Portrtæt
Den britisk-palæstinensiske forfatter Isabella Hammad skrev følgende for to år siden i et efterord til en forelæsning, hun havde holdt på Columbia University:
”Da jeg oprindelig holdt den her forelæsning i september 2023, handlede den om den årelange virkelighed, hvori Palæstina har været underlagt den militære besættelse, kolonialismen og apartheidstyret. En virkelighed, hvis forværring for det meste er kommet gradvist, men til tider i pludselige stød, herunder den seneste tids øgede vold fra bosætternes side, den hastige ekspansion af de besatte områder på Vestbredden og den generelle straffrihed for besættelsesmagtens behandling af palæstinenserne, alt sammen med fuld opbakning fra USA. Ni dage efter at jeg holdt forelæsningen, igangsatte Qassambrigaden – den militære del af Hamas … – et overraskelsesangreb …” [i]
Efterordet, angrebet og Gaza, kommer jeg tilbage til. Når jeg indleder med dette citat, er det for at rette opmærksomheden mod de helt dagsaktuelle ’pludselige stød’ på Vestbredden, hvor undertrykkelsen fra Israels side får en ekstra tand i øjeblikket og således bekræfter Isabella Hammads beskrivelse af virkeligheden i Palæstina. I skrivende stund (februar-marts 2026) sker der horrible ting i Israel/Palæstina.
Skal palæstinenserne være dømt til at være et koloniseret og fordrevet folkefærd for tid og evighed? Skal de fortsat være udsat for vold på daglig basis? Må Palæstina aldrig blive frit?
Israel vil nu begynde officielt at registrere landområder på Vestbredden under staten, hvilket ifølge den israelske fredsorganisation Peace Now vil føre til en enorm beslaglæggelse af palæstinensisk jord. Med en Brecht-parafrase: Efter bjergenes trængsler – det usminkede folkemord i Gaza – følger nu sletternes: det fortsatte forsøg på etnisk udrensning på Vestbredden.
Isabella Hammad har meget at sige om Vestbredden, ikke mindst i hendes anden roman “Genfærd ind”. Men før vi kommer til den, vil jeg introducere forfatteren samt behandle hendes første roman.
Biografi
Isabella Hammad er født 1992 i London. Hun har palæstinensiske rødder med en palæstinensisk far og en britisk/irsk mor. Hun tilbragte sin barndom i London med ture til Palæstina i sommerferierne. Dette forhold, denne ’dobbelte identitet’, har betydet meget for hendes forfatterskab, som indtil nu har kredset omkring palæstinensiske temaer. Gennem barndommen hørte hun mange anekdoter om faderens families liv i Mellemøsten. Faderen voksede op i Libanon blandt de palæstinensiske flygtninge, og hendes farmor var senere aktiv i det palæstinensiske miljø i London.
Isabella Hammad studerede litteratur og kreativ skrivning på universiteter i England og USA. Blandt hendes litterære forbilleder kan nævnes Virginia Woolf og Ghassan Kanafani. Hun har fået adskillige litterære priser og er blevet en fremtrædende kulturel og analytisk stemme for den palæstinensiske sag.
Hendes to romaner og et længere essay er udkommet på dansk på Politikens Forlag.
Første roman: ”Pariseren”
Isabella Hammad debuterede som romanforfatter i 2019 som 26-årig. Samme år var hun gæst på Louisianas litteraturfestival, hvor hun blandt andet fortalte, at romanen er inspireret af hendes oldefars liv, som hun har hørt mange anekdoter om gennem sin barndom. Både han og romanens hovedperson hedder Midhat Kamal. Virkelighedens Midhat voksede op i Nablus i Palæstina (i dag Vestbredden), men blev i 1914 sendt til Frankrig for at studere medicin og oplevede således Første Verdenskrig som studerende i Frankrig. Han vendte efter krigen tilbage til Nablus, hvor han blev kaldt ’pariseren’ på grund af de tillagte franske manerer.
Denne oldefars liv er rammen for Isabella Hammads roman. Den er dog ikke en egentlig biografi, for selv om hun har researchet en masse omkring hans liv, var der grænser for, hvad hun kunne finde ud af. Visse ting har hun også bevidst ændret en smule for at få tingene indpasset i sit romanprojekt. Et projekt som blandt andet går ud på at beskrive begivenhederne i Palæstina i 1920’erne og 1930’erne.
