Fejring
Debatten om den multipolære verdensorden handler i sidste ende om, hvorvidt den internationale magtbalance faktisk ændrer de materielle betingelser for imperialistisk dominans.
Fra dele af venstrefløjen lyder argumentet, at fremkomsten af Kina, Rusland, BRIKS og andre ikke-vestlige magtcentre ikke ændrer noget grundlæggende. Så længe landene i det globale syd fortsat modtager udenlandske investeringer, optager lån og handler med større stater, bliver multipolariteten fremstillet som en simpel udskiftning af én afhængighed med en anden. Kina og Rusland reduceres i denne analyse til nye udgaver af de gamle kolonimagter.
Imperialistisk dominans har aldrig alene beroet på, at stærke stater handler med svagere stater. Den har været baseret på en historisk koncentration af kapital, finansiering, teknologi, markedsadgang og militær magt i de imperialistiske centre. Netop denne koncentration gjorde det muligt at sanktionere, isolere og disciplinere lande, som forsøgte at føre en selvstændig udviklingspolitik.
Når landene i det globale syd får adgang til alternative handelsforbindelser, udviklingsfinansiering, teknologi, investeringer og sikkerhedssamarbejder, reduceres de gamle imperialistiske magters mulighed for ensidigt at diktere deres udviklingsvej. Et land, der bryder med Frankrig, USA eller Den Internationale Valutafond (IMF), er ikke nødvendigvis tunget ind i økonomisk og politisk isolation længere.
Det betyder ikke, at imperialismen er forsvundet, eller at enhver relation til Kina, Rusland eller BRIKS automatisk er progressiv. Men det betyder, at de objektive betingelser, som imperialistisk dominans hviler på, er blevet svækket.
Multipolariteten skaber dermed et større materielt handlerum for landene i det globale syd. Den giver dem mulighed for at vælge mellem flere partnere, stille større krav til udenlandsk kapital og i højere grad underordne deres eksterne økonomiske relationer nationale udviklingsmål.
Det afgørende spørgsmål er, hvordan dette nye handlerum bliver udnyttet, og om staterne i det globale syd kan omsætte den svækkede imperialistiske dominans til større kontrol over kapitalakkumulationen, deres naturressourcer og deres egen økonomiske udvikling.
Politisk uafhængighed uden økonomisk uafhængighed
Kwame Nkrumah (Ghanas daværende præsident, red.) beskrev allerede i 1960’erne neokolonialismen som en tilstand, hvor et land formelt er politisk uafhængigt, mens dets økonomi og reelle udviklingsmuligheder fortsat kontrolleres udefra. Kolonimagten behøver ikke længere administrere landet direkte, hvis den fortsat kontrollerer finansieringen, valutaen, markedsadgangen, råstofferne og de afgørende investeringer.
Suverænitet kan ikke reduceres til et flag, en nationalforsamling og formel diplomatisk anerkendelse. Politisk suverænitet er begrænset, hvis et land ikke samtidig har mulighed for at kontrollere de materielle betingelser for sin egen udvikling.
Samir Amin (egyptisk økonom, red.) uddybede denne analyse yderligere. For Amin handlede forholdet mellem centrum og periferi ikke blot om, at nogle lande var fattigere end andre. Den globale kapitalisme havde skabt en international arbejdsdeling, hvor periferien i vid udstrækning var begrænset til at levere billige råvarer, landbrugsprodukter og arbejdskraft, mens den teknologiske, finansielle og strategiske kontrol over produktionen var koncentreret i de avancerede kapitalistiske centre.
Dette betød ikke, at den produktion, der var koncentreret i centrum, nødvendigvis skabte mere værdi per vare. I marxistisk forstand er levende arbejde kilden til ny værdi, mens maskiner, råvarer og andre produktionsmidler overfører deres eksisterende værdi til det færdige produkt. Kapitalintensiv produktion kan derfor reducere værdien per vare, når ny teknologi øger produktiviteten og sænker den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid. Kapitalintensitet skaber ikke i sig selv mere værdi; dens betydning ligger i dens evne til at øge produktiviteten og give bestemte kapitaler kontrol over afgørende dele af produktionen.
