Den 1. maj 2025 fejrer vi Arbejdernes Internationale Kampdag i skyggen af massiv oprustning og faren for krig. Det har vi gjort siden 2022, og det tyder ikke på, at det kommer til at ændre sig foreløbigt.
Derfor er det på en dag som i dag vigtigt at understrege endnu engang, at arbejderklassen ingen interesse har i magthavernes krigshysteri.
Det skulle man ellers tro, når man lytter til toppen af den danske fagbevægelse. De mennesker, som ellers skulle være arbejdernes repræsentanter, har lagt sig helt på linje med regeringens oprustningsdagsorden. I dag i en artikel i Arbejderen siger formanden for 3F, Henning Overgaard, blandt andet:
– 3F anerkender, at vi som land er nødt til at bidrage mere til vores eget forsvar – og at forsvarsbudgettet i lyset af den aktuelle situation i verden er nødt til at vokse.
Han bliver bakket op af sine medformænd i HK og FOA. De mener også, at der ikke er nogen vej uden om oprustning. Det eneste, de kan sætte spørgsmålstegn ved, er, hvor pengene skal komme fra.
– Prisen for oprustning skal ikke bare tørres af på lønmodtagerne. Og det gør politikerne klogt i at huske, hvis de vil sikre befolkningens opbakning til oprustning, siger Anja Jensen, formand for HK.
Men arbejderklassen har allerede betalt noget af regningen, da regeringen i 2023 tog store bededag væk fra dem, helt uden om den danske models overenskomstsystem. Der arbejdes mere, fordi krigsmaskinen skal fodres, og den bliver aldrig mæt.
De fagligt aktive stemmer, som kæmper for fred, skal ophøjes og støttes på alle måder muligt.
Når formand for FH, Morten Skov Christiansen, så samtidig taler om, at det kan være nødvendigt med en krigsskat, så er det svært at se, hvordan toppen af fagbevægelsen beskytter arbejdernes interesser.
At de på ingen måder stiller spørgsmålstegn ved oprustningens nødvendighed viser, at de er mere interesserede i gode forbindelser til magthaverne end at udøve deres roller som interesseorganisationer.
Der var engang i Danmark noget, som hed Fagbevægelsen for Fred. Den formåede til tider at samle bredt blandt de fagligt aktive i en fælles kamp for fred, nedrustning og diplomati. Det kan virke som en fjern tanke i den nuværende situation, men alligevel ser vi lignende tanker blandt nogle af de aktive kræfter i fagbevægelsen.
Underskriftsindsamlingen “Vi vil fred og velfærd – ikke krig og bomber” har formået at samle 355 underskrifter samt bidraget til diskussioner om emnet i forskellige fagforeninger og klubber. De aktive stemmer bag den indsamling har lagt et kæmpe arbejde i at få rejst diskussionen om fred i fagbevægelsen.
Det har ikke været en nem kamp, når toppen står på den diametralt modsatte side af dem. Derfor fortjener de også vores alles ros og støtte. I dag er sidste dag, hvor man kan skrive under, så tøv ikke med at gå ind og vis din støtte, du kan nå det endnu!
Fagbevægelsen stod engang stærkt på princippet om, at arbejdere i et land ikke skulle slå arbejdere ihjel i et andet land. På et princip om fred og diplomati. Det er principper, som vi må kræve, at bevægelsens ledelse kommer tilbage til.
De fagligt aktive stemmer, som kæmper for fred, skal ophøjes og støttes på alle måder muligt. Og i dag i Arbejderen gør vi netop det med en række temaartikler, der handler om fagbevægelsen og dens forhold til fredskampen.
Lad den her 1. maj blive den sidste, hvor oprustningsvanviddet går sin sejrsgang. Lad den blive dagen, hvor vi står sammen på tværs af arbejderklassen og siger nej til oprustning, nej til bomber og nej til krig.
God kampdag til alle!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
FAGBEVÆGELSEN VIL SENDE ARBEJDERKLASSENS BØRN I KRIG.
KAN DET BLIVE MERE ULÆKKER EN 1. MAJ
FAGBEVÆGELSEN HAR TOTALT SVIGTET ARBEJDERKLASSEN.