Og man får virkelig et fint indblik i denne del af Palæstinas historie. En stor hjælp er det, at bogen slutter med et 12 siders tillæg om de faktiske begivenheder i perioden. Heri får man blandt andet et meget klart billede af, at immigrationen af jøder i Palæstina startede, lang tid før Hitler kom til magten i Tyskland. Før 1933 var der faktisk fire store immigrationsbølger på i alt cirka 169.000 personer. Årsagerne var både den nye zionistiske ideologi, pogromer (forfølgelser, red.) specielt i Østeuropa samt Balfour-deklarationen.
Jeg vil først og fremmest dvæle ved romanens beskrivelse af de samfundsmæssige forhold i Palæstina, selv om Isabella Hammad også er blevet rost for sin psykologiske indsigt og den brede klassiske fortællestil a la Stendhal eller de store russiske forfattere. Ved romanens start hører Palæstina under Det Osmanniske Rige, som omfattede en god del af Mellemøsten, men var under tyrkisk ledelse. Dette rige sluttede sig sammen med Tyskland og Østrig-Ungarn under Første Verdenskrig, især på grund af et modsætningsforhold til Rusland. Krigen mundede ud i disse rigers nederlag og i opløsningen af Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige.
Men tilbage til romanens Midhat, som i Frankrig kommer i forbindelse med eksilarabere. De er klart imod undertrykkelsen af den fremspirende arabiske nationalisme fra Osmannerrigets side, men de kan ikke blive enige om, om der skal satses på et Storsyrien eller på geografisk mindre omfattende lande, for eksempel et frit Palæstina. Der er også debatter om de forskellige aktører i området, og selv om Osmannerriget fordømmes (adskillige arabiske nationalister bliver hængt), er de ’vindende’ stemmer blandt eksilaraberne ikke fremmede for, at Storbritannien, Frankrig og de indvandrende zionister også har imperialistiske intentioner.
Storbritannien spiller noget af et dobbeltspil ved både at love nationalisterne selvstændighed og senere via Balfour-deklarationen at støtte jøders ret til et nationalhjem i Palæstina. Palæstina bliver efter Første Verdenskrig mandatområde for Storbritannien, så i størstedelen af romanen oplever Midhat en række forskellige politiske aktører i Palæstina. Ud over den britiske ledelse er der de indvandrede zionister, som hurtigt bliver meget aktive, også militært, idet for eksempel den paramilitære gruppe Haganah grundlægges i 1920. Dertil kommer de forskellige arabiske modstandsgrupper.
Romanens Midhat vender nemlig ligesom virkelighedens efter krigen tilbage til Nablus i Palæstina, hvor han bosætter sig og kommer til at arbejde i faderens butik. Selv om han ikke selv kommer til at deltage aktivt i nogen modstandsgrupper, er han godt bekendt med de forskellige aktører, dels fra debatterne i Frankrig og dels via familie og venner, som er mere aktive. De palæstinensiske grupper har to stærke modstandere: Storbritannien og zionisterne, de sidste bliver flere og flere. Og der bliver fortalt om mange sammenstød.
Der sker selvfølgelig meget på romanens næsten 600 sider, som jeg ikke har mulighed for at komme ind på her. Midhat må rejse fra en elsket pige i Frankrig, men bliver senere gift i Nablus. Et tema i bogen er Midhats fremmedgørelse både i Frankrig og i Nablus. Begge steder føler han sig udenfor. I Frankrig er han den lidt eksotiske araber (som ikke altid føler sig velkommen), og hjemme i Palæstina ses han netop som “pariseren”. Temaet har selvfølgelig at gøre med Isabella Hammads egen splittelse mellem at være britisk og være palæstinenser. Et tema som også har en stor plads i den følgende roman.
Anden roman: ”Genfærd ind”
“Genfærd ind” udkom i 2023. Titlen er hentet fra Shakespeares “Hamlet”. Hovedpersonen er Sonia, som i lighed med Isabella selv er vokset op i London med en palæstinensisk far og en britisk mor (her dog britisk-hollandsk), og som rejser til Israel for at besøge sin søster Haneen, der har valgt at bo i Haifa i Israel. Romanen foregår i nutiden, og Sonia, som er skuespiller, bliver af en af Haneens veninder tilbudt at medvirke ved opførelsen af “Hamlet” på arabisk på Vestbredden.
