Europa er det kontinent, næst efter Arktis, hvor temperaturen stiger hurtigst.
Denne sommer har givet syn for sagn; rekordtemperaturer, skovbrande som har tvunget hundredtusinder mennesker på flugt og forårsaget overdødelighed blandt de ældre generationer, nedlukninger af kernekraftværker på grund af vandmangel til kølingssystemerne med derefter følgende forsyningsproblemer er blot nogle af eksemplerne.
Et brandvarmt Europa
At klimaforandringer for længst har skabt flygtningestrømme og kostet menneskeliv er velkendt på flere kontinenter, men da det for alvor ramte vores eget kontinent denne sommer, skabte det for alvor overskrifter. Særligt når danske turister skal evakueres fra deres hoteller på grund af skovbrande, får vi hurtigt gule bjælker i nyhederne.
I Frankrig blev det bare lidt mere alvorligt end turister, som fik ødelagt deres ferie. Det sydvestlige Frankrig ved Bordeaux har oplevet sin hidtil største skovbrand, hvor over 1000 kvadratkilometer, en tredjedel af Fyn, gik op i flammer og tvang mere end 200.000 mennesker på flugt – ‘Frankrigs første klimaflygtninge’ blev de kaldt.
De menneskeskabte dumheder
Der har altid været skov- og naturbrande om sommeren som en integreret del af økosystemet i fornyelsen af naturen, men der er intet naturligt over den omfattende skovbrand, som har hærget skovområdet ved Bordeaux.
Den 3. august fortalte professor i skovbrug Jørgen Bo Larsen på P1, at man i dette område havde skabt Europas største skov på 10.000 kvadratkilometer, en tredjedel af Jyllands areal, beplantet med kun én træsort, en kystfyr, som vokser hurtigt, er anvendeligt som tømmer, men også følsom over for brand i modsætning til løvtræer.
Så en kombination af hedebølger, tørke og en skovdrift, som enøjet har tænkt på produktion og profit, har i denne sommer skabt denne naturkatastrofe i Frankrig.
Højrefløjen i Europa vejrer morgenluft i røgen
Ingen regeringer i Europa har taget klimakrisen alvorligt, og netop dette giver luft til det yderste højre, som har en sag, når det påstår, at der ikke er blevet passet godt nok på befolkningerne, idet brandene og heden dræber.
Deres forslag går imidlertid ud på at stoppe med at bruge penge på at bekæmpe klimaforandringerne, som de sår tvivl om er reelle, for så at afbøde effekterne blandt andet ved at udstyre de franske hjem og institutioner med klimaanlæg.
Det handler om konkurrenceevne og profit.
I EU-parlamentet har den klimaskeptiske højrefløjsgruppe fået ansvaret for at forhandle EU’s nye klimamål. Denne politiske gruppe, Patrioter for Europa, som blandt andre rummer franske Marine Le Pens Rassemplement National, har ved denne lejlighed udtalt følgende:
”Vi er ikke tilhængere af faldende vækstrater. Vi er ikke tilhængere af at ville opgive vores industrigrundlag og efterlade dem i stikken. Vi er fuld klar over den meget negative og skadelige effekt fra venstrefløjen og de grønne, og vi ønsker at imødegå dette”.
Denne dagsorden slår også igennem på højeste niveau i EU. EU-kommissionen har ifølge Reuters i sidste uge foreslået at lade virksomheder fortsætte med klimaødelæggende udledninger helt ind i 2040’erne.
Det handler om konkurrenceevne og profit.
Alt imens brænder naturen fortsat.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


