Sydafrika står på kanten af en afgrund, og arbejderklassen kan med rette sige, at den har advaret om denne udvikling. Arbejderne advarede mod nyliberalismen, mod GEAR [vækst- og strukturtilpasningsplan, som ANC-regeringen lancerede i 1996], mod privatiseringer, mod vikarbureauer, mod en forhastet liberalisering af handlen, mod nedskæringspolitik og mod markedsgørelsen af offentlige goder.
De advarede om, at et demokrati, som ikke forbedrer flertallets materielle levevilkår, før eller siden ville miste sin legitimitet. Dengang blev advarslerne affejet som tomme slagord. I dag er de blevet bekræftet af virkeligheden – gennem massearbejdsløshed, sult og håbløshed.
Den generation, som besejrede apartheid, løste sin historiske opgave. Vores generation må fuldføre den uafsluttede befrielse.
Den Nationale Demokratiske Revolution handlede aldrig blot om, hvem der skulle overtage magten i Union Buildings [Sydafrikas regeringshovedkvarter]. Arbejderne kæmpede ikke alene for at ændre hudfarven på dem, der regerede. De kæmpede for at forandre de livsvilkår, de selv levede under.
Freedom Charter var et løfte til de undertrykte: At folket skulle regere, at landets rigdom skulle komme hele befolkningen til gode, at jorden skulle deles mellem dem, der dyrker den, at alle skulle have arbejde og social tryghed, og at alle skulle være lige for loven.
ANC’s dokument, Strategy and Tactics, vedtaget på Morogoro-konferencen [afholdt af ANC i Tanzania i 1969], førte denne tanke videre. Her blev det understreget, at befrielsen ville være meningsløs, hvis landets rigdom ikke kom befolkningen som helhed til gode.
Hvis de eksisterende økonomiske magtforhold fik lov til at bestå, ville det ikke engang være en skygge af reel befrielse. Befrielsesbevægelsen forstod, at politisk magt uden økonomisk omfordeling ville være et svigt af frihedens egentlige indhold.
Reconstruction and Development Programme (RDP) blev broen mellem drømmen og regeringsansvaret. Freedom Charter blev omsat til et konkret program for boliger, rent vand, elektricitet, arbejdspladser, jordreformer, industriel udvikling, uddannelse, sundhed og offentlig transport.
Tragisk nok er RDP forsvundet ud af vores politiske ordforråd. I stedet for genopbygning taler vi om finanspolitisk konsolidering. I stedet for omfordeling taler vi om investorernes tillid. I stedet for offentlige goder taler vi om brugerbetaling og omkostningsdækning. Netop dette ideologiske skifte ligger i hjertet af den krise, Sydafrika befinder sig i.
Mere end 13 millioner arbejdsløse
Vi skal være rimelige. Demokratiet ændrede Sydafrika. Apartheid blev besejret, almindelig valgret blev indført, en progressiv forfatning blev vedtaget, og arbejdernes rettigheder blev forankret i lovgivningen.
Millioner af mennesker fik adgang til boliger, elektricitet, rent vand og sociale ydelser. Disse fremskridt er virkelige. De blev ikke givet som gaver, men vundet gennem mange års kamp, og de skal forsvares.
Men vi må også være ærlige. Adgang til vand og elektricitet er ikke meget værd, hvis almindelige mennesker ikke har råd til at betale for det. En forfatning, der lover rettigheder, men ikke kan mætte et sultent barn, befrier ikke det barn.
Mere end 13 millioner sydafrikanere er arbejdsløse, når den udvidede definition anvendes. Det er en national katastrofe. Det betyder unge mennesker, der hver morgen vågner uden et sted at tage hen. Det betyder forældre, som ikke kan brødføde deres børn. Det betyder pensionister, der forsørger hele familier. Og det betyder arbejdere, som tvinges til at acceptere enhver løn, fordi arbejdsløsheden er blevet et våben mod dem.
Det største svigt i det demokratiske Sydafrika har været, at massearbejdsløshed er blevet gjort til noget normalt. Vi taler om arbejdsløshed, som om den var et naturfænomen – som om den bare opstod af sig selv. Det gjorde den ikke. Den er resultatet af politiske valg: Beslutningen om at opgive en målrettet industripolitik, liberalisere økonomien for tidligt, acceptere afindustrialisering, tolerere vikarbureauer og stadig mere usikre ansættelsesforhold samt prioritere finanspolitisk disciplin, frem for at kræve at staten skaber arbejdspladser.
