Igennem længere tid har Novo Nordisk trådt på bygningsarbejdernes tilkæmpede løn- og arbejdsvilkår.
Novo Nordisk har gang i byggerier, som beskæftiger tusindvis af bygningsarbejdere. Desværre ser vi gang på gang, at der er massive problemer med underbetaling, dårligt arbejdsmiljø, horrible arbejdstider, udskiftning af fastansatte med vikarer og pres på vores tillidsvalgte.
Vi forventer en reel og mærkbar kursændring den 16. juni, når spidserne mødes …
Derudover nægter Novo Nordisk konsekvent vores fagforeninger adgang til deres byggepladser, hvilket undergraver en af de bærende søjler i den danske model.
Novo Nordisk påstår selv at have styr på forholdene, men virkeligheden er en anden, hvilket vores fagforeninger allerede har dokumenteret i en række faglige sager.
Vi nægter at acceptere, at en af landets største virksomheder tilsidesætter og ligegyldiggør vores tilkæmpede kollektive rettigheder som bygningsarbejdere.
Derfor står vi sammen på tværs af fag og kræver, at Novo Nordisk:
Accepterer vores fagforeningers tilstedeværelse på byggepladserne, hvilket har været en selvfølgelighed i over 100 år.
Sikrer at alle firmaer på deres byggepladser er dækket af en anerkendt overenskomst.
Indfører og påtager sig kædeansvar på alle deres byggepladser, så det dermed sikres, at ingen entreprenører kan løbe fra regningen og fraskrive sig ansvaret med henvisning til en liberal selskabslovgivning.
Vi tager kampen op, og Novo Nordisk får ikke fred, før de ændrer kurs og accepterer vores rettigheder, vores fagforeninger og den danske model.
Vi forventer en reel og mærkbar kursændring den 16. juni, når spidserne mødes, og hvis dette ikke er tilfældet, tager vi handskerne af vel vidende, at Novo Nordisks organisationsfjendtlige og afvigende adfærd nu også er tilstedeværende på de københavnske byggepladser!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

