Pjece
En fremtid for arbejderne på raffinaderiet i Kalundborg.
Fossile brændstoffer hører fortiden til.
Den største trussel mod raffinaderiarbejderne er ikke den grønne omstilling – det er manglen på en fremtidssikret plan, der faktisk er til gavn for arbejderne.
I dag er Danmark på vej til at åbne et nyt oliefelt, Hejre-feltet. Forbrændingen af den olie og gas, der udvindes fra feltet i løbet af dets levetid, vil kunne generere drivhusgasudledninger omtrent svarende til Sveriges nuværende årlige udledninger. Hvis feltet åbnes, skal det være i drift frem til 2047 – på trods af den foregående regerings eget mål om at være helt klimaneutral i 2045. Alt imens Danmark praler af at være en klimaførende nation i verdensklasse.
Den fossile industri byder Hejrefeltet velkommen, fordi det giver den mulighed for fortsat at tjene på den eksisterende infrastruktur.
Så længe olie og gas kan betale sig – lige nu er fossile brændsler stadig profitable, selvom vedvarende energi er billigere at producere – vil pengestrømmen fortsat gå til at forlænge levetiden for fossile brændsler i stedet for at opbygge de industrier, som lønarbejderne bliver afhængige af i fremtiden.
Det er en strategi for aktionærerne – ikke for arbejderne!
Arbejderne får at vide, at der ikke er penge til en retfærdig omstilling, ingen penge til industriel omstilling og ingen garantier for fremtidige arbejdspladser. Alligevel er der altid penge til at udvikle nye oliefelter, forlænge udvindingslicenser eller understøtte infrastruktur, som binder Danmark til årtier med yderligere CO₂-udledninger. For hvert år vi udskyder omstillingen, bliver arbejderne mere udsatte på grund af det uundgåelige fald i markederne for fossile brændstoffer.
Efterspørgslen på fossile brændstoffer er i tilbagegang
Se på hvor efterspørgslen er på vej hen: Bestanden af elbiler vokser hastigt, og fyringsolie og -gas er ved at forsvinde. Shipping- og sværindustrien er under stigende pres for at skifte til vedvarende energi, varmepumper og brint. Let tilgængelig og dermed billig olie hører fortiden til: De resterende forekomster ligger dybt og/eller i ekstremt fjerntliggende områder.
Imperialistiske krige og geopolitiske spændinger om olie og andre ressourcer – såsom USA’s invasion af Venezuela og Hormuz-krisen i Iran – blusser op igen, og konsekvenserne for verdensøkonomien vil brede sig som ringe i vandet over årtier. De markeder, der har holdt raffinaderiet i Kalundborg i gang gennem årtier, daler og bliver mere ustabile.
Spørgsmålet er ikke, om forandringerne sker – det er om arbejderne har noget at skulle have sagt, eller om investorerne venter, indtil overskuddet forsvinder, og lader arbejderne betale prisen.
Historien viser, hvordan det fungerer: Virksomhederne udnytter overskuddet så længe som muligt. Når det bliver mindre profitabelt, står den på omstruktureringer, frasalg af aktiver, automatisering eller lukning af anlæg, og arbejderne forventes at bære omkostningerne. Netop derfor har vi brug for en anden strategi – vi skal ikke forsvare hver eneste tønde olie, men derimod kræve rettidige investeringer, mens raffinaderiet stadig er profitabelt.
Kompetencerne på raffinaderiet er for værdifulde til at gå til spilde. Danmark har brug for mennesker, der kan drive komplekse industrielle systemer, vedligeholde kritisk infrastruktur og producere energiprodukter i stor skala.
Valget står ikke mellem klima og arbejdspladser
Det egentlige valg står mellem en omstilling, der er planlagt med udgangspunkt i arbejdernes interesser, og en omstilling der udskydes, indtil den tjener aktionærernes interesser på bekostning af arbejderne. Fossile brændstoffer hører fortiden til.