Under fri konkurrence vil en sådan teknologisk fordel normalt være midlertidig. Hvis en virksomhed indfører maskiner, der reducerer varens individuelle værdi til under den gældende samfundsmæssige værdi, kan den fortsat sælge til den eksisterende markedsværdi og opnå en teknologisk ekstraprofit. Konkurrencen tvinger imidlertid andre kapitalister til at indføre den samme teknologi. Når den mere produktive metode bliver almindelig, falder den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid og dermed varens værdi, hvorefter den oprindelige virksomheds fordel forsvinder.
Monopolkapitalen kan forsinke eller hindre denne udjævning. Gennem patenter og intellektuelle ejendomsrettigheder, kontrol over finansiering og forskning, stordriftsfordele, eksklusive leverandøraftaler og kontrol over distributionsnetværk kan virksomheder med base i centrum begrænse konkurrerende kapitalers adgang til de samme produktionsbetingelser.
Monopolet fjerner ikke konkurrencen, men gør den strukturelt ulige. Dermed kan dominerende virksomheder fastholde forskellen mellem varens lavere individuelle værdi og dens gældende samfundsmæssige værdi i længere tid.
Ud over at forlænge denne teknologiske ekstraprofit kan monopolkapitalen bruge sin markedsmagt til at fastholde priser over varernes værdi eller presse svagere leverandørers priser ned. Denne yderligere monopolprofit er ikke ny værdi skabt af monopolet, men værdi, der overføres fra andre dele af økonomien.
Denne skelnen forklarer også, hvordan kapital med base i centrum kan tilegne sig værdi, der er skabt af arbejdere i det globale syd. Arbejderne i periferien kan udvinde råstofferne, fremstille komponenterne eller samle den færdige vare og dermed skabe værdi og merværdi. Hvis produktionen ejes af en virksomhed i centrum, kan denne direkte tilegne sig merværdien. Hvis den udføres af selvstændige leverandører, kan dominerende virksomheder bruge deres købermagt, indkøbskontrakter og kontrol over markedsadgangen til at presse priserne og overføre en del af leverandørernes værdi til sig selv. Interne afregningspriser kan på samme måde bruges til at flytte profit mellem forskellige dele af et transnationalt selskab.
Denne værdioverførsel hviler imidlertid ikke alene på, at bestemte dele af produktionen er arbejdsintensive. Den hviler på reproduktionen af periferiens underudvikling som helhed. Når teknologi, finansiering og strategiske produktionsled kontrolleres fra centrum, mens en betydelig del af overskuddet føres ud af periferien, begrænses den interne akkumulation, industrialiseringen og skabelsen af produktive arbejdspladser. Det reproducerer arbejdsløshed, underbeskæftigelse og en stor reservearmé af arbejdskraft, som svækker arbejdernes forhandlingsposition og holder lønningerne lave i forhold til produktiviteten.
De lave lønninger er derfor både et resultat af og en mekanisme i den afhængige udvikling. De skaber ikke i sig selv mere værdi, men gør det muligt for kapitalen at tilegne sig en større del af den værdi, arbejderne skaber.
Det gælder også i moderne og kapitalintensiv produktion: En arbejder i det globale syd kan være lige så produktiv som en arbejder i nord, men modtage en langt lavere løn, fordi den omgivende økonomi fortsat er præget af underudvikling, overskud af arbejdskraft og svag forhandlingsmagt.
Det afgørende er derfor ikke alene, hvilke varer periferien producerer, men hvem der kontrollerer de strategiske led i produktionsprocessen, hvor overskuddet investeres, og hvem der tilegner sig den værdi, som skabes gennem den internationale produktionskæde. Gennem ulige lønninger, ulige bytteforhold, monopolpriser, teknologisk afhængighed og udenlandsk ejerskab kan en del af den værdi og merværdi, som arbejderne i periferien skaber, overføres til de kapitalistiske centre. Udviklingen i centrum og underudviklingen i periferien er derfor ikke adskilte processer, men indbyrdes forbundne resultater af akkumulationen på verdensplan.
Amin opstillede derfor ikke autarki – isolation fra verdensøkonomien – som alternativ. Det afgørende var, hvad han kaldte “delinking“, eller afkobling: At de eksterne økonomiske relationer underordnes den interne akkumulations logik og ikke omvendt.
Et land kan altså fortsat modtage udenlandske investeringer, importere teknologi, låne kapital og handle internationalt. Det afgørende er, om disse relationer bruges til at udvikle landets egne produktivkræfter og opbygge en mere sammenhængende national økonomi.
Uran til Frankrig – mørke i Niger
Det vestafrikanske land Niger viser tydeliget modsætningen mellem enorme naturressourcer og manglende udvikling.
