Udtalelse
Bevillingerne til de københavnske bosteder for voksne udviklingshæmmede er dårligere end i landets andre storbykommuner, og mange af beboerne i de københavnske tilbud er i flere timer dagligt overladt til sig selv.
De dårlige forhold betyder blandt andet, at beboerne taber sprog og praktiske kompetencer, og flere begynder at savle og langvarigt at sidde og rokke.
Sådan beskrev tre handicapaktivister situationen på de københavnske bosteder for voksne udviklingshæmmede ved en samtale for nylig i Arbejderens lokaler i Hillerødgade i København. Samtalen var kommet i stand i et forsøg på at få forholdene på dagsordenen op til kommunalvalget.
De tre aktivister fortæller, at når de beskriver situationen på bostederne for kollegaer og bekendte, har de svært ved at blive troet, fordi man normalt ikke forbinder den slags beskrivelser med forestillingerne om, hvordan det er at bo i det danske velfærdssamfund.
Også politikere, som har været med til at stemme for besparelser på området, er ofte uvidende om, hvordan forholdene er, mener de tre aktivister.
Der er dokumentation for, at København halter bagefter, når det gælder penge til bostederne. Udgifterne til et botilbud for en handicappet borger på mellem 18 og 66 år er mindre end to tredjedel af, hvad et botilbud gennemsnitligt koster i landets seks største bykommuner. Tallene er fra en rapport, som de største bykommuner udgiver hvert andet år.
Annette-Marie Frimann Jensen har en udviklingshæmmet datter, som har boet på det samme bosted i Københavns Kommune i 18 år. Annette-Marie Frimann Jensen har kunnet følge, hvordan fortløbende besparelser på de kommunale budgetter bid for bid har forringet forholdene på datterens bosted i kommunen. Hun siger:
– Når jeg fortæller om, hvordan forholdene er i dag på min datters bosted, lyder reaktionerne tit: Hvorfor flytter I hende ikke? Kan I ikke finde noget privat?
– Til det kan jeg kun sige, at det er en meget langvarig og omstændig proces at flytte til en anden kommune. Det kan tage år at få kommunen til at acceptere en flytning, fordi det stadig er den kommune, som borgeren boede i, da denne fyldte 18 år, som skal betale udgifterne til borgeren med handicap. Andre spørger også, om ikke vi kan tage vores datter hjem?
Annette-Marie Frimann Jensen er oppe i årene, og hun ved, at hun ikke kan påtage sig et så stort psykisk og fysisk ansvar.
De udviklingshæmmede i almene boliger
Hanne Sørensen er søster til en udviklingshæmmet mand, som også har autisme, og som længe havde det godt og trivedes på et bosted på Amager. Da han var 48 år, blev han flyttet til et nyt tilbud på Nørrebro, fordi tilbuddet på Amager skulle ændres. Han mistrivedes i det nye tilbud, som havde lejet sig ind i nogle lejligheder hos det almennyttige boligselskab KAB. Tilbuddet passede ikke til hans behov, og et utal af udskiftninger i personale og ledelsen af stedet medvirkede til mistrivslen.
Igennem ti år blev manden tiltagende passiv, spiste mindre og tabte sig 13 kilo. Socialtilsynet, som har til opgave at føre tilsyn med bostederne, reagerede ikke på mandens mangeårige mistrivsel, og KAB valgte derfor til sidst at opsige lejemålet, fordi boligselskabet ikke kunne stå inde for at have en person boende, som havde det så skidt.
De mange år i mistrivsel bevirkede, at mandens evner til at klare sig blev væsentligt formindsket, og han blev “genvurderet” og flyttet til et nyt bosted, som koster 9000 kroner om dagen, og hvor han trives.
– Hvis han havde fået et bedre tilbud fra starten, havde han ikke i dag haft behov for så dyrt et tilbud, mener Hanne Sørensen.
Det er i dag almindeligt, at borgere med også meget omfattende handicap bor i lejligheder i et almennyttigt boligselskab.
Ordningen skaber nogle gange bøvl og diskussioner om, hvad socialforvaltningen, borgeren eller boligselskabet skal betale. Hvis en borger, som forsømmes og mistrives, for eksempel i desperation smadrer et vindue, kan det ske, at det er borgeren selv, som skal betale udgiften for at få udskiftet vinduet, fortæller Hanne Sørensen.
