Landet rundt
Og hvilken udstilling besøgte tyskerne så? Tjah, der kom altså flest for at se ”Entartete Kunst” ….
Log ind for at svare”Giv mig fire år”, sagde Hitler, da nazisterne kom til magten i 1933, ”og jeg vil forvandle det tyske rige.”
Et af de områder, han ønskede at forvandle, var kunst og kultur, og det blev gjort så effektivt, at Tyskland hurtigt blev næsten affolket af kunstnere og kulturpersonligheder. De, der blev tilbage, gik enten i indre eksil eller for de mere middelmådiges vedkommende i nazisternes tjeneste. Herefter blev stor tysk kunst kun skabt i eksil.
Et af kravene for at blive registreret som kunstner var, at man mødte med en arierattest, og det samme krav stillede man også til museumsfolk og lærere.
Den 7. april 1933 blev der udstedt et dekret, der ud fra racemæssige og politiske grunde skulle rense ud blandt ansatte på museer, kunstakademier og lignende. 20 museumsdirektører og kuratorer blev fjernet. Mange kunstnere måtte forlade deres stillinger som professorer og lærere, uanset deres politiske holdning, men blot fordi de malede abstrakt, surrealistisk eller i andre stilarter, der ikke faldt i nazisternes smag.
For yderligere at sikre sig kontrollen over kulturen blev der i november 1933 oprettet det såkaldte Rigskulturkammer under propagandaministeriet. Det var opdelt i en række kamre, som omfattede forskellige områder af kulturen.
Et af dem var Kammeret for bildende kunst. Hvis man ønskede at arbejde som kunstner og have mulighed for at udstille og sælge sine arbejder, så skulle man være registreret i Kunstkammeret. Hvis man ikke var det, fik man maleforbud og kunne ikke officielt arbejde som kunstner. Et af kravene for at blive registreret var, at man mødte med en arierattest, og det samme krav stillede man også til museumsfolk og lærere. Mange fik fra starten maleforbud, mens andre senere fik frataget retten til at male.
Udstillinger
Samtidig med at man begyndte at fyre medarbejdere på museerne, blev der organiseret udstillinger, som blev en slags forløbere til den store udstilling i 1937. De var begrænset til regionale områder og var ukoordinerede. Det begyndte allerede i april 1933 med udstillingen ”Kulturbolsjevisme” i Mannheim. Derefter fulgte yderligere 19 med titler som ”Skændselsudstilling” og ”Skrækkabinet” og fra 1936 ”Entartet”.
Udadtil præsenterede nazisterne sig frem til Olympiaden i 1936 som åbne overfor omverdenen, men lige så snart den var overstået, tog man fat med en damptromle for at fjerne ”underlødige” kunstværker over en bred front.
Kampforbundet for tysk Kultur
Nazisternes kamp mod moderne kunst og kultur var allerede blevet påbegyndt i 1928, da de grundlagde ”Nationalsocialistisk selskab for tysk Kultur” i München, som frem til 1934 var ledet af deres chefideolog Alfred Rosenberg.
I 1928 ændrede organisationen navn til ”Kampforbundet for tysk Kultur” og trådte stærkt frem som en nationalsindet organisation over partierne, som under verdenskrisen tiltrak en del borgerlige, nationale intellektuelle, for i 1933 at blive en ren nazistisk masseorganisation og i 1934 slået sammen med en række andre organisationer. Fra starten erklærede de, at verdensbolsjevismen var den egentlige fjende, og at den kunstneriske avantgarde var en kamufleret bærer af den proletariske verdensrevolution.
At der var forskellige opfattelser af, hvilken kunst nazisterne gik ind for, kom frem på et møde, den nazistiske studenterorganisation havde arrangeret, ”Ungdom kæmper for tysk kunst”, i sommeren 1933, hvor den udtalte, at Emil Nolde, Erich Heckel, Christian Rohlfs, Karl Schmidt-Rottluff, Ernst Barlach, Georg Kolbe og Wilhelm Lehnbruch var ”forløbere for den kunst, som nationalsocialismen i deres ånd ville fortsætte”, og fordømte de ”smædeudstillinger, som blev organiseret af et slæng af dilettanter”.