Arbejderne har drevet branchen i generationer, og deres viden og levebrød bør være afgørende for beslutningerne om, hvad der skal ske fremover. En retfærdig omstilling skal beskytte både klimaet og de mennesker, hvis arbejde har holdt samfundet i gang.
Den nuværende industriplan “Fremtidens raffinaderi” er farlig og forværrer klimaforholdene.
Planen på kort og mellemlang sigt: CCS (CO2-lagring – Carbon Capture and Storage) er et påskud for at fortsætte som hidtil.
Det planlagte CCS-anlæg, som er tilknyttet Havnsø-1, skal ikke ses som en klimaløsning, men som et dyrt og infrastrukturkrævende forsøg på at styre udledninger, samtidig med at man holder det eksisterende industrielle system i gang.
Projektet er endnu ikke i drift, selvom det bliver præsenteret som en øjeblikkelig vej til at reducere udledninger, der vil kunne »opsamle og lagre omkring 200.000 ton CO₂ om året inden 2030«.
I praksis afhænger det af en lang række nye anlæg af infrastruktur (opsamlingsanlæg, kompressionssystemer, transport og underjordisk injektion) samt langvarig overvågning af CO₂, der lagres dybt under jorden. Selv på langvarige lagringsfaciliteter, som Sleipner i Norge, viser overvågning, at CO₂-bevægelserne under jorden er mere komplekse end oprindeligt forventet, hvilket kræver løbende overvågning og justering. Geologisk lagring er altså en løbende forvaltningsproces snarere end en simpel »set and forget«-løsning.
CCS-anlægget skal drives af olie- og gasgiganten Equinor, der fortsat udvider sine udforsknings- og driftsaktiviteter i Nordsøen. CCS vil ikke reducere udledninger hurtigt nok, fordi dets primære funktion er at tillade nuværende fossile industrier at fortsætte med at forurene.
Fortællingen om den langsigtede omstilling bygger i stigende grad på to principper: Grøn brint (Power-to-X) og bæredygtige flybrændstoffer (SAF).
De bliver fremstillet som raffinaderiets vej ind i en »grøn fremtid«, men begge er fortsat stærkt omstridte i klimaforskningen, især når det gælder skalerbarhed i praksis og energibehov.
Det er bredt anerkendt, at grøn brint produceret via elektrolyse kræver høje mængder elektricitet. Opskalering af produktionen til industrielt niveau vil kræve en massiv udvidelse af produktionen af vedvarende energi, elnet og lagringsfaciliteter. Selv når elektrolyse baseres på vindkraft eller andre vedvarende energikilder, er den ikke uden konsekvenser: Den er afhængig af store mængder kritiske råstoffer til turbiner, elektrolysatorer og transmissionssystemer, og det giver anledning til bekymringer om minedriftens indvirkning, forsyningskæder og globale ressourcekonflikter.
SAF bliver også ofte fremstillet som en central løsning for luftfart, men det er ikke et enkelt rent brændstof. Det kan fremstilles på forskellige måder – opgradering af fossile raffinaderiprodukter, spildolier, biomasse eller fremtidige syntetiske brændstoffer (PtX) – og klimapåvirkningen afhænger helt af, hvordan det fremstilles. Ved de nuværende og forventede niveauer for luftfart er der ingen klare beviser for, at SAF kan opskaleres bæredygtigt for at imødekomme efterspørgslen.
I stedet for at overveje hvor meget eller lidt energi der kan bruges inden for planetens grænser, vælger man at tilgodese de løsninger, der støtter fortsat højt energiforbrug til luftfart og industri.
Derfor argumenterer klimagrupper for, at det centrale spørgsmål ikke kun handler om hvilke brændstoffer der anvendes, men hvilket produktions- og forbrugsniveau der er foreneligt med en reel omstilling.
For arbejderne på raffinaderierne betyder det, at spørgsmålet ikke blot er, hvordan man producerer SAF eller brint, men hvor meget der skal produceres, til hvilke formål, og om det samlet set styrker eller mindsker afhængigheden af fossile brændstoffer.
