Psykisk sårbare hører til på skyggesiden af samfundet, men jeg synes, den her gruppe af borgere fortjener meget mere opmærksomhed, end de får i dag.
Ordene kommer fra Rikke Riis Jensen, der i dag skriver sin første faglige kommentar på arbejderen.dk.
Den 30-årige social- og sundhedsassistent har allerede mere end 10 års erfaring i omsorgsbranchen. Rikke Riis Jensen blev i 2011 i en alder af blot 19 år uddannet som social- og sundhedshjælper. Men kun hendes egen tålmodighed og gåpåmod har forhindret, at hun er løbet skrigende væk fra branchen.
– Det var meget svært at få en fast stilling. Jeg var ung, og det var dem med erfaring, som fik stillingerne. Så jeg har været ansat i mange vikariater. Det var hårdt at skifte arbejdspladser og kolleger hele tiden.
Vi skal blive ved med at holde det politiske pres og gøre opmærksom på, at vi i 2021 ikke vil finde os i den kønsmæssige lønforskel.
Som hjælper er der mange opgaver i forhold til borgerne, man ikke må udføre, såsom at give medicin. På et tidspunkt blev Rikke Riis Jensen så irriteret over både de kortvarige ansættelser, men også over at skulle videregive borgeren til en social- og sundhedsassistent eller anden fagperson, når hun stod med en borger med eksempelvis mange smerter.
– Som hjælper kan man stort set kun få arbejde på ældrecentre og ikke på et sygehus. På et tidspunkt begyndte jeg at savne faglige udfordringer og søgte ind på assistentuddannelsen, som jeg også så som en mulighed for at læse videre igen.
Også her var det imidlertid op ad bakke. På trods af gode karakterer og udtalelser og arbejde som sosu-hjælper lykkedes det først Rikke Riis Jensen at blive optaget på uddannelsen til social- og sundhedsassistent efter sjette forsøg. Og i slutningen af 2017 stod hun endelig med sit uddannelsesbevis i hånden.
– I dag er jeg glad for at være assistent og glad for at være i FOA. Jeg har ingen planer om at uddanne mig videre. Faktisk kan den snak ligefrem provokere mig lidt, for hvorfor skal jeg uddanne mig ud af mit fag, når jeg er en dygtig assistent?
Masser af faglige udfordringer
Siden maj i år har Rikke Riis Jensen været ansat på et botilbud, hvor der er plads til 39 borgere med psykiske lidelser, ofte kombineret med et misbrug af alkohol eller stoffer. Arbejdet byder derfor på masser af faglige udfordringer, som løses i tæt samarbejde med sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og pædagoger.
– Det er kun godt, at der er så mange faggrupper. På et botilbud med borgere, der blandt andet lider af skizofreni eller maniodepression, er der brug for at se på borgeren på mange forskellige måder.
Rikke Riis Jensen har tidligere arbejdet to et halvt år på et botilbud for personer med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Hun var glad for jobbet, men det er, som om hun på botilbuddet for de psykisk sårbare har fundet den helt rigtige hylde. Hun uddyber:
– Det er virkelig en overset gruppe i vores samfund og et område, der er enorm tabubelagt. For eksempel så har folk spurgt mig, om borgerne er låst inde. Det vidner om, at der er brug for at sætte fokus på området, så folk får en forståelse af, hvilke problemer de her borgere i virkeligheden slås med.
Brug for mere personale og tid til borgerne
Siden 2012 er seks ansatte i socialpsykiatrien blevet dræbt, mens de har passet deres arbejde. For at forebygge nye drab, mener Rikke Riis Jensen som mange andre på området, at der er brug for mere personale. I dag er bemandingen så skrabet, at det kan være svært at overholde den sikkerhedsforanstaltning, at der altid skal være to sammen på en afdeling.
– Vi går ikke på kompromis med sikkerheden. Til gengæld går det så nogle gange ud over kontakten til borgeren. Man snakker så meget om minimumsnormeringer i daginstitutionerne. I psykiatrien er der i den grad brug for at kigge på minimumsnormeringer, når man snakker sikkerhed.
I dag er det ikke særlig attraktivt at arbejde med personer med en psykisk lidelse og/eller misbrug. Ledige stillinger er svære at besætte, men det tror Rikke Riis Jensen kan ændres gennem bedre normeringer og arbejdsvilkår.
Flere ansatte vil også gøre det muligt med bedre hjælp til de psykisk sårbare borgere.
– Mange af vores brugere er så dårlige, at de har svært ved at planlægge. Hvis man spørger, om de har lyst til at tage på tur, og de siger ja, så skal man her og nu kunne gøre noget.
– Havde vi bare en bil, så kunne man tilbyde at tage dem med ud – måske bare for at købe en is. En bil ville kunne gøre en stor forskel. Vores brugere kommer heller ikke altid til lægen eller tandlægen, hvis de selv skal betale. Vores brugeres handicap er misbrug, så de vil hellere købe øl eller måske stoffer frem for at betale en taxa for at komme til læge eller tandlæge.
