En væbnet afkolonisering
Sandra, som kom fra et fattigt hjem, måtte gennem hele sin skoletid undvære en computer i undervisningen, og dermed følte hun sig både udenfor og var reelt hægtet af fagligt.
Kommunen havde bevilget et fritidspas, så hun kunne gå til gymnastik uden at betale. Til gengæld var der ikke støtte, så hun kunne anskaffe den gymnastikdragt, som de andre piger på holdet bar, og hun var tilmed nødt til at bede de andre pigers forældre om kørelejlighed til og fra fritidsaktiviteten, fordi der ikke var råd til en busbillet.
Historien er fra en ny Undersøgelsesrapport om børn og unges opvækst i økonomisk fattige kår, som Egmont Fonden udgav i december sidste år. Undersøgelsesrapporten er en sammenfatning af en rapport fra analysevirksomhederne Rambøll og en opsamling af nogle paneldiskussioner fra 13 fattige unge, som Mable har foretaget.
Egmont-rapporten viser, at antallet af fattige børn siden 2008 har været stigende, og at det at komme fra en fattig familie skaber mange forhindringer i skolen og i fritiden, som både påvirker trivsel og indlæringsmulighederne negativt. Endelig viser undersøgelsen, at mange børn fra fattige familier slet ikke får den nødvendige hjælp til deres særlige udfordringer afledt af fattigdommen – heller ikke når centrale voksne kender deres vilkår.
Endelig rummer undersøgelsesrapporten også en række råd til, hvordan de fattige børn i højere grad bør blive mødt med hjælp, forståelse og positive forventninger. Rådene bliver givet af unge, som har mærket fattigdom på egen krop.
Udenfor på grund af manglende eller dårligere IT
– I min gamle klasse var det de fleste, som bare spillede computer, og der er mange af de spil, som de spiller, jeg ikke kan spille på en iPad. Eller de spiller på en PlayStation eller sådan noget, og det kan jeg ikke spille på min iPad, fortalte en pige, som derfor ønskede sig en computer, som hendes familie desværre ikke havde råd til.
Eksemplet er hentet fra Maples undersøgelse. De har talt med 21 fattige børn på mellem otte og 17 år, 30 fattige forældre og 11 fagpersoner, som arbejder med fattigdomsramte familier. Det viser sig, at manglende økonomisk råderum vanskeliggør de fattige børns mulighed for at lære og spænder ben for deres trivsel. Manglende mulighed for at anskaffe IT som den nye, smarte computer eller smartphone er en af udfordringerne for de fattige børn, viser undersøgelsen.
Digitale hjælpemidler er for længe siden blevet et must i folkeskolen, men i flere af landets kommuner er det stadigvæk ikke skolen, men forældrene, som skal sørge for, at barnet har en velfungerende computer eller iPad til rådighed i skolen.
Nogle fattige forældre magter ikke dette, og børnene bliver herved mere eller mindre hægtet af i en del af undervisningen.
Flere og flere skoler udleverer i dag computere med ens standard til alle børn. Det har den fordel, at de fattige elever undgår at skille sig ud ved at sidde med en computer, som er ringere end de andres eller ved slet ikke at have nogen. Til gengæld er der fattige børn, som får det svært i maven, når de tænker på det erstatningskrav, som de får oplyst, at familierne har, hvis computeren går i stykker.
Også i fritiden kan det fylde meget for mange fattige børn, når de ikke i samme grad kan være opdateret med IT-apparatur som de ikke-fattige. Man er nødt til at have en smartphone og en computer for at kunne være med i de digitale fællesskaber, forklarer mange af de unge i undersøgelsen. Og man er udenfor, når vennerne spiller bestemte spil som Minecraft og GTA, eller når resten af klassen sender billeder til hinanden via Snapchat eller mødes forskellige steder på nettet.