Uran har historisk været en af landets vigtigste eksportvarer. I 2011 stod det for omkring 75 procent af Nigers eksportindtægter, og landet har været en vigtig leverandør til europæiske atomkraftværker, ikke mindst de franske.
Men forholdet var ikke blot et spørgsmål om handel mellem to lande. Frankrig og franske selskaber kontrollerede centrale dele af den økonomiske struktur omkring Nigers uran. Langsigtede kontrakter sikrede fransk industri stabil adgang til uran, mens Niger hovedsageligt blev fastholdt som leverandør af råstoffet.
Men Niger har også grebet ind over for kinesiske virksomheder og udvist kinesiske olieledere efter konflikter.
Raffinering, konvertering og berigelse fandt sted i Europa, hvor de dominerende virksomheder kontrollerede den videre forarbejdning og den endelige markedsadgang. Det gav dem mulighed for at tilegne sig en stor del af den værdi og merværdi, som var skabt gennem hele produktionskæden.
Nigers stat beholdt ifølge deres beregninger omkring 20 procent af eksportværdien gennem afgifter og skatter, mens andre beregninger har anslået Nigers andel af den samlede værdi, når uranet blev anvendt til fransk elektricitetsproduktion, til helt nede omkring 3,2 procent.
Konsekvensen er slående. Mens nigersk uran har bidraget til at holde franske atomkraftværker kørende, har omkring 86 procent af Nigers egen befolkning manglet adgang til elektricitet.
Det er ikke blot et moralsk paradoks. Det er resultatet af en bestemt udviklingsmodel, hvor udenlandsk kapital organiserede produktionen efter behovene i centrum frem for Nigers egne udviklingsbehov. Råstofrigdommen blev dermed ikke grundlaget for industrialisering, men en mekanisme til at reproducere afhængigheden.
Mali og guldet der forsvandt ud af landet
En lignende struktur findes i Mali.
Guld havde udgjort mellem 70 og 80 procent af landets eksport, omkring en fjerdedel af statens skatteindtægter og omtrent ti procent af BNP. Alligevel har store dele af sektoren historisk været kontrolleret af udenlandske mineselskaber som Barrick Gold, IAMGOLD, Endeavour Mining og AngloGold Ashanti.
Samtidig blev guldet hovedsageligt eksporteret i rå eller kun begrænset forarbejdet form. De mere kapitalintensive og profitable led – raffinering, certificering og adgang til de internationale bullionmarkeder – fandt sted i udlandet. Selv eksisterende maliske raffinaderier havde problemer med at få den internationale certificering, der var nødvendig for at sælge raffineret guld på de mest profitable markeder.
Det var altså ikke alene udenlandske virksomheder, der kontrollerede en stor del af udvindingen. Også de institutioner og standarder, der bestemte, hvor og på hvilke betingelser guldet kunne sælges på verdensmarkedet, lå uden for Mali.
En statslig revision viste samtidig, at skattefritagelser, royalties og andre ordninger havde kostet Mali anslået 300-600 milliarder CFA-franc i potentielle offentlige indtægter.
Afhængigheden bestod ikke blot i, at Mali eksporterede guld, men i at udenlandsk kapital kontrollerede store dele af udvindingen, raffineringen, certificeringen og markedsadgangen. En betydelig del af overskuddet blev derfor ført ud af landet sammen med kapital, der kunne have finansieret energi, infrastruktur, industri og videre forarbejdning.
CFA-francen og kontrollen over pengene
Denne udenlandske kontrol stoppede ikke ved minerne.
Gennem CFA-francen bevarede Frankrig i årtier en strukturel indflydelse på de tidligere koloniers monetære system. Ordningen indebar blandt andet fri kapitalbevægelighed inden for franczonen og historisk en centralisering af valutareserver på konti knyttet til den franske statskasse.
Kontrollen med valuta, reserver og kapitalbevægelser er afgørende for enhver stat, der ønsker at planlægge sin egen udvikling. Hvis kapital frit kan føres ud af landet, mens staten samtidig har begrænset kontrol over valutareserver, kredit og valutapolitik, begrænses dens mulighed for at styre investeringerne mod nationale udviklingsmål.
Ordningen var et sammenhængende økonomisk system: Udenlandske selskaber kontrollerede centrale råstofsektorer, de mest profitable dele af produktionen blev placeret i udlandet, overskud blev ført ud af landet, og det monetære system begrænsede statens mulighed for selv at styre kapitalakkumulationen.
