flad skat, magtesløse regeringer. Den udløste voldsomme protester og arbejdskampe.
Magthaverne i Vesten brugte ”chokterapien” til at ændre fundamentalt på de sociale strukturer, som de enkelte landes demokratier og arbejderbevægelser havde opbygget efter Anden Verdenskrig. Kapitalen havde slået kraftigt tilbage mod de revolutionære kræfter. En masterplan for udviklingen af kapitalens globalisering var ridset op.
I ulandene, der havde haft let adgang til kommercielle lån, var mange af landene havnet i en decideret gældsspiral. Både gamle og nye markeder var pålagt begrænsninger, kontrol og afhængighed, der gav mindelser om tidligere tiders kolonistatus. Forskellen var, at det enkelte land på papiret var en selvstændig nationalstat, men konkret skulle medvirke aktivt for at skaffe den nødvendige profit, som de imperialistiske magter skulle bruge.
For at sikre den udvikling gennemtvang de internationale økonomiske institutioner IMF og Verdensbanken omfattende ”strukturtilpasningsprogrammer” i ulandene op igennem 1980’erne og 1990’erne. Hensigten var at omdanne ulandenes ”stive statsdirigerede og bureaukratiske økonomiske system” til et ”smidigt markedsøkonomisk system”. Der skulle optages lån for at reformere deres nedslidte apparat, men lånene forøgede gældsbyrden og udløste en nedadgående negativ spiral.
Hovedarkitekterne bag strukturtilpasningsprogrammernes hærgen i den tredje verden erkendte senere, at problemerne var nogle andre end dem, de havde spekuleret sig frem til. De måtte indse, at hver gang dette globale system var brudt sammen indenfor det sidste århundrede, var den store destabiliserende kraft den amerikanske overekspansion samt banker og obligationsejeres forsøg på at få kortsigtede gevinster.
De monopolkapitalistiske sammenslutninger blev i samme periode forvandlet til gigantiske multinationale selskaber med politiske agenturer i IMF, Verdensbanken og WTO.
I bakspejlet kom en række af de konservative økonomer, der dengang var prominente talsmænd for, at den eneste vej til økonomisk udvikling var det frie marked og at mindske statens rolle, alvorligt i tvivl. Milton Friedman, der som nævnt var ideologen bag Thatchers og Reagans økonomiske politik, skrev i en bemærkelsesværdig artikel i 2001: ”At for ti år siden havde han kun tre anbefalinger til lande, der befandt sig i overgang fra statsdirigeret økonomi til markedsøkonomi: privatisér, privatisér, privatisér. Men jeg tog fejl, ordentlige institutioner er formentlig vigtigere end privatisering, måtte Friedman erkende.” (Globalnyt.dk, 27.10. 2004, S. Christensen).
En ændret verdensorden
Med udgangen af 1990’erne brød Sovjetunionen og de østeuropæiske lande sammen. Kapitalismen blev udråbt som sejrherre i Den ”Kolde Krig”.
Neoliberalismen havde formået at ændre verdensbilledet, markederne var deregulerede, verden var domineret af ét militær, én civilisation og ét finansmarked. Som eneste supermagt havde USA nu de militære muskler til at gennemtvinge sine stormagtsdrømme eller superimperialisme.
Integrationen af de socialistiske lande i den internationale arbejdsdeling kom i fuld omdrejning og bragte de interne modsætninger i disse lande til et klimaks, der svækkede deres økonomi og deres selvstændighed og deres politiske historie. De blev indmeldt i EU og nogle i NATO. Indførelsen af betaling i hård valuta bragte tidligere byttehandler inden for østblokken til afslutning.
Med ”chokterapi” og oprørsbekæmpelse hindrede nye magthavere effektivt muligheden for at etablere nye socialt fungerende rammer. Det førte til kriser og nærmest politisk kaos. Opløsningen betød demilitarisering i østblokken og resulterede i Warszawapagtens opløsning. De socialistiske økonomier var kvalt. USA-imperialismens hovedfjende var ”slået”.
Nye fjendebilleder blev skabt
USA’s monopolers kapitaloverskud krævede nye markeder. USA rettede blikket mod Mellemøstens olie. USA var desuden i konflikt med Libanon, Somalia, Kosovo, Colombia, Afghanistan, Irak og en række andre lande. Rustningsindustrien ekspanderede. USA’s regering måtte til stadighed støtte op om Israels fortsatte besættelse af Palæstina. En konflikt truede Mellemøsten.
Et politisk modsætningsforhold – ”vestlig og ikke-vestlig” – var under opbygning. USA’s nye krigsprojekt blev formuleret som en kamp mellem civilisationer. (S. Huntington, 1993.) USA påbegyndte et korstog for verdensherredømme rettet mod den ”ikke-vestlige” verden.
I Danmark lykkedes det at få politisk opbakning til USA’s korstog. I NATO’s navn deltog Danmark i krigshandlinger uden FN-mandat.
I Danmark var den politiske dagsorden påvirket af ”dem og os”-terminologi. Den racistiske højrefløj vandt politisk terræn og fik indflydelse på regeringsmagten i 2001. De gav fremmedarbejderne ansvar for de forringede vilkår på arbejdsmarkedet, på det boligpolitiske og sociale område, og de rettede aldrig kritikken mod militærindustri og udbytning. Den offentlige debat åbnede for grove generaliseringer om menneskers levevis og kultur, begrundet i deres etniske tilhørsforhold. De slap ”svinehunden” løs. Vi hørte råb i gaderne om ” Danmark for danskerne”, ”udlændinge ud”.