Vurderinger som skaber frygt
Når en borger med handicap har brug for et botilbud i Københavns Kommune, bliver de behov, som han eller hun har, målt med et vurderingssystem. Systemet går fra A til G og vurderer, i hvilken grad man er selvhjulpen eller har brug for hjælp.
De tre kvindelige handicapaktivister er ikke begejstrede for den måde, som systemet anvendes på. De mener, at vurderingerne bliver foretaget på et for løst grundlag uden nødvendige undersøgelser, og ofte ser sagsbehandlerne, som laver vurderingerne, slet ikke borgeren, som de vurderer. Det sker endvidere, at borgernes behov efter en periode nedvurderes, så den hjælp, kommunen vil give, bliver mindre, fortæller de.
En sådan nedvurdering af hjælpen kan føre til, at en udviklingshæmmet borger bliver flyttet fra sit bosted, og en sådan beslutning kan lade sig gøre, fordi mange placeringer i botilbud i Københavns Kommune administrativt bliver kategoriserede som “midlertidige”. Hensynet til, at borgere med udviklingshæmning har brug for stabilitet og forudsigelighed, bliver herved nogle gange tilsidesat, fortæller handicapaktivisterne.
Rigtig slemt var det i 2019. Dengang ville Københavns Kommune spare 84 millioner på handicapområdet. De indførte derfor nye såkaldte “kvalitetsstandarder” og nedjusterede nærmest i flæng de handicappede borgeres behov.
Mitzie Pitzners søn, som har Downs syndrom, var dengang 30 år. Han trivedes i sit botilbud og var hvert år blevet beskrevet som “velanbragt” i botilbuddet i de 12 år, han havde boet der. Sparekravet medførte, at hans behov blev nedjusteret, og nu var “for god” til tilbuddet. Han skulle derfor gennemgå et udviklingsforløb, som skulle gøre ham mere selvhjulpen, så han kunne klare sig i egen lejlighed.
Opgaven med at gøre beboerne mere “selvhjulpen” ligger allerede på bosteder, som det, sønnen boede på, fortæller Mitzie Pitzner, så han havde allerede været i et udviklingsforløb for at blive mere selvhjulpen, i de 12 år han havde boet der.
– Men det blev nu på grund af besparelserne besluttet fra kommunens side, at man ved en administrativ “forbedring” af den enkelte unge, kunne kurere en sygdom, som Downs Syndrom, siger Mitzie Pitzner.
Hanne Sørensen, Annette-Marie Frimann Jensen og Mitzie Pitzner var alle på gaden for at få rullet besparelserne tilbage, og der var i en periode ugentlige protester mod dem på Københavns Rådhusplads.
Mitzie Pitzner var i perioden flere gange i medierne sammen med sønnen. I TV2 Lorry fortalte hun blandt andet, at hun og sønnens far havde overvejet, at “de ønskede det fuldstændige og unormale, at sønnen ville dø før dem”, hvis beslutningen om at placere ham i egen bolig blev gennemført.
De mange protester virkede, og en del af nedskæringerne blev rullet tilbage, samtidig med at “de nye kvalitetsstandarder” blev skrottet.
Alligevel er handicapaktivisterne hvert år bekymrede for, hvordan Københavns Kommune dette år vil spare på handicapområdet, og hvad det kommer til at betyde for bostederne.
Mitzie Pitzner fortæller, at det på sønnens bosted er sådan, at den handicappede borger hvert år er til et møde, hvor det bliver vurderet, om botilbuddet er det rigtige. Hvis beboeren har en nærtstående pårørende, deltager denne i mødet. Mitzie Pitzner synes, det er svært at sidde med til dette møde, for hun er nødt til at gøre det meget tydeligt, hvilke behov sønnen har. Dette samtidigt med at sønnen har brug for at blive rost for alt det, som han kan og anstrenger sig for at lære.
– Jeg kan opleve, at jeg sidder og forklejner ting, som min søn præsterer, over for ham for at sikre, at han ikke bliver flyttet, fortæller hun.