Borgere med handicap – og misbrug
Borgere med en psykisk diagnose dør cirka 10 år tidligere end gennemsnittet. Nogle af forklaringerne er ifølge Rikke Riis Jensen, at de som nævnt ikke passer på deres generelle sundhed. Mange er storrygere, og dertil kommer årevis med indtag af medicin, ofte kombineret med alkohol og/eller stoffer.
Rikke Riis Jensen understreger, at hun ikke har illusioner om nødvendigvis at kunne hjælpe borgerne ud af deres misbrug. På spørgsmålet om, hvad det så er ved arbejdet med psykisk sårbare, hun godt kan lide, lyder det:
– Jeg synes, det er virkelig spændende at kombinere det psykiatriske med det sundhedsfaglige. Kan jeg sammen med andre afhjælpe og minimere de negative sider ved misbruget, som måske kan øge deres livskvalitet, så er det en lille sejr. Ja, og så ved jeg godt, at det kan lyde som en floskel, men jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for den her gruppe af borgere, som er en alt for overset gruppe.
Faglig og politisk interesseret
Interessen for politisk og fagligt arbejde har egentlig fulgt Rikke Riis Jensen hele hendes voksenliv. Ikke at det fyldte i hendes barndomshjem i Svendborg, hvor hun er vokset op sammen med to storebrødre. I dag undgår de helst at snakke politik, da de er “vildt uenige”.
– Jeg er ikke politisk organiseret, men har altid interesseret mig lidt for politik. I 2018 syntes jeg, at jeg manglede et eller andet, og spurgte en veninde, som var aktiv i FOA.
Det førte til deltagelse i et landsmøde i FOA Ungdom, og inden den weekend var gået, var den fynske sosu-assistent valgt ind i landsnetværket i FOA Ungdom, som det hed på daværende tidspunkt.
– Jeg hoppede ud i det med begge ben og har været med lige siden. Jeg har været med til at lave det nye grundlag i FOA Ungdom. Nu hedder det FOA Ungdoms Fællesskab, og jeg har været med til at starte ungdomsarbejde op i FOA Odense.
Det blev til et halvt år i forbundets hovedbestyrelse som den ene af to ungdomsrepræsentanter, men tiden blev for knap, og Rikke Riis Jensen valgte at trække sig.
Nu bruger hun stort set al sin fritid på at varetage tillidsposten i FOA Ungdoms Fællesskab og en ungdomsplads for forbundets unge i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Sidstnævnte post har hun varetaget det seneste år.
I foråret kom der yderligere møder ind i kalenderen, da den unge sosu-assistent blev valgt til bestyrelsen i FOA Odenses sektorbestyrelse.
Den tværfaglige kamp for ligeløn
Rikke Riis Jensen kan sagtens se ud over sit eget fag, og under OK21 var hun med til at arrangere Tjenestemandstirsdage i Odense. Bag demonstrationerne, som foregik i flere byer landet over, stod en tværfaglig gruppe af offentligt ansatte. Formålet var at sætte fokus på Tjenestemandsreformen fra 1969 som en af årsagerne til den strukturelle uligeløn, der – den dag i dag – eksisterer på det offentlige arbejdsmarked.
Nu bliver Tjenestemandstirsdagene genoptaget i flere byer – også i Odense, beretter Rikke Riis Jensen.
Læs også
– Det tværfaglige samarbejde blev udfordret under sygeplejerskestrejken, men nu er OK21 slut. Vi kan lægge uenighederne bag os og igen tage fat på arbejdet med at få afskaffet Tjenestemandsreformen. Der kommer en lønkomité, som først skal afslutte sit arbejde efter næste folketingsvalg. Det kan vi ikke vente på. Vi skal blive ved med at holde det politiske pres og gøre opmærksom på, at vi i 2021 ikke vil finde os i den kønsmæssige lønforskel.
Drømmer om en faglig karriere
Der er således rigeligt at se til, når det er fyraften fra botilbuddet. Med 24 timer i døgnet er der ikke plads til meget andet end fagligt arbejde, men det har Rikke Riis Jensen det helt fint med.
Faktisk har hun en drøm om, at hun kan få sig en karriere i FOA.
– Bestyrelsespladsen i FOA Odense er ikke hængt op på ungdommen, så hvis jeg bliver genvalgt, kan jeg blive. Jeg vil gerne skabe mig en FOA-karriere udenfor FOA Ungdom. Men det kræver, at jeg opbygger et netværk lokalt og viser, hvad jeg kan. Måske jeg så – om 10 år – kan komme ind og arbejde i en FOA-afdeling.
– Men indtil videre bliver jeg i psykiatrien og gør mig så dygtig som mulig, slutter Arbejderens nye faglige blogger.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
