Traditionen tro uddelte 3F Kastrup igen år en aktivpris i forbindelse med fejringen af Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj.
Det er bestyrelsen i 3F Kastrup, der hvert år beslutter, hvem der skal hædres med prisen, som er blevet uddelt hvert år siden 1996.
I år gik priserne til forfatteren Morten Pape og lufthavnsoperatør Nicholai de Lasson.
Morten Pape får prisen for hans forfatterskab, der skildre opvæksten i boligkvarteret Urbanplanen, som er et af Amagers til tider hårde arbejdermiljøer. Han gør det respektfuldt men også i en direkte tone, enhver læser kan forstå. Man er ikke i tvivl om, at Morten Pape beskriver et liv og miljø, han kender indefra. Litteraturen, i Morten Papes hænder er med til at sikre at vi kan tale om problemerne, uden at det bare bliver statistik eller ”de andre”, lyder det i fagforeningsbestyrelsens begrundelse.

Den anden prismodtager er Nicholai de Lasson. Han er et ungt aktivt medlem i 3F Kastrup, og del af den store tilgang af nye unge medlemmer. Nicholai de Lasson har valgt at engagere sig i det faglige arbejde som lufthavnsoperatør i AFS. Han har endda være frisk på et kampvalg for at komme ind i den faglige klubs bestyrelse, og er i det daglige en positiv stemme for det kollegiale sammenhold og det gode arbejde. Det fortjener påskønnelse og vi håber Nicholais eksempel kan inspirere andre unge medlemmer.

3F Kastrup har uddelt aktivprisen siden 1996.
Prisen uddeles hvert år ved fagforeningens 1. maj-arrangement.
Aktivprisen gives oftest til en “ude fra” og til en eller flere medlemmer fra 3F Kastrups egne rækker.
Aktivprisen gives til: “Personer eller grupper, der aktivt arbejder for at sikre, forbedre eller beskrive livsvilkårene for almindelige arbejdere. Dette gælder både arbejdsmæssigt, kulturelt, miljømæssigt, uddannelsesmæssigt, historisk, videnskabeligt mv.”
Prisen består af et kontant beløb, et diplom, noget kunst og naturligvis, og vigtigst: hæder og ære….
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


