Analyse
Statsministeren åbnede Folkemødet med at konstatere, at man stod på Danmarks østligste punkt – Bornholm. Tæt på Rusland – truslen fra øst, tæt på krig, tæt på udemokratiske kræfter, der ville bruge rå magt og trusler for at få deres vilje.
Oprustningsspiralen var sat i gang. Hun efterlyste mere oprustning i Danmark og i EU.
Meget malerisk så tilskuerne et Absalon-krigsskib sejle forbi i baggrunden, medens Mette Frederiksen holdt sin tale om den nødvendige oprustning. Men ikke mange ord om fred.
Vi skal umiddelbart undgå at øge konfliktniveauet i Europa. Vi må søge løsninger, ikke konflikt.
Fra en anden scene på Folkemødet kommenterede Peter Viggo Jacobsen fra Forsvarsakademiet statsministerens tolkning af den udenrigspolitiske situation og trusselsniveauet. Han vurderede, at Mette Frederiksen er “helt på Månen” med sine seneste udtalelser om, at russerne gør klar til angreb i denne valgperiode. Han kommenterede:
– Det er korrekt, at russerne bygger militært op. Det samme gør vi i Danmark og i EU. USA har forladt Europa og dermed Danmark. Men vi jo er ikke alene hjemme. De lande vi skal kæmpe med, der grænser op til Østersøen – Polen, de baltiske lande, Finland, Tyskland, Norge og nu også Sverige – bygger også op. De vil i løbet af den næste periode kunne få en mægtig styrke op at stå, der kan matche den russiske styrke.
Men er det en løsning? spørger vi.
Regeringen fastholder stadig, at vejen til fred findes ved at køre videre i oprustningsspiralen. Dén politiske kurs der nu har kørt i adskillige år uden effekt for en fredeligere udvikling i EU eller i NATO’s kritiske tilstand.
Hvorfor fastholder den danske regering den kurs?
Ifølge militæranalytiker Jan Werner Mathiasen er der i Danmark en høj grad af militarisme. Militarismen kommer til at betyde, at man generelt anskuer politiske løsninger gennem en militær optik.
“Man ser en nødvendighed i at anvende militæret”. Man har mere tiltro til det militære virkemiddel og ønsker på den baggrund at løse udenrigspolitiske problemer med de militære værktøjer.
I store dele af det officielle Danmark er man så besatte af militære løsninger på sikkerhedsspørgsmål, at det helt bliver glemt at se på andre og bedre muligheder.
Men, advarer vi, det politiske system er tvunget ud i at gentænke egen rolle i den globale sikkerheds- og udenrigspolitik og udarbejde en tidssvarende dansk forsvarspolitik. Vi skal umiddelbart undgå at øge konfliktniveauet i Europa. Vi må søge løsninger, ikke konflikt.
Det betyder, at USA ikke længere skal kunne tale på Europas eller Nordens vegne i sikkerheds- og forsvarsspørgsmål.
2025 blev det år, hvor de vestlige lande for alvor rystedes.
Den USA-dominerede verdensorden står afsløret med et fortsat krav om at være verdens politimand. USA viser sig som et land, hvor demokratiet undermineres, ændrer karakter og smuldrer.
Vi er i 2026 for alvor sat til dørs, men har lov til at kigge ind ad et nøglehul.
Vi lytter og ser fortsat USA’s magthavere diktere toldsatser, grænser, krige, våbenudvikling, medens de udpeger fjender, forrædere og dagligt fylder vores platforme med udmeldinger om krig, afskrækkelse og dæmonisering samt selvforherligelse.
Vi har fulgt USA’s udenrigsministerium og har givet samtykke og legitimeret deres selvbestaltede udpegning af “terrororganisationer” gennem årtier.
Dét USA har indtil dato bestemt, hvor vi skulle føre krig og mod hvem. Vi har fulgt Pentagon, når der blev fløjtet til krig – i Vietnam, Afghanistan, Irak og Libyen og nu Iran. Vi har købt F-35-bombefly hos USA, og vi har i 2025 accepteret, at USA etablerer militære baseanlæg i Danmark.
Indtil videre var vi i Norden gået fri for USA’s direkte aggression. Men nu er Grønland og områder i Arktis blevet et kampområde for Pentagon. Aktuelt forsøger USA at opkøbe retten til olieudvinding i Grønlands undergrund.
Den danske regering følger stadig trop, ryster lidt på hænderne, men fastholder fortællingen om USA som Danmarks ven og allierede. Hvor længe endnu?
Vi kan konstatere, at vi står over for et USA, der undsiger verdenssamfundet og har opsagt 66 internationale aftaler, hovedsageligt på områderne miljø og internationalt samarbejde.
Den føderale regering “synes, internationalt samarbejde underminerer amerikansk uafhængighed og er penge ud ad vinduet”. FN mister dermed penge, men forsøger at fastholde arbejdet. Måske er det værst for USA i længden.
Dén politiske kurs må standses og afsluttes.
Hvem kan og bør afslutte den æra, hvor Danmark lagde sig fladt ned og sagde: “Yes, USA“? Det kan befolkningen og deres repræsentanter i de involverede lande.
2026 skal blive det år, hvor “karrusellen” standses, hvor planlægningen af det nye forsvar for Danmark begynder. Et forsvar der udelukker anvendelse af atomvåben, hvor vi genetablerer en fredsforskning i Danmark og har øje for, at forsvar er meget mere end militær og våben.
Til den danske statsminister siger vi: Bøvl eller ej – slut med alt det ævl om det danske forsvar: “Et forsvar i ruiner, en mangelfuld våbenindustri, rådne kaserner og for få soldater”. Ja, der skal lægges nye planer for dansk forsvar.
Vi siger: Danmark har brug for en ny sikkerhedspolitik.
Vi ønsker en regering, der sætter dansk sikkerhed først, og som anerkender, at vi har brug for stærke civile løsninger. Militærets uddannelse skal ikke forløbe på samme vis som i 1800- og 1900-tallet. De “tjenestgørende” skal ikke bo på kaserner i halve år eller hele år. Deres uddannelse skal opdateres. Det er en opgave, der skal løses af fagfolk. Og de flokkes om opgaven. Alt andet er demagogi og desinformation.
Det er nødvendigt, at vi bevæger os væk fra en krigstid på adskillige år med USA som den store “dirigent” til en fredstid, hvor danske ministre selv kan og skal sætte en dagsorden for “fred i et fremtidens Europa”. Danmark skal have en regering, der vil arbejde for fred og sikkerhed, og som er stået af oprustningskarrusellen. Det virker som om, nogle er blevet rundtossede. Måske er de endda “helt på Månen”.
Vi vil arbejde for, at danske politikere vil gå efter andre løsninger end dødbringende våben. Den danske regering skal sige nej til atomvåben på dansk jord samt underskrive FN-traktaten om forbud mod atomvåben.
Vi arbejder for Østersøen som et fredens hav.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