De kæmpede for at få ekspressionismen anerkendt som nordisk kunst, og lederne af det nazistiske studenterforbund organiserede udstillingen ”30 tyske kunstnere” i Gallerie Ferdinand Müller (Berlin), som åbnede den 22. juli 1933. Der var udstillet værker af en række ekspressionistiske kunstnere, heriblandt de ovennævnte kunstnere. Udstillingen blev efter tre dage lukket af indenrigsminister Wilhelm Frick efter hårde angreb fra Kampforbundet for tysk Kultur.
To udstillinger
Den 18. oktober 1933 lagde Hitler grundstenen til ”Haus der Deutsche Kultur” i München, og den 18. juli 1937, fire år efter, åbnedes ”Den store tyske kunstudstilling”, som skulle vise den kunst, nazisterne kunne lide.
Fra starten erklærede de, at verdensbolsjevismen var den egentlige fjende, og at den kunstneriske avantgarde var en kamufleret bærer af den proletariske verdensrevolution.
Det var romantiske og heroiske værker af muskelsvulmende kraftmænd og kyske kvinder med udslået hår, og det var Hitler til hest i sølvhvid rustning med lanse. Dagen efter, den 19. juli, åbnedes i det arkæologiske museum på den anden side af parken udstillingen ”Entartete Kunst” (degenereret kunst), som præsenterede den kunst, som nazisterne ikke kunne lide, og som de mente var farlig, især ekspressionismen.
Mens det nye museum var stort og lyst, så var det arkæologiske museum snævert og mørkt og slet ikke egnet til en kunstudstilling. Beslutningen om at lave denne udstilling var blevet taget i huj og hast, efter at Goebbels den 30. juni 1937 havde udstedt en forordning om, at der skulle ske en udrensningsaktion i de tyske museer og offentlige kunstsamlinger. Der blev nedsat et udvalg på seks medlemmer, hvis opgave blandt andet var at organisere denne udstilling.
På ti dage besøgte udvalget 32 museer i 23 byer og udvalgte 650 kunstværker af 112 kunstnere, som skulle indgå i udstillingen. Det skulle være værker fra 1910 og fremefter, men udvalget tog også tidligere værker med. Dette var en aktion for at konfiskere entartet-kunst, og kort efter fulgte den næste, som ramte 102 museer, og hvor der i alt blev beslaglagt 16.558 værker af cirka 1.000 kunstnere. For mange museer betød beslaglæggelsen, at de mistede deres væsentligste værker.
Hårdest ramt blev Nationalgalleriet i Berlin, som fik beslaglagt 1200 værker i tre omgange og til sidst helt måtte lukke den moderne afdeling. Nogle af de malerier, man hentede på Nationalgalleriet, måtte man senere levere tilbage til udlandet, fordi der var tale om gaver eller lån. Det var blandt andet tilfældet med Olaf Høsts maleri fra 1930 ”Aften”, som nu hænger på ARoS, og Jens Søndergårds ”Aften ved havet”, der nu er i privat eje. Under udrensningsaktionen beslaglagde man også værker fra før 1933 af Arno Breker, som senere skulle blive Hitlers yndlingsbilledhugger og meget omstridt efter 1945.
Udrensningerne strakte sig endog ud over Tysklands grænser. I august 1937 foranledigede en tysk friherre von Rothkirch und Paten, at et maleri af J.F. Willumsen blev fjernet fra Købestævnet i Fredericia, fordi motivet stødte tyskerne.
Entartet-udstillingen
Den korte tid, man havde til at forberede udstillingen med “degenereret kunst”, tre uger, satte sit præg på den. Kun én etage var færdig, mens den anden først åbnede fire-fem dage senere. Ophængningen blev også derefter, og der manglede oplysninger om titler og kunstnere. Til visse typer malerier var der nogle kommentarer i form af små sedler. Ophængningen kunne minde om en dadaistisk udstilling, hvilket naturligvis var ufrivilligt.
