Den 19. januar bliver det endnu dyrere at køre med bus, tog og metro på Sjælland.
Ifølge Din Offentlige Transport (DOT) er det især 2- og 3-zoners pendlerkort, Pensionistkort og Ungdomskort, der bliver ramt af prisstigningerne.
Forsker i kollektiv transport på Aalborg Universitet Laura Bang Lindegaard advarer om, at det øger uligheden i samfundet, hver gang billetpriserne bliver sat i vejret.
– Det er ikke alle, der har et alternativ til bussen eller toget og bare kan gå, cykle eller tage bilen. Især pensionister og handicappede er dybt afhængige af tog, bus og metro for at komme rundt. De har ikke andre økonomiske eller fysiske muligheder end at tage det kollektive, advarer Laura Bang Lindegaard.
Hun uddyber:
– Derfor rammer prisstigningerne de mennesker ekstra hårdt, der i forvejen er økonomisk trængte. Når tog-, bus- og metrobilletterne bliver dyrere, forringer det mulighederne for at bruge kollektiv transport: De mennesker, der i forvejen har få midler, må prioritere de helt nødvendige rejser – eksempelvis til lægen – mens sociale besøg til familie, venner, sport og kultur droppes.
Prisen er steget over 40 procent på 15 år
De nye prisstigninger er blot de seneste af en række stigninger de senere år.
Siden 2008 er prisen for at tage bus, tog eller metro steget med 42,4 procent sammenlignet med 2024, viser tal fra Trafikstyrelsen.
Rådet for Bæredygtig Trafik frygter, at de stigende priser betyder, at flere vælger den kollektive transport fra.
– Desværre giver de rituelle årlige stigninger for rejsende med tog og bus endnu et incitament til at bruge privatbilerne. Igen i år ser vi priserne på offentlig transport stige i forhold til privatbilerne. Den nedadgående spiral kender vi udmærket: Højere priser, lavere efterspørgsel, siger forperson for Rådet for Bæredygtig Trafik Poul Kattler til Arbejderen.
Han fortsætter:
Fra den 19. januar 2025 bliver det dyrere at tage bus, tog og metro på Sjælland.
Rejsekort: To-zoners og tre-zoners rejser på Rejsekort stiger med 1,50 kroner til hhv. 22 kroner og 28 kroner. Fire-zoners rejser stiger med 2 kr. til 36 kroner.
Pendlerkort: To-zoners og tre-zoners rejser med pendlerkort stiger med hhv. 15 kroner og 30 kroner.
Pensionistkort: Prisen for et tre-zoners pensionistkort på tre måneder stiger med 30 kroner. Et pensionistkort til én storzone i tre måneder stiger med 40 kroner.
Cykelbillet til metro: Har du din cykel med i Metroen, stiger prisen fra 14 kroner til 15 kroner.
City Pass: Prisen for City Pass Small stiger med 10 kroner. Og City Pass Large stiger med 20 kroner.
Kilde: DOT
– Der er brug for det modsatte, nemlig at priserne med tog og bus falder, i takt med at udbud af pladser stiger sammen med bedre kvalitet. Vi har brug for en opadgående spiral for den offentlige transport.
Transportminister Thomas Danielsen har tidligere afvist at gribe ind over for tog-, metro- og busbilletternes himmelflugt.
Læs også
Prisstigningerne er samtidig med til at undergrave den grønne omstilling og ambitionerne om at få flere til at bruge den kollektive transport, pointerer en trafikforsker.
– Prisstigningerne risikerer at flytte flere over i bilerne og gør det sværere at få folk tilbage i kollektiv transport. Det er problematisk, fordi vi som samfund gerne vil have flyttet flere privatbilister over i den kollektive transport, fordi det helt åbentlyst er bedre for både klimaet og vores sundhed, påpeger trafikforskeren fra Aalborg Universitet Laura Bang Lindegaard.
Tog er den transportform, der udleder suverænt mindst CO2 sammenlignet med fly og diesel- og benzinbiler.
Faktisk udleder fremtidens eltog under en tredjedel den CO2, som elbiler udleder. Og fremtidens eltog udleder under én tyvendedel af, hvad en benzinbil og en dieselbil udleder, viser en analyse, som konsulentfirmaet COWI har udarbejdet for DSB.
Forsøg med gratis lokalbusser i Holstebro
Andre kommuner går den stik modsatte retning.
Den 1. januar indførte Holstebro Kommune et to-årigt forsøg med gratis busser på alle lokalruter i kommunen.
Forsøget skal gøre det mere attraktivt at rejse med kollektiv trafik frem for med bil.
Det lokale trafikselskab Midttrafik håber på, at forsøget vil få flere borgere til at tage toget og bussen.
Prisstigningerne rammer de mennesker ekstra hårdt, der i forvejen er økonomisk trængte. Det øger uligheden i vores samfund.
Laura Bang Lindegaard, forsker i kollektiv transport på Aalborg Universitet
– Midttrafik er selvfølgelig åben over for tiltag, der kan styrke brugen af den kollektive trafik og mindske solokørsel med egen bil. Det er meget positivt, at Holstebro Kommune kigger på muligheder for at begrænse belastningen på både vejnet og klima. Vi håber, at forsøget vil få mange borgere til at afprøve den kollektive trafik som et alternativ til bilen, siger bestyrelsesformand i Midttrafik Steen Vindum.
I Herning har de lokale busser været gratis siden den 1. oktober sidste år, hvor Herning Kommune satte gang i et forsøg med gratis kørsel i seks måneder.
Tyskland: Billigt månedskort giver flere passagerer
I Tyskland har man indført et billigt månedskort, “Deutschland-Ticket”, der for 49 euro (365 kroner) giver adgang til at rejse med lokale og regionale busser og tog i hele Tyskland i en måned.
Det nye månedskort har betydet et markant skift i trafikken fra vej til jernbane, viser en analyse fra det tyske klimaforskningsinstitut Mercator Research Institute on Global Commons and Climate Change.
Ifølge analysen har den nye Deutschland-Ticket betydet, at antallet af togrejser på over 30 kilometer er steget med 30 procent. Til gengæld er privatbilismen faldet med 7,6 procent færre kørte bilkilometer.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.