Ulighed i sundhed
Jeg har efterhånden fået det sådan med debatten om Ukraine, at jeg bliver mere skeptisk, jo mere sikker nogen lyder. Der er sådan set to udlægninger. På den ene side hører vi, at sagen er enkel. Putin angreb et fredeligt land, og dermed er resten næsten historie. På den anden side møder man fortællingen om, at Rusland blev presset op i en krog af USA, NATO og Vesten, indtil Putin til sidst ikke så nogen anden udvej. Jeg tror ikke helt på nogen af de to fortællinger.
Rusland bærer ansvaret for invasionen i 2022. Det er svært at komme udenom. Det indrømmer jeg gerne. En stormagt kan ikke bare gå ind i et naboland med en hær, fordi den føler sig truet. Ukraine har ret til at eksistere og til selv at vælge, hvem landet vil samarbejde med.
Når vi gør en kompliceret krig til en fortælling om én skurk og én uskyldig, bliver vi måske nok mere enige med hinanden. Det føles jo også rart. Jeg er bare ikke så sikker på, at vi bliver klogere.
Det betyder bare ikke, at vi behøver lade som om, historien begyndte den 24. februar 2022.
Allerede efter Sovjetunionens sammenbrud blev forholdet mellem Rusland og Vesten mere anspændt. NATO rykkede østpå, og i 2008 blev Ukraine og Georgien lovet, at de på et tidspunkt skulle kunne blive medlemmer.
Ser man det igennem Moskva-briller, må det have været svært at opfatte som andet end en større vestlig indflydelsessfære tæt på Ruslands grænser. Jeg siger ikke, at Rusland havde krav på Ukraine. Jeg prøver såmænd bare i mit stille sind at forstå, hvilke overvejelser der prægede den russiske ledelse.
Også 2014 fortjener mere end én linje i vores historie. Maidan-opstanden væltede Viktor Janukovytjs regering, og et nyt, tydeligt vestligt orienteret Ukraine opstod. Man kan kalde det en revolution. Nogle kalder det et kup. Sandheden er mere genstridig.
Der var massive folkelige protester, voldelige sammenstød, et omstridt magtskifte og efterfølgende valg. Vi ved jo godt, at USA spillede en aktiv rolle i Ukraine, også før og efter magtskiftet.
CIA opbyggede senere et tæt efterretningssamarbejde med Ukraine, blandt andet med baser og netværk tæt på Rusland. Det dokumenterer ikke, at CIA stod bag Maidan, men man kan vel godt tillade sig at spørge, hvor grænsen gik mellem ukrainsk selvbestemmelse og vestlig indblanding.
Så er der Donbass. Fra 2014 til 2021 blev mennesker dræbt og såret på begge sider af fronten. FN opgør over 3400 civile døde i perioden, mens det samlede antal dræbte var omkring 14.000. Det var en rigtig krig, ikke bare en russisk opfindelse. Dertil kommer, at de separatistiske områder var stærkt støttet af Rusland. Begge forhold er nødvendige at have med, hvis konflikten skal forstås.
Tilbage står Putin. Havde han stormagtsdrømme? Meget tyder på det. Hans syn på Ukraine og russisk historie kan næppe reduceres til almindelig sikkerhedspolitik. Han forsøgte også i 00’erne at have et samarbejde med NATO og Europa, og der var perioder med et reelt russisk-vestligt sikkerhedssamarbejde. Forholdet gik ikke fra fred til krig på én dag.
Det er netop den del, jeg savner i debatten. Når jeg læser danske debatindlæg eller følger diskussioner på sociale medier, slår det mig, hvor hurtigt samtalen bliver sort-hvid. Forsøger man at tale om andet end Putins ansvar, bliver man let mistænkt for at ville bortforklare krigen. Ja, er det ikke ordet putinist, man får slynget i nakken. Jeg forsøger faktisk bare at finde årsagsforklaringer, og det er altså ikke det samme som undskyldninger.
Vi kan sige, at Putin traf den afgørende beslutning om invasionen, men også stille spørgsmålet, om Vesten gennem årene traf beslutninger, som gjorde konflikten mere sandsynlig. Vi kan støtte Ukraines ret til selvbestemmelse, men også om NATO’s udvidelse var klogt. Vi kan sagtens fordømme Ruslands krig uden at gøre alle vestlige handlinger rigtige.
Det er ikke at være Putin-venlig. Det er at tage historien alvorligt i min optik.
Når vi gør en kompliceret krig til en fortælling om én skurk og én uskyldig, bliver vi måske nok mere enige med hinanden. Det føles jo også rart. Jeg er bare ikke så sikker på, at vi bliver klogere.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