Det var denne struktur, lande som Niger, Mali og Burkina Faso har forsøgt at bryde med. Og når regeringer forsøgte at gøre netop det, blev den økonomiske magt suppleret med politiske og militære midler.
Sankara og grænserne for suverænitet
Den tidligere præsident Thomas Sankaras Burkina Faso viser tydeligt, hvordan økonomisk afhængighed blev understøttet af politiske og militære mekanismer.
Sankaras regering (fra 1983-1987, red.) forsøgte ikke blot at gennemføre sociale reformer. Den udfordrede selve grundlaget for Burkina Fasos neokoloniale afhængighed gennem jordreformer, nationaliseringer, fødevaresuverænitet og en afvisning af udenlandsk bistand og gæld, når disse blev brugt til at diktere landets økonomiske politik. For Sankara var gælden netop et middel, hvormed de tidligere kolonimagter kunne fastholde kontrollen over de formelt uafhængige afrikanske stater.
Reaktionen var heller ikke kun ideologisk modstand. Sankaras projekt blev mødt med konkrete økonomiske mekanismer. Adgangen til udenlandsk finansiering blev begrænset, udviklingsbistand blev reduceret, og yderligere finansiering blev knyttet til accepten af IMF’s økonomiske betingelser.
Burkina Faso stod dermed over for et valg, som mange perifere lande kendte: Accepter liberalisering, økonomisk disciplin og ekstern indblanding – eller risikér at blive afskåret fra den kapital, som årtiers kolonial underudvikling havde gjort landet afhængigt af.
Det økonomiske pres blev ledsaget af politisk isolation. Sankaras konfrontation med Frankrig fandt sted i et Vestafrika, hvor Frankrig gennem Françafrique (Frankrigs indflydelsessfære i Afrika, red.) havde opbygget tætte forbindelser til regeringer, økonomiske eliter, militærledelser og efterretningstjenester.
Regionale regeringer, særligt den tætte franske allierede Elfenbenskysten, stod fjendtligt over for Sankaras projekt. Presset på Burkina Faso kom derfor ikke alene direkte fra Paris, men gennem et helt regionalt system af stater og eliter, hvis interesser var knyttet til opretholdelsen af den eksisterende orden.
Den militære dimension kan heller ikke adskilles fra dette. Frankrig havde gennem forsvarsaftaler, militær rådgivning, baser og forbindelser til afrikanske officerer opbygget en omfattende sikkerhedsstruktur i sine tidligere kolonier. Sankara blev myrdet under Blaise Compaorés kup i 1987. Direkte fransk ansvar for mordet er fortsat omdiskuteret, men kuppet fandt sted inden for en regional orden, hvor Sankaras modstandere havde stærke forbindelser til pro-franske regeringer og netværk.
Efter hans død blev Burkina Faso igen tættere integreret i de gælds-, bistands- og handelsrelationer, som Sankara havde forsøgt at bryde med.
Pointen er derfor ikke, at én udenlandsk regering nødvendigvis planlagde Sankaras fald. Det interessante er den samlede mekanisme: Økonomisk pres og konditionalitet, politisk isolation, regionale klientrelationer og en militær struktur domineret af den tidligere kolonimagt begrænsede det rum, hvori Burkina Faso kunne føre en selvstændig udviklingspolitik.
Og netop her ligger forskellen mellem Sankaras situation og Sahel-staternes situation i dag. Sankara forsøgte at bryde med den gamle orden på et tidspunkt, hvor alternativerne til vestlig finansiering, teknologi, handel og sikkerhedssamarbejde var stærkt begrænsede.
Multipolariteten fjerner ikke afhængigheden, men den gør det vanskeligere at isolere og økonomisk kvæle et land alene, fordi det forsøger at gå en anden vej.
Den unipolære verdens disciplin
Efter Sovjetunionens opløsning blev denne struktur yderligere skærpet. USA og dets allierede stod ikke blot militært stærkere, men fik en næsten monopolagtig position inden for global finansiering, handel, teknologi og internationale institutioner.