Vi kommer meget tæt på Vestbreddens alvorlige problemer. Sonia, som jo godt kender problemerne, dog set fra London, bliver hurtigt slået af begivenhedernes nærvær. Først foran søsterens fjernsyn:
”Og så, om torsdagen, indtog bevæbnede bosættere et midlertidigt forladt palæstinensisk hus i Sheikh Jarra-kvarteret i Østjerusalem og skød en af naboerne i benet. Situationen eskalerede. Demonstranter flød ud i gaderne omkring huset fredag eftermiddag. Flammende bildæk udsendte en tyk strøm af sort røg, der fulgte vindretningen tværs over Haneens fjernsyn; tåregas faldt i streger over dem som spinkle hvide ben fra gigantiske edderkopper; kvinder skreg …”
Et øjeblik senere fortælles det, at en mand er blevet skudt:
”Hans navn var Nidal et eller andet. Flere detaljer strømmede ind. Det var en bosætter, der havde skudt; de kendte ikke personens navn endnu. Bosætteren havde siddet i skjul på et tag. Han eller hun havde skudt Nidal i halsen. Nidal var 22.
[…] Jeg fik kvalme.” [ii]
Senere bliver Sonia selv udsat for rystende oplevelser på Vestbredden. Hun er i en bil ved et checkpoint sammen med nogle andre fra teatertruppen. De israelske soldater har lige bedt en af palæstinenserne om at følge med dem:
”Idet de går ind gennem døråbningen, slår den blonde soldat ham i baghovedet, og Waels skuldre trækker sig med det samme op, mens han bukker sig forover. Det er, som om denne scene udspiller sig på en filmrulle, hvor resten af billederne er blegnet væk.
Jeg kunne næsten ikke mærke min krop, da jeg flåede døren op. Jeg vidste kun, at mit synsfelt var hvidglødende.” [iii]
Sonia er halvt eksilpalæstinenser og er måske ikke helt bevidst om, hvor farlig en situation denne spontane vrede bringer hende i. Men hun trækkes mere og mere ind i de fastboende palæstinenseres verden. Også disses vilkår kan dog være forskellige. For eksempel er den tilbageholdte mand bosiddende på Vestbredden, men har en tilladelse til også at måtte besøge selve Israel, ’48, som Israel kaldes af palæstinenserne, idet der refereres til den første store fordrivelse i 1948, kaldet Nakba (’katastrofen’).
Sonias familie og hendes nye palæstinensiske venner bliver et slags mikrokosmos, der viser alle mulige måder at være palæstinenser på. Der er stadig mange arabere, der som søsteren bor i ’48. Det kan de håndtere på forskellig vis. Haneen tror meget på palæstinensernes sag, men andre forsøger at blive så israelske som muligt, for eksempel ved at tale hebræisk. De bosiddende på Vestbredden kan for eksempel bo i en lejlighed i en af byerne, mens andre bor i de stadig eksisterende lejre. Og endelig har også eksilpalæstinenserne forskellige vilkår. Mange bor stadig i lejre især i Libanon og Jordan, mens andre, som Sonia, lever i helt andre dele af verden.
Det er ikke tilfældigt, at det er Shakespeares “Hamlet”, der skal spilles. Isabella Hammad har fortalt, at stykket har været forbudt i israelske fængsler, idet “at være eller ikke være” kunne opfattes som en inspiration til oprør. “At være eller ikke være” kan ikke oversættes ordret til arabisk, og det blev for eksempel i Egypten oversat til “skal VI være eller ikke være?” Dermed blev det et slags slogan for arabisk nationalisme.
Det er også oplagt, at skuespillerne meget nemt kan relatere til dele af teksten, som kan opfattes som omhandlende de aktuelle forhold i Palæstina. “Hamlet” drejer sig jo om et mord, der skal hævnes (dette forlanger den myrdede konge som genfærd af sin søn Hamlet), hvorfor der meget hurtigt kan associeres til myrderier, undertrykkelse, modstand og kamp.
Titlen “Genfærd ind” er valgt med omhu. Udtrykket er hentet fra stykkets tekst (når genfærdet kommer til syne). Og dette genfærd bliver en metafor for Palæstinas situation. Isabella Hammad udtaler i et interview, at man ’har’ et genfærd, når noget er ufuldendt, når noget ikke er blevet gjort. Så bliver nogen hjemsøgt af fortiden; hun har også brugt det psykoanalytiske udtryk, at ’det fortrængte vender tilbage’.
