En aktivistgruppe bestående af tre kvinder og en mand i kørestol mødte den 21. maj op på Torvet i Esbjerg for at gennemføre deres ugentlige mini-demonstration for Palæstina.
Men situationen tog hurtigt en drejning, da en ældre mand, som sad på en bænk sammen med sin kone, begyndte at udvise aggressiv adfærd over for de fremmødte. Det fortæller aktivisterne, der ønsker at være anonyme, til Arbejderen.
Flag revet ud af hånden
Aktivisterne fortæller, at manden lagde ud med at råbe skældsord som “landsforrædere” og “muslimelskere” efter aktivisterne. Herefter opsøgte han målrettet en af de kvindelige aktivister og spurgte aggressivt ind til hendes flag, idet han proklamerede, at det burde være det danske flag, hun stod med.
Den kvindelige aktivist svarede, at der var tale om det palæstinensiske flag, hvorefter den ældre mand resolut flåede flaget af stangen og smed det på fliserne.
Slået med knyttede næver
Da den mandlige Palæstina-aktivist rejste sig fra sin kørestol for at bevæge sig hen imod den aggressive mand og hjælpe med at få flaget tilbage, slog den formodede gerningsmand aktivisten.
– Han gik amok og tæskede løs på mig med knyttede næver. Jeg blev ramt et par gange i ansigtet, siger aktivisten, der ønsker at være anonym, til Arbejderen.
Aktivisten forsøgte at “værge for sig” op ad en dør, men manden fulgte efter ham og nåede at ramme ham flere gange i ansigtet og på venstre side af hovedet. Overfaldet beskrives af vidnerne som dybt chokerende.
Stoppet af forbipasserende
Volden stoppede først, da to yngre, muskuløse mænd, som tilfældigvis passerede forbi, resolut greb ind og stillede sig imellem overfaldsmanden og den ramte aktivist. Også den formodede gerningsmands kone kom løbende for at lægge sig imellem.
Herefter lykkedes det aktivisterne at få flaget igen, hvorefter manden flygtede fra stedet sammen med sin råbende kone. Den overfaldne aktivist nåede dog at tage et foto af manden, inden han forsvandt.
Politianmeldt og sendt på skadestuen
Politiet blev tilkaldt kort efter episoden, og de mødte op på gerningsstedet for at optage rapport og afhøre de tilstedeværende vidner. Den formodede gerningsmand var på tidspunktet ukendt af politiet.
Den overfaldne aktivist slap heldigvis med overfladiske skader og mærker efter eget udsagn ikke det store til det efterfølgende, men blev af politiet og de øvrige aktivister opfordret til at tage på skadestuen, så der kan foreligge en lægelig udtalelse til politirapporten.
Aktivisterne i Esbjerg beretter, at det ikke er første gang, de oplever chikane for at demonstrere med det palæstinensiske flag i det offentlige rum på det seneste.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