IMF og andre vestligt dominerede finansielle institutioner kunne knytte lån og gældsforhandlinger til krav om privatisering, liberalisering, budgetnedskæringer og åbning af økonomien for udenlandsk kapital. For lande uden adgang til alternative finansieringskilder var sådanne krav vanskelige at afvise. Det, der blev fremstillet som neutral økonomisk “konditionalitet” (et noget-for-noget-princip red.), fungerede dermed som et middel til at begrænse staters mulighed for selv at bestemme deres udviklingsmodel.
Den samme magt kunne udøves gennem sanktioner, kontrol over finansielle transaktioner, handelsblokader og politisk isolation. Og fordi de samme magter samtidig dominerede kapitalmarkederne, centrale teknologier, internationale betalingssystemer og militære alliancer, kunne et land, der forsøgte at bryde med den eksisterende orden, rammes på flere fronter samtidig.
Det var styrken (for Vesten, red.) ved den unipolære orden: Økonomisk, politisk og militær magt var koncentreret hos de samme stater og institutioner og kunne bruges samlet til at disciplinere lande, der forsøgte at føre en selvstændig kurs.
Niger viste i 2023, at disse mekanismer fortsat eksisterer. Efter magtskiftet reagerede Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS) med at afbryde finansielle transaktioner, lukke grænserne og begrænse landets adgang til elektricitet og nødvendige importvarer. Samtidig blev en militær intervention åbent diskuteret, mens Frankrig erklærede sin fulde støtte til presset fra ECOWAS.
Sanktionerne var derfor ikke blot en diplomatisk reaktion. De havde til formål at gøre omkostningerne ved et brud med den eksisterende orden så store, at den nye regering enten måtte ændre kurs eller risikere økonomisk sammenbrud og militær konfrontation.
Hvor et land som Sankaras Burkina Faso kunne isoleres fra de vigtigste kilder til kapital, handel og sikkerhedssamarbejde, har Sahelstaterne i dag adgang til alternative økonomiske og politiske relationer. Kina, Rusland, BRIKS og andre ikke-vestlige aktører kan ikke ophæve afhængigheden, men deres fremkomst svækker Vestens mulighed for at bruge isolation som et næsten ubrydeligt våben.
Multipolariteten ændrer derfor ikke blot, hvem landene kan samarbejde med. Den svækker selve den koncentration af magt, som gjorde den unipolære verdens imperialistiske disciplin så effektiv.
Multipolaritet er en materiel forandring
Multipolaritet handler derfor ikke blot om, at der findes flere stormagter. Den afgørende forandring er, at de gamle imperialistiske centre gradvist mister deres monopol på de økonomiske og politiske redskaber, som gjorde afhængigheden mulig at håndhæve.
Når finansiering, teknologi, investeringer, markeder og sikkerhedssamarbejde ikke længere kontrolleres af én dominerende blok, ændres magtforholdet mellem centrum og periferi.
For et land i det globale syd betyder det, at et brud med Washington, Paris, Bruxelles eller IMF ikke længere nødvendigvis indebærer et brud med verdensøkonomien som sådan. Alternative finansieringskilder, handelsforbindelser, teknologiske samarbejder og politiske alliancer gør det vanskeligere at isolere et land fuldstændigt.
Prisen for at sige nej bliver dermed mindre.
Og det ændrer mere end blot antallet af mulige samarbejdspartnere. Det øger de perifere staters forhandlingsstyrke. Hvis udenlandsk kapital ved, at staten har andre muligheder, bliver det vanskeligere at fastholde monopolpriser, påtvinge politiske betingelser eller kræve privilegeret adgang til landets ressourcer.
Multipolariteten forskyder dermed magtbalancen i selve de økonomiske relationer.
Det betyder ikke, at modsætninger eller ulige relationer forsvinder. Men den asymmetri, som den unipolære orden byggede på, bliver svagere, fordi ingen enkelt blok længere i samme grad kan kontrollere både kapitalen, teknologien, markederne og de politiske konsekvenser af at vælge en anden kurs.
Det er dette større materielle handlerum, Sahelstaterne nu forsøger at omsætte til konkret udviklingspolitik.
Og det er her, forskellen mellem blot at diversificere sin afhængighed og faktisk at begynde at bryde med dens materielle grundlag bliver afgørende.
Fra at eksportere uran til at producere energi
Det nye samarbejde mellem Niger og Rusland om atomenergi er derfor interessant, fordi det går ud over selve udvindingen af uran.
Aftalen omfatter udvikling af energiproduktion, uddannelse af specialister og anvendelse af nuklearmedicin. Dermed begynder Niger at opbygge produktiv og teknologisk kapacitet omkring en ressource, som landet hidtil hovedsageligt har eksporteret.
