Fremmedgørelse, fravær, traumer, isolation, ensomhed, mangel på mening og fællesskab i et umenneskeligt system. Det er nogle af de centrale temaer i Østre Gasværk Teaters opsætning af Another Brick in the Wall, på baggrund af Pink Floyds legendariske musik fra 1979 og senere Alan Parkers film fra 1982.
Det hele er iscenesat i et overvældende univers af live-musik, luftakrobater, dansere, film, lyd og lys. I centrum for forestillingen står sanger, bio-forsker, radiovært og mennesket Johan Olsen (sanger Jimmy Jørgensen vil også optræde i denne rolle på udvalgte datoer i løbet af spilleperioden), der spiller, men først og fremmest synger rollen som Pink. Historien er langt hen ad vejen Pink Floyd-frontfiguren Roger Waters’ egen fortælling om opvækst og liv.
Selvom historien er tidsmæssigt konkret forankret, er der en klar tidløs tematik omkring ensomhed, isolation, populærkultur og meningsløshed, som de fleste yngre publikummer vil kunne spejle sig i.
Det er helt klart sanger Johan Olsen med et forrygende musikalsk ensemble, der bærer forestillingen. Hans på én gang rå og smukke stemme giver i den grad livgivende nerve til det 44 år gamle albums sange. Han kan om nogen foredrage en vise på rock-manér, så man tror på og mærker det, der synges, så der fremkaldes gåsehud og hukommelses-lyn fra ens eget liv.
Men den storslåede ramme – Østre Gasværk, det smukkeste teaterrum i Danmark – danner en arena, der skaber et medspillende inferno og sætter fortællingen i relief. Der er ikke sparet på noget i forestillingens scenografi, koreografi og indslag.
Det store høje teaterrum udnyttes til fulde. Flyvende luftakrobater, der danser på gulv og i luften, understøtter sangenes temaer om aggression, vanvid, men også sart smerte og sårbarhed. Halsbrækkende hvirvles der op og ned af tove fra scene-loftet, der kravles dæmonisk rundt på bagmurens svalegange. Scenen er en slags manege, med et effektfuldt og skræmmende hul i midten, der pludselig kan åbne sig og frembringe eller udslette. Voldsomme, enorme rekvisitter fødes af dette teaterhul, men det sluger også sanger med hans sidste livskraft, som en slags portal direkte til helvede. Vi er på mange måder vidne til et levende maleri, der skildrer skærsilden eller mareridtets version af Alice i Eventyrland.
Forestillingen på Østre Gasværk formår langt hen ad vejen at skabe en helstøbt sammensmeltning af mange sceniske udtryksformer, der understøtter det overordnede tema og historien om menneskets fremmedgørelse i et vestligt samfund.
Der er stor kollektiv genkendelighed på tilskuerpladserne på flere niveauer: Mange er vokset op med Pink Floyds berømte album og har egne minder knyttet dertil. En del er af samme generation, født af fraværende fædre eller PTSD-ramte krigstraumatiserede forældre. Mange har gået i Den Sorte Skole og mærket meningsløs rigid systemisk ensretning.
Men selvom historien er tidsmæssigt konkret forankret, er der en klar tidløs tematik omkring ensomhed, isolation, populærkultur og meningsløshed, som de fleste yngre publikummer vil kunne spejle sig i.
Forestillingen opføres fra den 28. september frem til den 3. december på Østre Gasværk Teater og i Musikhuset Aarhus fra den 5. januar 2024.
Instruktør: Heinrich Christensen
Scenografi: Kim Witzel
Kapelmester:Søren Graversen
Kostumedesign: Line Bech
Koreografi: Sofie Akerø
Luft-Koreografi: Sita Bhuller Otto
Lyddesign: Tim Højer
Lysdesign: Jeppe Lawaetz og Martin Jensen
Dansere, luft-artister, musikere, sangere, teknikere m.fl.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