S – PAMPERNE HAR FÅET MAGTEN I FAGBEVÆGELSEN.
ER DER HÅB FOR ARBEJDERKLASSEN I SÅDAN EN FAGBEVÆGELSE ?????
Log ind for at svareFagbevægelsen og dets medlemmer vil ikke sende børn i krig. Der bliver ingen krig.
Freden i Ukraine er på vej.
Leve fagbevægelsen på arbejdernes internationale kampdag 1. maj!
God 1. maj!
Nej, freden i Ukraine er ikke på vej. Tværtimod. Trump har netop indgået en aftale med Zelensky om at tømme Ukraine´s ressourcer. Prisen for aftalen er naturligvis at Trump vil forsvare kup-juntaen i Kiev.
Jo, fagtoppen og dets passive medlemmer vil sende deres børn i krig, hvis eller når, det kommer dertil. På begge niveauer er støtten til kup-nazisterne og Biden-/ EU/Frederiksen-imperialismens retorik, massiv.
Den ubehagelige realitet er desværre, at Fagbevægelsen ikke har bevæget sig et skridt udover økonomismens ramper – mod socialisme, siden Lenin skrev: What To Do i 1902. Derfor er kapitalismen og dens ekstension, imperialisme, altdominerende på alle niveauer i dag under senkapitalismen. Dvs. at arbejdet mod socialismen, som Marx og Lenin teoretisk redegjorde for, er overladt til nutidens marxistisk-leninistiske pionerer og fremtidens skabninger.
Logikken i at Trump vil forsvare Ukraine halter. Han vil ikke støtte krig har han udtalt igen og igen. Han vil have de penge retur, som Biden har støttet Ukrainekrigen med. Det handler mineralaftaen om. Han går efter store langtidsaf-taler med Vladi-mir Putin om udvinding af Ruslands uendeligt store naturressourcer, der kan sikre den amerikanske økonomi og udvikling af deres industri.
God 1. maj!
Log ind for at svareJEG HAR VÆRET I SID LOKALBESTYRELSE — DET HEDDER 3 F I DAG.
JEG HAR I MANGE – MANGE ÅR BETALT TIL FAGBEVÆGELSEN.
JEG KAN PÅ INGEN MÅDE – GÅ IND FOR EN FAGBEVÆGELSE DER VIL OPRUSTNING.
OG SENDE ARBEJDERKLASSENS BØRN UD I KRIG !!!!
Log ind for at svareHer er en henvisning til mineralaftalen, som umiddelbart ikke stiller sikkerhedsgarantier til Ukraine.
https://rurtnews.com/news/616615-us-ukraine-resource-deal-recap/
Og en klog kommentar fra Oliver Stone om at europæernes forholden sig til historien.
EU engaging in ‘perversion of history’ – Oliver Stone — RT World News
https://rurtnews.com/news/616519-brink-wwiii-oliver-stone/
God 1. maj på arbejdernes internationale kampdag
Log ind for at svareBoligaktionen
Aktiv Fagbevægelsens Fredsinternationale
– mod militær oprustning for social ligning og velfærd!
God 1. maj på arbejderklassens dag
Vi har sendt visse partier i Folketinget vores skattelettelsesforslag i bunden, i dag på arbejdernes kampdag.
Rød Front✊
Rettelse:
Boligaktionen
– Vi har sendt visse partier i Folketinget vores forslag om: “Skattelettelser i bunden”, i dag på arbejdernes kampdag.
Rød Front✊
Boligaktionen
Våbenlobbyisme og militarisme versus social samfundsligning
– mod militær oprustning for social ligning og velfærd!
Danmark står nu ved et historisk valg. Vil vi være et sted, der fremmer krigens kynisme og dens våbenspekulanter?
Eller vil vi tage ansvar ved at vise, at en anden fremtid er mulig?
Vi må forlange at politikerne trækker deres investeringer ud af våbenindustrien og i stedet sætter fællesskabets penge ind i samfundsudviklingen for et moderne velfærdssamfund som vi kan være bekendt at give videre.
Vi nægter at lade vores fremtid dikteres af spekulative kynikere og dødens købmænd!