Og ordet ’hjemsøgt’ er flittigt brugt i bogen. Sonia besøger et hus i Haifa, som har været i familiens eje, men er blev solgt til israelere, altså ikke engang stjålet som så mange andre, men alligevel bliver hun meget uvenligt modtaget af den nuværende beboer. Sonias far i telefonen finder ikke dette mærkeligt:
”Han var bange for dig. Du er som et genfærd for ham. […] Vi hjemsøger dem. De vil dræbe os, men vi vil ikke dø. Selv nu, hvor vi nærmest har mistet alt. […] Zombie-apokalypsen.” [iv]
Faktisk siger Isabella Hammad i det nævnte interview, at faderen, som nu bor i London, men som i sin ungdom har været aktiv i modstandsbevægelsen og med i PLO, på en måde også hjemsøger Sonia, selv om han er i live. Sonia udfritter ham angående den del af hans liv, og via hans eksempel begynder hun at føle sig mere forpligtet på den palæstinensiske sag. Men hjemsøgelsen kan også gå den modsatte vej generationsmæssigt. Sonia besøger på Vestbredden sin onkel og tante, som hun ikke har set i årevis. Det er dem, der har solgt det omtalte hus i Haifa. Da de tager afsked, hedder det således om tanten:
”Hun trådte tilbage og iagttog mig. Denne gang følte jeg ikke, at hun kiggede på mig, men gennem mig, som var jeg et sendebud, et medie, som et genfærd kunne tale gennem, men som ikke selv forstod de ord, der blev sagt.” [v]
Ja, tante Rima mindes en anden tid, en tid hvor der også var en konflikt i relation til Sonias far. Så mellem palæstinenserne kan der også være konflikter, hvilket i øvrigt også opleves mellem skuespillerne indbyrdes med deres forskellige baggrunde. Isabella Hammad vil gerne være en politisk forfatter, men ikke en ren propagandist. Hun mener, at et kunstværk sagtens kan være politisk, uden at det er renset for ambivalenser. Fortid og nutid flettes tæt sammen i romanen – det myldrer med genfærd.
Uden i øvrigt at afsløre bogens slutning kan jeg godt sige, at dens sidste ord er ’Genfærd ind’: Det vil sige, der er stadig noget i dette ulykkelige land, der mangler at blive gjort.
Essay: “At genkende den fremmede – om Palæstina og narrativer”
Så er vi tilbage ved det i starten nævnte foredrag, som blev udgivet som bog i 2024 (dansk 2025). Der var tale om en mindeforelæsning for Edward Said (1935-2003) den 28. september 2023. Said var en amerikansk litteraturprofessor med palæstinensiske rødder (født i Jerusalem), som var meget optaget af den palæstinensiske sag, og som i sit hovedværk “Orientalisme” kritiserede den vestlige fordomsfuldhed over for asiatiske forhold, ikke mindst over for Mellemøsten og islam.
Foredraget blev holdt ni dage før 7. oktober-angrebet mod Israel, hvorfor Isabella Hammad skrev en opfølgende kommentar i januar 2024, som er tilføjet i denne bog som “Efterord: Om Gaza”. Om selve dette angreb skriver hun:
”Denne militære aktion, der i al hemmelighed må have været planlagt gennem flere år, lignede en helt utroligt voldelig fængselsflugt.” [vi]
Isabella Hammad skjuler ikke, at 1139 israelere blev dræbt, heriblandt 695 civile, men allerede da hun skriver kommentaren, er gengældelsen ulige voldsommere, idet over 25.000 var blevet dræbt i Gaza (og et nyligt studie fra det anerkendte tidsskrift The Lancet vurderer, at mere end 75.000 blev dræbt i krigens første 16 måneder). Isabella Hammad er tydeligvis meget berørt i dette efterord. Hun taler om, at man får chok på chok, og at man begynder at dissociere, det vil sige psykisk distancere sig, for at holde gruen ud. Men dette sidste er jo på en måde at lemlæste sig selv, siger hun, for det ærligste er at forblive i smerten.
Så dette efterord emmer af sorg og smerte, men bliver også til vrede og eftertanke. For eksempel stiller Isabella Hammad nogle vigtige spørgsmål til de vestlige magthavere: Skal palæstinenserne være dømt til at være et koloniseret og fordrevet folkefærd for tid og evighed? Skal de fortsat være udsat for vold på daglig basis? Må Palæstina aldrig blive frit; skal det fortsat være underkastet den israelske apartheid, der strækker sig fra Jordanfloden til Middelhavet?
Apropos disse sidste bemærkninger offentliggjorde The Guardian allerede i december 2023 en skriftlig kommunikation mellem Isabella Hammad og forfatterkollegaen irske Sally Rooney om Gaza. Her kritiserer Isabella Hammad også den vestlige brug af begrebet ’menneskerettigheder’, som aldrig har taget hensyn til det globale syd. Som eksempel nævner hun det paradoksale i, at 1948 både var året for ratificeringen af FN’s menneskerettighedserklæring OG året for Nakba, hvor 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem! Derefter blev Israel optaget i FN på visse betingelser (blandt andet de fordrevnes ret til tilbagevenden), som aldrig blev opfyldt. (Sally Rooney har i øvrigt siden gjort sig særdeles positivt bemærket med hensyn til den palæstinensiske sag med sin støtte til den britiske Palestine Action, selv om regeringen havde kriminaliseret denne som en terrorgruppe!)
