Læserbrev
Fremover skal det danske statsejede Energinet aflevere 25 procent af sine milliardindtægter til EU.
Pengene – der i dag bliver brugt til blandt andet grønne energiprojekter i Danmark – skal fremover bruges på at finansiere EU’s egne, grænseoverskridende energiprojekter, lyder forslaget fra EU-kommissionen.
Artiklen fortsætter…
Læs også
De projekter, som EU-kommissionen vil bruge en stor del af Energinets overskud på at finansiere, står opført på EU’s liste over energiprojekter af såkaldt “fælles europæisk interesse”.
Når et projekt bliver opført på den særlige EU-liste, får det adgang til milliarder i offentlig støtte fra EU samt billige lån fra EU’s Investeringsbank og EU’s Udviklingsbank.
Kontroversielle projekter
Den seneste liste – der indeholder 235 grænseoverskridende EU-energiprojekter – er netop blevet offentliggjort.
Klima- og miljøbevægelser kæmpede til et sidste for at få stoppet vedtagelsen af listen.
Listen omfatter nemlig en lang række store milliardprojekter, der fremmer gas, brint og transport og lagring af CO2.
EU-listen indeholder blandt andet to fossile gasrørledninger: Melita-ledningen og EastMed-ledningen.
EU hævder, at disse energiprojekter vil føre kontinentet væk fra fossile brændstoffer, men i virkeligheden binder de os til endnu flere årtier med afhængighed af gas.
Pascoe Sabido, Corporate Europe Observatory
Melita-rørledningen skal fragte klimaskadelig gas mellem Malta og Italien. Projektet ventes at koste tre milliarder kroner.
Og EastMed-rørledningen skal fragte gas fra det østlige middelhavsområde til det græske fastland via Cypern og Kreta. EastMed-rørledningen skal anlægges tre kilometer under havets overflade – og risikerer at skade miljøet i Middelhavet.
Begge projekter fastlåser EU’s afhængighed af fossile brændstoffer. De store rørledninger og de øvrige anlæg til gas og brint kan nemlig holde i mindst 40-50 år. Så når først de er bygget, binder de EU til gas i årtier, advarer en lang række klima- og miljøorganisationer.
En af dem, der har har fulgt EU’s liste over fælles energiprojekter tæt, er Pascoe Sabido, researcher og kampagnemedarbejder i tænketanken Corporate Europe Observatory.
– EU hævder, at disse energiprojekter vil føre kontinentet væk fra fossile brændstoffer, men i virkeligheden binder de os til endnu flere årtier med afhængighed af gas, siger Pascoe Sabido til Arbejderen.
Han uddyber:
– De foreslåede rørledninger skal angiveligt transportere brint. Men i den nærmeste fremtid vil der kun være minimale mængder grøn brint til rådighed. Derfor vil disse rørledninger enten transportere brint fremstillet af gas eller simpelthen fossil gas, advarer Pascoe Sabido.
Brint er et brændstof, der både kan blive produceret via grønne løsninger som vindmøller, men også ved hjælp af gas. Sidstnævnte er i dag den mest udbredte løsning.
Energiregning
EU’s gasprojekter skader ikke bare klimaet – de får også borgernes energiregninger til at løbe løbsk.
– Det er godt for gasindustrien, men ikke godt for familier og virksomheder, der må betale de høje gaspriser. Samtidig bliver de globale gasmarkeder stadig mere ustabile. Så hvorfor fastholde Europas afhængighed af et brændstof, der driver folks regninger i vejret og ødelægger klimaet, spørger Pascoe Sabido.
Corporate Europe Observatory er blandt de mere end 70 klima- og miljøorganisationer, der i sidste måned advarede EU-parlamentet om at vedtage den kontroversielle EU-liste over energiprojekter af “fælles interesse”.
“Vi opfordrer jer til at stemme imod og opfordrer Kommissionen til straks at udarbejde en ny liste, der udelukkende indeholder elprojekter. Hvis den nuværende liste bliver vedtaget, vil EU forværre sin afhængighed af importeret fossilt gas”, skriver klima- og miljøorganisationerne i deres åbne brev til samtlige EU-parlamentarikere.
