Mindretal af modstand
Flere og flere taler om a-kraft, som var det en løsning på både energi- og klimakrisen. Der mangler altid et eller flere led i argumentationen. Som nu med Anders Lund Madsens nye TV-serie.
For en måned siden kom en ven til mig og erklærede, at der er en kamel, venstrefløjen før eller siden må sluge. Det har han gjort flere gange, denne gang var det så atomkraft.
Jeg har det sådan med atomkraft, at den diskussion er slut for mange år siden, og jeg har bedre ting at bruge min tid på end at skulle diskutere noget, vi heldigvis har lukket døren for her i landet. Jeg vil meget hellere bruge tiden på at arbejde for mere vedvarende energi, indført i højt tempo. Det er sådan nogle steder, kamplinjen ligger.
Anders Lund Madsen var modstander, men er konverteret til atomkraft, og det valg er til stede over alt i programmerne.
Men så nemt bliver det ikke. Flere og flere fristes af atomkraft, både på venstrefløjen og højrefløjen. Således også Anders Lund Madsen, som har fået fire gange 45 minutter på DR 1 til at undersøge sagen, og til at udbrede sig om sine indre overvejelser og præferencer. ”Atomkraft – ja tak!” bringer os frem og tilbage i historien, fra kampen mod atomkraft i 70’erne til Fukushima.
Med serien bringer Anders Lund Madsen (ALM) os i nærkontakt med et væld af dybt interessante mennesker. Han er altid hyggeligt selskab, en charmetrold, masser af lune, kreativt TV ofte serveret med et gran selvironi, tit med ham selv i centrum. Denne gang synes jeg, det kammer det over og bliver useriøst. Som med et karaktermordforsøg på anti-atomkraft bevægelsen, hvis succes han forklarer med, at de havde de bedste klistermærker og gode sange. Dengang var der ikke nogen, som bekymrede sig om klimaet, siger han. Det handlede om noget andet. ”De spillede på frygten,” siger hans bror Peter Lund Madsen. Man fornemmer tydeligt en skjult dagsorden, bevægelsen fremmede på kynisk facon ved at påstå, at atomkraft er farligt. Suk.
ALM var modstander, men er konverteret til atomkraft, og det valg er til stede over alt i programmerne. Jeg vurderede det hele på baggrund af fem spørgsmål, jeg selv altid har stillet til atomkraft, og lyttede intenst efter hans svar. Jeg synes resultatet var sølle.
1. Har vi overhovedet brug for det?
Hvorfor mener ALM overhovedet, at klimakrisen tvinger os til at satse på atomkraft? Det må være det store spørgsmål. Men overraskende nok kommer der meget lidt til underbygning. Vi får at vide, at FN mener, der er brug for de eksisterende værker – men det er vel ikke det samme som at udråbe atomkraft til at være løsningen? Og vi får at vide, at EU ser atomkraft som en del af løsningen – som var der tale om en slags orakel i Bruxelles.
Det er rigtigt, at det er det, vi hører fra EU. Atomkraft var en del af EU’s identitet længe før klimakrisen, og i denne omgang har EU ganske rigtigt vedtaget, at både atomkraft og gas skal betragtes som gode, grønne redskaber. I processen forlod en lang række eksperter EU-kommissionens rådgivende panel i protest mod beslutningen. Så der skal mere til end at sige, at FN og EU er enig med ALM.
I stedet skulle han have stillet spørgsmålet konkret op, og i mine øjne er det let i dansk sammenhæng: Et atomkraftværk kan yde i omegnen af 1 Gigawattime (GWh). Det svarer til, hvad en havvindmøllepark kan levere. Og pt. er der adskillige planer om opførelse af havvindmølleparker, som kan opføres langt hurtigere end et atomkraftværk. Hvorfor i alverden skulle vi så gå den vej?
Så er det rigtigt, at der er et lagringsproblem. Det er dét spørgsmål, vi så skal arbejde på. Ikke på farlige eventyr.