Intet viser måske denne fiasko tydeligere end sulten. Sydafrika er et land, som uden problemer kunne brødføde hele sin befolkning. Alligevel oplever millioner fødevareusikkerhed. Børn lider af underernæring og hæmmet vækst, og stadig flere arbejdere har ikke råd til sund og nærende mad, selv om de er i beskæftigelse. Arbejderne kæmpede ikke for politisk frihed for bagefter at stå i kø efter nødhjælp.
Sult er ikke et spørgsmål om velgørenhed. Det er et spørgsmål om politisk økonomi. Det handler om lønninger, arbejdspladser, adgang til jord, fødevarepriser, transportudgifter, virksomhedernes dominans over fødevaresektoren og statens manglende vilje til aktivt at sikre, at intet barn går sulten i seng.
Jordspørgsmålet er fortsat uløst, men det må ikke reduceres til alene at handle om landbruget. Det er også et spørgsmål om byerne. Millioner af mennesker er flyttet fra de tidligere bantustans og apartheidtidens arbejdskraftreservater til byer, som oprindeligt blev bygget til at holde dem ude. De ender i uformelle bosættelser, fordi jord og boliger enten er utilgængelige eller ubetalelige. De bor langt fra arbejdspladserne og bruger hver dag mange timer – og en stor del af deres indkomst – på transport.
Når Freedom Charter fastslår, at jorden skal deles mellem dem, der dyrker den, er det derfor både et krav om retfærdighed på landet og i byerne. Det handler om landbrugsjord, men også om boliger, offentlig transport og om, hvorvidt arbejdere har mulighed for at bo tæt på deres arbejdspladser og de muligheder, byen tilbyder. Derfor har fagbevægelsen altid fastholdt, at offentlig transport er et klassespørgsmål.
Sammenbruddet af pendlertogsystemet har været et af de hårdeste angreb på arbejderklassens levevilkår siden demokratiets indførelse. Millioner blev tvunget over i langt dyrere transportformer. Hver ekstra rand, der bruges på transport, er en rand mindre til mad, og hver ekstra time på vejen er en time taget fra familien. Genopbygningen af jernbanenettet er derfor velkommen, men offentlig transport må ikke underlægges profitlogikken.
Arbejderklassen møder også staten gennem politiet, domstolene, indenrigsministeriet, kommunerne, sundhedsklinikkerne og skolerne. Når staten svækkes, er det de fattige, der betaler prisen først. De velhavende kan købe privat sikkerhed, privat sundhedspleje, private skoler og dyre advokater. Det kan de fattige ikke. Når efterforskning, opklaring og retsforfølgelse svigter, er det derfor først og fremmest de mest udsatte, der rammes.
Retfærdigheden er i stigende grad blevet et klassespørgsmål. Freedom Charter lovede lige ret for alle, men det kræver mere end smukke ord i forfatningen. Det kræver et velfungerende retssystem, som beskytter kvinder, børn og arbejdere i townships og uformelle bosættelser. Kriminalitet er ikke blot et spørgsmål om sikkerhed – det er også et spørgsmål om social ulighed og klasse.
Vi må samtidig være ærlige, historisk set. Da Sydafrika blev demokratisk i 1994, var Sovjetblokken brudt sammen, kapitalen var blevet globalt mobil, fagbevægelsen var under pres over hele verden, og privatisering, deregulering og nedskæringspolitik var blevet tidens dominerende økonomiske dogmer. Sydafrika trådte ind i demokratiet på højden af den nyliberale æra. Det er en historisk kendsgerning.
Men historiske omstændigheder ophæver ikke det politiske ansvar. Befrielsesbevægelser bliver bedømt på de valg, de træffer inden for de rammer, de er givet. Med GEAR blev der truffet et afgørende valg. Programmet markerede et klart brud med RDP, der flyttede fokus fra genopbygning og omfordeling til finanspolitisk disciplin og markedets tillid.
Fagbevægelsen advarede allerede dengang om, at denne kurs hverken ville skabe de lovede arbejdspladser eller styrke industrien. Tværtimod ville den øge uligheden og fremskynde afindustrialiseringen.
Finanskrisen i 2008 skabte endnu en mulighed for at vælge en anden vej. USA opgav sin frimarkedsortodoksi for at redde sit eget økonomiske system gennem massiv statslig indgriben. Sydafrika valgte derimod nedskæringspolitikken. Forhøjelsen af momsen til 15 procent blev et symbol på, at regningen endnu en gang blev sendt til arbejderne og de fattigste.
