Lang tids nedskæring
Spørgsmålet om migration/remigration – som er en af den postkoldkrigerisk, idealistisk, såkaldt humanistisk orienterede venstrefløjs legitimerende kæpheste, er komplekst og kan ikke bare forsimples og affejes som udtryk for populistisk højreorientering. – Tilsvarende som al kritik af Ukraine og Nato partout affejes som russisk desinformation. Det e for plat, og lukker enhver nuanceret seriøs diskussion.
Postkoldkrigs – indvandringsbølgen til Tyskland, Sverige, Danmark etc., hænger intimt sammen med Nato´s krige blandt mod mod Jugoslavien, og indirekte mod Syrien. Folk fra sidstnævnte lande, bl a. Kosovo og Bosnien, og nok i logisk forlængelse heraf, primært pro-Nato, anti-Milosevic, anti-serbiske, anti-sekulære, anti-Assad, muslimske støtter strømmede derefter til de lande, der paradoksalt nok havde bekriget dem, hvilket gav Nato-landene en propagandagevinst som sikre humanitære flugthavne for de krige, de havde påført selvsamme befolkninger, og som efterfølgende udløste flygtningebølgen til Europa. Når det drejer sig om migranter fra Afghanistan og fra fattige afrikanske migrationslande, skal migrationsproblematikken udvides til at omfatte failed states med svagt udviklede kapitalapparater.
Pointen er, at det er for billigt for det postkoldkrigs neoliberale establishment og (dens) anti- marxistiske venstrefløj at stemple kritik af og krav om regulering af migration som et populistisk højrefløjsfænomen.
I øvrigt har autoritativ eller gængs definition af højre- contra venstrefløjs tilhørsforholdet historisk, i hvert fald indtil afslutningen på den Kolde Krig, taget udgangspunkt i klassebaseret socioøkonomisk politik. Selv i henhold til postkoldskrigs neoliberal definition, kan migrationsproblematikken, som fremstår som definerende for højre-venstre politik, højest tilskrives som en konsekvens – et biprodukt- eller et ledsage (epi)fænomen til den førte imperialistiske politik.
Når fx. AFD stormer frem i tysk politik skyldes det, som artikler andetssteds på Arbejderens webside påpeger, socio-økonomiske problemer i form af afindustrialisering (Tyskland underminerede sit eget industrielle grundlag gennem dets accept af Natos ødelæggelse af Nordstream II) , arbejdsløshed (som er en uundgåelig fluktuation i en kapitalistisk økonomi) , forringelse af uddannelses- og sundhedsniveauet, osv. – hvilket vælgerne sætter i kontekst med tårnhøje migrationsudgifter (primært som følge af Nato´s krige – selvom de måske ikke erkender denne årsagssammenhæng.)