2. Er det sikkert?
Man må give ALM, at han går til biddet på det spørgsmål. Han løber verden rundt med sit dosimeter, og måler lave tal selv tæt på Tjernobyl-værket. Det var relativt få mennesker, der døde af bestråling, lidt over 50 døde i Tjernobyl-ulykken, og ingen i Fukushima. Men det er ikke meget, han graver, bogstaveligt talt. Det er stadig farligt at lave udgravninger i området, da det kan føre til spredning af radioaktivitet. ALM ender med stilfærdigt at erklære sig rede til at acceptere en Fukushima-ulykke nu og da. Ikke fordi han vil undervurdere katastrofen, men fordi der er en klimakatastrofe at tage i betragtning. Nuvel. Det er den slags dilemmama kan løse affaldsproblemet.er, vi netop ikke skal acceptere, og ikke behøver at acceptere.
Alene at lade dosimeteret tale på overfladen er tyndt. For tager vi alle vinkler med, må vi også spørge, hvordan det var gået, hvis det ikke var lykkedes at begrænse katastroferne i Fukushima og Tjernobyl. Eller hvis der var sket noget i Barsebäck. Det er ikke alene et spørgsmål om industriens teknikere gør deres yderste. Der er faktorer som terrorisme, og naturkatastrofer, vi skal tage i betragtning.
3. Kan man løse affaldsproblemet?
Det er nok på dét spørgsmål, ALM vakler mest i troen på atomkraft. ”Det trækker lidt ned i atomkraftregnskabet,” melder han efter at have gennemgået tovtrækkeriet om en smule affald fra Risø forsøgsanlæg, der endte med at blive, hvor det var, da ingen andre i landet ville ha’ det. Løsningen finder han i Finland, hvor det farligste affald er gravet langt ned i fjeldet. Men hans forsigtige spørgsmål, om de ikke kunne formås at tage imod affald fra Danmark, gav ikke det svar, han havde håbet.
Fint med et finsk eksempel, fint hvis de kan holde stilen de næste mange tusinde år. Men det kendetegnende ved affaldsproblemet er, at der er mange steder på kloden, hvor affaldsproblemet netop ikke er løst, trods årtiers intenst arbejde. Et besøg på Sellafield i England ville have sat det på spidsen. Efter 60 år på midlertidigt lager, er flytningen af 80.000 tons radioaktivt affald nu langsomt kommet i gang. En kæmpe operation, som vil tage 20 år. Og det er endnu uklart, hvor det hele skal ende.
4. Hvad med udvindingen?
Siger man A må man også sige B. Siger man atomkraft, siger man også udvinding af uran. Og hvem skal så skuldre dét problem? For nyligt afviste grønlænderne et uranmineprojekt, som ville have haft katastrofale konsekvenser, socialt og miljømæssigt. Det er en blind vinkel hos ALM. Han går så langt som til en højtidelig erklæring om, at atomkraft er CO2-neutralt. Det er forkert. Atomkraft udleder væsentligt mere CO 2 end nogen vedvarende energiform, når man tager alle led med i betragtning. Og det skal man selvfølgelig.
5. Hvad gør atomkraft ved samfundet?
Hvis atomkraft er en bærende pille i energiforsyningen, har det en række følgevirkninger, ALM ikke reflekterer over. Atomkraft er per definition en meget centraliseret energiform, og det er en industri, som ikke åbner sig mod deltagerdemokrati og brugerstyring. Meget modsat f.eks. andelsejede vindmølleparker, byder atomkraftindustrien på et lodret hierarki og drakoniske sikkerhedsforanstaltninger. Den slags overvejelser kommer ALM end ikke i nærheden af.
Den anti-atomkraftbevægelse, den ældre ALM har mistet respekten for, voksede ud af en energikrise. Oliekrisen i begyndelsen af 70’erne rejste et spørgsmål om energiforsyning, og det officielle Danmarks første reaktion var at søge mod atomkraft. Det folkelige svar og den folkelig sejr var et nej til atomkraft og en stor satsning på vedvarende energi. Den model tog de fleste stik hjem, og det bryster de fleste danskere sig af i dag. Vi er oven i købet endt et sted, hvor atomkraft ikke giver nogen mening – en erfaring, vi burde gøre mere ud af at eksportere.
Jeg tror desværre alligevel, der vil være mange som min ven og ALM, der i de kommende år vil blive ved med at snakke om atomkraft, som var det en løsning på både energi- og klimakriserne. Det er så fristende med det tekniske fix, og der er mange andre kræfter i samfundet, som gerne nedtoner det med den vedvarende energi. Så må vi tage den diskussion. Men det ville være det glade vanvid at sluge en kamel.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
