I en bobleplast-konvolut på mit skrivebord fandt jeg i morges en lille og utroligt flot bog med sprayagtig blå farve, som fra venstre mod højre forandrer sig til hvid og dermed giver plads til de blå bogstaver, som i diagonale vasaler proklamerer, at her sidder jeg med en spritny digtsamling i hånden: FUCKED UDEN HJÆLP – HANDICAPDIGTE, står der, og det vækker min nysgerrighed.
Vi ønsker at give et blik ind i en verden, ikke så mange kender, og at ændre måden, vi bliver behandlet og set på.
Jeg kigger ned i konvolutten og finder det vedlagte brev fra Otilia, som er en del af Digterholdet Mindsteps, som står bag bogen: “Vi er en gruppe med forskellige handicaps, der sammen har skrevet digtsamlingen”, skriver Otilia og fortsætter: “vi håber inderligt, at du/I har lyst til at hjælpe med at sprede budskabet” – det har jeg i den grad.
For budskabet i den lille dekorative publikation er nemlig at “skabe opmærksomhed omkring de forskelligheder, der er i handicapverdenen”, som gruppen formulerer det i deres vedlagte pressemeddelelse.
“Vi ønsker at give et blik ind i en verden, ikke så mange kender, og at ændre måden, vi bliver behandlet og set på. Fucked uden hjælp er skrevet til dem, der kan ændre vores situation, men også til alle dem, der lukker øjne og ører og tror, de aldrig vil blive berørt af et handicap.”
Med andre ord, en digtsamling som ingen solidarisk sjæl kan undslå sig fra at læse. Du må dog væbne dig med en smule tålmodighed, før du selv kan besidde den flotte lille bog. Den udkommer nemlig først 13. september, hvor der fra klokken 15-17 bliver afholdt reception hos Mindsteps, Hørkær 22, i Herlev.
Bogen er udgivet af Fonden Mindsteps Videnscenter og du kan skaffe den ved at sende en mail på f.uden.hjaelp@gmail.com. Bogen koster 149 kroner plus fragt på 48 kroner.
Tak til digterne Catharina, Frederik, Lærke, Otilia, Simone og William for det vigtige initiativ!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.