Ikke med til det sjove
I Maples undersøgelse er der et andet eksempel, som viser, hvordan fattigdom kan føre til eksklusion fra de sociale fællesskaber. En pige fortæller, hvordan hun sidder alene på sit værelse på en efterskole. Hun kan høre, hvordan de andre unge snakker og griner, mens de spiser pizza i køkkenet. Hun har ikke penge til at købe pizza og kan derfor ikke deltage.
Manglende penge på lommen forhindrer tit fattige børn i at deltage i fælleskabet og fører til, at venskaber bliver brudt, fremgår det af Maples undersøgelse. At tage med på bytur med veninderne kan være en blandet fornøjelse, hvis man ikke har råd til at købe en sodavand som de andre, og måske har man ikke engang penge til at købe den busbillet, som skal bruges for at komme afsted.
Oplevelser med ikke at kunne komme med på skoleudflugter, lejrture, klassefester eller gå til fritidsaktiviteter er også en ekskluderende hurdle for fattige børn. Det er ikke usædvanligt i dag, at man skal lægge to hundrede kroner til mad og drikke for at komme med til klassefesten, og de fattige børns forældre har sjældent råd til at betale for lejrturen til Berlin eller tilsvarende mere økonomisk krævende arrangementer.
Man er ofte også som fattig udenfor, når snakken i timerne og frikvartererne går, om det, som man har foretaget sig i sommerferien. En fattig dreng formulerede det sådan:
– Jeg synes, det er irriterende, at alle altid skal steder hen, når min familie altid ingen steder kommer i sommerferien.
Skam, beskedenhed og bekymring
Flere børn i undersøgelsen har prøvet at blive drillet på grund af, at de er fattige, og mange prøver at skjule og bortforklare det, når de står i en situation, hvor de mangler penge. De kan for eksempel sige, at de ikke kan lide pizza, når de ikke har råd til at købe én, og at de ikke gider at tage med på cykelturen, når de i virkeligheden ikke har nogen cykel.
Mange fattige børn ved, at deres forældre er tynget af svære økonomiske spekulationer og har dårlig samvittighed over, at de ikke kan give deres børn det samme som andre børn. Børnene undlader måske derfor at fortælle det hjemme, når skolen har planlagt ture med forældrebetaling eller lignende.
De har ofte også vænnet sig til at være meget realistiske og beskedne, når de skal fremsætte ønsker, som indebærer en udgift. En 13-årig dreng blev i Maples undersøgelse bedt om at nævne én ting, han ønskede sig:
– Jeg mangler ikke rigtig noget lige nu … Så skulle det være, at min mor havde et bedre helbred, svarede han.
Andre eksempler fra undersøgelsen vidner om, hvordan fattige børn og unge bliver dygtige til at bortforklare fattigdommen og at se det positive i deres situation. En 10-årig fattigdomsramt pige sagde:
– Jeg er ikke på den måde fattig, fordi man kan være fattig på mange måder. Man kan være rig på livet og på den måde, man har det.
En 16-årig fattigdomsramt pige havde denne sympatiske betragtning:
– Jeg har en masse værdier, der handler om medmenneskelighed og generelt det der med at være en god person og sørge for, at der er plads til andre mennesker end mig selv i den her verden, hvor alle folk er meget hurtige til at være egoistiske.
De fattige børns bekymringer om familiens økonomi kan ifølge Maples undersøgelse også have en pris, når
det gælder deres læring. En socialrådgiver giver følgende eksempel:
– Det er børn, der faktisk ikke kan modtage læring i den næste uge, fordi barnet er så bekymret for de her vinterstøvler, der gik i stykker i december måned, og der er stadig tre måneder tilbage af vinteren. Barnet har måske en oplevelse af at skulle komme hjem og have skældud eller i hvert fald vise det her til forældre, der bliver rigtig pressede over, at de skal ud at købe vinterstøvler midt på sæsonen.
Manglende hjælp fra lærerne
Der er i Maples undersøgelse mange forskellige eksempler på, hvordan fattige børns særlige problemer og behov bliver overset i skolen. Flere mener, at lærernes faglige forventninger ligefrem nedtones, når børnene kommer fra fattige familier. En ung udtrykker det sådan:
– Det er også at få de kommentarer smidt i hovedet af lærerne, at man aldrig bliver til noget, fordi ens mor er på
kontanthjælp. Men det kræver også rygrad at bryde den sociale arv.
