Dette er meget ubehageligt at læse om, for Danmark går ikke ind for slavearbejde. Disse mennesker er sat i en forbandet situation, som der må og skal løses op for på en måde, vi kan være bekendt her i landet.
Fredag morgen klokken 5:00 mødte omkring 80 medlemmer af 3F op ved Nemlig.coms hovedkontor i Brøndby. Det skete for at markere starten på en sympatikonflikt mod 137 vognmænd, der kører varer for online-supermarkedet fra hovedlageret i Brøndby til lokale fordelingslagre og kunder i hele landet.
– Nemlig.com afviser desværre at tage ansvar for de mange hundrede chauffører og vognmænd, der knokler for virksomheden under fuldstændig uacceptable forhold, siger formand for transportgruppen i 3F Jan Villadsen til Arbejderen.
Nemlig.com fralægger sig ansvaret med argumentet om, at chaufførerne er ansat af selvstændige vognmænd, der arbejder som underleverandører for virksomheden. Men den køber gruppeformanden ikke:
– Mange af vognmandsfirmaerne er enkeltbilsvognmænd og reelt falske selvstændige, som vi også kalder dem. De har nogle rystende elendige løn- og arbejdsforhold.
Både Fagbladet 3F og Politiken har indgående beskrevet de vilkår, Jan Villadsen hentyder til. De har således afsløret, hvordan chauffører og lagerarbejdere er udsat for et voldsomt arbejdspres, samtidig med at de bliver overvåget og kontrolleret.
Fagbladet 3F skriver, at lageret i Brøndby er kendetegnet ved, at stort set alle cirka 1400 ansatte har udenlandsk baggrund. Mange af dem har intet eller kun et minimalt kendskab til det organiserede arbejdsmarked, de har midlertidigt ophold i Danmark og har brug for en indtjening over en vis størrelse for ikke at blive smidt ud af landet. Dertil kommer, at mange hos Nemlig.com er ansat på kontrakter, der kun garanterer et meget lavt ugentligt timetal. De ansatte lever dermed i konstant frygt for ikke at få tildelt de nødvendige ekstra arbejdstimer. Hvis man ikke kan overholde de strenge effektivitetskrav, hvor der er mellem ni og femten sekunder til at pakke hver vare, er der stor risiko for ikke at få flere timer.
- Nemlig.com er Danmarks største onlinesupermarked. Det er et aktieselskab, der blev stiftet i 2010.
- På regnskabet fra 2019/2020 havde firmaet en omsætning på 2,1 milliarder kroner. Det er en vækst på 45 procent. For første gang viste regnskabet overskud på driften.
- Hovedaktionæren i Nemlig.com er Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen. Hans formue er det sidste år steget med 50 milliarder kroner til 82,6 milliarder kroner. På Forbes’ liste over de rigeste i verden er Holch Povlsen i dag den højst placerede dansker.
- Nemlig.com er datterselskab af Intervare, der har aftaler med 40 af landets kommuner om at levere dagligvarer til ældre, syge og mennesker med handicap.
- Der arbejder omkring 1400 på Nemlig.coms lager i Brøndby. Her pakkes dagligvarer til kunder over hele landet.
- Nemlig.com er ved at bygge et lager på over 30.000 kvadratmeter i Årslev i udkanten af Aarhus. Det forventes færdigt i løbet af 2022. Planen er, at der skal arbejde op mod 1000 på lageret, der skal levere varer til Jylland og Fyn.
Kilder: Nemlig.com, Politiken, Berlingske, Wikipedia
Chaufførerne er til gengæld pressede af krav om leverancer til tiden og af lange arbejdsdage, mange gange op til 12 timer om dagen og ofte alle ugens syv dage.
– Hvis jeg bliver forsinket på ruten, får jeg en bøde fra Nemlig.com, som jeg har oplevet kan være på op til 2000 kroner. Og hvis jeg leverer en kasse til den forkerte kunde, skal jeg betale indholdet af kassen. Jeg tjener omkring 700 kroner på en hel arbejdsdag, og det er stressende hele tiden at vide, at jeg kan miste flere penge, end jeg tjener, hvis jeg laver en fejl, har en chauffør udtalt til Politiken.
Det er de forhold, 3F vil have ændret. Derfor forsøger 3F nu – sammen med de øvrige medlemsforbund i Fagbevægelsens Hovedorganisation – at opnå overenskomster med de her vognmænd.
– Kun på den måde kan der komme styr på ikke blot chaufførernes løn, men også deres arbejdstider, feriepenge, pensionsindbetalinger og alle de øvrige rettigheder, som kun overenskomster kan sikre, lyder det fra Jan Villadsen og tilføjer:
– Hvis ikke vi får sat en stopper på den forretningsmodel, som Nemlig.com benytter sig af – og som de tilsyneladende har lært af Amazon – så risikerer vi, at Amazon-job og Nemlig.com-vilkår breder sig yderligere i Danmark til stor skade for vores medlemmer.
Læs også
Brutale arbejdsforhold som dem hos Nemlig.com er konsekvens af bevidst strategi
På det seneste har Nemlig.com sendt brev ud til tidligere kunder, der har droppet firmaet på grund af den dårlige omtale, i håb om at få dem tilbage.
Så sent som i går aftes modtog en tidligere kunde en mail med overskriften “Vi investerer markant i at forbedre forholdene på transportområdet”.
Onlinevirksomheden skriver, at der er “gode nyheder”, og introducerer herefter en række forbedringer for “de transportvirksomheder, vi samarbejder med og deres chauffører.”
“I fremtiden skal transportvirksomhederne aflønne deres chauffører med minimum mellem 25.000 kr. og 30.000 kr. om måneden ved en 37 timers arbejdsuge afhængig af hvad tid på døgnet, en chauffør arbejder. Dertil skal transportvirksomhederne betale feriepenge til chaufførerne,” lyder nogle af forbedringerne.
– Jamen det er jo fantastisk, at de i marts måned afviste, at der var nogen som helst problemer, og forsvarede sig med, at de eksempler, der blev afsløret, kom fra nogen, der blot ønskede at skade virksomheden, siger Jan Villadsen.
– Nu skriver de, at de vil sikre chaufførerne en løn mellem 25.000 og 30.000 kroner og ret til pauser. Det er for mig at se en erkendelse af, at de har problemer. Men det er stadig en lav løn og helt uforsvarligt, hvis man arbejder 12 timer om dagen alle ugens dage.
– De siger også, at de nu vil kontrollere, at virksomhederne overholder de her retningslinjer. Det har vi svært ved at tro på. Det sagde de også for fem år siden og for tre år siden. Nu vil vi have en overenskomst med de her chauffører. På den måde kan vi, hvis de opdager, at de aldrig får det, de skal have, køre en sag i det fagretlige system. Uden overenskomst får de ingenting.
Indtil videre vil aktivister fra 3F Transport, lokale 3F-afdelinger, landsklubber og andre FH-forbund være til stede ved lageret i Brøndby på hverdage klokken 5:00-8:00 og igen fra klokken 15:00 til klokken 19:00, hvor de vil forsøge at komme i kontakt med de chauffører, der kører for Nemlig.com og leverer varer til dem.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.