Nej til krigens blodpenge og kyniske spekulanter
– ja til social ansvarlighed og velfærd
Proposition: Skattelettelser i Bunden og Afskaffelse af Skat på Overførselsindkomster
Formål:
At skabe mere retfærdighed i skattesystemet, styrke købekraften for lavtlønnede og pensionister, samt bremse den stigende inflation på fødevarer.
Hovedpunkter:
1. Fjernelse af Skat på Overførselsindkomster
o Alle overførselsindkomster (fx folkepension, SU, kontanthjælp, sygedagpenge mv.) gøres skattefri.
o Dette vil øge nettoudbetalingen til de mest sårbare grupper og reducere bureaukrati.
2. Skattelettelser i Bunden
o Indførelse af et højere bundfradrag eller lavere beskatning af de første indtjenende kroner.
o Mål: At sikre, at arbejde altid kan betale sig, især for lavtlønnede.
3. Halvering af Moms på Fødevarer (25% → 12%)
o Umiddelbart pres ned på fødevarepriserne for at afhjælpe husholdningernes stigende udgifter.
o Dette vil især hjælpe lavindkomstfamilier, hvor en større del af budgettet går til mad.
Finansiering:
• Omlægning af Militærbudgettet:
o Prioritering af kerneopgaver i Forsvaret, men reduktion af de mest omfattende oprustningsprojekter.
o En del af de planlagte militære investeringer omdirigeres til skattelettelser og momsnedskæringer.
• Effektiviseringer i den Offentlige Sektor:
o Gennemgang af offentlige udgifter for at minimere spild og overlappende opgaver.
Fordele:
• Øget købekraft for lavindkomstgrupper og pensionister.
• Mere incitament til arbejde ved lavere beskatning i bunden.
• Direkte nedsættelse af leveomkostninger gennem lavere moms på mad.
• En mere retfærdig fordeling af samfundets ressourcer.
________________________________________
Politisk Argumentation:
Denne model kombinerer social retfærdighed med økonomisk ansvarlighed. I stedet for komplekse reformer, der ofte rammer skævt, foreslår vi en direkte lettelse for dem, der har mest brug for det. Samtidig sikrer vi finansieringen gennem en omprioritering af offentlige midler – ikke ved at hæve skatterne andre steder.
Ok, godt nok med det økonomiske skriv. Men kampen for fred og socialisme er jo politisk.
– Så hvordan kan arbejderklassen integrere sig materielt/varefetishistisk – og dermed ideologisk i kapitalismen/imperialismen – og samtidigt kæmpe for socialistisk udvikling?
Men Per, Det er en klassekamp og en grundlæggende uforenlig modsætning du beskriver. Det er virkelig ikke arbejderklassens opgave at integrere sig i kapitalismen. Vores forslag er netop det første formulerede socialpolitiske krav til social ligning nogen har set i mange mange år; – det er klassekamp.
Log ind for at svareNej, det er ikke arbejderklassens opgave at integrere sig materielt og ideologisk i kapitalismen-imperialismen – men er det ikke det den har? Hvor får du overordnet politisk øje på klassekamp?
Log ind for at svareMan kan selvfølgelig skelne mellem arbejderklassens ledere, fagtoppen, der som det fremgår af parallelsporet er helt med på oprustning, og har integreret sig materielt og ideologisk i kapitalismen-imperialismen og dens retorik – og så arbejderklassen som sådan. Men det er ikke mit indtryk, at arbejderklassen generelt er (freds)politisk aktiv eller aktiv på andre forandringsparametre såsom fx. klima og miljø.
Ønsketænkning er godt, men man bliver nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden, som den er – hvor det virker som om at gennemsnitsarbejderen er afpolitiseret, afideologiseret, og dermed ufiltreret og unuanceret køber imperialismens (diktator)fortællinger om Ukraine, Rusland, Syrien, Libyen, Irak, ex-Jugoslavien – og blot er interesseret i at få mere i lønningsposen mhp. at øge sit (CO-2) udledende forbrug med reference til middel – og overklassen.