Selve foredraget handler om at genkende det menneskelige i den fremmede. Et oplagt emne også i Danmark (jævnfør valgkampen der i skrivende stund netop er gået i gang!) Isabella Hammad interesserer sig selvfølgelig for forholdet mellem israelere og arabere:
”Jeg hørte engang den palæstinensiske aktivist … Omar Barghouti tale om ”ahaoplevelsen” – det, som jeg nok ville kalde for genkendelsens øjeblik. Han talte specifikt om det øjeblik, hvor en israeler oplever et vendepunkt i kraft af erkendelsen af, at en palæstinenser er et menneske præcis ligesom ham eller hende.” [vii]
Hun fortæller også en interessant lille historie, der stammer fra den afdøde palæstinensiske forfatter Ghassan Kanafanis roman “Tilbage til Haifa”. Et ægtepar, der måtte flygte i forbindelse med Nakba, og som i den kaotiske situation havde måttet efterlade deres spædbarn, får mulighed for at besøge deres by lige efter Seksdageskrigen i 1967. De finder deres hjem og giver sig til at tale med den kvinde, som nu bor der. Hun fortæller, at hendes søn, der ikke er hendes biologiske søn, snart kommer. Der er tydeligvis tale om det barn, de har efterladt. Da sønnen ankommer ’i fjendens uniform’, som det hedder, vil han ikke have noget at gøre med sine biologiske forældre, for ’hans eneste far døde i Sinai 11 år tidligere’.
Eksemplet er som sagt fra en roman, men virkelighedens verden har sikkert givet rig mulighed for, at lignende ting har fundet sted.
En antiimperialistisk stemme
Isabella Hammad har været flittig til at blande sig i den offentlige debat. Hun har fortalt grundigt om sine romaner, om sit Palæstina-engagement, om teater, om forholdet mellem kunst og politik med videre. Hvis man kan læse og/eller forstå engelsk, er der rig mulighed for at ’møde’ hende på nettet i tekst eller på video.
Min gennemgang af Hammads arbejde har ikke ydet hende retfærdighed med hensyn til hendes fine personbeskrivelser. Romanerne er slet ikke udelukkende samfundsbeskrivelse og politiske konflikter, men beskriver både familierelationer og personlige udviklingshistorier på en fin måde. Ikke mindst Sonia i “Genfærd ind” er levende og alsidigt beskrevet, både hvad angår hendes kærlighedsforhold og hendes relationer til den nære familie.
Den næste roman
Isabella Hammad er i gang med at skrive sin tredje roman. Den foregår blandt andet på Bandung-konferencen i Indonesien i 1955, hvor to kvinder mødes, en indisk journalist og en libanesisk delegeret. Denne konference, som er en forløber for dannelsen af De Alliancefri Landes Bevægelse seks år senere, er også blevet kaldt starten på den tredje verden som begreb.
Det var en konference midt under Den Kolde Krig, hvor en række nyligt frie og endnu ikke frie kolonier insisterede på, at mødet kun var for dem. Den foreløbige titel på romanen er “Some Third Element” (cirka: et eller andet tredje element), som muligvis henviser til ’den tredje verden’, men sikkert også til andet. Palæstina er ikke hovedtemaet denne gang, men dets situation bliver dog diskuteret på konferencen. Det er begrænset, hvor meget der er kommet frem om romanen, men ingen tvivl om, at det bliver en antikolonialistisk bog, samtidig med at der vil være en kritik af, at der var yderst få kvindelige deltagere på konferencen.
Jeg glæder mig meget til bogen, dels fordi jeg har interesseret mig en del for Bandung-konferencen, og dels fordi Isabella Hammad med sine tidligere arbejder har præsenteret en stor viden om mennesker, om samfund i nord og syd, om eksilets vanskeligheder, om undertrykkelse og modstand.
Isabella Hammad er en særdeles velkommen antiimperialistisk stemme i den litterære verden.
NOTER
[i] “At genkende den fremmede”, side 72-73
[ii] “Genfærd ind”, side 68
[iii] “Genfærd ind”, side 192
[iv] “Genfærd ind”, side 260
[v] “Genfærd ind”, side 151
[vi] “At genkende den fremmede”, side 73
[vii] “At genkende den fremmede”, side 34
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr 1, april 2026.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