Denne forskydning er afgørende. Energi er en grundlæggende forudsætning for videre industrialisering, og en udbygning af den nationale energikapacitet gør det muligt at udvikle andre sektorer, som kræver maskiner, teknologi og en højere produktivitet.
Derfor handler atomenergisamarbejdet ikke blot om at tilføre endnu en industri til Nigers økonomi. Det kan bidrage til at ændre selve betingelserne for den videre akkumulation.
Jo større en del af de kapitalintensive produktionsled, der etableres i Niger selv, desto mindre afhængigt bliver landet af at importere den teknologi og produktive kapacitet, som tidligere lå uden for dets kontrol.
Her ligger også den bredere betydning for imperialismen. Den internationale opdeling mellem et kapital- og teknologiintensivt centrum og en råstof- og arbejdsintensiv periferi er ikke blot et resultat af imperialistisk afhængighed, men en af dens materielle forudsætninger. Når denne opdeling begynder at forskydes, svækkes samtidig det strukturelle grundlag for den.
Fra guldmine til raffinering i Mali
Den maliske stat har sammen med det russiske konglomorat Yadran Group taget initiativ til at etablere raffinering af landets guld på malisk territorium. Dermed flyttes et kapitalintensivt og strategisk produktionsled ind i den nationale økonomi.
Raffinaderiet skaber ikke værdi, fordi det er kapitalintensivt, men det kan skabe nye arbejdspladser, produktiv viden og teknologisk kapacitet og gøre det muligt for Mali at fastholde en større del af den samlede profit.
Samtidig har Mali ændret minekoden, så staten og maliske aktører kan opnå op til 35 procent ejerskab i nye projekter. Det betyder, at en større del af overskuddet potentielt kan fastholdes nationalt og anvendes til videre investeringer.
Det er netop denne kombination, der kan gøre multipolariteten udviklingsmæssigt betydningsfuld. Nye partnerskaber bruges ikke alene til at sælge de samme råvarer til nye købere, men til at opbygge produktiv kapacitet, som tidligere var koncentreret uden for Sahel.
I Samir Amins forstand peger dette mod en delvis afkobling: Ikke et brud med verdensmarkedet, men en gradvis omorientering, hvor forbindelserne til omverdenen i højere grad bruges til at styrke den interne akkumulation.
Multipolariteten svækker dermed imperialismen ikke blot geopolitisk, men også økonomisk, når den gør det muligt for perifere lande at bevæge sig opad i produktionskæden og udvikle de kapitalintensive sektorer, som den gamle internationale arbejdsdeling systematisk koncentrerede i centrum.
Staten som aktiv kraft
Det udvidede handlerum under multipolariteten bliver imidlertid først udviklingsmæssigt afgørende, når det omsættes til konkret statslig politik.
Det er her, den interne politiske faktor kommer ind. Multipolariteten ændrer de objektive betingelser for udvikling, men retningen afhænger fortsat af, hvordan staten bruger disse nye muligheder: Hvem der kontrollerer ressourcerne, hvordan udenlandsk kapital reguleres, og hvor det økonomiske overskud ender.
Dette bliver tydeligt i Niger.
Efter konflikter med udenlandske mineselskaber har staten tilbagekaldt licenser og i visse tilfælde nationaliseret minedrift, som tidligere var kontrolleret af udenlandsk kapital. Dermed forsøger staten ikke blot at tiltrække nye investeringer, men aktivt at ændre betingelserne for udenlandsk kapitals adgang til landets ressourcer.
Endnu mere interessant er regeringens forhold til kinesiske virksomheder.
Hvis udviklingen blot bestod i, at Niger havde udskiftet Frankrig med Kina som ny dominerende magt, måtte man forvente, at kinesisk kapital fik en særlig privilegeret position. Men Niger har også grebet ind over for kinesiske virksomheder og udvist kinesiske olieledere efter konflikter om blandt andet lønforskelle mellem lokale og udenlandske ansatte.
Det viser, at de nye partnerskaber ikke nødvendigvis betyder en ny ensidig afhængighed. Tværtimod kan den større internationale konkurrence give staten mulighed for at stille krav til udenlandsk kapital, uanset hvor den kommer fra.