– Og udover transition af hele det kapitalistiske-imperialistiske system som sådan, kræver overgang til et andet system, socialisme, jo også, som central komponent heri, en omformning til et andet lærings-/uddannelsessystem. Sovjet og DDR var her inde på sporet i form af materialistisk orienterede marxistisk-leninistiske universiteter og læringssystemer.
Så i den forstand er der jo lang vej til fagre nye socialistiske verden.
– Så hvis ikke socialisme, eller blot skridt mod forandring af fortsættelse af krige, klimaødelæggelse m.m., skal implementeres – skal der hankes gevaldigt op i det kritiske bagland, både hvad angår engagement, viden, debatniveau, argumentation og inspiration. Mange synes knap nok at kunne stave. Ellers vil forandring stensikkert og udelukkende, såfremt dette overhovedet vil ske, forblive et anliggende på elite/subelite-mod/subelite niveau.
Under den Kolde krig var der langt mere af ovennævnte plusord samt dynamik i den kritiske opposition – og her mener jeg marxist-leninister og dele af VS.
Og Tiden og Komm. S var gode til at levere intellektuelle analyser. Der var også gang i den kritiske debat på fx Århus Uni, hvor der blev forsket i kapitallogik og imperialisme. Og der blev undervist i Marxisme/ Arne Godfredsen. Alt stoppede brat med Murens Fald.
Men efter den Kolde Krig har en kollektiv, antiintellektuel fordummelse da godt nok sat ind og spredt sig til alle hjørner i samfundet, inklusiv til den kritiske venstrefløj.
Jeg skrev i Modkraft, der blev lukket for nogle år siden. Der var ellers mange gode strategiske analyser, som bl. a. afdøde professor på Århus Uni, Curt Sørensen stod for. Men samtidig foregik der debat om, på daværende tidspunkt Libyen, og tildels ex-Jugoslavien, hvor undertegnede blev svinet til for kritisk at støtte Gaddafi, Milosevic og Karadzic, og altså sætte spørgsmål ved USA-EU imperialismens begrundelse for at invadere og ødelægge disse lande. Jeg fik en rasende EL baby-hord, der gentog imperialismens retorik, efter mig, og det endte med, at de fik Modkrafts redaktion til at lukke min konto.
Og fornylig skrev jeg i politiken. Vi var 1-2, der gik imod den herskende linje i debatten om Ukraine. Og debatten om Syrien for den sags skyld. Debatten på Danmarks højeste oplysningsorgan blev lukket for ca. 6 måneder siden. I dag bruger Pol. stadig det påskud, at der er omstilling af avisen i gang og tekniske vanskeligheder forbundet dermed. Jeg skal ikke sige, at det var min skyld, debatten blev lukket, men jeg tror jeg medvirkede. Det er jo dem, der, på godt eller ondt, går imod strømmen – hvor få de end er – man lægger mærke til.
Ikke nok med at “kampen for fred burde være naturlig for fagbevægelsen”.
Jeg ved simpelthen ikke hvem eller hvilke kræfter der ellers skulle kunne vende den igangværende udvikling mod all out krig i Ukraine og ja, – også mod den allerede
fremskredne klimaødelæggelse – selvom førstnævnte er mest akut.
EU, Mette Frederiksen og co, der løgnagtigt påstår at det er Rusland, der vil krigen, medens EU gør hvad det kan for at skabe fred og diplomati?
Trump, der nu opportunistisk synes at have tilsluttet sig EU’ s version, herunder at” bolden nu er på Ruslands banehalvdel.”?
Venstrefløjen, Enhedslisten, der støtter imperialismens krige, retorik og russofobi?
Fredsbevægelsen, som er ikke eksisterende?
De afpoliserede, afideologiserede, a-historicerede unge – derudover slaver af mobiltelefon, og som med deres hørebøffer, ipods, osv. afkobler sig fra virkeligheden og fralægger sig ethvert ansvar for samfundsudviklingen?
Der er kun fagbevægelsen/ arbejderklassen, der har enhedsslagkraft til at ændre kurs mod fred. – Til at gennemføre socialisme, som den hidtil – stik imod Marx’ s perspektiv og version om at skabe et socialistisk samfund, hvor mennesker yder og nyder efter behov, lever i fred og i balance med naturens/klimaets bæreevne (er det så ulogisk at forstå?) – har solgt for integration i kapitalistisk løn- og forbrugsorgie. -“Manufacturing consent.” som en amerikansk forfatter skrev.