I Danmark tog folkelige demonstrationer mod racismen til, protester mod dansk krigsdeltagelse fandt sted på Christiansborg efter Irakkrigen, og i 2015 var tusinder på gaden for at protestere mod afvisningen af flygtninge på de danske veje. Men den danske regering forblev NATO-begejstret og bakkede fortsat op om opdelingen af verden i vestlig og ikke-vestlig. En politik der deler mennesker op efter etnisk tilhørsforhold. En politik der uden tøven fratager mennesker deres statsborgerskab.
I 2020 var 70 millioner mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Det er dobbelt så mange som for 20 år siden. Imperialismens ødelæggelser af de ”gamle kolonier” er den største årsag til, at mennesker flygter. Vi ser ingen tegn på, at globaliseringen fører til harmoni.
I denne socioøkonomiske ramme genfødtes et samfund, der accepterede racismen og frygtede højrefløjen. Politikerne strammede udlændingeloven til ukendelighed. Det antimuslimske univers bredte sig i regeringskontorerne. Mange accepterede tesen om ”civilisationernes sammenstød”. En kristen verden overfor en muslimsk verden. Lidt forenklet.
I det sammenstød måtte USA forbedre sin position.
Det nye baseimperium
USA havde gennem historien opbygget en række baser verden over. Nu var der brug for en ændret basestruktur og dermed nedlukning af nogle af de store tidligere baseanlæg. Den nye plan fra 2000-tallet var etablering af kæder af baser med forskellige funktioner, hvor nogle skulle være lily pads, åkandeblade, hvor tropperne kunne springe som velbevæbnede frøer fra USA, fra NATO-baser eller fra baser hos den japanske og britiske satellit.
Hele USA’s imperium af baser blev forbundet af 11 formationer af hangarskibe, der fungerer som en form for flydende baser, der bevæger sig over hele kloden, foruden en stigende militær tilstedeværelse i rummet. For første gang i historien udviklede verden sig øjensynligt til ét globaliseret imperium med USA i den centrale rolle, både finansielt, militært, institutionelt og ideologisk. USA har adgang til baser overalt på kloden, og opgaven er at passe på deres globaliserede imperium.
Det globaliserede imperium satte gang i en fornyet debat om imperialisme på internationalt plan. Nogle kritikere karakteriserede udviklingen således: ”Nationalstaten som organiserende princip for samfundslivet under kapitalismen er forældet på grund af globaliseringen.” Vi ser ”et imperium, hvor finanskapitalen ikke nødvendigvis skal være bundet, men bevæger sig rundt i verden på jagt efter den hurtigste gevinst på det globale marked”.
Imperialisme i dag
På den baggrund anså en række teoretikere imperialismen for at være passé. Men vi vil fortsat tale om ”imperialisme”, det kapitalistiske samfunds livsform.
Imperialismen har ingen holdbare løsninger for folket. Imperialismen er kapitalismens livsform. Derfor debatterer vi imperialismen i dag.
USA’s enestående position havde givet næring til teorien om, at globaliseringen havde opslugt nationalstaterne og skabt en transnational orden domineret af fritsvævende transnationale virksomheder. Men set i et historisk perspektiv skal globaliseringen snarere ses som et led i en fortsat proces i en lang historie.
Imperialismen vil fortsat bygge på nationernes kamp om herredømmet og vil derfor være afhængig af både nationale og internationale aftaler. Centrifugale og centripetale (udadgående) kræfter har altid eksisteret samtidig i centrene i den kapitalistiske proces, nogle gange med den ene eller den anden kraft som den dominerende. Det vil skabe skiftende perioder med ”fred og harmoni” og alternativt med uenigheder og vold. Overordnet betyder den ”modsætning”, at det vil involvere både økonomiske og militære kampe, hvor den stærkeste magt kommer sejrrigt og styrket ud med krav om accept og samtykke af taberne (Lenin).
Modsat de udbredte forventninger er modsætningsforhold blandt de førende kapitalistiske stater øget side om side med deres voksende indbyrdes afhængighed. Den geografiske spredning af kapital har heller ikke reduceret modsætningerne mellem de rige og de fattige lande. Skønt en håndfuld af tredjeverdenslande har nydt godt af globaliseringsprocessen, så har det ikke betydet nogen nævneværdige fremskridt i industri eller handel. Den dominerende afstand mellem ilande og ulande er fortsat med at blive større og større.
Harry Magdoff skrev i 2003, at USA-imperialismen altid vil generere større ulighed, undertrykkelse og militarisme, og at dens væsentligste rolle i imperialismen vil være centreret omkring USA-kapitalismens udvikling henimod et verdensherredømme. USA vil tage plads som den dominerende magt i en ”imperialisme uden kolonier”.
I sin konklusion pegede han på den uomgængelige begrænsning, der vil ligge i ethvert forsøg på at reformere den globale økonomi, hvis det ikke direkte vil og kan udfordre kapitalismens rammer og eksistens. Der skal intet mindre end en revolution til, magthaverne giver ikke deres magt fra sig. En lære som vi har med os fra de sidste 50 år i antiimperialistisk arbejde.
I 2021 står markedet, finanskapitalen og det militærindustrielle kompleks afklædt i en sundhedskrise uden andre visioner end vækst for øget profit. Virkeligheden er for os at se en rendyrket imperialisme på supermonopolernes betingelser. En virkelighed hvor miljøkatastrofer truer kloden, hvor udbytning og nød er hverdag for arbejdere verden over. Hvor klasseskel opretholdes og øges for hvert år.
Imperialismen har ingen holdbare løsninger for folket. Imperialismen er kapitalismens livsform. Derfor debatterer vi imperialismen i dag.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, maj 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
