Ydelseskommissionens rapport har fået debatten om offentlige ydelser til at blusse op igen, og det er ikke kun dårligt.
Men kigger man på kommissionens forslag, er selve præmissen så skæv, at det burde kasseres som halvandet års spildt arbejde.
Og det er ikke kommissionsmedlemmernes skyld som sådan, men opdragsstillerne i regeringen, der som grundpræmis har stillet det benspænd op, at anbefalingerne ikke må sænke beskæftigelsen – noget som jo kun kan ske i det omfang, at arbejdsgiverne ikke er villige til at tilbyde en konkurrencedygtig pris på arbejdskraften, set i forhold til de offentlige ydelser.
Dermed gennemsyres hele kommissionsarbejdet af den bizarre nyliberale logik, at det skulle være en samfundsopgave at sikre arbejdsgiverne mod lønstigninger til de ansatte.
Det er ren liberal talmagi at tro, at man skulle kunne trylle flere i arbejde ved at holde arbejdsløse i fattigdom.
Det eneste, man på den måde skaber, er grundlaget for et ræs mod bunden, hvor mennesker presses til at tage dårligt betalte lortejobs. Det giver ikke et rigere samfund, selvom det da unægteligt giver ekstra sul på overklassens sideben.
Med en økonomi der bare vækster derudad (ifølge de såkaldte økonomiske vismænd med tre procent i år og fire procent næste år) er der i den grad råd til at sikre alle arbejdsløse en rimelig kompensation eller et arbejde.
Og man behøver ikke engang lede længe for at få øje på, hvor pengene skal komme fra. Når de fem procent rigeste danskere indkasserer knap 22 procent af de samlede indkomster, er der plads til indkomstudligning.
Når alt det er sagt, skal vi jo også huske, at kontanthjælpssystemet ikke kun er for dem, der bare kan hoppe ud på arbejdsmarkedet og yde 100 procent den dag i morgen.
Alt for mange syge, slidte og sårbare mennesker er fanget i systemet i umenneskeligt lange perioder.
Svaret er dels – som Fagbevægelsens Hovedorganisation også har krævet – en pligt til at udrede mennesker, der havner på kontanthjælp, hurtigt og grundigt, så de kan komme videre og få den hjælp, de har brug for.
Men det kræver også, at vi dropper det ensidige fokus på krav til den enkelte udenfor arbejdsmarkedet og begynder at stille krav til arbejdsgiverne om at indrette et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor der ikke kun er plads til de, der kan yde 120 procent.
Arbejde under kapitalismen er jo dybest set tyveri ved højlys dag, hvor hovedparten af de værdier, almindelige mennesker producerer, ranes af de, som ejer produktionsmidlerne.
Men arbejdet rummer også nogle vigtige sociale aspekter og (trods fremmedgørelsen) en følelse af at bidrage til fællesskabet. Det at møde op og møde kollegerne og gøre et stykke arbejde kan også give mening til livet.
Også derfor er der brug for krav til arbejdsgiverne om et rummeligt arbejdsmarked – hvor folk bliver betalt reel løn for deres arbejde, samtidigt med at vi sikrer et ydelsessystem, som sikrer tryghed ved sygdom eller fyreseddel.
Det er ikke for meget forlangt!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