Ved åbningen sagde præsidenten for Rigskulturkammeret, Adolf Ziegler, at ”vi befinder os i et skue, som kun omfatter en brøkdel af, hvad der i stort antal findes på museer, og som er indkøbt for det tyske folks sparepenge, og som er blevet udstillet som kunst. De ser rundt omkring Dem vanvidsprodukter, skabt af vanvid, frækhed og udygtighed og degenerering.”
Man havde heller ikke haft tid til at lave et katalog. Det kom først i november i form af en udstillingsfører, der udelukkende bestod af hadske angreb og udtalelser af Hitler og andre nazikoryfæer. Hitler udtrykte sig således: ”Og hvad fabrikerer de? Vanskabte, krøblinger og kretinere, som kun kan virke afskyelige”. Eller som der stod et andet sted, at malerierne var uanstændige og hæslige og et angreb på den borgerlige morals symboler. De var malet af sindssyge, viste svinske seksuelle udskejelser og var jødiske og marxistiske angreb på tyskerne. Det var ikke kun bildende kunst, der stod for skud, men også musik, litteratur og film.
Der opstod også nogle pudsige situationer i forbindelse med udstillingen. Franz Marcs maleri ”Turm der blaue Reiter” blev taget ned efter henvendelse fra det tyske officersforbund, som gjorde opmærksom på, at Marc havde deltaget i Første Verdenskrig som officer, fået jernkorset og var faldet ved Verdun. Ligesom det skete, fordi det hele skulle gå så hurtigt, at der var en kunstner, Rudolf Belling, der var med på begge udstillinger, men da det blev opdaget, fjernede man hans skulpturer fra Entartet-udstillingen.
Blandt kunstnere, der fik beslaglagt værker, var Paula Modersohn-Becker (1876-1907), selvom de alle var malet før 1910, og på udstillingen var hun repræsenteret med to værker. Heldigvis blev den største samling af hendes malerier paradoksalt nok reddet, fordi de befandt sig i det privatejede ”Paula Modersohn-Becker Museum”, som mæcenen og senere nazisten Ludwig Roselius, der havde tjent styrtende med penge på salg af koffeinfri kaffe, havde bygget i Bremen, og som stadig rummer mange af hendes centrale værker. Redningsaktionen lykkedes ved delvist at lukke museet for offentligheden.
Selvom det blev erklæret, at det var en udstilling af jødisk-bolsjevikisk kunst, var der af de 112 udstillede kunstnere kun seks jøder og så vidt vides ingen kommunister. Selv kunstnere, der var medlem af nazipartiet, fik beslaglagt værker, for eksempel Emil Nolde, som var den, det gik hårdest udover med 1052 malerier, tegninger og tryk, og han var også den kunstner, der havde flest værker med på udstillingen. I 1938 skrev han en række breve til blandt andre Goebbels for at få leveret de billeder tilbage, som havde været i hans egen besiddelse. Det lykkedes i december 1938, og det lykkedes ham også at sikre sig, at ingen af hans værker kom med på de udstillinger, der efterfølgende vistes rundt om i landet.
Vandreudstillinger
Efter udstillingen i München blev den tilbudt til andre større byer. De skulle selv sørge for økonomien, og af de 65 byer der var interesseret, fik kun 13 muligheden. Undervejs skiftedes værkerne ud, og enkelte blev solgt.
Hovedvægten i München var lagt på ekspressionismen, mens det i Berlin blev den socialkritiske og politiske kunst fra 1920’erne. Her supplerede man med en samling arbejder af patienter fra den psykiatriske klinik i Heidelberg, Prinzhornsamlingen, for at vise at den moderne kunst var skabt af sindssyge.
Udstillingen i München blev set af cirka to millioner mennesker, fem gange så mange som til ”Den store tyske kunstudstilling”, mens den i de efterfølgende år blev set af yderligere en million.
Destruktion af kunstværker
De beslaglagte værker, som ikke blev vist i München, blev sendt til Berlin, hvor de blev opbevaret to steder. De mest værdifulde blev deponeret på slottet Niederschönhausen, mens resten blev anbragt i en lagerbygning i Köpenicker Str. Den 31. maj 1938 blev der udstedt en lov om konfiskering af ”Entartete”-frembringelser, og en kommission gennemgik værkerne med henblik på at sælge de mest værdifulde til udlandet, uanset hvem de tidligere havde tilhørt.