Andre fra ungepanelet fortæller om erfaringer med lærere, som ikke greb ind, når klassekammerater mobbede med, at de gik i “forkert” tøj.
En pige fra ungepanelet, som i dag læser på HF, har følgende refleksion om skolens involvering:
– I dag undrer det mig, at skolen ikke tog mere vare på, at alle kunne deltage i det faglige og sociale fællesskab, for
min klasselærer og skoleledelsen vidste godt, at min families økonomi var stram.
Stor forskel på tværs af kommunegrænser
Analyseinstituttet Rambøll har til Egmont Fondens undersøgelsesrapport bidraget med en stor undersøgelse, som inddrager samtlige danske børn født efter 1989, og som måler konsekvenserne for liv og uddannelsesmuligheder af at vokse op i fattigdom. De definerer fattige familier som dem med en indtægt under halvdelen af medianindkomsten. 68.000 børn boede på opgørelsestidspunktet i 2018 i familier ramt af fattigdom.
Der er fem procentpoints forskel på trivslen i skolen mellem de fattige og ikke-fattige børn til sidstnævnte gruppes fordel, siger undersøgelsen.
Samtidigt ligger 40 procent af de fattige børn i den laveste fjerdedel i de nationale tests i dansk, hvor det kun er 25 procent af de ikke-fattige, som er i samme gruppe.
Knap tre ud af 10 børn, som fødes ind i fattigdom, har ikke gennemført en ungdomsuddannelse, når de er 25 år – for de ikke-fattige jævnaldrende er det 18 procent.
Antallet af børn, som vokser op i fattigdom, har været stigende fra 2008 til 2018, og seks procent af alle danske børn voksede op i fattigdom i 2018.
Rambølls undersøgelse viser også, at der er meget stor kommunal forskel på, hvor mange børn der er ramt af fattigdom.
I rige kommuner som for eksempel Gentofte og Rudersdal nord for København og Aarhus i Jylland er det to procent eller mindre af børnene, der vokser op i fattige familier, hvor det for eksempel på Lolland og i Kalundborg på Sjælland er 12 procent eller flere af samtlige børn, som vokser op i fattigdom.
Kommunernes opgaver med at skulle tilgodese de behov, som fattige børn og deres familier har, er således meget forskellige.
Hvad der bør gøres
Et panel af 13 fattige unge fremsætter i Egmont Fondens rapport i alt 12 råd for, hvordan fattige børn kan hjælpes bedre, end de selv blev det.
De mener, at skolerne skal skrue ned for egenbetalingen til IT-hjælpemidler og aktiviteter, så alle kan være med, og de anbefaler, at børnene får støtte og hjælp til at komme til fritidsaktiviteter.
De ønsker i det hele taget, at fattige børn har adgang til voksne, som kan støtte og rådgive dem, og som de kan gå til og betro sig til efter behov.
De synes, at der burde være større og mere positiv opmærksomhed fra lærerne på skolerne, så drilleri stoppes, og så de mødes med mere positive forventninger og den nødvendige støtte.
De ønsker også, at fattige børn møder rollemodeller, som selv har erfaret, hvor skoen trykker, og så ønsker de, at der er hjælp til familierne, så de får oplevelser i form af ture, ferier og bedre økonomiske muligheder for at fejre årets begivenheder.
Endelig går et af rådene på muligheden for at have mere frirum fra deres familie. En paneldeltager nævnte som eksempel, at han var glad for, at hans mor var opmærksom på, at hun ikke skulle melde sig til en skoletur, da forældrene forinden blev opfordret til at komme med og hjælpe til.
Læs også
Indland
Eksperter til høring på Christiansborg:
Bekæmpelse af børnefattigdom i Danmark går alt for langsomt
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
