Et år senere
Der er mange penge i verden, og de koncentreres hos få personer og selskaber. Hvorledes det hænger sammen står i Thomas Pikettys bøger. De penge skal parkeres et eller andet sted, for eksempel i landbrugsjord, dels for at tjene flere, dels for at bringe dem i nogenlunde sikkerhed.
En række ændringer af landbrugslovene siden 2010 har åbnet Danmark for sådanne penge, dels for at nedbringe en enorm landbrugsgæld, dels for at løse det selvskabte problem, at nye unge landmænd ikke har råd til at købe de store gårde, vi siden 1950’erne har tilladt ved sammenlægning af mange små gårde. Nu skal der større muskler til.
Uanset den transnationale handel med landbrugsjord bør unge jordbrugere i Danmark kunne forpagte eller købe en mindre landbrugsbedrift.
Fonde, kapitalfonde og andre selskaber må derfor nu gerne købe landbrugsjord, men selskabernes interesse ville være til at overskue, hvis direktøren eller bestyrelsesformanden selv skal bo på gården og stå for driften. Så vi ophævede også bopælspligten, vi ophævede loftet over, hvor store gårdene må være, og vi ophævede kravet om, at en uddannet landmand skal bestemme, hvordan gården skal drives.
Det er endvidere en selvfølge i åbne økonomier som det danske, at aktier i landbrugsselskaber kan handles indenfor og på tværs af landegrænser. Det blev derfor umuligt at forhindre, at dansk landbrugsjord efterhånden bliver udenlandsk ejendom.
I 2018 var dog højst 66.500 hektar (2,5 procent af landbrugsarealet) på udenlandske hænder, overvejende hollandske og tyske. Det var til at overskue, men ministeriet følger ikke udviklingen, og i fag- og dagpresse rapporteres løbende om jordkøb, formidlet eksempelvis af investeringsfirmaer som Dansk Demetra. For nylig købte dette i øvrigt tyske firma 280 hektar landbrugsjord på Møn. I forvejen havde det erhvervet 2.200 hektar rundt omkring i Danmark på vegne af Munich Re, som er verdens næststørste genforsikringsselskab. Andelen af landbrugsjord på udenlandske hænder er antageligt nu langt større end 2,5 procent.
Unødvendigt smalt kommissorium for tværministeriel arbejdsgruppe
I maj nedsatte Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri en tværministeriel arbejdsgruppe til at se på problemet, men i første omgang skulle den kun se på køb foretaget af investorer uden for EU. Af flere grunde bør kommissoriet imidlertid være så ambitiøst, at arbejdsgruppen kan beskæftige sig reelt med baggrunden for købene og med Danmarks hele rolle i den transnationale handel med landbrugsjord, ikke mindst handlen inden for EU.
Det kan han gøre, fordi EU-domstolen betragter landbrugsjord som et særligt aktiv (”special asset”). Den accepterer derfor begrænsninger i overholdelse af EU’s grundprincipper om kapitalens og personers frie bevægelighed, såfremt en medlemsstat vitterligt ønsker at forhindre overdreven spekulation i jord eller ønsker at bevare landbosamfund eller ønsker at opretholde bæredygtige landbrugsformer.
Arbejdsgruppen burde også interessere sig for danske landbrugsindustriers køb eller forpagtning af landbrugsjord i udlandet. Af deres hjemmesider fremgår det, at de alene i det østlige Europa råder over større jordarealer, end udenlandske investorer gør det i Danmark. De gør heller ingen hemmelighed af deres fortjenester ved spekulation i køb og salg af jord.
Om danske landbrugsindustrier bruger samme fremgangsmåde som hollandske landbrugsindustrier, kan vi ikke vide. Hollændernes køb og salg i samarbejde med storbanker (Rabobank) og korrupte rumænske myndigheder er indgående beskrevet af de prisbelønnede journalister, Luke Dale-Harris og Sorin Semeniuc.
Statslig jordbrugsfond til fremme af små landbrug og konkurrence med udenlandsk kapital
Uanset den transnationale handel med landbrugsjord bør unge jordbrugere i Danmark kunne forpagte eller købe en mindre landbrugsbedrift. Det sker også i begrænset omfang, men det skal ske i langt større omfang, hvis det skal holde trit med de udenlandske investeringer. Folketinget bør derfor gøre det, som det var på nippet til at gøre i 2001, nemlig vedtage en lov om oprettelse af en statslig jordbrugerfond til årligt at erhverve og udstykke op til 30 større landbrugsejendomme til mindre landbrug på højst 75 hektar. De kunne så bortforpagtes eller sælges til veluddannede jordbrugere, der gerne vil bidrage til et klima- og naturvenligt landbrug og landskab i Danmark. En statslig jordbrugerfond bør etableres med mindst 1 milliard kroner i grundkapital og muligheden for at yde lån eller statsgaranti på mindst 10 milliarder kroner.
Ministerens tværministerielle arbejdsgruppe bør således udstyres med et langt mere ambitiøst kommissorium end kun at se på jordkøb, der foretages af investorer uden for EU. Den bør i det mindste kunne belyse de mange negative konsekvenser af de ændringer af landbrugslovene siden 2010, som har fremmet transnational handel med landbrugsjord ved blandt andet at fjerne loftet over bedriftsstørrelser, ved at ophæve bopælspligten og ved at tillade såvel danske som udenlandske selskaber og alt derimellem at eje landbrug.
Denne artikel er først publiceret i Folkeavisen – Et bæredygtigt Danmark
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
