Læserbrev
I mine blogs, artikler og videoer beskæftiger jeg mig ofte med pædagogiske temaer. Sammen reflekterer vi over, hvordan vi bedst kan støtte børn, unge og familier, så alle får mulighed for at udvikle deres personlige, sociale, kulturelle og faglige kompetencer.
Denne gang handler det ikke om en teori eller en metode. Det handler om en oplevelse fra en ganske almindelig gåtur i skoven, som satte tanker i gang om mod, inklusion og livsglæde.
Har du oplevet et øjeblik, hvor et andet menneskes mod eller livsglæde har inspireret dig?
Jeg holder meget af at gå ture i naturen. Skoven giver ro, plads til refleksion og mulighed for at mærke både tanker og følelser. Samtidig møder man ofte mennesker, som bruger naturen på hver deres måde.
På en af mine lange gåture fik jeg i det fjerne øje på en person, der bevægede sig hurtigt fremad med en rollator. Først tænkte jeg, at det måtte være en ældre person, der var ude for at motionere.
Men da personen kom tættere på, blev jeg overrasket.
Det var ikke en ældre person. Det var en pige, som jeg vurderede til at være omkring 12-14 år gammel. Hun havde synlige udfordringer med sine ben og sin gangfunktion, men det forhindrede hende ikke i at bevæge sig fremad. Tværtimod forsøgte hun på sin egen måde at løbe med sin rollator.
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var ikke rollatoren. Det var hendes mod.
Hun virkede fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte tænke. Hun var fokuseret på sin bevægelse, sin glæde og sin egen oplevelse.
Jeg fik lyst til at stoppe hende og sige: “Jeg er stolt af dig. Du viser mod, styrke og livsglæde.”
Men jeg valgte at lade være. Jeg ønskede ikke at forstyrre hende.
I stedet fortsatte jeg min gåtur med et smil. Synet af den unge pige gav mig energi og glæde resten af dagen.
Nogle vil måske spørge, hvorfor denne oplevelse gjorde så stort indtryk på mig.
Svaret ligger blandt andet i min kulturelle baggrund.
Jeg kommer fra en kultur, hvor mennesker med fysiske udfordringer ofte bliver mødt med stor omsorg, men desværre også med overbeskyttelse. Der kan være en tendens til at begrænse deres muligheder af frygt for, at de kommer til skade eller bliver dårligere.
Konsekvensen kan være, at både børn, unge og voksne mister muligheden for at udfordre sig selv, bevæge sig frit og opleve mestring.
Den unge pige i skoven viste det modsatte. Hun viste, at mennesker med funktionsnedsættelser ikke først og fremmest er deres udfordringer. De er mennesker med drømme, håb, potentialer og en naturlig plads i fællesskabet.
I pædagogiske sammenhænge taler vi ofte om inklusion. Men ægte inklusion handler ikke kun om politiske målsætninger eller flotte formuleringer. Det handler om, at alle mennesker får mulighed for at deltage aktivt i samfundet på deres egne præmisser.
Den unge pige var ikke tilskuer til livet. Hun var deltager.
Hun viste handlekraft, vilje og glæde ved bevægelse. Hun var en del af fællesskabet på lige fod med alle andre, der befandt sig i skoven den dag.
Mødet med den unge pige gav mig en vigtig påmindelse: Vi skal ikke altid fokusere på menneskers begrænsninger. Vi skal også se deres ressourcer, deres styrker og deres mod.
Som pædagoger, familiebehandlere, lærere, socialrådgivere og forældre har vi et ansvar for at skabe rammer, hvor børn og unge tør udfordre sig selv og opleve mestring.
Den unge pige mindede mig om, at livsglæde ofte opstår, når vi får mulighed for at deltage, bevæge os og være en aktiv del af fællesskabet.
Det er en refleksion, jeg tager med mig både privat og professionelt. Og måske er det netop sådanne små møder i hverdagen, der lærer os de største ting om livet.
Hvad tænker du? Har du oplevet et øjeblik, hvor et andet menneskes mod eller livsglæde har inspireret dig?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