Den egentlige udfordring ved en grøn omstilling er derfor ikke blot teknologisk udskiftning, men at reducere efterspørgslen i de mest energikrævende sektorer – især luftfart og langdistancetransport – samtidig med at man prioriterer energiforbruget dér, hvor det er socialt nødvendigt og reelt kulstoffattigt. Dermed risikerer man, at SAF og Power-to-X forsinker en reel forandring snarere end at fremme den.
Kalundborg og Mærsk: En potentielt blodig affære
Kalundborg Refinary og Mærsk er allerede forbundet i den aktuelle fossile økonomi. Raffinaderiet producerer brændstoffer, der understøtter den globale transport. Mærsk er et af verdens største rederier. I fremtiden kan denne forbindelse blive endnu tættere: Kalundborg planlægger at producere Power-to-X-brændstoffer såsom grøn metanol, mens Mærsk investerer i metanoldrevne skibe.
En omstilling til vedvarende brændstoffer vil på ingen måde modvirke den udplyndring og udnyttelse, som den globale handel i øjeblikket muliggør. Som FN’s særlige rapportør, Francesca Albanese, og andre reportere påviser, er Mærsk blandt de sortlistede virksomheder, da Mærsk transporterer våben til Israel, som de benytter i sine folkemord. At skabe yderligere forbindelser til Mærsk tjener kun dem, der tjener på krig.
Så længe man ignorerer folkeretten, og regeringerne tilskynder med billigere brændstof til mere transport og energiforbrug, vil de vedvarende brændstoffer fortsat være et redskab for greenwashing og krigsprofit. En retfærdig omstilling kræver en reduktion af miljø- og samfundsskadelig transport og en omlægning af den økonomiske model, der driver den; ikke blot en udskiftning af ét brændstof med et andet.
Spørgsmålet er stadig: Hvem bestemmer, hvad der produceres, hvem der drager fordel af det, og hvilke brancher bliver prioriteret? Skal aktionærer samle ekstreme mængder profit mens dem der lægger arbejdet efterlades på perronen? Skal branchen tjene menneskerettighedskrænkelser og dem, der begår dem?
Vi ønsker en fremtidssikret plan for industrien, ledet af arbejdere!
Klesch-koncernens overtagelse af raffinaderiet er ikke i arbejdernes og befolkningens interesser. De ønsker ikke at betale skat af deres overskud, og vil ikke bidrage til at fordele goderne retfærdigt.
Lokalsamfundet har brug for, at den grønne omstilling ikke overlades til private investorer. Der kræves store investeringer for at omstille produktionen væk fra fossile brændstoffer og sikre arbejdspladser, men private ejere har ingen interesse i at handle, hvis det ikke giver overskud. Dermed bremser de den nødvendige omstrukturering af anlægget, mens arbejderne betaler udsving i oliepriser og leveomkostninger.
Den danske regering bør udvikle en politik for demokratisk energisikkerhed. Der er behov for, at den samarbejder med arbejdere og fagforeninger om at planlægge investeringer, beskytte beskæftigelsen og garantere energiforbrug, der er til at betale, i stedet for at lade markedskræfterne bestemme industriens fremtid.
En industri der støtter liv skal beskytte mennesker, ikke sektorer
Olieindustrien står i dag over for et vanskeligt dilemma: Selvom den skaber arbejdspladser, bidrager den også til klimakrisen og afhængigheden af fossile brændstoffer. Konsekvenserne af klimaforandringerne rammer især sårbare befolkningsgrupper i den Globale Syd, som selv har bidraget mindst til problemet.
De nuværende planer tyder på, at Kalundborg-raffinaderiet gradvist kunne omstille en del af sin produktion til bæredygtige flybrændstoffer (SAF). Det kan måske bidrage til at bevare nogle arbejdspladser, men det vil sandsynligvis ikke være nok i sig selv, da det også kræver betydelige investeringer. De omkostninger bør ikke lægges over på arbejderne.
