Åbent brev
1. maj – Arbejdernes Internationale Kampdag – har aldrig været mere aktuelt end nu. Ikke som en nostalgisk tradition, ikke som et ceremonielt tilbageblik på en svunden arbejderbevægelse, men som en levende og brændende påmindelse om, at klassekampen ikke er forsvundet – den har blot ændret form.
Hvert år forsøger politiske og økonomiske eliter at reducere dagen til symbolik eller kulturel arv, men under overfladen bliver modsætningerne i samfundet stadig dybere.
Nogle kalder 1. maj for en død tradition, men samtidig samler millioner af arbejdere sig globalt under røde faner for at protestere mod netop den udvikling, hvor arbejde bliver mere usikkert, lønninger presses ned, og sociale rettigheder udhules.
1. maj opstod netop som et resultat af arbejderes kamp for en otte-timers arbejdsdag efter strejkerne i Chicago i 1886. Disse kampe skabte de rettigheder, som senere generationer tog for givet – rettigheder, som nu igen er under pres.
I de sidste årtier har vi set en systematisk forskydning i magtforholdet mellem kapital og arbejde. Det gælder ikke kun i periferien af verdensøkonomien, men i selve centrum af de avancerede kapitalistiske samfund.
Reallønninger i EU er generelt vokset langsommere end BNP, hvilket i flere lande har forskudt indkomstfordelingen fra løn mod kapital. I samme periode er velstanden blevet koncentreret i toppen af samfundet, hvor de rigeste grupper har oplevet tocifret vækst i formuer.
Denne udvikling er ikke et tilfælde, men et resultat af strukturelle ændringer i kapitalismen, hvor produktivitetsgevinster i stigende grad ikke tilfalder dem, der skaber værdien.
Denne udvikling hænger sammen med en bredere neoliberalisering, hvor ideen om “enhver er sin egen lykkes smed” fungerer som ideologisk rygrad. Ansvar individualiseres, mens strukturelle problemer skjules. Arbejdsløshed, fattigdom og usikkerhed fremstilles som individuelle fejl frem for sociale forhold. Men virkeligheden er, at en ny global arbejderklasse er vokset frem – en prækariseret klasse uden stabile rettigheder.
Det er netop dette, der i dag beskrives som prækariatet. Den britiske journalist James Bloodworth dokumenterede dette i sin undercover-undersøgelse af Amazon-lagre i Storbritannien. Her beskrev han en “frygtkultur”, hvor ansatte konstant blev overvåget via håndholdte enheder, hvor toiletbesøg blev registreret som produktivitetstab, og hvor selv korte pauser kunne føre til disciplinære sanktioner. Ambulancer blev tilkaldt over 115 gange på tre år til samme facilitet. Dette er ikke en undtagelse, men en model for moderne logistik- og platformkapitalisme.
Den samme logik ses i Danmark, hvor platformarbejde er vokset hurtigt. Wolt-bude strejkede for nylig i København og andre byer i protest mod lave betalinger, manglende gennemsigtighed og fraværet af basale rettigheder som ferie, pension og sygdomsdækning. De beskrives som “selvstændige”, men arbejder under algoritmisk kontrol, hvor leveringstider, ruter og betalinger styres centralt. Denne form for arbejde er kernen i den moderne gig-økonomi, hvor fleksibilitet i praksis betyder usikkerhed.
Samtidig ser vi, at store teknologivirksomheder som Amazon og Uber har globaliseret denne arbejdsmodel. Arbejdere konkurrerer ikke længere kun lokalt, men globalt, ofte uden at kende hinandens vilkår. Det skaber et permanent nedadgående pres på løn og arbejdsvilkår. Selv virksomheder som Airbnb bygger på lignende fleksibilitet, hvor bolig og arbejde bliver flydende økonomiske ressourcer.
Den teknologiske udvikling, især inden for kunstig intelligens, forstærker denne tendens. Arbejdere i Kenya, Indien og andre lande udfører datamærkning og træning af AI-systemer gennem RLHF (Reinforcement Learning from Human Feedback), hvor mennesker lærer maskiner at tænke. Disse jobs er monotone, lavtlønnede og ofte psykisk belastende.
Samtidig erstatter de systemer, de selv træner, potentielt deres egne jobfunktioner. Dette er en moderne version af den klassiske marxistiske modsætning mellem arbejde og maskine, hvor teknologien ikke frigør arbejderen, men i stedet intensiverer udbytningen.
Som Karl Marx beskrev i Kapitalen, skaber kapitalismen en konstant bevægelse mod rationalisering og maskinalisering, hvor menneskelig arbejdskraft reduceres til en variabel omkostning. Dette ser vi i dag i automatisering, outsourcing og platformisering.
