Det er ikke ualmindeligt, at alderen også går ud over forfatteres skriveåre, men Jan Guillous er ikke blevet forkalket, selv om han har rundet de 78 år. I hans seneste roman, Den der dræbte helvedes engle, sprudler den som ingensinde før, og tænderne fejler heller ikke noget; der er stadig bid i dem, ligesom indignationen og den ironiske humor er intakt.
Roman er måske ikke den rette betegnelse, for det drejer sig om en blanding af dagbog, kommentarer til verdens gang og dagligdagen, erindringer og naturbetragtninger, for ikke at glemme krimiplottet, alt sammen i en lidt tilfældig orden, som i realiteten nok er nøje planlagt.
Jan Guillou sprudler som ingensinde før, og tænderne fejler heller ikke noget; der er stadig bid i dem, ligesom indignationen og den ironiske humor er intakt.
En slags dagbog er det altså, men ikke Jan Guillous, og dog, men derimod journalisten Erik Pontis, hans alter ego, som har optrådt i mange af forfatterens bøger, og som her får æren af just at have afsluttet en romanserie på ti bind, og som efter 50 år ved skrivemaskinen har reddet sig et rygproblem. Han har indstillet sig på en pensionisttilværelse under en palme i det Indiske Ocean, hvor han vil læse den slags litteratur, der henregnes til finkultur.
Men så kommer coronaen i vejen, og han går i frivilligt eksil på sin gård i Sörmland, hvor han kigger ud på det vintergrå landskab, skriver klummer til Aftonbladet og glæder sig til weekendbesøgene af sin kone, der medbringer lækkerier fra Stockholm. Vinen klarer han selv fra sit udsøgte lager i kælderen. Selvironi mangler der heller ikke.
Kommentarer til verdens gang
Det stille pensionistliv afbrydes imidlertid af, at han via en højtplaceret slægtning i politiet bliver inddraget i afsløringen af et bandeoprør i Stockholm, hvad der fører til en anden sag, som han sammen med sin gamle ven Carl Hamilton, også en kendt figur fra Guillous romaner, får løst trods stokke og krykker efter veloverståede operationer
I den mere seriøse, men ikke humorforladte afdeling, er kommentarerne til verdens gang. Der bliver trods rygproblemerne sparket ud til højre og venstre, mest til højre.
Yndlingshadeobjektet, avisen Expressen, får hvad den sikker har fortjent, for selv kynisk at skabe sine nyheder, og der ironiseres over den ”fine” litteratur, der skriver med psykologisk indsigt om mislykkede parforhold, i stedet for at beskæftige sig med væsentlige emner som børn i kurdiske flygtningelejre eller uligheden i det svenske sundhedsværen, hvor dem, der har pengene, kan smutte uden om køen.
Guillou slår sig løs
Alderen kommenteres naturligvis, for som Ponti noterer, så er han gammel, om end ikke død. Kroppen er slidt, vennerne optræder i dødsannoncerne, og han orker ikke den nymodens teknologi. Kan til nød bruge en pensionistmobiltelefon og nægter at købe bøger på nettet. Sådan noget hører sig til i en boghandel, hvor man ekspederes af et levende mennesker, også selv om dette menneske, når forfatteren skal afhente en bog bestilt i sit navn, spørger om, hvordan navnet staves.
Det lyser ud af dette, lad os kalde det Gesamtkunstwerk, selv om betegnelsen hører til under billedkunsten, at Guillou har haft en fest med at skrive det, og det er også en fest at læse det og at opleve forfatteren slå sig i den grad løs. Man kan glæde sig over, at forlaget annoncerer, at det er første bind i en serie om detektivbureauet Hamilton og Ponti.
Jan Guillou: Den der dræbte helvedes engle. Oversat af Anders Johansen. 315 sider. 299 kroner. Modtryk.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
