Et år senere
Statsminister Mette Frederiksen leverede ved Folketingets åbning tirsdag en flot tale fyldt med fine ord og rigtige betragtninger på en række af de store problemstillinger, der bekymrer mange danskere. Som for eksempel klima og velfærd.
“Med FN’s seneste rapport står det brutalt klart. Vi skal gøre endnu mere. Konkret handling allerede i år. Til næste år. Året efter”, erklærede Mette Frederiksen.
Omkring velfærden understregede hun, at vi stadig har et stærkt velfærdssamfund.
“Men der er også mærkbare udfordringer. Der mangler tid til omsorg og relationer. Og alt for mange offentligt ansatte oplever, at de mangler plads til deres faglighed”.
To nedslag i den 22 sider lange åbningstale, som giver et indtryk af en statsminister, der griber fat om de mest alvorlige problemer i vores samfund. Helt klart positivt.
Men når Mette Frederiksen kommer med sine bud på, hvad der skal til for at løse problemerne, er det tydeligt, at der ikke er lagt op til en grundlæggende ny kurs i klimapolitikken eller et opgør med den liberalisering af den offentlige sektor, der har ødelagt så meget gennem de sidste årtier. En udvikling som Socialdemokratiet har været med til at stå i spidsen for.
Udenfor Christiansborg demonstrerede klimaaktivister, offentligt ansatte og andre, mens statsministeren talte. De kræver mere end flotte ord.
I forhold til klimapolitikken fortsætter statsministeren med at tegne videre på skønmaleriet af Danmark som et grønt foregangsland, der skal “påvirke de lande, der udleder mest”.
Et billede det slet ikke hænger sammen med det faktum, at Danmark ifølge tal fra Danmarks Statistik i dag udleder mere CO2 end i 1990, når man medregner danske transportfirmaers udledninger internationalt set samt udledninger fra biomasse. De ting tæller ikke med i de officielle klimaregnskaber, som derfor tegner et skævt billede.
Ar Danmark ikke er en klimaduks ses også at det faktum, af vi allerede den 26. marts i år havde forbrugt den del af klodens ressourcer, vi må bruge, hvis de skal kunne genskabes.
Statsministeren siger meget rigtigt, at situationen er alarmerende, men hun drager ikke den konklusion, at det kræver et grundlæggende opgør med den måde, vi producerer, forbruger og transporterer på i dag.
Vi bliver lullet til ro med, at regeringen allerede har gjort en masse, og at vi sagtens kan fortsætte som hidtil, bare det hele bliver mere grønt.
Statsministerens tale kommer på et tidspunkt, hvor sygeplejerskerne punktstrejker på sjette uge og forgæves forsøger at råbe politikerne op om et sundhedsvæsen, der er ved at bryde sammen. En lignende advarsel lyder fra SOSU’erne i ældreplejen.
Mette Frederiksen erkender, at der er problemer i ældreplejen og sygehusafdelinger, hvor der løbes for stærkt. Men hun undlader behændigt at nævne sygeplejerskernes strejke og regeringens indgreb i talen.
Som løsningsforslag på problemerne i den offentlige sektor peger statsministeren på det nye forslag til en velfærdslov, hvor pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre. Det er godt, men burde være en selvfølge. Loven vil ikke betyde genopretning af den velfærd, der er blevet udhulet de sidste mange år. Og den retter slet ikke op på det nødlidende handicapområde.
Mette Frederiksen vil også frigøre tid til velfærdsarbejdernes kerneopgave ved at skære ned på krav til processer, styring og papirarbejde. Fint nok. Men skal det gennemføres, kræver det et grundlæggende opgør med den nyliberalistiske tænkning, der i dag gennemsyrer den offentlige sektor. Det nytter ikke noget at lappe lidt hist og her. Der skal skabes helt nye måder at organisere på, hvor det er omsorgen for det enkelte menneske og ikke hensynet til økonomien, der styrer.
Udenfor Christiansborg demonstrerede klimaaktivister, offentligt ansatte og andre, mens statsministeren talte. De kræver mere end flotte ord.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