Ebba Elisabeth (Dagbladet Information)
9. maj 2025 12.45 CEST
Kære Per,
Tak for din henvendelse.
Jeg har hermed fulgt op på dit spørgsmål angående adgang til at kommentere.
Desværre kan jeg bekræfte, at du er permanent blokeret fra at kommentere på vores indhold, grundet gentagende overskridelser af vores debatregler. Dem finder du her.
Såfremt du har yderligere spørgsmål vedrørende artikeldebatten bedes du henvende dig direkte til Espen Fyhrie via esf@information.dk.
Hvis du ikke ønsker at fortsætte dit abonnement bedes du vende tilbage her i tråden med en bekræftelse herpå. Vi har 14 dages fortrydelsesret på vores abonnementer.
Du ønskes en god dag.
Venlige hilsner
Dagbladet Information / Kundeservice
Ebba
Ja, jeg tænkte på at diversificere debatten om Ukraine – og evt. få modspil – konstruktivt eller det modsatte, hvilket der jo desværre ikke er meget af på Arbejderen.
“Moderator” Espen Fyhrie har renset godt ud. Alle seriøse kritikere, og dermed al kritik af Ukraine og Nato synes at være så godt som fjernet.
Mine gentagne “overskridelser” af Informations debatregler består altså i, at jeg/vi har medinddraget Ruslands synspunkter og kritiseret Ukraine og Nato/EU.
– Mens alle de, der kolporterer Ukraines og Nato´s/EU´s synspunkter, dvs. alle de, der med Mette Frederiksen i spidsen, stik imod selve FN´s tilblivelsesgrundlag, formålsparagraf og eksistensberettigelse, oppisker til fortsat krig, død, ødelæggelse til sidste ukrainer/russer, europæer evt. – og ensidig dehumanisering af Rusland, altså ikke overtræder Informations etiske debatregler!
Debat/ meningsbrydning er essentiel i vestlig pluralistisk demokrati- og ytringsfrihedsforståelse.. Men denne teoretisk, ideologiske selvforståelse omgår EU, vestlige medier og politikere så, i aktuel relation til Ukraine, ved uargumenteret, og tilsyneladende uden at møde særlig meget intellektuel modstand, ved at stemple kritikere som disinformanter og Putinister.
Naturligvis vil jeg ikke betale for en avis, og samtidigt være udelukket fra debatten.
Hej Per
Du skriver, at der ikke er diversitet nok i debatten på Arbejderen. Jeg vil bare høre, hvad du mener med det? Og om du eventuelt har forslag til, hvordan vi kan styrke debatten her?
Vh Lucas Carn
Log ind for at svareNej, jeg tror du har misforstået, eller har jeg ikke udtrykt mig præcist nok. Med diversificering menes, at jeg, på baggrund af mine debaterfaringer som jeg har beskrevet ovenover, ikke vil være afhængig af, om den pågældende debatredaktion, det være sig på det lukkede Modkraft, Information, Politiken eller Arbejderen, vil lade mine kommentarer slippe gennem censuren. Det er ikke mig som person, men den seriøse, argumenterede meningstilkendegivelse, jeg tilstræber, der er relevant. Jeg kunne ikke drømme om at desavouere mig selv og spilde tid på personperfiditeter, som Informations åbenbart magtfulde moderator fejer mine “overtrædelser” ind under. Mine kollisioner med ham går i øvrigt tilbage til Nato´s krig mod Jugoslavien, herunder den påståede Srebrenica-massakre, som Serbien entydigt fik skylden for. Uanset hvordan man argumenterede og dokumentererede via andre kilder, der seriøst undersøgte den pågældende massakre, var det en stålfast påstand, de vestlige politikere og medier tudede deres opinion ørene fuld med. Nøjagtigt som “Gaddafi´s forestående massakre i Benghazi”, Libyen i 2011, “diktatoren Assad, der gassede sit eget folk og torturerede sine modstandere i underjordiske kældre”- og senest “Ruslands uprovokerede invasion i Ukraine.” Modpartens/ nuancerede synspunkter blev censureret dengang som nu.