Men prækariseringen stopper ikke ved lavtlønsarbejde. Også akademikere, ingeniører og offentligt ansatte oplever i stigende grad midlertidige kontrakter, projektansættelser og usikre arbejdsvilkår. Universiteter anvender i stigende grad postdoc- og adjunktstillinger uden sikkerhed. Selv højtkvalificeret arbejde bliver en del af en fleksibel arbejdsreserve.
Samtidig er organiseringsgraden faldende i mange neoliberale økonomier. Fagforeninger svækkes, og kollektiv forhandling undermineres. Ser man på de overenskomstbærende fagforeninger i Danmark, er det kun omkring 50 procent af arbejdsstyrken, der er organiseret.
Men modstanden vokser også. I Sydkorea har Samsung Electronics oplevet massive arbejderprotester, hvor titusinder kræver højere løn og bedre fordeling af virksomhedens enorme profitter. Fagforbundet KCTU har spillet en central rolle i at organisere modstand mod et ekstremt konkurrencepræget arbejdsmarked.
I Europa ser vi lignende tendenser. Protester mod pensionsreformer, uddannelsesnedskæringer og forringelse af arbejdsvilkår er blevet tilbagevendende. Samtidig vokser en følelse blandt unge arbejdere af, at de ikke længere kan forvente stabilitet. En undersøgelse i flere OECD-lande viser, at en stigende andel af unge ikke ønsker at avancere i traditionelle karrierestrukturer, fordi de ikke længere oplever dem som trygge eller attraktive.
I Danmark er dette tydeligt i både offentlige og private sektorer. Platformarbejdere, studerende og unge lønmodtagere oplever stigende usikkerhed, mens boligmarkedet skaber nye klasseskel. Samtidig er velfærdsstaten under pres fra både demografiske ændringer og politiske prioriteringer, hvor militær oprustning prioriteres højere end social sikkerhed.
Denne udvikling hænger også sammen med en global politisk økonomi, hvor kapitalens bevægelsesfrihed står i kontrast til arbejdets begrænsninger. Kapital kan flytte sig frit mellem lande, mens arbejdere er bundet af nationale systemer og migrationsregler.
Dette skaber et strukturelt magtforhold, hvor arbejdskraft konstant er i en svagere position. Det ses blandt andet i USA under Trump-administrationen, hvor en strammere migrationspolitik over for udenlandsk arbejdskraft og migranter, som har et racistisk præg, påvirkede adgangen til arbejdsmarkedet og styrkede denne asymmetri.
Men historien viser også, at denne asymmetri ikke er stabil. 1. maj opstod netop som et resultat af arbejderes kamp for en otte-timers arbejdsdag efter strejkerne i Chicago i 1886, hvor flere arbejdere blev dræbt og henrettet. Disse kampe skabte de rettigheder, som senere generationer tog for givet – rettigheder, som nu igen er under pres.
Samtidig ser vi en politisk prioritering, hvor enorme ressourcer kanaliseres til militære formål. Milliarder af kroner i våbenhjælp og militær støtte til krigen i Ukraine fra europæiske lande, herunder Danmark, fremstilles som nødvendige investeringer i sikkerhed.
Denne militarisering er dog ikke begrænset til denne konflikt, men indgår i en bredere global spændingsdynamik, hvor USA’s og Israels krige i Mellemøsten, herunder mod Iran, bidrager til en fortsat optrapning af internationale konflikter.
Samtidig sker dette parallelt med et voksende pres på velfærdsstaten: Sygehuse mangler personale, uddannelsessystemet er underfinansieret, og sociale ydelser strammes. Det skaber et politisk paradoks, hvor staten er villig til at finansiere krig i udlandet, men samtidig reducerer trygheden i hjemlandet.
Derfor er 1. maj ikke blot et minde om fortiden, men også en kampdag for bedre arbejdsvilkår i nutiden samt for fred og bevarelse af velfærd. Den viser, at arbejdskraft stadig er samfundets grundlæggende værdiskaber, selv i en økonomi præget af krige, algoritmer, finans og platforme. Og den viser, at uden organisering, solidaritet og kollektiv handling vil de gevinster, der skabes, fortsat blive koncentreret i toppen.
1. maj-budskabet om organisering og solidaritet vil aldrig kunne kvæles af neoliberalismens individualistiske, overdøvende toner.
Den amerikanske arbejderaktivist August Spies, som blev dømt til døden for sin kamp mod kapitalismen, sagde ved skafottet: “Stilheden i min død vil være højere end det råb, I forsøger at kvæle nu.” Og Joe Hills budskab til kollegaer og kampfæller: “Sørg ikke, organiser jer!” er også stadig gyldigt.
I en tid med militarisering, voksende ulighed, prækarisering og teknologisk omstrukturering er spørgsmålet ikke, om klassekampen eksisterer – men hvordan den tager form. Og netop derfor er 1. maj ikke mindre relevant i dag. Den er mere relevant end nogensinde.
Derfor må arbejderklassens kamp for bedre arbejdsvilkår i Danmark også være en kamp mod krig, militarisme, racisme og for international solidaritet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
