Udtalelse
Omkring 40 tillidsrepræsentanter fra offentlige arbejdspladser sad klar i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i Valby. Der var alt fra pædagoger, lærere til gartnere og portører.
De var mødt op fredag den 13. september til en konference arrangeret af initiativet Skulder ved Skulder og BJMF. Temaet for dagens oplæg og diskussioner var, hvor blev pengene til velfærden af?
Ifølge næstformand i BJMF Rasmus Bredde kom ideen til konferencen blandt andet fra en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den havde undersøgt, hvordan velfærden i mange år har været underfinansieret, og det ledte tankerne hen på, hvordan det kan mærkes ude i virkeligheden.
– Det var faktisk en pædagog, som er med i Skulder ved Skulder, som sagde, at det var svært for ham i hverdagen at forklare forældre, hvorfor den daginstitution, de selv gik i, ikke findes mere, fortæller næstformanden til Arbejderen og tilføjer:
– Derfor besluttede vi os for at lave konferencen, så vi kan få talt om, hvilke konkrete konsekvenser de her nedskæringer har for velfærden.
Alle skal løbe hurtigere
Dagens program var derfor også en kombination af de hårde tal for økonomien i velfærden, men også oplæg fra dem, de tal påvirker. Det første oplæg var derfor en gruppediskussion mellem tre deltagere, som alle havde hver deres rolle i velfærdsstaten.
Panelet bestod af Katrine Nielsen, fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Hvidovre, Tilde fra Landsforeningen for Socialpædagoger og borgmester i Hvidovre Anders Wolf Andresen fra SF.
– Jeg tror ikke, at vi kan spare mere i den offentlige sektor, end vi hidtil har gjort. Det bliver en ond spiral, fordi når vi fyrer en kollega, så skal vi andre løbe hurtigere, og så har vi ikke tid til at yde den service, som borgerne forventer, lagde Katrine Nielsen ud med.
Jeg så helst, at vi fik 60 millioner ekstra hvert år, hvis vi skal kunne opretholde vores serviceniveau. Vi har så kun fået 40 millioner som et engangsbeløb. Det er slet ikke nok.
Anders Wolf Andresen (SF), borgmester Hvidovre Kommune
Tilde fra LFS var enig. Hun fortalte, hvordan hun på sit eget pædagogiske område kunne se, at hendes kollegaer gik ned med stress, samtidig med at der ikke var råd til vikarer, når deres vagter skulle overtages.
– Jeg kan se på børnene, at de ikke trives, når vi pædagoger skal løbe så stærkt, som vi skal, sagde hun.
Borgmesteren fra Hvidovre konstaterede også, at når der skal lægges budget i hans kommune, kan besparelserne mærkes. Han fortalte, at på trods af regeringens nye økonomiaftale for kommunerne, hvor Hvidovre står til at få 40 millioner ekstra, så mangler der stadig penge.
– Jeg så helst, at vi fik 60 millioner ekstra hvert år, hvis vi skal kunne opretholde vores serviceniveau. Vi har så kun fået 40 millioner som et engangsbeløb. Det er slet ikke nok, sagde Anders Wolf Andresen og tilføjede:
– Regeringen har også helt ignoreret det specialiserede socialområde. Så selv om økonomiaftalen beskrives som historisk god, så er det kun fordi, at de tidligere har været så dårlige.
Hvad er råderummet egentlig?
Det andet oplæg til konferencen handlede om de konkrete tal for velfærdens finansiering. Oplægget blev holdt af Gustav Elias Dahl, senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
AE har også tidligere udgivet rapporter om, hvordan velfærden er blevet underfinansieret gennem mange år. Helt præcist med 22,5 milliarder kroner i perioden fra 2015-2023.
Oplægget til dagens konference skulle dog handle mere specifikt om det økonomiske råderum, som der ofte bliver talt om fra regeringens side. Råderummet er, helt simpelt, de penge, statskassen har til overs i fremtiden som konsekvens af økonomisk vækst i samfundet.
– Det er dog værd at huske på, at råderummet i dag betyder overskydende penge i statskassen, hvis budgettet til offentligt forbrug er uændret. Her tager man ikke højde for, at vi for eksempel bliver flere ældre, som skal have pleje (det såkaldte demografiske træk), og der tages heller ikke fuldt ud højde for, at lønningerne til offentligt ansatte stiger over tid, fortalte Gustav Elias Dahl og tilføjede:
– Med andre ord er råderummet udtryk for de stigende indtægter i statskassen, mens de stigende udgifter til velfærden udelades.
Det er helt tydeligt for mig, at vi skal have genoprettet velfærden, den kan ikke holde til flere besparelser.
Rasmus Bredde, næstformand BJMF
Derfor mente han, at man ikke kan bruge begrebet “råderum” i debatten som i dag, da det forudsætter besparelser i det offentlige. Han ville derfor præcisere, hvad råderummet faktisk er, når man regner alt med.
– Det, vi i dag kalder råderummet, forudsætter kraftige forringelser af velfærden frem mod 2030. Hvis vi medregner de stigende udgifter til løn, og at flere borgere skal have pleje, så er der meget mindre tilbage, sagde han og tilføjede:
– Da regeringen sidste år præsenterede en 2030-plan med investeringer i velfærden for 32 milliarder, så var der i virkeligheden tale om besparelser, da det ikke er nok til at sikre de samme medarbejdernormeringer, som vi har i dag.
Gode ideer til fremtiden
Det sidste oplæg for dagen var endnu en debat mellem forskellige aktører i velfærden. Her var det blandt andre Steen Christiansen, borgmester i Albertslund fra Socialdemokratiet, og Kjell Nilsson fra Danmarks Lærerforening.
Borgmesteren påpegede blandt andet, at man i hans kommune tydeligt kunne se, at medarbejderne var presset af besparelser. Flere og flere gik ned med stress, og Kjell Nilsson fortalte, at det øgede pres også kunne ses på hans skole.
– For første gang har min skole underskud, og vi har været nødt til at spare forskellige ting væk. Vi lærere skal klare os med færre forberedelsestimer, det gør det svært at lave god undervisning. Og vi kan ikke længere garantere trivsel for de mest udsatte elever, fordi det er der ikke tid til, fortalte han.
Efter oplægget var der gruppediskussioner blandt de fremmødte tillidsrepræsentanter. Ifølge Rasmus Bredde har dagen været god til både at få mere viden om underfinansieringen af velfærden og ideer til fremtidigt arbejde.
– Vi har både fået lært nogle nye begreber til at bringe ind i debatten og har fået bekræftet mange af de offentligt ansattes egne oplevelser fra hverdagen, så jeg synes, det er gået meget godt, siger han og tilføjer:
– Den store pointe er så, hvad gør vi nu? Og der er det helt tydeligt for mig, at vi skal have genoprettet velfærden, den kan ikke holde til flere besparelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
