Allerede i 1958 debuterede den 16-årige Peter Abrahamsen med ”Won’t you wear my ring”, dengang under navnet Peter Abrams i selskab med blandt andre guitaristerne Jørn Graungård og Jørgen Ingemann.
Han var cykelbud på pladeselskabet Sonet og fik chancen for at blive en af de første, der introducerede rock- og skifflemusikken i Danmark. Han blev kaldt Danmarks svar på Lonnie Donegan og rejste Norden rundt med sin skifflegruppe.
Senere gik han bookingvejen og var medstifter og redaktør af musikbladet Hit, men valgte at tage en reklameuddannelse og siden dukke op som folkemusikklubvært, manager og musikproducer for andre.
Grundlagde ”den litterære bølge”
I en længere årrække drev han sit eget musikbureau og pladeselskab Abracadabra fra Larsbjørnsstræde i hjertet af København og arbejdede med den tids fremadstormende navne som Shit og Chanel, Trille, Sebastian, Pia Raug og Erik Grip. Det var også her, den første ”Svantes viser” med Benny Andersen og Povl Dissing så dagens lys.
Det er beklageligt, at man ikke har vedligeholdt den politiske sang.
Peter Abrahamsen
Blikket for talenterne blev udnyttet, især i en lang årrække som opbygger og kunstnerisk leder af Gyldendals grammofonpladeselskab Exlibris. Her grundlagde han, hvad der senere er kaldt ”den litterære bølge”, hvor han formåede at parre musikere med litteratur i en frugtbar symbiose.
Blandt de mest kendte kan nævnes Mathildes version af Tove Ditlevsens ”Pigesind”, Sebastians Bertolt Brecht sange ”Tiderne skifter”, Peter Thorups indspilning af Tom Kristensen digte ”Rejsen til Kina” og Anne Linnets indspilning af Tove Ditlevsen digte ”Kvindesind” samt Erik Grips ”Frank Jægers viser”.
– Sproget i sangene bevarer vores identitet som befolkning, fremhæver Peter Abrahamsen i dag.
– Vi har traditioner, som gør, at vi har et fællesskab, og at vi kan kommunikere sammen. Det blev meget tydeligt under nedlukningerne sidste år, hvor vi begyndte at synge sammen. Hvis man undertrykker eller negligerer danske viser og sange, fordi vi hellere vil have engelsk popmusik som vores daglige føde, mister vi noget, først og fremmest sproget. Siden bliver vi historieløse, og så tør jeg slet ikke tænke på, hvad der sker.
– Jeg tror, det er vigtigt, at man holder en linje fra fortiden over nutiden til fremtiden og også underviser i de sange, der var før, så man kan se, hvordan digterne og sangskriverne tidligere behandlede tidsaktuelle problemer. Og så er det så dejligt at synge dansk! understreger Peter Abrahamsen.
Den politiske sang sygner hen
Det politiske engagement har altid været meget markant i Peters udgivelsesprofil og betydet både meget for ham selv og de omgivelser, han kom ud at spille i.
Land og Folk-festivaler, fredsfestivaler og utallige fagforeningers arrangementer har inviteret ham og hans skiftende orkestre til at skærpe opmærksomheden på ulighederne i samfundet. Han har blandt andet sat musik til Oskar Hansen, den norske arbejderdigter Rudolf Nielsen og arbejderdigteren Carl Scharnberg, som han også turnerede med i mange år.
Peter har i 2010’erne oversat den svenske digter Dan Anderssons smukke sange om livet blandt kulsvierfamilier på landet, og så sent som for to år siden udgav han sin version af danske Nis Petersen og en række af hans tydelige antikrigsdigte på CD’en ”Hvem rider gennem midnatsregn”.
– Den politiske sang er ved at forsvinde, mener Peter Abrahamsen.
– Den har grobund mange steder, men får ikke plads og bliver lidt hånligt betragtet, når den fremføres. Det er beklageligt, at man ikke har vedligeholdt den politiske sang, selv om der tidligere blev gjort meget for den.
– Jeg tror, det blandt andet skyldes, at de nye generationer på radio og tv ikke har deltaget i megen politisk aktivitet. Politiske sange er simpelthen ikke inde i deres lyttefelt. Måske kommer det stærkt tilbage i forhold til miljø og kønskamp, men hvor megen plads får den slags sange i forhold til al mulig anden musik på radiostationerne i dag, spørger Peter Abrahamsen.
Fortsat produktiv
Peter er far til seks voksne børn og tre, snart fire børnebørn. Sammen med sin kone journalisten Abelone Glahn har han i mere end 20 år boet på Nordfalster, frem til marts i år 2021, hvor de flyttede tilbage til København.
I årene på sydhavsøerne har det ikke skortet på musikalske tiltag, blandt andet har Peter igangsat og gennemført seks lyrik- og visefestivaler, som blev holdt i lyrikeren Emil Aarestrups museumshjem i Nysted. Desuden har han og hans kone i 15 år drevet dagligstuekoncerterne i Den gamle Skole i Maglebrænde med månedlige koncerter og gulerodskage. Desværre lukkede corona i november 2020 koncertstedet, der ovenikøbet har modtaget en Danish Music Award som bedste spillested kåret af publikum.
Den indre harddisk
I de senere år har Peter koncentreret sig om sine egne tekster samt sat musik til en lang række danske digtere op gennem 2010’erne, blandt andre Emil Aarestrup, Kaj Munk, Sigfred Pedersen, B.S. Ingemann og senest i 2019 Nis Petersen. I øjeblikket arbejder han med nogle af de allerældste sange, han lærte i begyndelsen, også for at anerkende, at man står på skuldrene af andre.
Han øver sig ugentligt med sin faste kollega guitaristen Ole Bendix, og det går lidt langsommere end tidligere, fordi Peter er på vej tilbage til musikken efter en alvorlig hjernerystelse og et par blodpropper.
– Hvad der ligger forude, ja, det har jeg ærlig talt ingen anelse om. Rent praktisk ved jeg, at jeg fortsat skal øve mig, gerne dagligt. Mit helbred bedres dag for dag, og jeg glæder mig til at komme ud at spille igen efter den for mit vedkommende forlængede coronanedlukning. Jeg holder heller ikke op med at komponere eller skrive. Der er mange gode digte endnu, der savner en melodi. Dermed vil jeg sige, at man ikke altid behøver at skrive en ny sang; man kan godt dykke ned i den sangskat, der allerede eksisterer, og så opdatere den til den tid, vi er i.
– Lidt humoristisk kan man måske sige, at indlæringsprocessen så småt begynder at slutte nu. Der er fyldt op, og jeg tænker højst, at jeg lige må få indspillet nogle af de ting, der mangler, og som fylder op på min indre harddisk. Nogle af teksterne har man gået og tygget på i 40-50 år og ser nu i et andet lys. Med alderen bliver man mere bevidst om sine egne følelser og fornemmelser, og når du har lært at håndtere dem, får du efterhånden et afklaret forhold til dem.
– Der kommer en tid til at gøre status over, hvad det er, vi kommer fra, og hvad er det, vi bliver til. En forfatter eller en pladekunstner skal vurderes på sin samlede produktion og ikke den enkelte produktion, for der kan være fejlskud eller mellemstationer indimellem. Sådan er det for forfattere, og sådan er det for musikere. Ville jeg have gjort noget anderledes, hvis jeg kunne starte forfra nu? Nej, det meste ville jeg gøre på samme måde. Dog ville jeg nok gerne have været operasanger også: Tænk at kunne stå på amfiscenen i den gamle arena i Verona og synge Verdi! Det har jeg til gode.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
