Den danske regering med udenrigsminister Jeppe Kofod i spidsen opfører i denne tid et gigantisk skuespil for at føre den danske befolkning bag lyset i den igangværende stormagtsrivalisering mellem USA og Rusland omkring Ukraine. Kernen i den optrappede konflikt handler reelt set ikke om Ukraine, men om USA og NATO fortsat skal diktere udviklingen i Europa.
På den anden side forsvarer Rusland, ligesom resten af den kapitalistiske verden, blot sin egen elites økonomiske, politiske og territoriale interesser.
Og her står Jeppe Kofod last og brast med chefen på den anden side af Atlanten. Hele og halve usandheder fyger om danskernes ører – ikke mindst fra Jeppe Kofod, der angriber ethvert kritisk pip mod regeringens krigeriske kurs. Og desværre er der få kritiske spørgsmål fra mediernes side, så Kofod kan næsten slippe af sted med hvad som helst.
Jeppe Kofods krigeriske retorik har til formål at få den danske befolknings støtte til regeringens totale knæfald for USA’s imperialistiske eventyr. Der er decideret tale om psykologisk krigsførelse, hvor alle midler tages i brug.
Lad os kaste et nærmere blik på Kofods udgydelser.
Hykleri på højeste niveau
Kritikere, der blot opfordrer til at sætte sig ind i den russiske ledelses bekymringer over, at USA gennem NATO har flyttet sin militære tilstedeværelse helt op til Ruslands grænser, bliver kaldt historieløse af udenrigsministeren med henvisning til Ruslands annektering af Krim i 2014. Bekymringer for landes nationale suverænitet er ellers tilsyneladende ikke noget, der får Jeppe Kofod til at ligge søvnløs om natten.
Tænk blot på Israels besættelse af Palæstina og landets gradvise annektering af hele Vestbredden og dets blokade af Gaza. Her er ingen sanktioner eller bandbuller mod besættelsesmagten – tværtimod udvider regeringen samarbejdet med besættelsesmagten.
Heller ikke Marokkos besættelse af Vestsahara bekymrer den danske regering – også her vender den danske regering bevidst det blinde øje til og indgår via EU handelsaftaler med besættelsesmagten Marokko. Nævnes kan også USA’s besættelse af Syriens oliekilder og åbenlyse tyveri af landets olie.
Ansvaret for den skingre tone og krigeriske retorik bliver alene lagt på Rusland, som jo har opmarcheret over 100.000 tropper mod Ukraine og kan invadere landet når som helst. Ja, det skulle efter “pålidelige amerikanske kilder” ske i dag!
Tillid til en løgner
Regeringen har tilsyneladende “glemt”, hvor upålidelige amerikanske kilder er. I 2003 hævdede USA’s daværende udenrigsminister Colin Powell i FN’s Sikkerhedsråd skamløst, at Iraks daværende leder Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og fremlagde “troværdige beviser” på påstanden, og Danmark gik i krig på en løgn. I 2011 gik Danmark igen i krig i strid med folkeretten, da “troværdige” kilder påstod, at Libyens leder var i færd med at begå folkemord på sin egen befolkning.
Det er de samme kilder, som bevidst har ført verden bag lyset, som Jeppe Kofod i dag har blind tillid til.
Igen og igen har regeringen og danske medier forsøgt at opstille et skrækscenarie om, at russiske tropper truer både Ukraine og NATO, mens de behændigt undlader at oplyse om, at USA har omkring 80.000 soldater udstationeret på amerikanske baser i Europa. At NATO og USA i år har planlagt ni militærøvelser i Polen og de baltiske lande Estland, Letland og Litauen – altså klos op ad Ruslands grænse. Dertil kommer fire militærøvelser i Norge, to i Bulgarien, en i Rumænien, en i Georgien for blot at nævne nogle. De har alle som en sigtekornet rettet mod Rusland.
Regeringens fremstilling af Ukraine som demokratiets forpost mod barbarerne i øst er endnu et eksempel på bevidst manipulation. Den er tavs som graven, når det gælder Ukraines angreb på de demokratiske rettigheder i landet. En ny sproglov gør ukrainsk som eneste officielle sprog – tidligere var både russisk og ungarsk ligestillet med ukrainsk. Loven pålægger alle statsansatte, dommere, læger, soldater, parlamentarikere og lærere at tale ukrainsk, selv om en tredjedel af befolkningen har russisk som modersmål, og 12 procent har ungarsk. Brydes loven, koster det bøder og fængselsstraf, hvis man nedværdiger det ukrainske sprog.
Ni medier, både trykte og TV-stationer er i løbet af de sidste år blevet forbudt og har fået inddraget deres sendetilladelse i fem år, fordi de ifølge regimet udsender russisk propaganda.
Jeppe Kofods krigeriske retorik har til formål at få den danske befolknings støtte til regeringens totale knæfald for USA’s imperialistiske eventyr. Der er decideret tale om psykologisk krigsførelse, hvor alle midler tages i brug. Som bekendt er sandheden det første offer i en krig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.