Hvis nye partnere får lov til at kontrollere ressourcerne, føre overskuddet ud og bestemme de økonomiske prioriteringer, kan afhængigheden reproduceres i nye former. Men hvis staten bruger det multipolære handlerum til at regulere kapitalen, fastholde en større del af overskuddet og underordne de eksterne relationer den nationale udvikling, er der tale om en bevægelse i retning af større økonomisk autonomi.
Burkina Faso viser den samme proces på det politiske og militære område. Udvisningen af franske tropper og opsigelsen af de gamle forsvarsaftaler handler ikke blot om symbolsk suverænitet. Hvis en stat skal kunne føre en selvstændig økonomisk kurs, må den også kontrollere de institutioner, der i sidste ende håndhæver dens politiske beslutninger.
Det er derfor ikke tilfældigt, at bruddet med den gamle økonomiske orden ledsages af et brud med de sikkerhedsstrukturer, som Frankrig opbyggede efter den formelle afkolonisering. Som (Burkina Fasos præsident, red.) Ibrahim Traoré selv har fremhævet, var de koloniale forsvarsaftaler med til at fastholde de afrikanske hæres afhængighed af Frankrig.
Den økonomiske og politiske frigørelse er i den forstand to sider af samme proces: Større kontrol over ressourcer og kapital kræver også større kontrol over staten og dens magtapparat.
Finansiering uden politisk opskrift?
BRIKS-landenes Nye Udviklingsbank er interessant, ikke fordi en bank i sig selv kan frigøre periferien, men fordi dens institutionelle struktur adskiller sig på nogle afgørende punkter fra IMF’s traditionelle model.
Banken erklærer direkte, at dens finansiering skal tilpasses medlemslandenes behov og gives uden politiske betingelser.
Det står i kontrast til den traditionelle betingelsespolitik, hvor adgang til lån kan kræve liberalisering, privatisering eller bestemte makroøkonomiske reformer.
Samtidig prioriterer Den Nye Udviklingsbank infrastruktur, teknologisk udvikling og investeringer i produktiv kapacitet.
Det er vigtigt, fordi problemet for mange perifere økonomier ikke blot er “mangel på penge”. Det er mangel på investeringer i netop de sektorer, der kan ændre økonomiens struktur.
En milliard til en ny mine, der eksporterer ubearbejdet malm, og en milliard til energiinfrastruktur, maskinproduktion, transport eller teknologi er ikke udviklingsmæssigt det samme, selv om begge dele statistisk registreres som investeringer.
Kapitalens karakter betyder noget.
Teknologi og produktivkræfter
Den samme udvikling gælder kontrollen over teknologi.
Monopolkapitalismen konkurrerer ikke for at ophæve sit monopol, men for at bevare det. Det gælder ikke kun kontrollen over markeder og råstoffer, men også over de teknologier og produktionsmidler, som gør det muligt for andre lande at bevæge sig opad i den internationale arbejdsdeling.
Kinesiske investeringer i blandt andet fiberoptisk infrastruktur (tynde glas- eller plastikkabler, red.) i Burkina Faso og Mali skal ses i denne sammenhæng. Betydningen ligger ikke blot i hurtigere internet, men i at den teknologiske basis for moderne produktion, planlægning, uddannelse og økonomisk koordinering udbygges i lande, hvor denne kapacitet historisk har været stærkt begrænset.
Sammen med investeringerne i energiproduktion, raffinering og anden kapitalintensiv industri peger det på en bredere forandring: Produktivkræfter, som tidligere var koncentreret i centrum, begynder i stigende grad at blive opbygget i periferien selv.
Det underminerer ikke imperialismen, fordi Kina eller andre lande skulle have som mål at afskaffe den. Det underminerer den, fordi spredningen af teknologi og kapitalintensiv produktionskapacitet objektivt svækker det monopol, som den imperialistiske arbejdsdeling hviler på.
Imperialisme er et konkret forhold
Her bliver en grundlæggende svaghed i dele af den vestlige venstrefløjs analyse tydelig.
Hvis enhver asymmetrisk relation mellem en stor og en mindre stat på forhånd betegnes som imperialistisk, ophører imperialisme med at være en analyse af konkrete økonomiske og politiske forhold. Begrebet reduceres i stedet til en abstrakt kategori for enhver stormagtsaktivitet uden for egne grænser.
