Åbent brev
Det har været super varmt i store dele af Vesteuropa i slutningen af maj med rekordtemperaturer i London og Irland samt temperaturer et godt stykke over det normale for årstiden mange andre steder.
FN’s generalsekretær for klimaændringer Simon Stiell udtaler, at hedebølgerne i Vesteuropa var ”en brutal påmindelse om klimakrisens eskalerende konsekvenser”, samt at hovedårsagen til den kraftige varme er menneskets afbrænding af kul, olie og gas.
En ny rapport fra FN’s organisation for meteorologi, klima, hydrologi og geofysik, World Meteorological Organization (WMO), beskriver, hvordan vi kan forvente, at det varme vejr bliver endnu værre i de kommende måneder og år.
Som det er nu, svigter vi i det globale nord verdens fattigste. Vi skylder dem, os selv og de kommende generationer, at vi er med.
De globale gennemsnitstemperaturer vil sandsynligvis fortsætte med at sætte rekorder i de næste fem år, hvor de årlige globale gennemsnitstemperaturer forventes at ligge mellem 1,3 grader og 1,9 grader over gennemsnittet fra 1850-1900, skriver WMO i en pressemeddelelse.
I rapporten kan man desuden læse, at temperaturerne i år forventes at være højere end gennemsnittet for 1991-2020 i næsten alle klodens regioner, samt at arktiske temperaturer i de næste fem år forventes at være hele 2,8 grader højere end gennemsnitstemperaturerne for 1991-2020.
Kortsigtede løsninger
I starten af maj udkom en ny bog fra Roskilde Universitet, hvor budskabet blandt andet er, at store globale kriser som klimakrisen er langvarige tilstande, som samfund og politik endnu ikke er indrettet til at håndtere.
– Vi er gode til at reagere hurtigt i starten af en krise. Men vi har en tendens til at miste fokus, når krisen bliver langvarig, udtaler forfatteren, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet Olivier Rubin.
– Hvis vi bliver ved med at tænke kriser som noget midlertidigt, risikerer vi at reagere forkert. Vi bruger kortsigtede løsninger på problemer, der kræver langsigtet omstilling, tilføjer han.
Samtidig viser en ny analyse af klimaholdninger i Danmark, lavet af Klimarådet, at et flertal mener, at Danmark bør begrænse sine udledninger hurtigst muligt, uanset hvad andre lande gør, og at mange i udgangspunktet er villige til selv at bidrage. Men også at en del danskere lægger særligt vægt på, at omstillingen ikke belaster nogen borgere unødvendigt hårdt, og at den ikke svækker Danmarks konkurrenceevne.
Klimarådet anbefaler, at den kommende regering fokuserer på at gøre klimavisionerne konkrete, inddrage befolkningen samt arbejde for at gøre klimavenlige hverdagsvalg mere udbredte.
Ordet ”vækst” nævnes dog ikke en eneste gang i analysen, selvom kapitalismens vækstparadigme er den største forhindring for en brugbar løsning på klimakrisen.
”Business as usual” er død
Lande i det globale nord som Danmark er ansvarlige for en stor del af den menneskeskabte globale opvarmning, og det er helt utopisk at tro, at klimakrisen kan løses, samtidig med at vi i vores del af verden kører videre med ”business as usual”.
Den 20. maj vedtog et stort flertal i FN’s Generalforsamling (141 lande for, 8 imod og 28 lande der undlod) en resolution, der slår fast, at alle stater er juridisk forpligtede til at reducere deres drivhusgasudledninger. Samt at lande, der rammes af klimaforandringerne, kan have ret til erstatning.
I Global Aktion er vi enige, ligesom vi mener, at klimakrisen kræver et hastigt opgør med nyliberalismen og den i stigende grad utopiske kapitalisme, samt vores antropocentriske verdenssyn. (Antropocentriske verdenssyn betyder at betragte mennesket som universets eller skabelsens absolutte midtpunkt, red.)
Vi mener samtidig, at dette kræver en global massebevægelse, der forstår, at der ikke er nogen – hverken regeringer, firmaer eller nølende klimakonferencer – der kommer til at gøre arbejdet for os. Denne bevægelse forsøger vi at være med til at skabe. For det er ikke viden om klimakrisen, vi mangler, men handling og finansiering.
I det globale syd, hvor klimaforandringerne gør mest ondt, forsøger almindelige mennesker at organisere sig for at kæmpe mod nye olieprojekter og de voldsomme effekter af klimaforandringerne, som rammer deres lokalområder, samt for blandt andet fødevaresuverænitet og økologiske landbrugspraksisser.
Som det er nu, svigter vi i det globale nord verdens fattigste. Vi skylder dem, os selv og de kommende generationer, at vi er med.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