Vi argumenterede for en udviklingsstrategi, hvor staten tog ansvar for industrialisering, investeringer i infrastruktur og skabelsen af arbejdspladser. Vi blev ikke hørt. I dag kan konsekvenserne aflæses direkte i millioner af menneskers hverdag.
Arbejderklassen i dag
Arbejderklassen ser heller ikke ud, som den gjorde under kampen mod apartheid. Fabrikker er lukket, antallet af faste arbejdspladser er faldet, og vikarbureauer, outsourcing, løsansættelser og platformsarbejde er blevet stadig mere udbredt.
Arbejderklassen omfatter nu også prekært ansatte, ansatte i den uformelle sektor, hushjælp, landarbejdere, sundhedsarbejdere i lokalsamfundene, arbejdsløse akademikere og pensionister, som forsørger hele familier.
Hvis fagbevægelsen kun organiserer mennesker med faste ansættelser, risikerer den at blive talerør for en stadig mindre del af arbejderklassen. Fagbevægelsens fremtid afhænger af dens evne til at organisere hele arbejderklassen – også dem, der står uden for de traditionelle arbejdspladser.
En dyb social og økonomisk krise får uundgåeligt politiske konsekvenser. Når mennesker mister håbet, og de progressive organisationer svækkes, står de reaktionære kræfter klar med enkle svar på komplekse problemer. Derfor ser vi fremvæksten af fremmedhad, afrofobi, etnisk chauvinisme og persondyrkelse.
Befrielsesbevægelsen formåede engang at samle mennesker på tværs af etnicitet, sprog og race. Arbejderne gik ind på fabrikkerne som zuluer, xhosaer, sothoer, vendaer, farvede, indere og hvide – og gik hjem som kammerater. Den enhed opstod ikke af sig selv. Den blev skabt gennem organisering, politisk uddannelse og fælles kamp. Efterhånden som disse institutioner er blevet svækket, er gamle og splittende identiteter vendt tilbage.
I dag får migranter skylden for en arbejdsløshed, de ikke har skabt. Vores faldne frihedskæmpere må vende sig i deres grave. De gav ikke deres liv, for at de fattige skulle angribe dem, der er endnu fattigere, mens kapitalen går fri. Derfor er Frantz Fanon og Steve Biko fortsat uundværlige. Kolonialismen besætter ikke kun land – den besætter også sindet. Når afrikanere vender sig mod andre afrikanere, er befrielsen endnu ikke fuldendt.
En bevægelse, som engang var kendetegnet ved opofrelse, beskedenhed og tjeneste for folket, er alt for ofte blevet præget af rå materialisme og misbrug af magt. Mange ledere lever ikke længere det samme liv som arbejderne, og den sociale position former også den politiske bevidsthed. En ledelse kan tale venstreorienteret, men leve som eliten.
Hvad vi må gøre
Den Nationale Demokratiske Revolution må fornys, hvis den ikke skal ende som et historisk slogan. Men fornyelse handler ikke om nostalgi. Det handler om at vende tilbage til befrielseskampens grundlæggende løfte.
En fornyet National Demokratisk Revolution må genopbygge udviklingsstaten, opgive nedskæringspolitikken og sætte gang i en ny industrialisering. Den må beskatte de største formuer, stoppe ulovlige kapitaludførsler, regulere kapitalens magt og behandle vand, elektricitet, sundhed, uddannelse og transport som grundlæggende offentlige goder.
Den må gøre kampen mod sult til en national nødsituation. Den må organisere arbejdsløse og mennesker i usikre ansættelser. Den må forsvare migranters rettigheder, samtidig med at migration håndteres lovligt, retfærdigt og humant. Og den må styrke den regionale integration, fordi ingen mur nogensinde kan holde fattigdommen ude.
Freedom Charter var vores håb under apartheidregimets mareridt. Men under demokratiets drøm har millioner af sydafrikanere oplevet et nyt mareridt præget af arbejdsløshed, sult og fortvivlelse. Det er denne grundlæggende modsætning, vi nu må konfrontere.
Den generation, som besejrede apartheid, løste sin historiske opgave. Vores generation må fuldføre den uafsluttede befrielse. Vi må genopbygge, organisere, uddanne, samle og kæmpe – indtil Freedom Charter ikke længere blot er mindet om en drøm, men en levende virkelighed for alle, der kalder Sydafrika deres hjem.
Dette er et debatindlæg, oversat til dansk af Global Aktion. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Arbejderens redaktion har indsat lead, citat og mellemrubrikker.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