En retfærdig omstilling kræver mere end blot teknologisk tilpasning. For at mindske fattigdom og miljøskader på globalt plan skal højindkomstlandene også reducere det overdrevne forbrug af energi, materialer, jord og vand, samtidig med at de opretholder en god livskvalitet for alle. Det betyder, at man skal sætte ind over for de rigeste gruppers luksus- og spildforbrug. Luftfart er et tydeligt eksempel: Blot 1% af verdens befolkning står for omkring halvdelen af al udledning fra luftfarten. Som følge heraf er modstanden mod private jetfly og overdreven flyvning vokset.
Jobgaranti, betalt efteruddannelses, kortere arbejdstid
Reduktion af overdrevent forbrug inden for luftfart bør ikke betyde arbejdsløshed eller økonomisk usikkerhed på raffinaderiet. Derfor er det nødvendigt at organisere sig omkring yderligere social beskyttelse. En mulighed er at reducere arbejdstiden, samtidig med at indkomsten opretholdes, hvilket gør det muligt at fordele det tilgængelige arbejde mere retfærdigt.
En anden mulighed er en offentlig jobgaranti – et offentligt program der tilbyder en løn man kan leve af, til folk der ellers vil blive arbejdsløse – kombineret med betalt efteruddannelse. Dette vil sikre, at arbejdere, der forlader industrier i afvikling, kan skifte til pålidelige jobs og bidrage med deres erfaring i essentielle sektorer, såsom demokratisk ejet vedvarende energi, offentlig transport, bygningsrenovation, sundhed, uddannelse og miljø- og naturgenopretning. Disse essentielle tjenester, kendt som kollektive velfærdsydelser, bør være alment tilgængelige og adskilt fra det profitdrevne marked.
Hermed kan vi opretholde levestandarden, styrke lokalsamfundene og skabe nye muligheder, samtidig med at miljøbelastningen mindskes. Den slags ændringer møder imidlertid stærk modstand fra magtfulde økonomiske interesser. Derfor skal arbejderne have en central stemme i udformningen af omstillingen. At udvide arbejdspladsdemokratiet og styrke arbejdernes kollektive magt er ikke valgfrie tilføjelser til en retfærdig omstilling; det er væsentlige forudsætninger for at gøre den mulig.
Faglige forsamlinger viser vejen frem: Eksempler fra raffinaderiet i Grangemouth
Lukningen af Grangemouth-raffinaderiet i Skotland viser farerne ved udelukkende at overlade store branchebeslutninger til multinationale selskaber. I 2023 blev hundredevis af arbejdspladser sat over styr, da Petroineos annoncerede sine planer om at stoppe driften på Skotlands eneste raffinaderi. Mange af arbejderne fortalte, at de ikke var blevet hørt om beslutninger, der påvirkede deres og lokalsamfundets fremtid.
Raffinaderiarbejdere, fagforeninger og klimaorganisationer gik sammen om at organisere arbejderforsamlinger for at drøfte alternative muligheder for anlægget. I stedet for at behandle arbejderne som passive modtagere af virksomhedens beslutninger anerkendte man, at raffinaderiarbejderne besidder en unik teknisk viden om anlægget, dets drift og dets potentiale for omstilling til nye aktiviteter. Faktisk er dem, der varetager daglig drift og vedligehold af industrielle anlæg, ofte dem, der bedst kan pege på realistiske udveje.
Fagforeningerne spiller en afgørende rolle i at fremme de demokratiske processer. Arbejderforsamlinger skaber rum for kollektive drøftelser, giver arbejderne mulighed for at udarbejde egne forslag og styrker deres evne til at påvirke branchepolitik. En retfærdig omstilling kan ikke gennemføres alene fra bestyrelseslokalerne. Demokratisk planlægning ledet af arbejderne udgør en mere retfærdig og effektiv vej til grøn omstilling end virksomhedslukninger, der påtvinges ovenfra.
