Kronik
Julen kaldes jo hjerternes fest, og derfor passede det fint, at Aki Kaurismäkis nye film havde premiere 1. juledag. Hans hjerte har altid banket varmt for dem, der har en svær tilværelse, og som på trods af det bevarer deres stolthed og har overskud til at tage sig af hinanden og af hjemløse hunde.
Kaurismäki ynder at lave trilogier. Der har været en om dem, som af nogle betragtes som tabere, en om arbejderklassen og en om flygtninge. Den sidste er godt nok kun blevet til to, men til gengæld kan hans nye film Faldne Blade henregnes til den om arbejderklassen, som hermed er blevet til fire. Så går det jo nærmest op.
Da Ansa lader en mand tage nogle varer, der skal smides ud, og at hun selv tager noget med hjem, der også skulle smides ud, bliver hun fyret.
Handlingen foregår i en nedslidt og grim del af Helsinki, og vi er igen i Kaurismäkis helt eget anakronistiske univers, hvor folk lytter til gamle transistorradioer, bruger “klodstelefoner”, går på nedslidte barer til karaokearrangementer og kæderyger. Musikledsagelsen er som altid en hjertegribende vekslen mellem rock’n’roll, blues, finsk tango og Tjajkovskij. Men samtidig er vi helt klart i nutiden. Fra radioen kommer der uafladeligt reportager fra krigen i Ukraine, og folk arbejder på nultimerskontrakter.
Humor, alvor og melankoli afløser hinanden i dette melodrama om Ansa og Holappa, der får øjenkontakt på en bar, og som langt hen ad vejen i stedet for sproget bruger blikket til at kommunikere med. Man får indtryk af, at samtale på finsk hovedsageligt består af pauser.
Ansa arbejder i et supermarked, sætter varer på hylderne og fjerner dem, der er for gamle. Da vagten ser hende lade en mand tage nogle varer, der skal smides ud, og at hun selv tager noget med hjem, der også skulle smides ud, bliver hun fyret. Holappa er bygningsarbejder, drikker fordi han er deprimeret, og er deprimeret fordi han drikker. Han bor i en udrangeret togvogn sammen med nogle arbejdskammerater, men da han bliver taget i at drikke på arbejdet, mister han både det og sit logi, som arbejdsgiveren generøst stiller til rådighed for de ansatte.
Ansa og Holappa lader sig dog ikke knægte, men kæmper imod kapitalisme, bureaukrati og smålighed og finder nye, elendigt aflønnede og usunde jobs, og de nærmer sig forsigtigt hinanden, går på cafe sammen og i biografen. Det kommer endog så vidt som til en middag hjemme hos Ansa, men Holappas alkoholproblem kommer i vejen. Ansa kender alt for godt til konsekvensen af det fra sin egen familie.
Alkoholproblemet er et tilbagevendende tema hos Kaurismäki, ligesom der altid medvirker en hund. Tidligere hed den Laika, men her har den skiftet navn til Chaplin. Måske som en hyldest til denne, der også altid holdt med de svageste, og et rap til Putins Rusland. Den uafladelige strøm af information om krigen i Ukraine fra radioen bliver bragt til ophør, da Ansa må slukke for strømmen i lejligheden, fordi hun ikke har råd til at betale for den. Selv uden krig kan man blive uden strøm.
Det ser alt sammen ret sort ud, og det skal blive endnu værre, men kærligheden kan besejre selv døden. Kaurismäkis film er ikke realistiske, de er jo film og skal ses som sådan, men de afspejler virkeligheden med dens brutalitet og kynisme og insisterer på, at vi skal udvise menneskelig anstændighed og respekt for den enkelte. Med årene er de blevet varmere, og det forklarer han med, at når alt håb er ude, er der ingen grund til pessimisme.
Faldne Blade
Instruktion Aki Kaurismäki
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