Men imperialisme kan ikke bestemmes ud fra et lands størrelse eller alene ud fra eksistensen af handel, investeringer eller kapitaleksport. Det afgørende er de relationer, der skabes: Hvem kontrollerer produktionen og kapitalakkumulationen, hvor ender værdien, hvilke politiske betingelser ledsager de økonomiske relationer, og hvilken mulighed har den svagere stat for at afvise krav og føre sin egen udviklingspolitik?
Det er netop her, forskellene mellem den unipolære og den fremvoksende multipolære orden bliver materielle.
Et illustrativt eksempel er Argentina. (Den højreradikale præsident, red.) Javier Mileis valgte at afvise invitationen til Argentina om at blive medlem af BRIKS og orienterede sig i stedet politisk mod USA. Rusland og Kina havde klare interesser i Argentinas deltagelse, men svaret på tilbagetrækningen var ikke sanktioner, finansiel blokade eller forsøg på at tvinge regeringen tilbage på den tidligere kurs. Rusland erklærede, at beslutningen var Argentinas suveræne ret, mens Kina fortsatte de økonomiske relationer og senere fornyede et valutaswap (aftale om at bytte valutaer, red.) med den argentinske centralbank.
Kontrasten er vigtig. Under den unipolære orden har afvigelser fra de vestligt dominerede økonomiske og politiske strukturer gentagne gange været mødt med konditionalitet, sanktioner, økonomisk isolation og militært pres. I Argentina-eksemplet blev et direkte tilbageslag for BRIKS-landenes egne politiske interesser derimod accepteret uden tilsvarende økonomisk disciplinering.
Det betyder ikke, at modsætninger eller interessekonflikter forsvinder under multipolariteten. Det viser noget mere konkret: Stormagtsrelationer kan have forskelligt materielt indhold, og de kan derfor ikke uden videre reduceres til den samme imperialistiske relation.
Det er også derfor, det ikke er tilstrækkeligt at konstatere, at Kina eller Rusland investerer i Afrika. Spørgsmålet er, om disse investeringer reproducerer den eksisterende perifere struktur, eller om de bidrager til teknologioverførsel, kapitalintensiv produktion, større national værdifastholdelse og et større politisk handlerum.
Hvis man ignorerer disse forskelle, bliver man ude af stand til at forstå det centrale ved multipolariteten: At den ikke blot ændrer navnene på de stater, der deltager i verdensøkonomien, men begynder at ændre selve de magtforhold, hvorigennem imperialistisk dominans historisk er blevet reproduceret.
Den afgørende modsætning
Den afgørende modsætning ligger derfor mellem det voksende internationale handlerum og den fortsatte afhængige økonomiske struktur.
Et land kan have flere handelspartnere og adgang til alternative finansieringskilder og stadig være fanget som råstofeksportør. Udenlandsk kapital kan komme fra nye steder og stadig føre overskud ud af landet. Multipolaritet alene kan derfor ikke erstatte den politiske kamp om kontrollen med akkumulationen.
Det afgørende er, om det nye magtforhold bruges til at ændre selve udviklingsmodellen.
Det er netop det, udviklingen i Mali og Niger begynder at vise: Større kontrol over naturressourcerne, større national fastholdelse af overskuddet og en bevægelse fra arbejdsintensiv råstofproduktion mod mere kapitalintensive produktionsled.
Her mødes den internationale og den nationale proces. Multipolariteten svækker de ydre strukturer, der har fastholdt periferien i afhængighed, mens staten får større mulighed for at omforme de indre strukturer, der reproducerer den.
Det er i denne forstand, at Samir Amins begreb om autocentrisk udvikling bliver relevant. Målet er ikke isolation fra verdensøkonomien, men at vende forholdet om: De eksterne økonomiske relationer skal underordnes den interne akkumulation, frem for at den nationale økonomi organiseres efter behovene hos kapitalen uden for landet.
Det åbne spørgsmål er, hvor langt denne objektive forandring kan omsættes til faktisk økonomisk og politisk frigørelse.
Her bliver den interne kamp afgørende. Ingen ekstern magt kan skabe autocentrisk udvikling på vegne af Sahels folk. Det kræver, at det større internationale handlerum bruges til at fastholde overskuddet, udbygge produktivkræfterne og underordne udenlandske økonomiske relationer den nationale udvikling.
Multipolariteten er derfor ikke frigørelsen i sig selv.
Men den ændrer magtforholdet, hvorunder kampen for frigørelse føres.
Og det er en historisk forandring, som ikke bør undervurderes.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
