Fejring
Den Europæiske Union leverer i denne tid endnu et eksempel – og et meget overbevisende af slagsen – på, at Unionen bestemt ikke varetager arbejderrettigheder. Tværtimod.
I sidste uge behandlede EU-parlamentets arbejdsudvalg et forslag om, at kapitalen på tværs af grænser og national lovgivning skal have sine helt egne regler.
Forslaget har fået flere navne. Først hed det “det 28. regime” med henvisning til, at det foreslåede regelsæt ligger ved siden af de 27 EU-landes lovgivning. Men ordet regime lyder lidt negativt. Så nu kaldes det EU Inc. Det er der ikke så mange, der forstår, men der må være tale om en forkortelse af EU Incorporated. Altså noget i retning af “Stiftet i EU”. Det siger heller ikke så meget i sig selv.
Indholdet er ellers ikke uklart. Skåret ind til benet:
Der skal skabes et enkelt regelsæt, hvor firmaer kan operere under ét enkelt og harmoniseret sæt EU-regler på tværs af EU-landene. EU Inc. skal levere et reelt alternativ til national lovgivning. Regelsættet skal gøre det muligt at oprette en virksomhed i EU, som ikke skal følge de enkelte medlemsstaters love, men i stedet fungere efter ét samlet EU-regelsæt.
Det betyder konkret, at en virksomhed vil kunne have sine ansatte i Danmark, men hovedsæde i eksempelvis Rumænien. Selv om virksomheden hverken har aktiviteter, ansatte eller bare en repræsentant i Rumænien. Det vil også betyde, at virksomheden vil være underlagt rumænske love om for eksempel arbejdssikkerhed og beskatning.
Der skal altså skabes “amerikanske tilstande” i erhvervslivet i EU. Men præcis den udvikling har i USA ført til en eksplosion i den sociale ulighed, fordi arbejdsmarkedet brækker over i et A- og et B-hold.
Der er lagt op til, at EU Inc. skal munde ud i en forordning. Ifølge EU-jura er en forordning bindende og gælder med det samme i alle EU-lande. Det er anderledes, end hvis der var tale om et direktiv (som det såkaldte mindstelønsdirektiv). Når der vedtages et direktiv, skal de enkelte lande selv vedtage en national lov inden for en bestemt tidsfrist.
Men EU Inc. skal slå igennem med det samme i alle lande.
Den del af den europæiske fagbevægelse, der er samlet i ETUC, har beskrevet forslaget som “en motorvej for social dumping og underminering af arbejderrettigheder”. Når ETUC siger det, så er det ikke en overdrivelse!
På sidste uges møde i EU-parlamentets arbejdsmarkedsudvalg blev der vedtaget en indstilling, hvor parlamentarikerne kræver en række ændringer i EU-kommissionens forslag for at afbøde dets virkninger. Men det er langt fra sikkert, at de ender med at gå igennem. Der er stadig en lang sagsbehandling forude.
Derfor er der også mulighed for at tage kampen, råbe op, gøre modstand og samle kræfter i dansk fagbevægelse.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har ikke ligefrem været fremme i skoene. FH har erklæret, at man støtter tanken bag forslaget – at styrke konkurrenceevnen – men at det ikke må ske på bekostning af lønmodtagerrettigheder. Hvornår er det egentlig sket sidst, at det er lykkedes at styrke kapitalens muligheder for at score profit, uden at arbejderne har måttet betale?
FH sætter til gengæld fingeren det helt rigtige sted, når konkurrenceevnen trækkes ind i debatten. EU Inc. er nemlig en udmøntning af visionerne i den såkaldte Draghi-rapport, som i disse tider er retningsgivende for EU-kommissionens ageren:
“EU bør sigte mod at komme tættere på det amerikanske eksempel med hensyn til produktivitetsvækst og innovation,” hedder det i den efterhånden særdeles berømte og berygtede rapport.
Der skal altså skabes “amerikanske tilstande” i erhvervslivet i EU. Men præcis den udvikling har i USA ført til en eksplosion i den sociale ulighed, fordi arbejdsmarkedet brækker over i et A- og et B-hold.
Det er lige præcis, hvad der vil ske, hvis EU Inc. bliver en realitet.
Sideløbende med EU Inc. er der i den hellige konkurrenceevnes navn også forslag om at oprette en gigantisk digital formidlingsplatform, der sluser arbejdskraft fra lande i det globale syd uden for EU direkte ind på det europæiske arbejdsmarked – uden at der automatisk stilles krav om danske løn- og overenskomstvilkår.
Fagbevægelsen har i årenes løb været ude i den ene kamp mod EU efter den anden. I flæng kan nævnes: EU’s tjenesteydelsesdirektiv fra 2004, den såkaldte Lavalsag fra 2007, den såkaldte Rüffert-sag fra 2008, Luxemburg-dommen fra 2010, mindstelønsdirektivet fra 2020. Uden at gå i detaljer er der i alle tilfælde tale om domme, direktiver og andre tiltag direkte vendt mod arbejderklassens rettigheder.
Nu skal der tages en ny tørn. Tak til 3F Esbjerg for at sætte sig i bevægelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