Det er nok svært at få mere gang i debataktiviteten i Arbejderen. Alle er jo mere eller mindre, ikke mindst postkoldkrigsgenerationen, præget af postkoldkrigsliberalismens indoktrinering, hvilket jo i sig selv udgør en betydelig bremse for at tænke i det socialistiske alternativ – hvor jeg i øvrigt mener, at marxismen-leninismen mere eksplicit skal tilføres den økologiske dimension, dvs. mere marxisme, som fx Bellamy Foster redegør for. Ifølge Foster var Marx helt bevidst om samspillet mellem menneske og natur, og afviste blankt dikotomien mellem disse elementer. Det betyder ikke, at Lenin skal underkendes. Han bidrog jo med videreudvikling af marxismen, herunder imperialisme-teorien, klasse- og socialistisk ledelsesteori og “What To Do, 1902”, som jeg refererer til ovenover.
– Og man kan kan jo ikke blive med at bruge realsocialismens/ de realsocialistiske elementer heri, eller måske rettere det socialistiske begynder- eksperiments nederlag i den Kolde Krig som undskyldning for ikke at “komme op på hesten” igen.
Det er jo den dynamiske debat, der sætter gang i tingene. I gør jo nok hvad I kan inde på redaktionen, både hvad angår artikelledere, afholdelse af møder, hvor progressive, klarsynede videns-personer deltager. Det er nok baglandet, der er præget af træghed/ inerti, og som stadig ikke erkender, at fortsat/permanent passivitet er “ris til egen røv”, og det derfor er i deres egen interesse at komme “ud af røret.”
Og det er det jo også. Det er kun en midlertidig “ordning” i samfundsudviklingen, at politik/samfundsanliggende er “politikernes ansvar.” Vi har alle et medansvar for tingenes gang. Og der jo dét, de reelle og potentielle græsrødder fra den progressive arbejderledelses side skal motiveres til at forstå – hvis de da ikke vil ende som grædekoner, med hatten i hånden, i atomkrig, på en tønde i et oversvømmet verdenshav og bla. bla. Er lige kommet hjem fra Idre Fjäll. Vil tænke nærmere over hvad der eventuelt konkret kan gøres for at anspore græsrødderne til større (debat)aktivitet.
Supplerende bemærkning: Ok, græsrødder og græsrødder. Lønarbejdere selvfølgelig i overensstemmelse med marxistisk terminologi. Der skulle gerne være sammenhæng med sidstnævnte respons og mine kommentarerer ovenover.
Når kampen for fred ikke er naturlig for fagbevægelsen – som din overskrift jo går på – må det jo være fordi fred, som en bestanddel af et socialistisk perspektiv, rummer en politisk dimension , og følgelig at det politiske aspekt historisk er blevet nedprioriteret af fagbevægelsen til fordel for det økonomiske/materielle, altså lønforbedringer under kapitalismen/reallønnen.
Og klart, arbejderklassens umiddelbare interesse i lønforbedringer har historisk været indlysende, men kompleksiteten består jo i, som Lenin accentuerede, at arbejderklassens materielle interesse skulle forbindes med dets langsigtede politisk-økonomiske interesse i socialisme., dvs. overtagelse af produktionsmidlerne, ledelse af samfundsøkonomien, politikken, uddannelses- lærings-systemet, osv. Og det er jo ikke noget, der lige sker med et fingerknips at kunne omarbejde de overtagne borgerlige strukturer – eller den borgerlige retshorisont som Sovjet teoretiske kæmpede med at omstrukturere, i hvert indtil Krustjov-tiden.
Dertil kommer at Marx forudsagde at arbejderklassen ville blive tiltagende fattiggjort. Men det holdt jo ikke stik, hvilket videnskabsteoretikeren og kapitalismepropagandisten Karl Popper ivrigt falsificerede.
