Ikke dømt for chikane
En gyselig betonskulptur fragtes i filmens start fra havnen i Beirut og ud af byen. Oppe i de tilsyneladende frodige bjerge vågner bjælkehusets yngste datter tidligt om morgenen og opdager fremmede i dalen nedenfor.
En kran løfter skulpturen på plads, og snart er bakkerne nær Badri-familiens bæredygtige, men skrøbelige hjem fyldt med bulldozere, gravemaskiner og vesteklædte mænd. Filmen Costa Brava Libanon er en nådesløs beretning om ødelæggelse.
Filmen giver et forstemmende realistisk billede af kapitalismens og det politiske establishments spekulation og misbrug af menneskene og deres behov.
Landets præsident holder tale og lover, at affaldsproblemet er løst ved nu 80 procents genanvendelse og afbrænding af resten.
Badri-familien ser tavse og forbitrede til, da en eksplosion danner et gigantisk krater. Lastbil på lastbil kommer til og hælder bjerge af skrald i hullet og langt udover det. En del brændes af på et gigantisk åbent bål.
Otte år har Badri-familien levet isoleret fra omverdenen med egenproduktion af grøntsager, frugt og hønsehold og hjemmeundervisning af deres to piger. Faderen Walid har før ernæret sig som journalist med kritik af forureningen og magtmisbruget i landet, og moderen Soraya har været en kendt sangerinde, som har optrådt ved store protestdemonstrationer.
Allerede inden affaldet flyttede med op til dem, var der tegn. Grøntsagerne smager ikke som før, og buskes og træers blade bliver gule.
Af børn og gamle skal man høre…
Den 7-8-årige Rim er den opvakte pige, der ønsker revolution, oprør og sabotage. Men hun er samtidig en gammelklog iagttager af- og åbenhjertig kommentator til de voksende spændinger i familien.
Faderen holder fast i deres slidsomme udkomme og håber, alligevel ganske illusionsløst, at få medhold ved retsinstanser i klagen over ødelæggelsen af deres omgivelser, som han dokumenterer med sit kamera. Moderen er ved at få nok. Hun genopliver sin sangskat, da hun spiller for sin 17-årige datter, Tala.
Den kvikke Rim registrerer det hele. Også Talas nye følelser og gryende seksualitet i mødet med andre mennesker. Bedstemoderen Zeina er afhængig af iltmaske og ryger stadig. Hun har levet et fuldt liv. Hun udtrykker, at ”tiden er kommet, hvor Bedste flytter hen, hvor festen er bedre”. Det kunne være Colombia, hvor Walids søster Alia lever. Hun har solgt jorden, de nu bor på, uden broderens vidende. Men…
Et valg må træffes
Badri-familien må træffe et valg: Fastholde deres utopiske, grønne selvrealiserings-drøm eller se realiteterne i øjnene og vende tilbage til huset i Beirut og genoptage deres politiske engagement og sociale liv sammen med andre.
Filmen giver et forstemmende realistisk billede af kapitalismens og det politiske establishments spekulation og misbrug af menneskene og deres behov. Den illustrerer godt en families følelsesliv, ømhed og konflikter. Men det er og bliver en familie af bedrestillede intellektuelle, der – med to biler og en klorholdig svømmepøl i deres bjergidyl – søger individuelle løsninger på samfundsproblemer.
Det gør den godt, men måske er persongalleriet lidt for smukke mennesker. Og spørgsmålet er, hvor meget det ret forudsigelige forløb siger et publikum, som virkelig er på (affalds)spanden. Selv om det vist ender godt. Og betonskulpturen bliver trods alt fjernet, da en anden virkelighed når bjergene…
Og nej: Filmen handler ikke om borgerkrigene i landet, Israels invasion i 1982 eller palæstinensernes forhold i flygtningelejrene.
Costa Brava Libanon, spillefilm. Instruktør: Mounia Aki. Medvirkende: Saleh Bakri, Nadine Labaki, Nadia Charbel, Geana Restom, Liliane Chacar. År: 2021, Libanon. Varighed: 116 min. Dansk premiere: 23. juni. Distributør: Øst for Paradis film, www.paradisbio.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