Selvom det blev erklæret, at det var en udstilling af jødisk-bolsjevikisk kunst, var der af de 112 udstillede kunstnere kun seks jøder og så vidt vides ingen kommunister.
De første blev i 1938 solgt til tyske kunsthandlere, der havde valuta, mens resten, i alt 130 værker, blev solgt på en auktion den 30. juni 1939 i Luzern efter først at have været udstillet på Basels kunstmuseum.
De værker, som kommissionen mente ikke kunne sælges eller på anden måde bruges, blev den 20. marts 1939 brændt i gården til brandstationen i Köpenicker Str., ligesom man 10. maj 1933 brændte bøger. Det drejede sig om 1.004 malerier og 3.825 akvareller, tegninger og grafik, der udgjorde cirka en tredjedel af alle de beslaglagte værker, som hermed forsvandt for evigt.
Eftertiden
I de sidste 30 år er interessen for entartet-kunst vokset. Her skal omtales nogle af initiativerne.
Der fandtes i lang tid meget lidt materiale om de udstillede værker, men i 1980’erne blev der i tyske og amerikanske arkiver fundet fotografier og filmoptagelser, som gjorde det muligt at identificere dem og finde ud af, hvilke der stadig eksisterede. Det dannede udgangspunktet for, at Los Angeles County Museum of Art i 1991 kunne vise en rekonstruktion af udstillingen med titlen ”Degenereret kunst – Avantgardens skæbne i Nazi-Tyskland”, som også blev vist i Berlin i 1992.
Det var lykkedes at fremskaffe 175 malerier, tegninger og skulpturer ud af de 650, som var med i München, og der var opbygget en model, så det var muligt at se, hvordan værkerne havde været ophængt. Til udstillingerne blev der udgivet en omfattende bog, som blandt andet er brugt som grundlag for denne artikel.
I 1941-42 blev der i propagandaministeriet udfærdiget en komplet liste over de beslaglagte værker. Den eneste fuldstændige liste findes på Victoria og Albert Museet i London, som fik den doneret i 1996. Fra 2014 kunne listen ses på museets hjemmeside.
I foråret 2003 blev der ved det kunsthistoriske institut på det Frie Universitet i Berlin etableret en forskningsafdeling med det formål at beskæftige sig med entartet-kunst gennem forskning og i nært samarbejde med andre institutioner og museer.
Mange af de kunstnere, der blev forfulgt under nazismen, er senere blevet glemt, men i 2015 blev der i Solingen på initiativ af ”Else Lasker-Schüler-selskabet” og PEN etableret et ”Centrum for forfulgte kunstnere”. Det skulle beskæftige sig med billedkunstnere, men også med forfattere, musikere, komponister, skuespillere med videre og arrangere udstillinger og udgive forskningsbaserede bogudgivelser.
Sigøjnerkvinde, maleri af Otto Mueller, 1926. Maleriet indgik på udstillingen i det
tredje rum under mottoet ”Hån mod det tyske kvindeideal: Kretin og hore. Blandt
de øvrige kunstnere i det tredje rum var Max Ernst, Ernst Ludwig Kirchner, Paul
Kleinschmidt og Karl Hofer.
Meget kortfattet må man konkludere, at det ikke var kunstnerne og deres værker, der var degenereret, men dem der erklærede, at de var det.
At betegne kunst som degenereret blev allerede i slutningen af 1800-tallet brugt af den franske journalist og læge Max Nordau, som i en bog overførte begrebet fra det medicinske område til kunsten. For eksempel blev impressionismen omtalt som anatomisk degenereret og skabt af åndeligt syge. I Tyskland blev smædeordet brugt, allerede før nazisterne kom til magten i 1933, for eksempel i Paul Schultze-Naumburgs bog ”Kunst og race” fra 1928, hvor han sammenlignede moderne kunst med arbejder af retarderede og psykisk syge.
Da maleren Georg Grosz blev spurgt om, hvorfor han var flygtet fra Tyskland i 1933, sagde han: ”Jeg rejste på grund af Hitler. Han var også maler, ved De, og der var tilsyneladende ikke plads til os begge i Tyskland.”
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