Forholdene i dag
Mitzie Pitzner var en af talerne ved en demonstration ved Folketingets åbning den 5. oktober på Christiansborg Slotsplads. Demonstranterne krævede væsentlig flere penge til handicapområdet, og Mitzie Pitzner sagde blandt andet:
– Handicappede på bosteder har ringere forhold end indsatte i fængsler.
Hun henviste til, at kriminelle i fængslerne har ret til i en time dagligt at bevæge sig rundt udendørs. Handicappede på bostederne har ikke denne ret, og hvor meget man kommer ud, kan nogle steder afhænge af, om beborene har pårørende, som henter dem ud på tur.
Læs også
Indland
Landsdækkende protester
Mor til handicappet: Handicappede på bosteder har ringere forhold end indsatte i fængsler
Den manglende daglige tur udenfor er kun én af de mange mangler, som kendetegner flere af bostederne, som Københavns Kommune driver. De ringe forhold betyder, at det er svært at få ansat både det uddannede og ikke-uddannede personale, der mangler, og mange vælger at stoppe.
Personalegennemstrømningen er således stor, og det betyder, at beboere, som er svage og dermed ofte er meget sensitive, jævnligt præsenteres for personale, som de ikke kender, men som skal udføre alle mulige funktioner for dem.
De tre aktivister fortæller, at i dag har personalet på bostederne kun meget lidt tid tilbage til andet end de daglige, praktiske opgaver, og at aktivering og oplevelser fylder meget mindre end tidligere. Der er så lidt tid, at det ofte er de pårørende, der også er nødt til at lave mange praktiske opgaver for deres voksne børn.
Beboerne er meget af tiden overladt til sig selv, hvilket kan føre til tab af kompetencer, og at beboerne begynder med at savle eller at rokke. Nogle kan også blive selvskadende eller udadreagerende, når de keder sig for meget.
Fordi personalet som følge af stor personaleudskiftning kun kender beboerne meget lidt, sker det ofte, at de tror, at den funktion, som beboeren har, når han eller hun keder sig eller er frustreret over manglende behovsopfyldelse, er det typiske billede. De opdager ikke alt det, som beboerne ville være i stand til under mere rimelige forhold.
Aktivisterne oplever en vis forråelse af personalet som følge af de dårlige forhold, og udsagn som, “ja, men sådan er det bare”, kommer til at dække over en forsømmelse af beboernes almindelige, menneskelige behov.
Ledelsen af bostederne
Handicapaktivisterne fortæller, at der på flere bosteder er telefontid, så man for eksempel som pårørende kan ringe mellem klokken 10 og 14. De er enige i, at dette kan være nødvendigt med de opgaver, som er på bostedet. Samtidigt kan de få små bemærkninger om, at de henvender sig for meget og “ikke kan give slip på den pårørende beboer”.
– Men det er jo den måde, vi kan følge med i, om vores børn har det godt nok, fortæller Mitzie Pitzner og fortsætter:
– Det er nogle gange, som om der er en krig mellem de pårørende og ledelsen. Vi forældre anmoder for eksempel om at få et pårørendemøde. Sådan et vil ledelsen ikke holde, og de tilbyder i stedet for en workshop, hvor en konsulent udefra skal komme og styre slagets gang.
Annette-Marie Frimann Jensen kan genkende den manglende lyst til møder for pårørende. Hun har hørt om et tilfælde, hvor forældrene troede, at de skulle til pårørendemøde, men det viste sig, at de i stedet for skulle på kursus med en oplægsholder udefra.
Handicapaktivisterne undrer sig over, at ledelserne i stedet for at holde fælles pårørendemøder tilbyder møder, hvor beboeren og pårørende til denne mødes alene med ledelsen. I de tre kvinders optik ville fællesmøder spare ledelserne tid.
Det var bedre engang
Annette-Marie Frimann Jensen får det sidste ord. Hun fortæller, at der var en tid, hvor der aldrig var nogen, der var i tvivl om, at udviklingshæmmede og deres familier havde brug for den rigtige hjælp.
– Hvis familierne skulle kunne fungere, skulle de tages alvorligt, og det var til glæde for alle i familien, at alle fik den hjælp, som de havde brug for, mener hun.
Læs også
Indland
Handicapaktivist og FOA advarer
Personaleflugt og nedskæringer truer det specialiserede socialområde
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