Klimaskadelig brint
EU-listen omfatter også mere end 100 brintprojekter – heraf over 50 rørledninger.
De mange nye brintledninger ventes også at blive brugt til at transportere brint baseret på klimaskadelig gas, fordi der ikke kan produceres nok såkaldt “grøn brint” baseret på vedvarende energi.
Et af de mest kontroversielle brintprojekter på EU-listen er den såkaldte SouthH2 Corridor – en 3300 kilometer lang brintrørledning, der skal importere brint fra Nordafrika til Tyskland via Italien.
Projektet er et af i alt fem korridorer, der skal sikre forsyningen af brint til EU.
Målet er, at EU i 2030 kan hente ti millioner ton brint fra især Marokko, Algeriet, Namibia, Tunesien og Sydafrika.
Foto: Bilel Bensalem / European Union 2026
I alt vil EU investere 600 milliarder kroner i brintprojekter – inklusive massive investeringer i anlæg og rørledninger samt tilskud til at skabe efterspørgsel efter brint.
Men ifølge Det Internationale Energiagentur udgør den såkaldte grønne brint, som EU håber på at udbrede, mindre end én procent af den totale brintproduktion i verden.
Tvivlsomme motiver bag EU-liste
Brint kræver enorme mængder energi at producere – energi som i mange tilfælde kommer fra fossile brændstoffer eller bioenergi.
Derfor har netop olie- og gasindustrien i årevis presset på for at øge støtten til brint og for at få EU til at anerkende brint som en “grøn” løsning på klimakrisen.
Desuden går en stor del af EU’s brintrørledningsprojekter ud på at forgylde de store europæiske olie- og gasfirmaer med milliarder, så de kan opgradere deres nuværende gasledninger til at kunne transportere brint.
Derfor har store olie- og gasfirmaer som den italienske energigigant Snam, tyske BayerNet og østrigske TAG og Gas Connect lobbyet i årevis for at få EU til at satse stort på såkaldt grøn brint som en løsning på klimakrisen.
– Eksempelvis har den italienske energigigant Snam – der ejer omkring 38.000 kilometer gasinfrastruktur i og uden for EU – i årevis været en af de mest højlydte fortalere for brint, fortæller Elena Gerebizza, energi- og infrastrukturresearcher hos netværket ReCommon, til Arbejderen.
ReCommon-netværket udfordrer blandt andet stater og store virksomheder, der opkøber store landområder til eksempelvis energiprojekter på bekostning af lokalbefolkningen.
– Vi er dybt bekymrede over, hvordan EU udvælger projekter til sin liste. Især den fælleseuropæiske gaslobby ENTSOG har stor indflydelse på, hvilke projekter der bliver sat på den lukrative EU-liste. Blandt ENTSOG-gaslobbyens medlemmer er italienske Snam, der er initiativtager til SouthH2 Corridor-brintrørledningen, uddyber Elena Gerebizza.
Hun fortsætter:
– SouthH2 Corridor-projektet risikerer at forværre sociale og miljømæssige spændinger i lande som Tunesien samt at udsætte lokalsamfundene for vandmangel, jordbesættelse og trusler mod den lokale kultur og lokalsamfundenes ret til liv. Det er en mislykket model, der vil forlænge levetiden for gas, samtidig med at der bliver skabt nye, nykoloniale afhængighedsforhold mellem Europa og eliterne i de såkaldte strategiske energileverandørlande. Hvem drager fordel af det? EU-virksomheder som Snam. Hvem betaler regningen? Befolkningerne i EU og Tunesien.
Af samme årsag har 87 miljø- og klimabevægelser sendt en fælles advarsel om at gennemføre projektet.
Herudover advarer foreløbig 144 ngo’er fra Europa og Afrika EU imod at gøre Afrika til underleverandør af energi til EU.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
