Fremmedhad og vold mod migranter er i vækst mange steder i verden. Også i Sydafrika, hvor man ellers i årtier levede under et apartheidregime, hvor størstedelen af befolkningen blev mere eller mindre voldeligt diskrimineret på grund af deres hudfarve og derfor burde vide bedre.
Flere afrikanske lande har udtrykt bekymring over deres statsborgeres sikkerhed i Sydafrika til den sydafrikanske regering i en reaktion på, hvad det sydafrikanske medie The Citizen kalder omfattende fremmedfjendske angreb på udenlandske statsborgere.
Vi kan ikke forstå, hvorfor regeringen og anklagemyndigheden er passive, når mennesker bliver slået ihjel.
Morten Nielsen, politik- og kampagnemedarbejder i Global Aktion
Ghana og Nigeria opfordrede således for et par uger siden de af deres landsmænd, der bor i Pretoria, til at lukke deres butikker, ”holde en lav profil” og ”blive indendørs”, mens en anti-indvandrermarch fandt sted i byen. Mange indvandrere bliver dog truet og presset til at lukke deres forretninger og pakke kufferterne.
Vincent Magwenya, der er talsmand for den sydafrikanske præsident, hævdede dog for nylig, at ”sydafrikanerne er ikke fremmedfjendske”, og at protesterne lå inden for rammerne af landets forfatningsmæssige ramme.
Fremmedfjendsk politisk dagsorden
Global Aktion er Danmarks tidligere anti-apartheidbevægelse, der blev stiftet i 1978 som Landskomiteen Sydafrika-Aktion. Mandag sendte vi, sammen med repræsentanter fra tidligere anti-apartheidbevægelser i England og Holland, et brev til Sydafrikas regeringsparti ANC’s ledelse.
I brevet udtrykker de tidligere anti-apartheidaktivister bekymring over de fremmedfjendske angreb i Sydafrika, der i stigende grad rammer statsborgere fra andre afrikanske lande.
“Det virker ikke til, at de fremmedfjendske angreb, vi er vidne til, er spontane, men at de snarere er en del af en politisk dagsorden, der har til formål at destabilisere Sydafrika samt aflede offentlighedens opmærksomhed fra landets sociale og økonomiske udfordringer,” skriver de.
I brevet opfordrer de tidligere anti-apartheidaktivister regeringspartiet ANC’s ledelse til at handle i stedet for bare at tage verbalt afstand fra de mange fremmedfjendske handlinger eller tale udenom.
Blandt andet ved at man sikrer, at landets anklagemyndighed efterforsker de fremmedfjendske angreb, og ved at tage afstand fra og eventuelt ekskludere medlemmer af ANC-alliancen, der udøver eller opmuntrer til fremmedfjendske handlinger.
Dette skal også ses i lyset af, at ANC og andre sydafrikanske organisationers kamp mod apartheid kun lykkedes med hjælp fra mennesker fra Sydafrikas nabolande og en række andre afrikanske lande. Samt fordi ANC og Sydafrika for nylig har indbragt Israel for Den Internationale Domstol i Haag for brud på FN’s konvention om folkedrab som følge af Israels handlinger i Gaza.
Stigende fremmedhad udnyttes af politikere
Der bor cirka 2,5 millioner indvandrere i Sydafrika, hvilket er omkring fire procent af landets befolkning. Tallet er støt stigende, og de fleste indvandrere kommer fra Sydafrikas nabolande.
Det sydafrikanske researchinstitut Human Sciences Research Council beskrev tidligere på måneden, hvordan et stigende antal sydafrikanere helst ikke vil have nogen immigranter i Sydafrika i det hele taget – 42 procent i 2025 mod 28 procent i 2020 – viser en holdningsundersøgelse.
Det er især blandt fattige sydafrikanere, at fjendtligheden mod indvandrerne er høj – en tredjedel af sydafrikanerne er officielt arbejdsløse, mens ungdomsarbejdsløsheden blandt de 15-24-årige er over 60 procent.
Samtidig konkluderer Human Sciences Research Council, at lokalvalg i november ”potentielt kan tjene som en katalysator for fremmedhad”, da de politiske partier, ifølge researchinstituttet, vil forsøge at udnytte og drage fordel af fremmedhadet.
– Kampen mod apartheid var en kamp mod racisme og fremmedhad. Fremmedhadet i Sydafrika er organiseret i grupper i samfundet, herunder politiske partier. Vi kan ikke forstå, hvorfor regeringen og anklagemyndigheden er passive, når mennesker bliver slået ihjel. Dette bringer Sydafrika yderligere ud i lovløshed, udtaler politik- og kampagnemedarbejder i Global Aktion Morten Nielsen, der selv var aktiv i kampen mod apartheid gennem mange år og er medunderskriver på brevet.
Bidrager positivt til økonomien
Indvandrere, der bor i Sydafrika, bidrager samlet set positivt til den sydafrikanske økonomi samt skaber jobs til sydafrikanerne, viser flere undersøgelser. Indvandrerne er således afgørende for at drive Sydafrikas økonomiske vækst og fylde huller på landets arbejdsmarked.
– Ethvert land kan maksimere den positive effekt af indvandring ved at forbedre sine politikker, så man er bedre til at håndtere og integrere indvandrere, så de kan investere i og bidrage til økonomien dér, hvor de arbejder og bor, skriver International Labour Organisation i rapporten ”How Immigrants Contribute to South Africa’s Economy” fra 2018.
Historisk set kan man nemlig se, at fremmedhad trives bedst, når regeringer ikke formår at skabe økonomisk sikkerhed og social retfærdighed samt bruger nationalisme til at skjule det. Og her bliver indvandrere og udlændinge generelt hurtigt syndebukke for regeringernes – og verdenssamfundets – strukturelle fejltrin og et politisk system, der skaber stigende ulighed.
Arbejderen har fået lov at bringe dette indlæg, som har været bragt hos Global Aktion.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


