Da statsminister Mette Frederiksen den 5. oktober udskrev valg, kaldte hun det et “tryghedsvalg”. Det blev det også.
Almindelige menneskers tvivlrådighed og usikkerhed i en uoverskuelig og overvældende, usikker verden med krig og krise, frygten for morgendagen blev i sidste ende omsat til stemmer på “det sikre”. Til samling omkring det vi kender, fordi der er fare for noget, der er værre.
Socialdemokratiet står med 27,5 procent som valgets store vinder. Knap en million stemmeberettigede satte kryds ved A. Det er over dobbelt så mange som det andetstørste parti, Venstre, kunne mønstre. Og det er tre gange så mange som Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, som endte med at måtte placere titlen af kongemager på nederste hylde.
Frygten for morgendagen blev i sidste ende omsat til stemmer på “det sikre”. Til samling omkring det vi kender, fordi der er fare for noget, der er værre.
Enhedslisten fortsatte tendensen med tilbagegang fra sidste valg i juni 2019 og kan denne gang notere en markant tilbagegang med tab af fire mandater til følge. I den flagrende valgkamp formåede partiet hverken at levere svar på de påtrængende økonomiske problemer, som rigtig mange mennesker står midt i, eller fremføre systemkritiske forslag. Partiet står desværre nu svækket i Folketinget, og det er værd at dykke ned i en grundig analyse af, hvad tilbagegangen skyldes.
Frie Grønne, som markerede sig med en tydelig antikapitalistisk profil og gjorde en ihærdig indsats for at få nye grupper til at stemme, mønstrede knap en procent (omkring 31.000 mennesker) – og står nu uden for Folketinget. I Tingbjerg i København blev partiet størst med omkring 26 procent af stemmerne.
Højrefløjen er nu parlamentarisk opsplittet og opdelt i en stribe mindre partier, og vi kan kun håbe på, at de æder hinanden frem for at give fælles næring til hinanden.
Med de færøske og grønlandske mandater inkluderet – og med forbehold for fintællingen – gav valget mandatmæssigt flertal til den såkaldt røde blok. Men havde man haft forhåbninger om, at dét resultat skulle udmønte sig i en regering, tyder alt på, at man bliver skuffet.
Mette Frederiksen har – som annonceret gentagne gange under valgkampen – indgivet regeringens afskedsbegæring, og hun går nu gå i gang med at forhandle om “en bred regering hen over midten”.
Det er ikke mindst bagtæppet af krig og krise, der bruges til at argumentere for en regering hen over midten. Men den situation kræver i virkeligheden røde omfordelingssvar – fra våben og oprustning til klima og velfærd.
Uanset hvilke bogstavkombinationer, der vil gemme sig bag en mulig “regering hen over midten”, vil den med sikkerhed have et fokus på, hvad der kaldes en “reformkurs” og “strukturreformer”.
Det får alle faresignaler til at blinke. For al erfaring viser, at ordet reform i den sammenhæng dækker over mere nyliberalisme, mere privat, mindre offentligt og asociale angreb på dagpenge, kontanthjælp med videre.
I afslutningsdebatten mandag aften pegede Mette Frederiksen konkret på områder som arbejdsmarked, økonomi og uddannelse ligesom sundhed og sygehuse er i spil i forhold til strukturreformer…
Uanset hvordan regeringsforhandlingerne ender: Der bliver nok at tage fat på for alle aktive kræfter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
