Skal ikke mærkes
56 procent af landets pædagoger tvivler på fremtiden i pædagogfaget, fordi de oplever ikke at kunne gøre arbejdet godt nok, viser en rundspørge blandt medlemmer fra Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund (BUPL).
– Det er dybt bekymrende, at flere og flere pædagoger forlader faget. Det er et vink med en vognstang om, at det skal gøres mere attraktivt at arbejde som pædagog. Hvis ikke arbejdsgiverne trækker med, er det jo som at forsøge at fylde en hullet spand med vand, når vi kæmper for, at flere uddanner sig som pædagoger, siger Elisa Rimpler, BUPL’s forbundsformand.
Rundspørgen peger på en central konflikt. Pædagoger oplever, at de fastholdes i et system, hvor tid, ressourcer og rammer ikke matcher kravene til kvaliteten i arbejdet med børn, unge og borgere med støttebehov.
Fagligheden presses ud
Der er ikke tale om manglende engagement, når størstedelen af landets pædagoger har overvejet at forlade faget.
Både rundspørgen og BUPL’s Vilkårsundersøgelse 2025 viser en faggruppe med høj professionel dedikation, men med stærkt begrænsede rammer.
Kun fire ud af ti pædagoger oplever i høj grad at have tid til at bruge deres faglighed optimalt, mens over 60 procent peger på mangel på ressourcer på arbejdspladsen.
“Mit nervesystem kunne ikke holde til det mere”
Udviklingen afspejles i de pædagoger, der allerede har forladt faget, både på dagtilbudsområdet og det specialiserede socialområde.
Tidligere pædagog, Jonathan Zacho Bregner, der har arbejdet i systemet i 15 år, beskriver en gradvis nedslidning på tværs af det pædagogiske felt:
– Jeg har arbejdet i det pædagogiske system i mange år, men mit nervesystem kunne til sidst ikke holde til det mere. Det var en ophobning af oplevelser over 15 år, siger han til Arbejderen.
Beslutningen om at forlade faget kom gradvist.
– Jeg overvejede det flere gange undervejs. Det er et hårdt arbejdsmiljø. Ofte med dårlig ledelse, låste diskurser og interne hierarkier. Et arbejde, hvor sværhedsgraden ikke afspejles i normeringer eller løn. Jeg har været udsat for vold og stået i mange situationer, hvor man konstant skal være mentalt på for ikke at lave fejl. Det slider, understreger Zacho Bregner.
Et presset system
Den høje andel af pædagoger, der overvejer at stoppe, hænger sammen med konkrete arbejdsvilkår.
Hver fjerde pædagog står alene på stuen i daginstitutionerne, og 11 procent af lederne svarer, at de har stuer uden en fast pædagog. Dette betyder, at arbejdet ofte udføres uden faglig sparring og med et stort individuelt ansvar.
Samtidig må der prioriteres hårdt i hverdagen. Mange føler ikke, at de har tid til hverken det enkelte barn eller borgere med komplekse behov, hvilket sænker det faglige ambitionsniveau.
“Man sparer i starten – og betaler senere”
Problemerne går igen på tværs af det pædagogiske område, særligt på det specialiserede socialområde.
– Vi arbejdede med normeringer, der ikke hang sammen med opgaven. Der kunne være én medarbejder til alt for mange borgere, selv om behovet i praksis var langt højere, siger Jonathan Zacho Bregner
Ifølge ham hænger udfordringerne sammen med strukturelle prioriteringer.
– Man sparer i starten, og så bliver problemerne større. Borgerne får det dårligere, og så kræver det endnu flere ressourcer senere, forklarer Zacho Bregner.
Han peger på en generel tendens i systemet:
– Man vælger de billigste løsninger først. Det betyder, at den nødvendige hjælp ofte kommer for sent.
Forlader allerede faget
Udviklingen er ikke kun en overvejelse. Den er allerede i gang.
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 14.400 uddannede pædagoger i 2024 arbejdede uden for faget. Dette er næsten en fordobling siden 2008.
Andelen af beskæftigede pædagoger, der arbejder uden for de pædagogiske områder, er steget fra 8 til 12 procent.
Politik møder virkelighed
De seneste år har politiske aftaler om blandt andet minimumsnormeringer haft til formål at forbedre kvaliteten i dagtilbuddene.
BUPL’s Vilkårsundersøgelse viser imidlertid, at effekten mange steder udhules af mere komplekse børne- og borgergrupper samt inklusionskrav uden tilstrækkelig støtte.
På socialområdet peger tilsvarende problemstillinger på stigende kompleksitet i borgernes behov uden tilsvarende løft i ressourcer.
Samtidig mangler mange fortsat tid til at arbejde systematisk med børns og borgeres udvikling.
Manglende tid, få kolleger og utilstrækkelige ressourcer betyder, at det pædagogiske arbejde i stigende grad reduceres til drift frem for udvikling, hvilket rammer både brugere og ansatte.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