Måske kan man sige, at der underforstået var tale om et kompromis mellem kapital og lønarbejde gående ud på arbejderklassen fik lønforbedringer, dvs andel i kapitalistisk vækst, indkomst og dermed forbrug og co-2 udledning – såkaldt Pareto-optimalitet – for til gengæld at overlade den politiske arena til kapitalismen og dets borgerskab. I hvert fald har arbejderklassen, som Lenin noterede og beklagede allerede i What To Do,1902 fortsat været bemærkelsesvis fraværende på den politiske arena hvad fred og udenrigspolitik angår, hvilket i øvrigt afspejles i den partipolitiske sammensætning i det danske folketing.
At arbejderklassen har fået del i kapitalismens lunser forklarer måske også dets manglende modstand mod den krigeriske udenrigs- og oprustningspolitik som deres regeringer fører, eller måske endda loyalitet overfor det kapitalistiske-imperialistiske system, der har givet den disse materielle forbedringer? Arbejderklassen i de imperialistiske krigscentre, sekundært i Anden- og Tredje verdenslande, kunne vel solidarisk og relativt let stoppe produktion af dødsbringende krigsmateriel, som bruges mod andre lønarbejdere?
Konkluderende i denne omgang tror jeg også, at man må gøre sig klart, at der jo ikke er penge i fred. USA har jo siden sit hegemoni i 1945 været og er en relativ krigsøkonomi – som EU med sit kæmpe oprustningsprogram tilsvarende er på vej til at blive.
Og der er heller ikke penge i klimavenlig transportadfærd, herunder i grøn turisme for den sags skyld.
Men hvad pokker skulle man så bruge sine penge til når huslejen er betalt?
Socialisme kan, og skal ikke, som Krustjov var inde på, overgå kapitalisme i vækst, og dermed i indkomst og co-2 udledningsforbrug. Klimateknologi er helt ok, men har sine begrænsninger – som geo-ingeniører argumenterer vedr. den udbredte illusion om at tung metal udledende elbiler, co-fangst og deponering heraf i potentielt lækkende salthorste dybere nede i økosystemet, kan redde klimaet. Som seriøse klimaforskere anfører, kan kun vækst- og dermed igen indkomst- og forbrugsreduktion genoprette klimabalancen.
Socialisme handler altså ikke om mere vækst, mere indkomst og forbrug, flere biler og udekøkkener – men om at yde og nyde efter behov, om at have foden under eget bord, om at udvikle sig socialt, politisk, intellektuelt, kulturelt, motorisk, etc, som Marx skrev – om have nok, plus lidt ekstra eventuelt – om at leve i harmoni med naturen – om at reintegrere sociosfæren i biosfæren, som Dieter Duhm skrev.
I et yderligere svar til Güzels læserbrev: Hvorfor har folket ingen magt – som Arbejderen var hurtig til at fjerne, vil jeg, i relation til Ukraine og Covid -19, henvise til nedenstående link.
https://steigan.no/2025/05/statens-fiende-den-politiske-forfolgelsen-av-ulrike-guerot/?utm_source=substack&utm_medium=email
Naturligvis lukker også Arbejderen min brugerkonto – før eller senere.
Det er ikke nemt at være oppe mod status quo.
– Og nu har krigssvinene og nazi-støtterne i EU igen blokeret for southfront.press og strategic- culture.su. Folk skal jo nødigt have nys om Ruslands synspunkter. Så lige et indslag fra Aftenshowet i går, hvor to af slagsen deltog. Naturligvis inviterer DR aldrig fredsfolk, og slet ikke folk med kvalificeret viden, der ser nuanceret på Ukraine konflikten. Ikke at russiske medier er unddraget kritik, men får man ikke altid et bedre grundlag at stilling på, når man evaluerer modpartens synspunkter?
Log ind for at svare” krigssvinene” – det er jo præcist dét de stærke kræfter i EU, der pisker op til oprustning, krig, dvs. død og ødelæggelse, er.
Men man skal jo ikke bidrage til at at fremme lokumssprog, eller affaldsproletariatssprog, som Marx nok ville kalde sådanne udtryk. Derudover vil en ansvarlig redaktion nok også kunne få problemer – så jeg erstatter udtrykket med krigsoppiskerne i EU.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