– Hvis noget er så vigtigt som dele af landets infrastruktur, bør det måske ikke være noget, der drives af den private sektor. Jeg ved det ikke. Fordi det er klart, at den private sektor altid vil handle om profit. Så hvis man driver noget med det formål hele tiden at få maksimal profit, vil man så investere i fremtiden, eller vil man lade tingene forfalde?
Citat fra en arbejder på Grangemouth raffinaderi
Arbejderne på GKN kæmpede for overtagelsen
Den fem år lange kamp for at omstille GKN fabrikken fungerer som et strålende eksemplar for arbejdere verden over. I stedet for at acceptere lukningen og tab af arbejdspladser valgte arbejderne at besætte arbejdspladsen og omdanne den til en socialt integreret fabrik, der producerer ladcykler og solcellemoduler.
Omstruktureringsprocessen er i gang, og GKN-fabrikken er ved at blive overdraget til kooperativet, ex-GKN FOR FUTURE (GFF), som arbejdernes kollektiv har stiftet. Med solidarisk støtte fra andre arbejdere og klimabevægelsen oprettede de et offentligt industrikonsortium og iværksatte en græsrodskampagne for crowdfunding, der indbragte mere end 1 million euro.
Kollektivet baserede sit krav på to italienske love. Den første giver arbejderne forkøbsret til at overtage deres virksomhed, når den lukker på grund af insolvens eller andre omstændigheder. Den anden omhandler industrikonsortier og fastlægger et juridisk grundlag til støtte for arbejderledede projekter til brancheomstilling.
På trods af regeringens forsøg på at bremse omstillingen, står arbejdernes kollektiv stadig. Dette år besluttede en offentlig generalforsamling, at den nye industrielle plan skal bruge de crowdfundede penge til at producere ladcykler samt installere og genanvende kasserede solcellepaneler.
GKN er et strålende eksempel for andre virksomheder, der er afhængige af fossile brændstoffer. Hvorfor? Fordi det er et klart tegn på kollektiv vilje til at bygge et konkret alternativ til flytning, spekulation og omstilling til krig. Det viser, hvordan arbejderne kan tage sagen i egne hænder, demokratisere arbejdslivet og udvikle socialt og økologisk bæredygtige produktionsalternativer. De ejer selv andele i andelsforetagendet, men også sociale grupper og bevægelser i ind- og udland tegner andele.
Omstilling var en succes hos Ørsted
For sytten år siden indledte det statsejede DONG Energy (Danish Oil and Natural Gas) en af Europas mest ambitiøse industrielle omstillinger. I stedet for at forsvare en forretning baseret på fossile brændstoffer der var i tilbagegang, investerede selskabet i offshore vindenergi og blev til Ørsted, som i dag er et af verdens førende selskaber inden for vedvarende energi.
Overgangen skete ikke fra den ene dag til den anden. Det krævede politisk fremsyn, offentlige investeringer, nye kompetencer og modet til at planlægge flere årtier frem i tiden i stedet for at jagte kortsigtede overskud.
Den langsigtede vision har styrket Danmarks energisystem og gjort det mere modstandsdygtigt. Ved at udbygge den nationale produktion af vedvarende elektricitet er landet blevet mindre afhængigt af importerede fossile brændstoffer og dermed mindre udsat for de kraftige udsving i de globale olie- og gaspriser, som gentagne gange har ramt husholdninger og erhvervslivet i de seneste år.
I 2013 blev Ørsted privatiseret. Det betyder, at de investeringer der blev lavet tidligere, nu tjener private aktionærer, som ikke har samme fremsynethed for samfundet.
I dag står Kalundborg Refinary ved en lignende skillevej. I stedet for at satse på fremtidens industrier, satser de stadig på fossile løsninger som CCS, uden at vide, om det er en bæredygtig eller skalerbar løsning.
Spørgsmålet er ikke længere, om industrien vil ændre sig, men hvem der vil forme forandringen: De finansielle aktionærer der samler profitten og derfor har interesse i at forlænge den fossile økonomi, eller de arbejdere og lokalsamfund hvis fremtid afhænger af at opbygge noget bedre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
