En væbnet afkolonisering
Da TV2-journalisten Jesper Steinmetz for en uge siden skulle lægge op til de efterfølgende dages forskellige internationale topmøder, erklærede han ordret citeret, at de “handler om kampen mellem den fri og den ufri verden”.
Han anslog dermed nøjagtig den samme tone og brugte den samme retorik, som diverse vestlige (læs: imperialistiske) ledere benyttede sig af i forbindelse med G7-topmødet i Carbis Bay, NATO-topmødet i Bruxelles og det amerikansk-russiske topmøde i Genève.
De førende imperialistiske lande med USA i spidsen er ude i et ideologisk felttog af dimensioner.
G7-topmødet kaldte til kamp for det nye mantra: “det regelbaserede internationale system” – læs: Følg vores taktstok, eller du er dømt ude. Og i forhold til Kina lovede de syv hinanden, at de vil stå op imod, hvad der kaldes “politik og praksis, der ikke baserer sig på markedet”, og som “undergraver en retfærdig og gennemsigtig global økonomi” – læs: Vi vil forsvare vores monopoler og deres profitter overalt.
På NATO-topmødet blev Kina ikke defineret som en egentlig fjende, men som en “systemisk udfordring”. Bid mærke i den formulering. Det hedder ikke, at Kina udgør en militær trussel. Det ville også være vanskeligt at påstå – NATO-landene er ikke ligefrem omringet af kinesisk militær. Og Kina har ikke engang en militær ekspansionsstrategi. Nej, der er tale om en ”systemisk udfordring”.
Med den formulering træder NATO et langt skridt videre end almindelig oprustning og militære operationer mod selvudnævnte trusler verden over. Den “systemiske udfordring” er udtryk for, at de førende imperialistiske lande med USA i spidsen er ude i et ideologisk felttog af dimensioner. De opfatter simpelthen, at deres markeds-, monopol- og profitbaserede system er truet.
Også Rusland er i skydeskiven, omend det ser ud til, at Biden har taget fløjlshandskerne på over for Putin i et forsøg på at splitte en kinesisk-russisk alliance.
Det er nok en overdrivelse at beskrive G7-landene som syv små dværge. Det gør Kina da heller ikke direkte. Men en talsmand for den kinesiske ambassade i London slår fast, at “den tid er for længst forbi, hvor en lille gruppe lande kan diktere, hvilke beslutninger der skal tages på verdensplan”. I sandhed ja! Mens G7-landene i 1970’erne rundt regnet stod for 80 procent af verdens bruttonationalprodukt, så er i de i dag barberet ned og står for 40 procent af samme.
Hvis Bidens formål har været at samle sine europæiske NATO-allierede til en kold krig mod fjende nummer ét, ser det ud til, at han er kommet langt. Modsætningerne lurer imidlertid under overfladen. Den franske præsident Macron konstaterede tørt i forbindelse med NATO-topmødet, at “Kina ikke ligger i Nordatlanten”, med henvisning til at NATO jo hedder Den Nordatlantiske Alliance og egentlig ikke har noget at gøre på den anden side af Jorden.
Som supermagt i forfald og tilbagegang bider USA fra sig og bliver stadig mere farlig. Det er det, vi er vidner til. Der er brug for klart at tage afstand fra en dæmonisering, der leder frem mod konfrontation og våbenkapløb. Og der er brug for at modgå den ideologiske offensiv, der skyller ind over os.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
